Læsetid: 8 min.

Da oligarken afpressede tv-værten med en sexvideo, bad hun ham understrege hendes gode røv

I Moldova er den 32-årige tv-vært Natalia Morari blevet en stjerne i de vedvarende protester mod korruption. Særligt vakte det genklang, da hun efter afpresning fra landets dominerende oligark satte sin bare ... på spil – og vandt
Natalia Moraris kritiske journalistik mod eliten og regeringen har haft ubehagelige følger for hende. Her i sminkerummet inden hendes tv program går på.

David Leth Williams

6. august 2016

Natalia Morari går rundt i det lille tv-studie i Chisinau, mens hun masserer sine kæber med hænderne og bevæger munden med den røde læbestift så langt rundt i ansigtet som muligt.

En kaskade af rumænske rim flyver ud af hendes mund. Hun sætter sig i værtsstolen, tager sin iPad i skødet, taler i mobiltelefon og fortsætter med at træne sine kæbemuskler, mens den anden stemme i røret har ordet.

»Jeg taler oprindeligt russisk. Jeg skulle lære at tale rumænsk, en måned inden jeg begyndte som tv-vært for seks år siden, så jeg fik travlt. Russisk kan man tale med næsten lukket mund. Rumænsk kræver, at man bevæger munden til alle sider,« når hun at få sagt, inden oppositionspolitikeren Maia Sandu sætter sig i studiets gæstestol overfor.

Natalia Morari indleder med at spørge Maia Sandu, hvorfor hun ikke er mere offensiv i sin kritik af regeringen.

32-årige Natalia Morari er en stjerne blandt den yngre generation i Moldova. Ungdommen i Europas fattigste land har fået nok af det korrupte politiske system, der lader sig styre af pengekuverter og egeninteresser.

Ud over at være en af de få tv-journalister i Moldova, der går i kødet på regeringen og oligarkerne, har Natalia Morari de seneste år været trofast demonstrant i hovedstaden Chisinaus gader, når moldoverne protesterer over elitens magtmisbrug.

Ifølge flere politiske iagttagere hedder ét af de store problemer Vladimir Plahotniuc, som siges at have bestukket og afpresset sig til kontrol over parlamentet og landets domstole.

Samtidig formodes oligarken at være involveret i den bankskandale, der sendte Moldova ud i økonomisk krise for halvandet år siden.

Natalia Moraris brune øjne flammer op, når samtalen falder på oligarken.

»Vores land er taget som gidsel af Plahotniuc. Han er en magtsyg mand, der kontrollerer politikerne og domstolene, så han kan styre sine forretninger i Moldova, og ingen kan retsforfølge ham for hans kriminelle aktiviteter,« siger hun og fægter med armene som for at understrege sin frustration.

Sidste efterår blev hendes vedholdende kritik for meget for Plahotniuc. En aften blev hun ringet op af en mand fra hans inderkreds, mens hun gjorde sig klar til at gå i studiet.

Han fortalte, at der havde været plantet et kamera i hendes lejlighed. Om to dage ville der blive offentliggjort en sexvideo af Natalia Morari og hendes kæreste.

Da Natalia Morari var barn og endnu ikke vidste, hvad korrupte oligarker var, voksede hun op i den lille by Hincesti i den Moldaviske Sovjetrepublik (MSSR) med sin mor og to brødre.

Det eneste, hun husker fra tiden i Sovjetunionen, er de tomme hylder i supermarkedet, og fluerne, der sad fast på rimfrosten i frysedisken.

Siden Natalia Morari var otte-ni år gammel var hun tryllebundet af politiske tv-debatter. Hun forstod ikke alt, hvad de talte om, men kunne fornemme, at der var noget på spil.

En fjende af staten

En martsaften i 1995 sad hun i stuen, som hun plejede for at se sit yndlingsprogram med den berømte russiske journalist Vladislav Listyev, da et billede med hans navn kom på skærmen. Listyev var blevet likvideret i sit hjem.

»Jeg kan huske, at jeg græd, da jeg så det. Jeg var 11 år, men hans død var en tragedie for mig,« siger hun.

Otte år senere flyttede hun til Moskva for at studere sociologi på universitet. Hun blev aktivist og dannede en ungdomsbevægelse med en flok studerende, der kæmpede for journalister og oppositionspolitikeres ret til at kritisere den russiske magtelite.

Til en demonstration mødte hun redaktøren på den nye avis New Times Magazine.

Et stykke tid senere blev hun ringet op af redaktøren, som havde brug for unge talenter.

Natalia Morari sagde til redaktøren, at hun ikke havde erfaring med journalistik, men hun fik at vide, at hun nok skulle få det lært og blev sendt afsted på opgaver.

»Jeg undersøgte en sag om illegale immigranter. Så gik jeg rundt og talte med en masse mennesker, gik undercover som immigrant og spurgte politimænd, hvad det ville koste at blive registreret,« siger hun og ryster på hovedet.

Natalia Morari begyndte at skrive historier om efterretningsagenter, der var involveret i sager med hvidvaskning af penge.

Efter en rejse til Israel i 2007 blev hun anholdt i Moskvas lufthavn og udvist fra Rusland. Hendes artikel »De sorte penge i Kreml« gjorde hende til en »trussel mod den nationale sikkerhed«.

»Da blev jeg virkelig deprimeret. Jeg mistede alle mine venner i Moskva. Jeg måtte ikke engang komme ind i landet for at hente min bagage. Jeg skulle bare skride,« siger hun.

Først fem år senere fik hun tilladelse til at rejse ind i Rusland.

Demonstration foran Plahotniucs kontorbygning. Demonstranterne vil have, at Plahotniucs skal fængsles. En mand med et europæisk flag maner til besindighed.

David Leth Williams

En milliard dollar væk

Natalia Morari flyttede tilbage til Moldova, men fortsatte som korrespondent for avisen i Rusland.

I april 2009 kom revolutionen i Moldova efter et præsidentvalg, hvor kommunistpartiet måtte gå af efter voldsomme protester om stemmesnyd. Natalia Morari var med i forreste række under demonstrationerne.

»Jeg kan huske, jeg ringede til min redaktør i Moskva og sagde, at jeg ikke både kunne være journalist og moldovisk borger i denne situation.«

De blev enige om sætte hendes kontrakt på hold. Et stykke tid efter blev hun ansat som vært på et politisk talkshow i Moldova for siden at lancere det kritiske hard talk-program Interpol.

De seneste år har Natalia Morari igen stået i frontlinjen i kampen mod korruption, som kulminerede i slutningen af 2014, da der forsvandt en milliard dollar fra landets største banker. Beløbet svarer til en ottendedel af Moldovas BNP, og skandalen sendte landet ud i en økonomisk krise.

Den tidligere præsident Vlad Filat er i dag fængslet for indblanding i kuppet, men blandt observatører formodes Vladimir Plahotniuc at være hjernen bag skandalen, da han igennem domstolene har nægtet Filat at udtale sig mere om sagen, ligesom han kontrollerer Nationalbanken, der har mulighed for at overvåge større banktransaktioner, men ikke reagerede, da milliarderne forsvandt ud af landet.

I september 2015 gik op imod 100.000 moldovere på gaden i Chisinau i protest mod bankkuppets konsekvenser og den forhadte »mafiaregering«.

Den største demonstration i Moldovas 25 år som selvstændig nation. Moraris daglige program Politica var i denne periode det mest sete politiske tv-udsendelse i landet.

Det var i den periode, Natalia Morari pludselig blev ringet op af en mand fra Plahotniucs inderkreds. De politiske gæster sad i sminkerummet med 20 minutter til programstart, da hun fik beskeden om det skjulte kamera og sexvideoen, der ville blive offentliggjort om to dage af hende og hendes kæreste, en oppositionspolitiker i parlamentet.

Natalia Morari fortrængte nyheden, så godt hun kunne under programmet. Da hun kom hjem senere på aftenen, så hun videoen og besluttede sig for at informere sine følgere på Facebook om afpresningen.

Demonstranterne vil have, at Plahotniucs skal fængsles. Politiet har dannet ring om bygningen.

David Leth Williams

Se min smukke røv

»Så skrev jeg: ’Okay, hvis I offentliggør videoen, har jeg tre ting at sige: I får mig ikke til at holde kæft. I taber alligevel. Og husk nu at vise nogle gode billeder af min røv, så folk i det mindste kan se, at det er en flot røv’.«

Næste morgen vågnede hun op til tusindvis af likes fra folk, der skrev, at de ville lave en flash mob med billeder af deres bagdele med hashtagget »Min røv til Plahotniuc«.

Til programmet samme aften havde Natalia Morari taget en T-shirt på, hvor der stod »Smil – du bliver filmet med skjult kamera«. Sidst i udsendelsen gentog hun, hvad hun havde skrevet på Facebook, så den ældre generation, der ikke er på facebook, også fik besked.

Dagen efter blev hun ringet op Plahotniucs mand igen.

»Han var rasende over, at jeg havde valgt at fortælle folk om videoen. Så sagde jeg til ham, at han skulle sige til ’Vlad’, at jeg ville få folk til at bombardere ham med nøgne røve, for her går grænsen. De vidste, at det var sandt, fordi de kunne se, at bevægelsen var i gang på sociale medier,« siger hun.

Offentligheden fik aldrig videoen at se.

»Jeg tror ikke, Plahotniuc forventede, at folk ville være så solidariske med mig. Det kom også bag på mig selv, » siger hun.

Vladimir Plahotniuc har aldrig forholdt sig offentligt til anklagerne.

En dame sælger høns fra ladet af en gammel sovjetisk lasbil i landsbyen Bahrinesti i det nordlige Moldova.

David Leth Williams

Prærevolution

Moldovas regering har ifølge meningsmålinger opbakning fra under 10 procent af befolkningen. EU har de seneste år indgået en række handelsaftaler med det fattige land, men ifølge observatører i Moldova er man fra EU’s side bange for at sætte ind mod de korrupte ledere i landet, da alternativet risikerer at blive en regering, der orienterer sig mod Rusland.

Selv om Natalia Morari de seneste år har vundet kritikerpriser for sit tv-program, er det en dårlig forretning at være journalist i Moldova – medmindre man tager et job på en af Plahotniucs tv-kanaler, der sidder på 80 procent af mediemarkedet.

Så for tre år siden besluttede hun sig for at realisere en gammel drøm om at åbne en restaurant i Chisinau.

På Propaganda Café går tjenerne rundt i T-shirt med påskriften »I don’t need sex. The government fucks me everyday«, mens der på regningen står »Think. It is not illegal yet«.

Restauranten bliver også brugt til debatter om demokrati og pressefrihed med ngo’ere, journalister og politikere.

»Da vi fandt på navnet, ville vi gerne provokere lidt. Vi ville samtidig vise, at propaganda og manipulation ikke er et naturfænomen i et land. Det er muligt at ændre forholdene,« siger Natalia Morari.

Chikanen af hendes lille tv-kanal er kun taget til i styrke. Efter hændelsen med sexvideoen oplever kanalen TV7 konstant problemer med signalet og må gang på gang afskedige medarbejdere, fordi sponsorer trækker sig efter trusler fra Plahotniucs reklamebureau.

»Min tilstedeværelse skaber problemer for kanalen og de folk, der arbejder der. Det er mennesker, der skal betale husleje og regninger, som ikke er en del af min kamp. Alle ved, at så længe jeg er der, løber kanalen en stor risiko,« siger Natalia Morari.

Populariteten til trods kan programmet ikke ændre på, at det politiske system i Moldova bliver mere og mere korrumperet af Plahotniucs indflydelse.

»Jeg er i en periode af mit liv, hvor jeg overvejer, om jeg skal tage en pause fra journalistikken og i stedet fokusere på at drive min restaurant. Det er drænende at blive ved med at gå op imod en altædende strøm, og oppositionen bekæmper hinanden i stedet for at samle sig mod den store fjende,« siger Natalia Morari.

Hun mener samtidig, at Moldovas befolkning trænger til civil dannelse.

»Problemerne i Moldova handler ikke kun om kriminelle oligarker. Det handler om det kollektive vi. Alle ved, at den politiske elite stjæler. Og når de store fisk snyder, hvorfor skal almindelige mennesker så ikke vælge den nemme vej for at løse deres problemer. Det kræver en mentalitetsændring,» siger hun.

Selv om hun ser sine venner rejse væk i protest over det politiske system, beholder hun fødderne på Chisinaus hullede asfalt. Natalia Morari har sin restaurant, og Moldova er hendes land. Når hun ser på sin egen generation, aner hun et håb for Moldovas fremtid.

»Det seneste års tid har vi haft en stemning af prærevolution. Folk går på gaden og viser deres vrede. Samtidig er der en masse unge mennesker med visioner, der sagtens kunne arbejde for systemet, men nægter. Hvis de vender hjem til Moldova fra udlandet om nogle år, er vi måske klar til den store forandring.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Lars Peter Simonsen
  • Bjarne Andersen
  • Anker Nielsen
  • Nikolai Beier
  • Sidsel Jespersen
  • Kurt Nielsen
  • Olav Bo Hessellund
  • Mads Berg
  • Torben Skov
  • Nanna Wulff M.
  • peter fonnesbech
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Keld Albrektsen
  • Erik Karlsen
Benno Hansen, Lars Peter Simonsen, Bjarne Andersen, Anker Nielsen, Nikolai Beier, Sidsel Jespersen, Kurt Nielsen, Olav Bo Hessellund, Mads Berg, Torben Skov, Nanna Wulff M., peter fonnesbech, Robert Ørsted-Jensen, Keld Albrektsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dejligt med modige mennesker, der med sjov og rygrad gør grin med magtdyrene og de korrupte.
Det har vi sq også brug for her i landet, hvor skatteunddragere, karteller og hvidvaskere har nemt spil.
Tiden råber på satire.

Svend Høg, Lars Peter Simonsen, Kim Houmøller, Claus E. Petersen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Nanna Wulff M., Mads Berg, Anne Eriksen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Plahotniuc har jeg fulgt i nogle år. Han er en af de helt grimme drenge med mord, tortur og afpresning i lange baner.

Moldova politiske system er desværre blevet hi-jacked af den østeuropæiske mafia med Godfather Plahotniuc i spidsen.

Lars Peter Simonsen, Kim Houmøller og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er oligarkernes tid. Lige nu prøver én af dem at blive USAs præsident.

Anne Eriksen, Lars Peter Simonsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Gæv pige.
Gid der var mange flere som hende.

I vores lille danmark er det ikke unormalt at mennesker der skriver eller på anden vis udbreder sig om ting der anses for "besværlige" af lokal-politikerne bliver tilbudt vellønnede kontrakt ansættelser som konsulenter e.l. i firmaer med tæt kommunalt samarbejde.
Ansættelserne er naturligvis underforstået at stillingerne ikke kræver at man nogensinde møder op nogen steder, at stillingen bliver nedlagt efter næste kommunalvalg og at kontrakten man skriver under på eksplicit fremhæver at stillingen er uforenelig med "illoyale" tilkendegivelser på facebook og lignende.

Vi er muligvis ikke helt så langt fremme i skoene som rumænerne, men vi forsøger da på vores egen måde.

Finn Thøgersen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Asbjørn Berg

Har du nogle eksempler, Claus E. Petersen? Og hvad betyder ikke unormalt? Sker det, hver gang, der skrives negativt om lokalpolitiken, hver anden gang, hver tiende gang?

Claus E. Petersen

Jeg har kun andenhånds kendskab til at det er foregået så jeg erkender at jeg skulle have undladt at fremstille det som almindeligt forekommende. Det har jeg ikke belæg for at påstå.