Interview
Læsetid: 4 min.

På Manus har de sat en stopper for ’den australske model’

Asylcentrene på øen Manus skal lukkes, men ingen ved rigtig, hvad der skal ske med de 800 mandlige flygtninge, der er på øen. Mindst af alt mændene selv
En såret iranske asylsøger på øen Manus, hvor Australien gennem flere år har placeret flygtninge på vej til landet. Nu lukker lejren på øen nord for Papua Ny Guinea.

En såret iranske asylsøger på øen Manus, hvor Australien gennem flere år har placeret flygtninge på vej til landet. Nu lukker lejren på øen nord for Papua Ny Guinea.

Vlad Sokhin

Udland
30. august 2016

Det værste er usikkerheden, skriver Behrouz Boochani. Han har været flygtning på øen Manus i over tre år.

I april besluttede Papua Ny Guineas højesteret, at centrene var i strid med landets forfatning, men Australien trak sagen ud, og først nu har landenes politiske ledere meldt ud, at de skal lukkes.

Ingen ved endnu hvornår, eller hvad der skal ske med de over 800 mænd på øen. Behrouz Boochani er kurdisk journalist fra Iran, som han på grund af sin journalistik og menneskerettighedsaktivisme følte sig nødsaget til at flygte fra.

Flugten førte ham til Australien og derefter ufrivilligt til Manus, hvorfra han nu arbejder med selvsamme kamp for menneskerettigheder. Han kalder konsekvent centrene for »fængsler« og har flere gange været i kontakt med internationale medier om forholdene på stedet.

»Vi ved ikke, hvad der vil ske med os. Vi ved bare, at de har holdt os som gidsler her. Og desværre presser vestlige lande ikke nok på for at få den australske regering til at stoppe denne her politik,« skriver han over Facebook.

Læs også: Massive overgreb på asylansøgere i australsk ølejr

Der er dårlig forbindelse på Manus, og det er svært at ringe. Behrouz Boochani har tidligere fået taget telefoner af vagterne, og hans nuværende er købt for cigaretter. Da højesterets afgørelse faldt i april, var han optimistisk – men ikke længere.

Han holder en pause efter at have skrevet om forholdene over mange timer.

»Det er svært at tale om mange af de her ting. Der står en stor flok omkring mig nu, fordi vi skriver sammen. Det er lidt sådan, det er – som at have boet i en stopfyldt gade i mere end tre år.«

Den australske ø Nauru ligger langt væk fra kontinentet. Faktisk længere væk end der er fra Danmark til Svalbard i Barentshavet, og lige så langt som fra vores hovedstad til det nordlige Sudan. Også Manus ligger langt fra Australien, og her bliver flygtningecentret nu lukket.

iBureauet

Papua Ny Guineas beslutning

Centrene på Manus bliver ligesom centrene på Nauru betalt af den australske regering som en del af ’den australske model’.

Men i april besluttede Papua Ny Guineas højesteret, at centrene er ulovlige under landets immigrationslov og i øvrigt i strid med forfatningen.

I dommens begrundelse kan man læse, at det under hensyn til »den personlige frihed« er forfatningsstridigt at fastholde asylansøgere, der er bragt til Papua Ny Guinea imod deres vilje.

Efter presset fra dommen lød det i august fra både Papua Ny Guinea og Australien, at centrene på Manus rigtignok skal lukkes, men der er ingen tidsplan, og den mest konkrete plan for de over 800 flygtninge er at tage hjem eller integrere sig i lokalsamfundet.

De vage planer modtager kritik fra blandt andre Human Rights Watch. Særligt fordi over 95 procent af mændene ifølge tal fra det australske parlaments hjemmeside reelt er flygtninge og altså risikerer forfølgelse i deres hjemland, og så fordi der har været episoder om overfald på flygtninge fra lokalbefolkningen.

Læs også: Australien afviser overgreb på asylbørn som ’hype’

I en analyse af lukningens udsigter skriver Elaine Pearson fra Human Rights Watch:

»Papua Ny Guinea er et svært sted for udlændinge at integreres eller føle sig sikre. Lige meget hvor mange millioner dollar Australien pumper ind i landets genhusningsplaner, kan det ikke købe mændene sikkerhed.«

Centrene er semi-åbne lejre. Semi, fordi mændene kun må forlade centrene mellem kl. 7.00 og 16.00, og i det tidsrum skal de transporteres med bus i 45 minutter hver vej ud, fordi centrene er blevet placeret inden for en militærbase.

Endestation for ’den australske model’

En af de andre, Information har talt med om forholdene på Manus, er en tidligere ansat. Hun var ansat som psykolog, er fra Australien og bor nu i Danmark med dobbelt statsborgerskab. Men fordi hun har underskrevet en masse dokumenter, er hun ikke tryg ved at have sit navn i avisen.

»De australske immigrationsmyndigheder er meget strikse, og jeg vil gerne kunne besøge mit hjemland igen,« fortæller hun på flydende dansk med få australske sætninger ind imellem.

Hun stoppede på Manus efter tre måneders arbejde.

»Jeg har normalt en ret sej psyke. Jeg har arbejdet med tvangsfjernede børn og misbrugere. Men det her var for meget for meget. Det strider imod al menneskelighed,« fortæller hun.

Hun beskriver det tropiske klima som enormt svært for mændene at leve med, fordi de bor i små containerrum uden aircondition.

Læs også: Hele stedet er sat op til at gøre folk skøre, få dem til at begå selvmord eller tage hjem

Centrene hedder Delta, Oscar, Foxtrot og Mike. De to første huser nu dem, der har fået flygtningestatus, og de to sidste huser dem, der er i gang med at få deres ansøgning behandlet.

Som eksempel på hendes oplevelser fortæller den tidligere ansatte psykolog historier fra mændenes dagligdag, hvor de ifølge hende måtte nøjes med »panodiler og vand,« lige meget hvad de fejlede. De blev ifølge hende nægtet tæpper, hvis de frøs, og fik ikke behandling for alvorlige sygdomme.

»Den slags sker hele tiden, og jeg må sige, at det opleves både for dem og udefra som en slags systematisk pres, der skal få dem til at tænke, at det ville være bedre, selv hvis de tog hjem og risikerede livet eller tortur der.«

De fleste mænd på Manus kommer fra Afghanistan, Iran, Bangladesh, Sri Lanka, Burma og Somalia. Der er muslimer, der bruger bederum, og kristne og ateister, særligt fra Iran.

Uholdbare løsninger

Tilbage i centret skriver Behrouz Bochani, at langt de fleste flygtninge aldrig har sat fod uden for centrene.

Han vil helst ikke snakke om hverdagen og er mere interesseret i, at han har læst, at danske politikere skal til østaten Nauru for at studere den australske model. Han har mange spørgsmål til politikerne – og særligt de australske.

»Det store spørgsmål for mig er, hvorfor de fastholder os i det her australske Guantánamo i over tre år? Hvis jeg er kriminel, så giv mig en rettergang.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Den chance at spørger de danske politikere fik Behrouz Bochani så ikke, da 3 af dem fik nægtet indrejse, da de var kommet med kritiske bemærkninger.

Men en fuser for Martin Henriksen, der fandt at "fangelejren" kunne give endnu mere inspiration til den danske asylpolitik.

Alle med ret til asyl i Australien kan søge som kvoteflygtning. De, der synes det er for besværligt, forsøger så at få asyl ved selvtægt. Det er naturligvis ikke i orden, da det går ud over andre, som overholder reglerne.

Martin E. Haastrup

Han kalder konsekvent centrene for »fængsler« og har flere gange været i kontakt med internationale medier om forholdene på stedet.

»Vi ved ikke, hvad der vil ske med os. Vi ved bare, at de har holdt os som gidsler her.

»Det store spørgsmål for mig er, hvorfor de fastholder os i det her australske Guantánamo i over tre år? Hvis jeg er kriminel, så giv mig en rettergang.«

...