Nyhed
Læsetid: 1 min.

Sjælden vold i Zambia

Et sjældent voldeligt valg i ellers fredelige Zambia udfordrer et af Afrikas første demokratier
Udland
13. august 2016

Zambia plejer at blive fremhævet som det positive eksempel på, at overgangen til demokrati ikke nødvendigvis følges af tilbageslag af vold, korruption og skrøbelige økonomier. I 1991 gik det nogenlunde fredfyldt, da landet som et af Afrikas første holdt frie valg. Og da de nye demokrater 20 år senere måtte afgive magten i 2011-valget, gik det igen fredeligt for sig.

Men denne uges præsidentvalg har været anderledes. I hovedstaden Lusaka har der været voldelige sammenstød mellem de to rivaliserende vælgergrupper. Ifølge The Guardian har politiet skudt mod oppositionsstøtter, og mindst tre mennesker er omkommet i de voldelige sammenstød, skriver Deutsche Welle.

Selve valgdagen torsdag forløb nogenlunde fredfyldt, men frygten går på, hvad reaktionerne bliver, når valgresultatet foreligger. På posten sidder Edgar Lungu fra Patriotisk Front (PF), der kom til magten sidste år, efter hans partifælle døde.

Hans største reelle rival er den liberale forretningsmand, Hakainde Hichilema, fra Det Forenede Parti for National Udvikling (UPND). Valgkampen har været præget af udemokratiske spilleregler. Landets eneste uafhængige avis blev lukket, og allerede inden torsdag svirrede rygterne om valgfusk, skriver The Economist, der kalder det en af de mest beskidte valgkampe i det sydafrikanske lands historie. Hichilema har anklaget politiet for systematisk at blokere hans valgmøder.

Zambia har i de seneste to år haft et budgetunderskud på 4,8 procent, og Hichilema har ført valgkamp på sine evner som forretningsmand og forståelse for økonomi. Ifølge Newsweek er en af årsagerne til urolighederne, at landets nye forfatning byder vinderen at få ikke bare simpelt, men absolut flertal af stemmerne. Ellers er der dømt omvalg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her