Læsetid: 2 min.

Mongoliets råstofkrise

Salget fra minerne i Gobiørkenen satte for fem år siden skub i Mongoliets økonomi. Nu har faldende råstofpriser sendt Mongoliets økonomi ud i en krise
20. august 2016

Mongoliets valuta tugriken rasler ned. Det har den gjort tre uger i træk. Der er underskud på betalingsbalancen, statsobligationerne mister værdi, og staten har budgetunderskud. Mongoliet er i en dyb økonomisk krise. Det indrømmede landets nye finansminister Choijilsuren Battogtokh på nationalt tv i sidste uge.

Krisen stikker så dybt, at staten risikerer, at den ikke har råd til at betale lønninger til ansatte i staten og militæret, udtalteMongoliets finansministeren ifølge Bloomberg:

»Vi kom i en situation, hvor vi måske ikke har råd til at finansiere lønninger og driftsomkostninger.«

Mineeventyret

For bare fem år siden sikrede minedriften i Gobiørkenen landet en position som verdens hurtigst voksende økonomi. Høje råstofpriser og stor efterspørgsel fra Kina fik landets økonomi til at vokse med 17,3 procent i 2011.

Men så begyndte råstofpriserne at falde på verdensmarkedet. Det samme gjorde efterspørgslen fra Kina, der er landets vigtigste marked, viser tal fra 2014 indsamlet af The Observatory of Economic Complexity.

Det har været ødelæggende for økonomien i det centralasiatiske land, hvor salget af råstoffer som kobbermalm, kul, guld og aluminium udgør omkring 90 procent af den samlede eksport. Landet har i dag en årlig vækst i BNP på 1,4 procent, viser tal fra Trading Economics.

Slingrekurs

Som om det ikke var galt nok, er internationale investeringer i landet styrtdykket med 85 procent fra 2011 og frem til første kvartal i år, skriver BBC, der henviser til tal fra det amerikanske udenrigsministerium. Især har landets skiftende tilgang til investeringslovgivning og mineaftaler fået udenlandske investorer til at trække sig, skriver Bloomberg.

For at skaffe penge til udbygningen af infrastrukturen har Mongoliet fordoblet sin gæld til udlandet på fire år. I 2012 solgte Mongoliet statsobligationer kendt som Chinggis Obligationer for 9,9 milliarder kroner, skriver Bloomberg.

Mongoliets tidligere regering ledet af det Demokratiske Parti blev ved et jordskredsvalg i juni straffet for sin håndtering af landets økonomi. Det skete efter en valgkamp, hvor det vindende Mongolske Folkeparti satte ansvarlig forvaltning af landets økonomi på dagsordnen, skrev Bloomberg i juni.

Den nye finansminister understregede i sidste uge, at regeringen prioriterer at tilbagebetale sin gæld på fem milliarder dollar eller det, der svarer til omkring 33 milliarder kroner.

Allerede næste år skal Mongoliets Udviklingsbank afdrage det, der svarer til 3,2 milliarder kroner, skriver Bloomberg og henviser til tal fra Mongoliets Finansminister.

Onsdag i denne uge landede en delegation fra den Internationale Valutafond (IMF) i Ulaanbaartar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu