Baggrund
Læsetid: 5 min.

’Sådan nogen som os er ikke velkomne i Beijing’

Beijings befolkningstal er løbet løbsk. I en målrettet indsats for at holde befolkningstallet på 23 millioner i 2020 rydder byen de store markeder, der tiltrækker småhandlende fra hele Kina. Information har talt med nogle af de handlende, der forsøger at overleve i Beijing. De hænger fast med det yderste af neglene, indtil de bliver skubbet ud af byen
Beijings myndigheder vil lukke de største lokale markeder for at forhindre tilstrømningen til byen, der er vokset med over syv mio. indbyggere i perioden 2000-2012. Tiltaget gør fremtiden usikker for byens småhandlende, hvoraf mange har haft boder og butikker i over 10 år.

Kevin Frayer

Udland
23. august 2016

Mellem ruller af spandex og tyl sidder Zhang Yuanzhi og venter på kunder i sin butik på et af de store stofmarkeder ved Muxiyuan i Beijings sydlige Fengtai-distrikt.

Sammen med sin mand har den 51-årige Zhang Yuanzhi solgt stof og flæser, siden de kom til hovedstaden i 2006. Arbejdet deler de mellem sig.

Hun passer butikken, mens hendes mand, Shen Yuanqing, kører varer ud eller mødes med kunder. Det har været en ganske fin forretning, der har givet dem mulighed for at købe en lejlighed i Wuhan i den centrale Hubei-provins og sende penge hjem til familien i landsbyen.

Men småhandlende migranter som Zhang Yuanzhi og hendes mand er ikke længere velkomne i Beijing.

I kampen for at lette presset på infrastrukturen og mindske forureningen er Beijing gået sin gang med at rydde op og fjerne alle de funktioner, der ikke hører sig til i en hovedstad.

Hovedstaden vil af med den del af »lavindustrien«, der primært tiltrækker migrantarbejdere, optager et stort areal, har et stort ressourceforbrug eller bidrager negativt med forurening af miljøet, skrev Beijing Daily i februar.

Siden det tidligere i år blev annonceret, at Beijings store markeder skulle ryddes, er det blevet vanskeligt at holde den lille familievirksomhed kørende.

Læs også: Må jeg elsker McDonalds - bare en lille smule?

De tør ikke længere løbe risikoen for at ligge inde med et stort lager. Og usikkerheden går ud over forretningen, fortæller Zhang Yuanzhi.

Mens vi taler, kommer et ungt par ind i butikken, og Zhang Yuanzhi springer op fra sin plads bag det lille skrivebord, hvor hun, indtil jeg kom, fordrev tiden ved at se et tv-drama.

Det unge par er på udkig efter stof til en gymnastikdragt. De mærker på kvaliteten af stofferne. Sammenligner farver og elasticitet. De skal bruge stof, der både er skinnende og elastisk. Men også denne gang må hun skuffe kunden:

»Normalt ville vi have sådan noget på lager, men vi er nødt til at være forsigtige med, hvad vi bestiller hjem.«

»Ingen tør at bestille mange forskellige varer hjem. Vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske med området her.«

Forretninger som denne er afhængige af de tøjfabrikker og skræddere, der er i området. Så længe de er i Beijing, er der en levevej for småhandlende, der specialiserer sig i salg af forskellige typer stoffer, broderier, flæser, knapper og lynlåse.

Det ville være forretningens død at flytte, før skæbnen for skrædderne og den store tøjvaredetailhandel ved Dahongmen ikke langt derfra er afgjort – også selv om huslejen uden tvivl ville være billigere uden for Beijing, siger Shen Yuanqing:

»Det er vigtigt for os småhandlende ikke at blive splittet op. Ingen tør tage beslutningen om at flytte væk fra byen. Vi vil hellere tage en dag ad gangen og blive her så længe vi kan.«

De uønskede

Ved siden af det store overdækkede marked, hvor ægteparret har deres forretning, slæber en gruppe arbejdsmænd murbrokker væk efter rydningen af et lignende marked tidligere i august. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før deres forretning også skal væk.

Endnu har de ikke fået en dato, men deres lejekontrakt udløber til september næste år.

Indtil da går dagene med at vente både på kunder i butikken og på beskeden om, at de skal væk. Ægteparret har allerede oplevet at måtte pakke stofruller og vareprøver sammen fem gange i løbet af de 10 år, de har arbejdet i Beijing.

Hver gang har de små forretninger overlevet og er stort set i samlet flok flyttet til en ny adresse. Men denne gang er rydningen endegyldig – i hvert fald for Zhang Yuanzhi og hendes mand. Det har de besluttet.

Læs også: Beijing flytter 400.000 job til forsømt forstad

»Selv hvis vi får mulighed for at leje et nyt sted, så lukker vi ned og rejser hjem. Vi orker det ikke mere. Før eller siden kommer vi alligevel til at lukke,« siger Zhang Yuanzhi.

Zhang Yuanzhi ved godt, at de ikke er ønskede i hovedstaden:

»Sådan nogen som os er ikke velkomne i Beijing. Vi er her for at tjene penge. I Beijing har vi bedre muligheder end derhjemme.

Lige som millioner andre migrantarbejdere er ægteparret i Beijing, så længe det kan lade sig gøre, men de kan hurtigt pakke kufferten, hvis det bliver nødvendigt.

Skyggelandet

Migrantarbejdere som Zhang Yuanzhi og Shen Yuanqing lever i Beijings skyggeland. De opholder sig lovligt i byen, deres forretning er registreret, men de betaler ikke skat i byen. De bor til leje i en billig primitiv lejebolig, de klarer sig selv og passer sig selv.

Ægteparret har fem forskellige bankkonti. De er aldrig blevet bedt om at indberette, hvor meget de tjener, og det meste sender de hjem til landsbyen uden for Wuhan i Hubei-provinsen:

»Småhandlende som os betaler ikke skat,« indrømmer Shen Yuanqing.

Det har han ingen skrupler med. Deres børn har gået i skole hjemme i landsbyen i Hubei-provinsen, de får ikke hjælp, hvis de bliver syge, og de kommer ikke til at modtage pension i Beijing:

»Beijing giver os mulighed for at tjene penge, men vi skal passe os selv. Så længe vi gør det, er det accepteret, at vi ikke giver noget tilbage til byen.«

I januar forpligtede de ansvarlige ledere fra Beijings 16 bydelsdistrikter sig med deres underskrifter til at begrænse befolkningsvæksten i hovedstaden, skriver den kinesiske udgave af Global Times i juli. Og med et slag blev begrænsning af befolkningen vigtigere end økonomisk vækst i hovedstaden.

Mellem 2000 og 2013 steg Beijings befolkningstal med omkring 610.000 om året. De næste fem år vil begrænse antallet af tilflyttere til byen til under 100.000 om året, skrev Beijing Youth Daily i januar.

Oprydningen

Inden udgangen af oktober i år skal det overdækkede marked på den anden side af gaden også ryddes. Her har de små forretninger allerede fundet et andet lejemål i et stort shoppingcenter få kilometer derfra, fortæller hr. Wang, en ældre silkehandler fra Beijing, der ikke ønsker at have sit rigtige navn i avisen.

Hr. Wang har store forhåbninger til det nye lejemål. Rydningen af markedet er overordnet set positivt, synes han.

»Det er nødvendigt, at Beijing rydder op. Det kan ikke fortsætte sådan her,« siger han og henviser til den forfaldne bebyggelse ved siden af markedet, hvor ledningerne hænger ned mellem husene som spindelvæv og tilbyder billige lejemål til tilflyttere fra hele Kina.

Læs også: En landsby flytter til byen

»Forholdene her er ringe. Det er varmt om sommeren og iskoldt om vinteren, og der er en stor fare for brand.«

Hr. Wang har skrevet sig op til et større lejemål, så han kan få bedre plads til at vise sine varer frem. Som det er ligger nu de store ruller med silke i tunge lag, der gør det besværligt for kunderne at danne sig et overblik. Han ser frem til bedre forhold.

Han ved, at huslejen kommer til at stige, og at det er usikkert, om kunderne følger med, men den risiko er han villig til at løbe.

Det er nødvendigt, hvis Beijing skal blive en præsentabel hovedstad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, man må håbe de handlende etablerer sig uden for 3. ringvej, for det er en helt særlig oplevelse, at købe ind på de store tætpakkede indedørs markeder. Jeg tror folk gerne vil køre et stykke for, at handle de billige friske varer: grøntsager, kød og fisk...

...det var i øvrigt mit indtryk, at også gadekøkkenerne er på retur inden for 3. ringvej. Det bliver et kulturtab. Velstand er fandens ucharmerende, men ok, hutonerne ér ringe boliger, især når man sammenligner med de 100 m høje beboelsesejendomme, der skyder op i blokke overalt.