Regnskabets time kommer før eller siden

Mindst 10 fanger dør hver eneste dag i det syriske Assad-regimes torturfængsler, mindst 10 børn bliver dræbt på grund af regimets artilleri, missiler og tøndebomber.

Hospitaler, skoler, civile boligområder. Intet mål er fredet i den syriske diktators kamp for at overleve.

Det er blot nogle få af pointerne i en ny rædselsvækkende rapport fra Amnesty International, som forsøger at gøre status over de mange hundredtusinde overgreb på civilbefolkningen, som det syriske regime har stået bag de seneste fem år.

Trods forbrydelsernes enorme omfang og rædselsvækkende brutalitet, er der ikke meget, der i øjeblikket tyder på, at de ansvarlige for de voldsomme krigsforbrydelser nogensinde kommer for retten.

Tidligere på ugen sagde den danske udenrigsminister, Kristian Jensen, til Information, at han ikke længere tror på et krigsforbryderopgør, bl.a. fordi truslen om en krigsforbrydersag står i vejen for en fredsaftale med regimet.

Det mener en række danske og internationale folkeretsjurister imidlertid er helt forkert. »Fred og retfærdighed er ikke hinandens modsætninger, tværtimod. Uden en fredsløsning, kan det ikke lade sig føre at gennemføre et retsopgør.

Læs også:Danmark stopper støtte til krigsforbrydersager

»Og uden et retsopgør kan det ikke lade sig gøre at få en holdbar fredsaftale,« som Mohammed al-Abdallah, jurist og leder af ngo’en Syria Justice and Accountability Center, der indsamler bevismateriale til et kommende retsopgør, udtrykker det.

I modsætning til udenrigsministeren mener flere eksperter i krigsforbryderopgør, som Information har talt med, at regnskabets time kommer for Bashar al-Assad og hans inderkreds før eller siden.

Alt andet er utænkeligt, alene på grund af forbrydelsernes brutalitet og omfang. Men det er et spørgsmål om timing, understreger de. En fredsaftale for Syrien og et krigsforbryderopgør kan ikke gennemføres på én og samme tid uden at spænde ben for hinanden.

Først fred, så retfærdighed, lyder deres opskrift.

Retfærdighedens æra

Folkeretsjuristerne fremhæver først og fremmest den internationale udvikling, som har fundet sted de seneste 25 år, hvor stadig flere ansvarlige for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbryderlser er blevet bragt for retten.

Med etableringen af de store krigsforbrydertribunaler for Rwanda og Eksjugoslavien og oprettelsen af Den Permanente Krigsforbryderdomstol, ICC, i Haag i 2002 er der ingen vej tilbage til fortiden, mener de.

»For 25 år siden kunne Assad og hans medansvarlige været sluppet for et krigforbryderopgør,« siger den amerianske folkeretsprofessor David Scheffer, der bl.a. rådgiver FN’s generalsekretær om krigsforbryderprocessen i Cambodia.

»Men ikke i dag. Verden har udviklet sig så meget på det her punkt, at det er umuligt at forestille sig, at det internationale samfund vil give immunitet til ledere, der er mistænkt for at begå grusomheder i den skala,« siger Scheffer, der har udgivet flere bøger om de seneste 25 års krigsforbryderprocesser.

Danmarks førende ekspert i krigsforbryderspørgsmål, folkeretsprofessor Frederik Harhoff fra Syddansk Universitet er enig.

»Jeg er sikker på, at der kommer et krigsforbryderopgør i Syrien. Det internationale samfund kan ikke sidde så mange og så brutale overgreb på civilbefolkningen og kulturelminder overhørig,« siger Harhoff, der bl.a. har været retschef ved krigsforbrydertribunalet for Rwanda og dommer ved tribunalet for Eksjugoslavien.

Et spørgsmål om timing

Krigsforbrydereksperterne understreger, at det en svær balancegang både at opnå en fredsaftale i Syrien og et retsopgør med de ansvarlige for de mange krigsforbrydelser.

Det helt afgørende er timingen, mener Frederik Harhoff.

»Det er ikke rigtigt, når udenrigsminister Kristian Jensen siger, at en retforfølgelse af Assad-regimet forhindrer en fredsaftale. Men han har en pointe i, det ikke er det rigtige tidspunkt at true Assad med en krigforbrydersag lige nu,« siger han.

»I øjeblikket handler det først og fremmest om at få parterne til forhandlingsbordet, og så må krigsforbryderopgøret komme senere.«

Ifølge den danske folkeretsekspert er timing langt fra det samme som at opgive retfærdighed.

»Dér hvor ministeren tager fejl, er at han opgiver retfærdigheden helt, bare fordi det ikke kan lade sig gøre her og nu,« siger Frederik Harhoff.

»Det er ikke et spørgsmål om fred eller retfærdighed i Syrien. Det er et spørgsmål om både og.« Man kan ikke både blæse og have mel i munden, forklarer han.

»Det altafgørende er timing. Først må man prøve at få indsat en bestemmelse i en fredsaftale om, at et retsopgør skal indgå som et led i fredsprocessen,« siger Harhoff og sammenligner situationen med det dilemma, verdenssamfundet stod i på Balkan i 1993.

Her blev krigsforbrydertribunalet for Eksjugoslavien faktisk oprettet, inden Dayton-fredsaftalen var på plads, og alligevel lykkedes det at få aftalen underskrevet.

To af aftalens nøgleparter; den serbiske seperatistleder Radovan Karadsic og hans general Ratko Mladic blev dog smidt ud af forhandlingerne, fordi de undervejs blev tiltalt for krigsforbrydelser ved den nye domstol.

Taktik eller blålys

Spørgsmålet om timing er uhyre vigtigt medgiver Mohammed al-Abdallah fra Syria Justice and Accountalbily Center. Heller ikke han mener, at tidspunktet er det rette til at rejse krigsforbrydersigtelser.

»Det afgørende er, at vi får en holdbar fredsaftale, når krigen en dag er slut,« siger han.

»Og det får vi ikke, medmindre vi samtidig får retfærdighed. De to ting komplimenterer hinanden,« siger han og minder om, at det er sket så mange og alvorlige menneskeretskrænkelser i Syrien, at der er umuligt bare at slå en streg over det.

Læs også:Flertal freder støtte til efterforskning af syriske krigsforbrydelser

»Det er afgørende, at den syriske befolkning får en eller anden form for retfærdighed,« siger han.

»Og det er ikke gjort med, at nogle enkelte topfolk ender med lange fængselsstraffe. Der er også behov for en Sandheds- og Forsoningskommission, som man har haft i Sydafrika. Og der er brug for, at ofrene kan søge kompensation for deres lidelser,« siger han.

»Hvis ikke vi får en helstøbt retsfærdighedsproces i Syrien, får vi heller ikke stabilitet på længere sigt,« siger han og henviser bl.a. til Libanon, hvor der aldrig har været et retsopgør efter borgerkrigen, som kostede op mod 150.000 livet i årene 1975-1990.

Spil for galleriet

Professor Harhoff er overbevist om, at det er spil for galleriet, når Kristian Jensen og andre ledere i øjeblikket taler meget lidt om behovet for en krigforbrydersag mod Assad-regimet.

»Det er et spørgsmål om diplomati. Det er helt normalt, at man nedtoner behovet for et retsopgør. Det følger alle de politiske spilleregler,« siger han.

»Der er jo ingen grund til at skråle op om krigsforbryderanklager i en situation, hvor det gælder om at få parterne til forhandlingsbordet.«

David Scheffer mener i øvrigt slet ikke, at truslen om en krigsforbrydersag påvirker Assads forhandlingsvilje.

»Det er noget vås,« siger han.

»Sandheden er jo, at præsident Assad ikke har været villig til at forhandle på noget tidspunkt inden for de seneste fem år. Og det vil han ikke, selv om der i den periode ikke har været en reel trussel om et krigsforbryderopgør. Hvorfor skulle han pludselig skifte mening, blot fordi truslen formelt forsvinder?«

Ifølge den amerikanske ekspert hører Assad tværtimod til »den type ledere, der under alle omstændigheder nægter at forhandle.«

Under alle omstændigheder understreger juristerne, at det i praksis kan blive vanskeligt at retsforfølge krigsforbrydelserne i Syrien, især hvis de anvarlige ender som krigens vindere.

Så kan det internationale samfund komme i samme situation som i Sudan, hvor det har vist sig umuligt i praksis at retsforfølge præsident Omar al-Bashir.

Præsidenten undlader blot at rejse til lande, hvor han risikerer at blive udleveret til Den Internationale Straffedomstol i Haag, der har tiltalt ham for at stå bag krigsforbrydelser i Darfur, hvor op mod 300.000 mennesker mistede livet i den 13 år lange borgerkrig.

Fortiden indhenter stadig flere

De seneste 25 år har det internationale samfund i stigende grad forsøgt at bringe de ansvarlige for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser for retten.

Det er frem til 2002 sket ved en række særdomstole rundt omkring i verden, men efter oprettelsen af den uafhængige, permanente Internationale Straffedomstol i Haag er det meningen, at den slags sager skal føres her. Domstolen anerkendes imidlertid ikke af alle stater, heriblandt USA, Rusland og Kina.

Den Internationale Straffedomstol i Haag

Konflikter: Sager vedrørende stater, der anerkender domstolen, eller sager henvist af FN’s Sikkerhedsråd

Domstol aktiv: 2002 -

Antal dømte: 3

Værste krigsforbryder: Charles Taylor, Liberias præsident

Straf: 50 års fængsel (2012)

Krigsforbrydertribunalet i Irak

Konflikt: Diktatur 1979-2003

Domstol aktiv: 2003-2011

Antal dømte: 175

Værste krigsforbryder: Saddam Hussein, Iraks præsident

Straf: Dødsstraf (2006)

FN’s krigsforbrydertribunal for Eksjugoslavien

Konflikt: Borgerkrig 1991-2001

Antal dræbte: Mindst 140.000

Domstol aktiv: 1993 -

Antal dømte: 83

Værste krigsforbryder: Radovan Karadžić, leder af Den Serbiske Republik i Bosnien

Straf: 40 års fængsel (2016)

Cambodia-tribunalet

Konflikt: Folkemord 1975-1979

Antal dræbte: 1.500.000 - 3.000.000

Domstol aktiv: 2003 -

Antal dømte: 3

Værste krigsforbryder: Kang Kek Iew, topleder i Khmer Rouge

Straf: 35 års fængsel (2010)

FN’s krigsforbrydertribunal for Rwanda

Konflikt: Folkemord 1993

Antal dræbte: 500.000 - 1.000.000

Domstol aktiv: 1994-2015

Antal dømte: 93

Værste krigsforbryder: Jean Kambanda, Rwandas premierminister

Straf: Livstid (1998)

Særdomstolen for Sierra Leone

Konflikt: Borgerkrig 1991-2002

Antal dræbte: 50.000 - 300.000

Domstol aktiv: 2002-2013

Antal dømte: 16

Værste krigsforbryder: Alex Tamba Brima, hærleder (død 2016)

Straf: 50 års fængsel (2007)

Fotos: Polfoto, AFP Photo, Wikimedia Commons