Læsetid: 11 min.

’Hvis man konstaterer, at der kommer fremmede og tager arbejdet, er det klart, man ønsker at lukke grænserne’

I landsbyen Villemoiron-en-Othe er manglen på arbejde en af forklaringerne på, at så mange stemmer Front National. Lokalpolitikken fungerer uden partipolitiske diskussioner, men i større sammenhænge stemmes der Front National for at ruske op i en stivnet politisk klasse, som ikke har formået at bære Frankrig gennem krisen
Juliette, Paul og Maria leger foran dagplejemoderen Alexandrines hus. ’Det handler om arbejde. Hvis man konstaterer, at der kommer fremmede og tager arbejdet, er det klart, man ønsker at lukke grænserne,’ siger Alexandrine.

Ulrik Hasemann

5. august 2016

Det er tidlig morgen i Villemoiron-en-Othe. Markerne omkring landsbyen damper af væde, og Alexandrine er ved at feje.

Alexandrine på 41 er dagplejemor, og hun følger hver morgen børn til bussen. Hun fejer det lille køkken klokken syv, mens hun venter på ’sine’ børn, hendes egne er parkeret foran tv’et med morgenmad. Udover skolebørnene, som hun følger frem og tilbage til bussen, har hun to mindre børn i pleje, som kommer senere. Gårdspladsen foran det gamle restaurerede hus, der ligger klos op ad landevejen, er fuld af plastiklegetøj og en gynge, som ikke helt lever op til danske standarder.

Villemoiron er en af de mange små landsbyer her i det sydlige Champagne, hvor antallet af stemmer på Front National ved de store valg til stat og departement og region ofte når over 40 procent. Området har 10 procent arbejdsløshed, for unge under 25 sniger det sig ligesom i de fattigste forstæder til Paris op på 25 procent.

Læs også: Socialistens guide til at tøjle nationalisterne

Det paradoksale er så, at mens borgerne i Villemoiron stemmer Front National ved de store valg, ordnes lokalpolitikken på helt anden vis. Her er det blandt folk, man kender, der skal vælges, og det følger ikke partipolitik. Roland Frelin blev i 2014 valgt som borgmester i spidsen for et kommunalråd på i alt 11. Han foretrækker, ligesom sin lokalberømte forgænger Jacques Benoît, at stille sine partipolitiske ideer uden for det lille rådhus.

»Det skal man slet ikke snakke om,« fortæller han, mens han rundhåndet giver fire kindkys til borgerne på Bastilledagen. Selv arbejder han tæt på Paris og tager en tur på 150 km hver morgen. Borgmesterkontoret passes om tirsdagen.

Meget tyder på, at de mange Front National-stemmer på egnen skyldes en enorm slugt mellem almindelige franskmænd og en politisk klasse, der aldrig forlader de bonede gulve i Paris.

Hver eneste morgen, året rundt, lyder glade børnestemmer i landsbyen. Skønt der blot er 219 faste indbyggere stopper hele tre busser to gange om dagen ved pladsen ved rådhuset og samler børn op eller sætter dem af. Den første er bussen, der kører gymnasieelever fra de mange landsbyer til storbyen Troyes 30 km væk, der med sin katedral, tekstilindustri, outlet-butikker og 60.000 indbyggere har adskillige gymnasier og et teknologiuniversitet.

Læs også: ’Hollande er en lort’

Den næste bus kører børn til skolen i nabolandsbyen Saint Mard, hvor man går i skole indtil sjette klasse.

Den sidste kører den anden vej ind til Aix-en-Othe, lokalområdets største by med 2.500 indbyggere, hvor man går i ’College’– som er skolen fra sjette klasse og op til gymnasiet.

Busserne er den slags foranstaltninger, borgmesteren i Aix-en-Othe, Yves Fournier, lægger vægt på.

»Folk skal vide, at de kan få deres børn i skole med skolebussen,« forklarer den socialistiske borgmester, der satser på børnefamilier fra hele oplandet, »også selv om busserne nogle gange er nærmest tomme.«

Læs også: På røven i Champagne

Alexandrines mand er allerede kørt, han arbejder i transportbranchen i Troyes. Alexandrine er lykkelig for at kunne arbejde hjemme og begejstret for sin lille by.

»Der sker jo en masse her. Der er en masse aktiviteter, ikke mindst for børn. Der holdes både karneval og jul, og man finder æg til påske. Sådan er det ikke i alle landsbyer. Jeg kan godt lide den slags traditioner.«

Indtægterne er ikke store, men de har netop sparet sammen til en ny septiktank.

Det handler om arbejde

Michaela ankommer præcis på samme tid hver morgen og får hevet sine to børn, Paul på fire og Marie på seks, ud af bilen. De kaster sig hjemmevant over legetøjet i gården. Michaela skal køre en time for at nå på arbejde, men de to kvinder tager sig tid til en snak om, hvorfor Front Natinal får så mange stemmer her på egnen – over 40 procent ved sidste regionsvalg.

Det undrer dem ikke, selv om de bedyrer, at de ikke selv stemmer på partiet. Alexandrine vil imidlertid ikke udelukke, at hendes mand gør det: »Det handler jo om arbejde,« forklarer Alexandrine. »Hvis man konstaterer, at der kommer fremmede og tager arbejdet, er det klart, man ønsker at lukke grænserne. Inden for min mands branche er det jo helt tydeligt, og der er alt for meget sort arbejde.«

Michaela er så selv en af ’de fremmede’. Hun taler flydende fransk, men stammer fra Rumænien. Hun har giftet sig med en mand fra Villemoiron, som hun mødte i Rumænien, og det har ikke været let at falde til i Frankrig.

»Systemet er alt for stift. Lige fra starten, da jeg ankom i 2008, prøvede jeg at finde arbejde gennem arbejdsformidlingen. Men i Frankrig kan man kun finde ud af at putte folk i kasser, og det er kasser, som passer på de franske diplomer. Jeg har en juridisk uddannelse fra Rumænien, og derfor kunne jeg ikke finde arbejde. Så kommer man jo bare til at ligge systemet til last. Men det er sådan, man holder andre ude i Frankrig.«

Michaela står solidt plantet i sine sikkerhedsstøvler. Hun fandt omsider arbejde for fem år siden ved selv at opsøge virksomheder.

»Jeg arbejder som sikkerhedsagent på en større entreprenørvirksomhed. Det er en mandeverden, men jeg er så den, der tjekker sikkerheden. Selvfølgelig kan jeg gøre det, jeg er jo veluddannet. Jeg arbejder under det niveau, min uddannelse fra Rumænien burde give mig, men det er ok.«

Hun mener, at Frankrigs arbejdsløshedsproblem må løses på europæisk plan, for ellers vil folk blive ved at immigrere.

»Der er jo aldrig nogen, der flytter fra deres hjemstavn, hvis de kan klare sig der. Jeg har det fint her, og det fantastiske ved Frankrig er sundhedssystemet og skolerne. Men ellers var det da meget bedre derhjemme. Du har din familie, og så passer de på dig. Der er ingen, der tager til Frankrig eller andre steder, med mindre det er fuldkommen nødvendigt.«

Michaela kender mange, som stemmer på Front National, men det kunne hun aldrig selv finde på at gøre.

»Jeg har prøvet at leve under et totalitært styre. Jeg tror slet ikke, at folk aner, hvad det er. Man kan ikke styre tingene på den måde, som kommunisterne troede, og man kan heller ikke lukke grænser på den måde, som Front National tror. Så er folk bare ikke frie.«

’Vågn op’

Det sker, at Alexandrine tager bilen de 200 meter hen til bussen med børnene. Det forstår man godt, når man følger efter hende med hjertet oppe i halsen.

Ved ottetiden tordner lastbilerne gennem Villemoiron, og fortovet er visse steder så smalt, at man går i gåsegang. Alexandrine har et fast greb i den mindste dreng.

At fortovene er så smalle, kan Dominique, entreprenøren, der gik fallit i halvfemserne, forklare. Det var ham, der anlagde dem som en af sine sidste opgaver.

»Der var jo normer for, hvor bred en landevej skal være, den slags er bestemt ovenfra. Hvis vi bare kunne bestemme det selv, ville det jo være meget bedre.«

Nu er Dominique gået på pension. Han er træt af alt det, som bestemmes fra oven, om det er fra EU eller regeringen. Mens der til gengæld ikke gribes ind over for de virkelige problemer som arbejdsløsheden på egne, hvor 25 procent af de unge går ledige.

Han siger, at han stemmer Front National for at protestere:

»Nu har vi set alle de samme politikere være ved magten de sidste fyrre år, skiftevis til højre eller til venstre, det er lige meget. De kommer alle fra samme skole, ENA (École nationale d’administration, red.), og de har kørt Frankrig i sænk. Jeg stemmer Front National for at få dem til at vågne op. Hvad kan man gøre andet end at prikke til pamperne?«

Imod forandringer

Bruno og Claudine stemmer ikke Front National. De er på vej mod en pension fra tekstilbranchen og har, uden at have de store lønninger, skabt et lille paradis her i Udkantsfrankrig. De har været med hele vejen gennem tekstilindustriens op- og især nedture og er lige nu i bogstavelig forstand ved at bygge en høj mur mod verden og landevejen. Så har de fred i det hus, de for tredive år siden købte for en slik af en katolsk hjælpeorganisation. De har selv sat det hele i stand, flere hundrede år gamle træer knejser i den parklignende have, der til den anden side grænser op mod marker med køer og korn. Børnene er fløjet fra reden, en søn er politimand, datteren har valgt kunstens vej og er bogbinder.

»Hun satser på det rige klientel, hun arbejder med kunstnere, men laver også særlige kasser til udsøgte champagner,« forklarer Claudine.

Claudine startede i sin tid med at arbejde i en bonneterie-virksomhed i Aix-en-Othe, som nu er lavet til parkeringsplads. Da virksomheden lukkede, mistede Claudine sit arbejde som modelist, men så fandt hun arbejde andre steder.

»Jeg har både arbejdet i Troyes og i Paris, og så har jeg rejst meget til Tunis. Men nu er det jo i Kina eller østlandene, der produceres. Det flytter sig efter, hvor arbejdskraften er billig, sådan har det været længe.«

Bruno har altid arbejdet med selve udskæringen af tekstilerne. Han har været så heldig, at netop hans firma, Petit Bateau, aldrig flyttede produktionen til udlandet, men forblev i Troyes, hvor de klarer sig rigtig godt nu, understreger han med stolthed.

I Claudines familie er de ni søskende, der ofte mødes til familiesammenkomster, og et af de betændte emner er Front National.

»Jeg bliver virkelig irriteret, når jeg diskuterer det med min bror, så jeg undgår det. Arbejdet er jo allerede flyttet ud, det kan vi ikke gøre noget ved. Han er simpelthen racist, så enkelt er det, og det er der mange i Front National, som er.«

Til gengæld kan Claudine og Bruno godt se, at der er en række uløste problemer i Frankrig. Det skyldes især franskmænds mangel på fleksibilitet, mener de.

»Franskmænd vil aldrig have, at noget ændrer sig. Reaktionerne på den nye arbejdsmarkedslov, for eksempel, har været helt forskruede,« siger de med henvisning til strejker og ’Nuit debout’-bevægelsen, som fandt sted inde i Paris.

»Det er jo ikke, fordi jeg kan den lov ud og ind, men folk hidser sig så meget op. Der er jo blot tale om, at forhandlingerne lægges ud i virksomhederne,« understreger Claudine.

»Det er jo slet ikke folk, der har virkelige vanskeligheder, som strejker. De ansatte hos SNCF (franske statsbaner) og Air France, sidder bare benhårdt på deres privilegier.«

For små penge

Sophie på 53 er arkitekt og er en af dem, som både har kendt til alt for meget arbejde og til krisen. For et år siden fik hendes datter på 12 hende overbevist om, at det var bedre at flytte på landet. Det har Sophie ikke fortrudt.

»Sandheden er jo, at jeg lige så godt kan være på røven herude som i Paris. Jeg elsker at vandre, og det har jeg rig lejlighed til i skovene her omkring,« siger hun.

Sophie klarer sig for en form for kontanthjælp på 400 euro, og de opgaver hun kan skaffe, fortsat mest i Paris.

»Men folk vil jo ikke have, at noget koster noget mere, det er nærmest lige meget, hvor lavt jeg sætter budgettet, så er det for dyrt.«

Indtil videre giver hun ikke op, hendes prioritering er livskvalitet.

»Jeg ville gerne have flere penge, men jeg er lidt hippieagtig. Der var engang, hvor jeg arbejdede vildt meget, nu har jeg ingen penge, men tid til at nyde livet. Jeg keder mig aldrig. Måske er jeg lidt uansvarlig, jeg tænker ganske enkelt ikke over pension og den slags. Der har været mange, der er døde alt for tidligt i min familie, så nu lever jeg på en måde fra dag til dag.«

Sophies lille hus, som er købt og betalt, ligger lige op ad kirken og rådhuset.

Her mødes Villemoirons borgere den 13. juli på pladsen for at fejre Bastilledagen. I tusmørket går de i fakkeltog ud til en mark, hvor de lokale brandmænd sørger for fyrværkeri under beundrende kommentarer og klapsalver. Det lille kommunalråd sætter hvert år en pæn slat penge af til krudtet. Bagefter er der bal på pladsen.

Selve den 14. juli arrangeres der lege og spil for børn, også på ’rådhuspladsen’.

Midt på pladsen troner en kæmpemæssig oppustet udgave af Titanic, der udgør årets højst specielle rutsjebane. Ungerne kravler op på midten og glider så hvinende ned ad dækket.

Ved en af boderne forklarer en mand, der ikke vil have sit navn i avisen, hvorfor han stemmer Front Natinonal. For ham har det intet med racisme at gøre. For eksempel synes han, det er helt ok, at borgmesteren i Aix-en-Othe nu har taget imod ni flygtninge.

»Problemet er jo, hvad vi så skal gøre derefter. Skal de blive her? Der er ikke engang arbejde nok til franskmænd, det er det, som er problemet. Det er jo på tide, at vi beskytter franskmænd og især tager os af almindelige folk. Der er simpelthen ikke noget, der fungerer i det her land. Politikerne er korrupte alle sammen, de tænker kun på at mele deres egen kage. Der skal simpelthen nogle nye til, Hollande er en katastrofe.«

Selvom han stemmer på Front National til alle de valg, hvor det er muligt, er han bitter over, at det ikke gør nogen forskel.

»Jeg kan roligt stemme på Front National. Helt ærligt ved jeg ikke, om de kan gøre tingene bedre, men det kommer vi jo heller aldrig til at se vel?« siger han med henvisning til, at de klassiske oppositionspartier slutter sig sammen for at hindre Front National i at komme til magten.

»Synes De måske, at det er demokratisk?«

Manden er vred, men hans lille datter hiver i ham for at få ham med hen til rutsjebanen.

Alexandrine er der også med en veninde, og de diskuterer lidt den morbide rutsjebane.

»Ja, den er underlig,« siger veninden »men for lidt siden spurgte jeg så min seksårige datter, hvad der var sjovt ved den, om det bare var det at rutsje? Og det sjove var, at det var en båd, der var ved at synke.«

Samme aften bliver fyrværkeriet i Paris transmitteret på fransk tv.

Nederst på tv-skærmen begynder nyhederne at tikke ind om attentatet i Nice, hvor 84 mennesker mistede livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Hvis man konstaterer, at der kommer fremmede og tager arbejdet, er det klart, man ønsker borgerløn.'

Det er altid sådan, at man prøver at skabe et folkeligt fællesskab i modsætning til de fremmede, for at pleje (det man tror) er de egne interesser på kort sigt - dvs. at man gerne vil have en syndebuk. Frankrig burde udvikle sin retsstat, sådan at en stemme på FN reelt ikke kan have nogen uhensigtsmæssig effekt.

Kombinationen af nationalisme og socialisme er desværre stadigvæk almindelig blandt de europæiske stater. Den mere socialistiske model lægger vægt på at diskriminere og lukke samfundet gennem erhvervslivet (og gennem overenskomster, institutionaliseret racisme m.m.); den nationalistiske eller højreekstremistiske model går ud på en direkte forfølgelse af udenlandske individer, og man vil fjerne div. rettigheder, der heldigvis i nogen grad beskytter dem fra diskrimination.

Man er nødt til at fortsætte med at afmontere både nationalismen og socialismen, i den grad disse bidrager til diskriminerende privilegier, der fratager eller ignorerer andres rettigheder, eller - set på en anden måde - er i uoverensstemmelse med markedets vilkår.

Udfordringen for den socialistiske arbejderstat er, at man er nødt til at bevæge sig hen mod en fremtid, hvor man har ret til individuel frihed - ikke ret til et arbejde, en bolig i storbyen eller andre interesser som man evt. har. Pøbelvældet kan ikke levere privilegier for folket længere, eller det er altså i hvert fald ved at blive afviklet.

Arbeit macht NICHT frei!

Michael Kongstad Nielsen

Front National vinder på det samme, som Brexit gjode, nemlig at establishmentet ikke vil slippe dets privilegier, og ikke vil udjævne ulighederne i samfundet, Franskmænd er ligeså konservative som englændere, men de vil ikke jokkes på, og ikke ydmyges. Så hellere Front National.

Touhami Bennour

En sector I hverfald fungerer harmonisk, den er fra tandlægerne. Her er ´der mange udlændige eller af udenlands afstamning, der arbejder med de locale tandlæger, og får nedsat meget prisen på tandkroner, helt op til det halve, uden at de provokerer protester eller vrede hos de locale danske tandlæger.

"Arbeit macht frei". Arbejde fører ikke til "frihed" men til fordeling af livsnødvendige goder som: bolig, mad, uddannelse og sundhed. At privatkapitalismen via deres magt over produktionsapparatet stjæler disse goder fra folk, betyder at folket må tage magten over markedet og dermed over produktionsapparatet. Ikke centralisering af produktionsapparatet, men spredning af produktionsapparatet fører til demokrati og frihed. Børnelærdom.

Ja men fortæl da det til de mange millioner, der forlader deres land og deres familie fordi der ikke er noget at leve af hvor de bor, Steffen Gliese.

Steffen Gliese, det er meget lettere at lade sig invitere som underbetalt arbejdskraft af kaptalejerne i Vesteuropa. Oprør dør du nemt af.

Hvad er unødvendigt arbejde?

Den kapitalistiske produktion er ikke blot produktion af varer; ifølge sit væsen er den produktion af merværdi. Arbejderen producerer ikke for sig selv, men for kapitalen. Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt, at han blot producerer i almindelighed. Han skal producere merværdi. Kun den arbejder er produktiv, der producerer merværdi for kapitalisten, dvs. bidrager til kapitalens selvøgning af sin egen værdi.

Den socialistiske model lægger vægt på at diskriminere og lukke samfundet gennem erhvervslivet, men man gør det også gennem at bryde ejendomsretten. Man særbehandler også andre grupper: f.eks. højindkomstmodtagere, lavindkomstmodtagere og arbejdsløse.
Ejendom er en del af individets udfoldelsesmuligheder, og man kan f.eks. erhverve ejendom med penge, der er blevet tjent på markedet (inkl. gaver), eller der - som et led heri - er blevet overført fra staten eller en anden modsvarende institution.

Selvfølgelig findes der en risiko for at en majoritet af befolkningen vil fjerne ejendom fra visse individer, hvilket sandsynligvis vil være dem, der er udenfor 'fællesskabet'.
Derfor respekterer vi allerede nu div. ejendomsrettigheder, men hvis man samler nok medlemmer i en politisk bande, kan man stadigvæk hævde, at en minoritets ejendom enlig er blevet stjålet fra bandemedlemmerne, og så går disse nok på tyvetogt igen. (Skat i sig selv er ikke tyveri.)

Arbejde som lønmodtager kan være en mulighed for mange at tjene mere, gøre en forskel m.m. - men staten bør 'kun' have muligheden at skabe et frit samfund med gode (ikke-diskriminerende), velfungerende rammevilkår, hvilket naturligt vil føre til arbejdspladser i erhvervslivet og andre organisationer.
Derudover vil selve staten også altid skabe et vist antal egne arbejdspladser, men det skal da administreres korrekt (som første prioritet) og så effektivt som muligt.
En fast indkomst uden betingelser, og støtte fra den offentlige service, er tilstrækkeligt for at låse op til den individuelle frihed. Ikke arbejde.

Arbejderfællesskabets velfærd skaber en skadelig konkurrencestat, hvor slaveri eller tvangsarbejde bliver håndhævet af majoriteten, og dermed skaber man det proletariat, som man er politisk beroende af (føler man). Med 'borgerløn' og individuel frihed forsvinder proletariatet. At der p.t. findes et 'proletariat' betyder dog ikke, at man kan afvikle de legitime samfundsinstitutioner og rettigheder, der opretholder friheden indtil videre. Man kan fjerne det, der står i vejen for en forbedring af de individuelle rettigheder: jeg synes, bruddene på div. fundamentale rettigheder fortjener et særligt fokus hér. Det kan f.eks. dreje sig om den slaveriske velfærdsstat, den manglende ejendomsret, problematisering af fremmede osv.

Kommentaren baserer sig nok på erfaringer, artikler, bøger m.m., men tanken var, at et lidt større perspektiv eller sammenhæng kan vise, hvordan og hvorledes samfundet fungerer og fejler.
Mit generelle indtryk er, at når vi samler os i de nationalistiske eller socialistiske fløje, tramper vi for det meste over hinanden og vores rettigheder.

Erfaringer med velfærdssystemet er der nok mange, der har (også mig). Mange modsætter sig heldigvis tvangsarbejde, men der sker et eller andet med majoritetstyranniet, således at man alligevel vil støtte dette arbejde - her må der være mange problematiske faktorer i spil, f.eks. idéer om at alle skal deltage i et og andet, være til nytte osv. Erhvervslivet særbehandles dog almindeligvis, og der snakkes heller ikke så meget om det, selv om det har en stor effekt på samfundet og menneskernes attituder. Det er ikke helt ligetil at finde ud af strukturerne i erhvervslivet, og man skylter vist ofte ikke ligefrem med problemerne overfor udenlandske investorer, chefer m.m.

Man kan dog f.eks. lytte til Flemming Besenbacher, der er formand i Carlsberg.
Umiddelbart virker det hele normalt, men så begynder man at tænke...

Et eller andet er ikke helt på sin plads hér. Manden snakker om værn mod "udenlandske hænder", "dansk hovedsæde", "betale tilbage til danskerne" m.m.: han sidder stadigvæk på bestyrelsesposten, selv om han bruger både nationalismen og socialismen som argumenter for at beskytte kapitalet og kapitalejerne :-( fra udlændinge. Hvis der var tale om noget andet, ville han ikke kunne beholde sit job (i hvert fald ikke uden problemer ift. lovgivningen) - måske dog hvis medarbejderne var den slags, som synes at vi 'ikke vil have den slags [udlændinge] rendende her', hvilket reelt er det som selveste formanden her argumenterer for.

Fint nok: der må så bare enten være et problem med personen, eller evt. også med nogle af institutionerne i samfundet.
Der er mange problemer hér, men et af de vigtige er fondsmodellen, hvor vi efter nærmere granskning kan se at markedet og ejendomsretten ikke kører. Programmer fra anden verdenskrig og før kører stadigvæk, og de påvirker samfundet. Det er evt. dette, der man f.eks. i Børsen mente med en "grå loge" - landsforrædere er de i hvert fald ikke på Børsen; de er nok bekymrede for at man ikke kan tiltrække ordentlige investorer til landet.

Et andet problem med Carlsberg-ledelsen og fonde er at man også bryder universiteternes/uddannelsers uafhængighed: forskere havner tit i denne fælde, da de er meget optaget af at støtte forskning, og Besenbacher er en forsker.

David Hajek: Børsen mente med en "grå loge" - landsforrædere er de i hvert fald ikke på Børsen; de er nok bekymrede for at man ikke kan tiltrække ordentlige investorer til landet.

Der er masser af penge i danske pensionskasser og hvis du lytter til Flemming Besenbacher, så siger han jo netop, at uden erhvervsfondene, så havde stor danske virksomheder som Carlsberg, Novo og Mærsk med flere, ikke været på danske hænder idag, idet det nok var gået dem, som Danisco og Navision, der blev opkøbt af kapitalfonde i udlandet. Danisco oven i købet underløbet af sine to topdirektører, der fik hver en bonus på 100 mio kr for, at lægge den fjendtlige overtagelse til rette.

En vigtig ting ved, at forsvare danske virksomheder mod udenlandsk overtagelse, er at den merværdi, danske lønmodtager har oparbejdet i disse virksomheder - herunder patentmassen - forbliver på danske hænder - nu tiden ikke er til at nationalisere disse virksomheder.

Børsen optræder tydeligvis som agenter for sådanne udenlandske piratfonde:

En udenlandsk virksomhed (Bios) kommer til Danmark. De glæder sig til at lave forretning i vores rige, moderne og velordnede land, hvor alle, de møder, taler engelsk. De kommer med penge til investeringer og skaber arbejdspladser. Alt tegner godt. Men så sker der noget sært. De møder en grå loge, som helst vil klemme dem ud.
Hvis man vil drive virksomhed i Danmark, skal man sikre sig, at politikerne står helt fast. De skal helst bindes til masten, som det skete med salget af aktier i Dong Energy, hvor vejen tilbage var spærret med en gigantisk bod. En udenlandsk virksomhed skal også være klar til at ofre sit gode ry og rygte på det lille danske marked. (Leder i Børsen)

Der er altid danskere som er parat til i strid med fælleskabets interesser at gå udenlandske interessers ærinder. (eksv. Brian Mikkelsen, Dyremose (Bonus 70 mio kr), Corydon m.fl.). Hvorfor mon?

Et særligt problem er at de statsvirksomheder, der privatiseres i disse neoliberale tider, og som er af særlig infrastrukturel betydning, ikke som de privatejede virksomheder er beskyttet af muligheden for erhvervsfondsovertagelse. Her har pensionsfondene en ganske særlig opgave.

En helt tredje ting er at pensionsfondene mangler investeringsobjekter hvis ikke dansk infrastruktur i bredeste forstand er dedikeret til investeringer fra disse pensionsfonde.

Sådan er det jo - udsalg året rundt

Nogle kommer for at overtage arbejdspladserne og helt andre kommer for at tømme samfundet for værdier – og denne kapitalistiske mekanisme er supporteret af nationalstaterne og nogle overstatslige organisationer – hvor de førstnævnte i disse år især må kæmpe mod rovdyrene, eller græshopperne – og ingen kan eller ønsker at opfinde nogle stopklodser mod denne ungraceful degradation af hele tilværelsen for de fleste …

Så kan man kloge sig og for sjov teorisere om andre samfundsmodeller til solen brænder ud, men skinnerne er lagt af marodørerne og målene definerede – flertallet kan kun prøve at opholde udviklingen for en tid, men slutresultaterne kan anes allerede nu …