Nyhed
Læsetid: 2 min.

Når nordkoreanerne føler sig presset, leger de med missiler

Udland
27. august 2016

Pyongyang gennemførte onsdag sin hidtil mest succesfulde missilaffyring fra en ubåd. Missilet landede i japansk farvand og skabte vrede i regionen.

Men i virkeligheden skyder Nordkorea kun for at gøre andre lige så usikre, som de selv føler sig, lyder en kinesisk udlægning.

Hvis Pyongyangs formål i onsdags var at minde omverdenen om sin tilstedeværelse, så lykkedes det.

På dagen, hvor udenrigsministrene fra Kina og Sydkorea skulle mødes med deres japanske kollega i Tokyo for at tale om samarbejde i regionen, valgte Nordkorea at sende et ballistisk missil af sted fra en ubåd og ind i japansk farvand.

Sjælden enighed

For en stund lagde de tre nabolande deres indbyrdes stridigheder væk og rettede i stedet fokus mod stabilitet på den Koreanske Halvø. På et fælles pressemøde udtrykte udenrigsministrene fælles kritik af Nordkoreas prøveaffyring.

I Associated Press blev de tre landes fælles afstandtagen til Nordkorea fremstillet som en sjælden fremvisning af enighed.

Fra udenrigsministeriet i Beijing var der dog ikke megen musketerånd over den officielle udtalelse. Her blev kritikken ikke rettet mod Nordkorea alene, men også indirekte mod de andre involverede parter i området: Japan, Sydkorea og USA.

»Situationen på den Koreanske Halvø er kompleks og følsom. Vi tror, at alle involverede parter skal afstå sig fra at øge spændingen. Alle har en forpligtelse til af værne om fred og stabilitet i regionen,« udtalte det kinesiske udenrigsministeriums talsmand Lu Kang onsdag.

Ikke tilfældig timing

Flere internationale medier peger på, at timingen for Pyongyangs missilaffyring næppe er tilfældig, men kan være en reaktion på USA og Sydkoreas fælles militære øvelser, der blev indledt mandag. Det skriver bl.a. CNN og Los Angeles Times. De årlige øvelser involverer 50.000 sydkoreanske og 25.000 amerikanske soldater.

Set fra Kina kan det kan godt være, at Nordkoreas militære aspirationer er lidt bøvlede, men USA’s engagement i regionen er mindst lige så provokerende.

Der er en vis sympati at spore for det fattige naboland i en kommentar fra det stærkt nationalistiske kinesiske dagblad Global Times, der hører under Folkets Dagblad:

»USA og Sydkoreas fælles militære fremvisning gør Pyongyang nervøs hver gang. Pyongyang er utilpas og vil finde en måde at få Nordøstasien til at føle sig lige så utilpas. De vil forsøge at tvinge udlandet til at ændre sin politik over for Nordkorea.«

Missilet, der blev affyret tidligt onsdag morgen fra en ubåd ud for Nordkoreas Kyst ved Sinpo, tilbagelagde en afstand på omkring 500 kilometer, oplyser de amerikanske myndigheder. Det er den hidtil længste afstand for et nordkoreansk missil.

Nordkorea forsøgte første gang at affyre ballistiske misiler fra en ubåd i maj sidste år og igen i april i år. Tidligere i august affyrede Pyongyang to mellemdistance ballistiske missiler, der landede tæt på japansk farvand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her