Læsetid: 8 min.

Socialistens guide til at tøjle nationalisterne

Mens Front National vinder frem på nationalt plan i Frankrig, bliver den socialistiske borgmester i Aix-en-Othe genvalgt gang på gang. Ifølge ham skal man i virkeligheden aldrig lytte til dem, der råber højst, men styre sine bysbørn med fast hånd og via pragmatisk, resultatorienteret samarbejde
’Når man bliver valgt første gang, er det måske held. Men anden gang betyder det, at man er anerkendt. Når man så vælges tredje gang, er det enten, fordi folk er idioter, eller fordi de er tilfredse,’ siger borgmester Yves Fournier.

Ulrik Hasemann

2. august 2016

Yves Fournier, en gråhåret mand sidst i 60’erne tager imod på sit borgmesterkontor i Aix-en-Othe i Champagne. Fournier styrer byen med fast hånd fra et skrivebord med dynger af papir og i bogstaveligste forstand udsigt til borgerne, kirken og torvepladsen.

Telefonen ringer uafbrudt, og en medarbejder kommer adskillige gange ind med noget, der skal skrives under.

»Det er alt arbejdet med skolerne,« forklarer borgmesteren, »det hele skal jo være klar til skolestart, og alle tager snart på ferie.«

Fournier er af den overbevisning, at dét at tage sig af børn på enhver måde er en politikers vigtigste mission. Hans forældre indvandrede fra Italien i 1930’erne, og han kom selv til Aix-en-Othe i 1970’erne som idrætslærer fra en by lidt nordligere i Champagne.

Skæbnen har villet, at de lokaler, som Fournier dengang boede i, nu har udgjort hans borgmesterkontor i 21 år. Lige siden han første gang blev valgt på en socialistisk liste.

»Det her var mit soveværelse,« griner han, »det var her, skolelærerne blev indkvarteret.«

Nu tilbringer han igen størstedelen af sin tid der, hvor han engang sov.

Yves Fournier er socialistisk borgmester i en by med 2.500 indbyggere, hvor 41 pct. af borgerne stemmer på Front National til de ’store’ valg – departementet, regionen eller parlamentet. Et fænomen, man som udenforstående har svært ved at forstå.

Sidste gang Fournier stillede op til kommunalvalget, fik han 100 pct. af stemmerne. Der var ganske enkelt ikke andre lister, og Fournier blev borgmester for fjerde gang.

Fournier synes at have sine helt egne metoder til at holde både den klassiske opposition og den nyere protestbevægelse Front National i skak.

Da Information talte med den tidligere borgmester for nabobyen Villemoiron og med entreprenøren, der gik fallit, da industrien forsvandt fra Aix-en-Othe, fortalte de, at fremtiden for egnen så sort ud. Fournier fejer med en håndbevægelse den type påstande væk.

»Folk har en tendens til at betragte alt som tilbageskridt, men faktisk er det lige omvendt. Befolkningsmæssigt er vi gået fra 2.100 borgere, da jeg startede som borgmester, til nu 2.500.«

Yves Fournier er ikke alene borgmester i Aix-en-Othe, han er også borgmester for en nydannet ’storkommune’, hvor tre nabokommuner har slået sig sammen. Det er der fremtid i, forklarer han. Han har i årevis siddet i departementsrådet, hans mantra er samarbejde.

Fournier lyder nærmest overbærende, når han forklarer sine bysbørns klager og hang til Front National. Der er nemlig meget langt fra Front National-intentionerne til rent faktisk at udføre de opgaver, som skal udføres. Derfor kunne oppositionen ikke stille modkandidater ved kommunalvalget, mener Fournier.

»Hør her, det er meget enkelt. Helt konkret var Front National ikke i stand til at sætte en liste sammen, der var troværdig, og højreoppositionen kunne ikke gøre det uden dem.«

Sats på børnene

Man kan mærke, at Fournier er tidligere lærer. Han taler tydeligt, skønt stemmen ryster lidt. Hans metode til at forblive i borgmesterstolen i over 20 år synes at være en blanding af personlig autoritet og politisk substans.

I modsætning til mange af de ofte apolitiske borgmestre i området er Fournier socialist og stolt af det. »Militant socialist,« understreger han.

For den tidligere skolelærer har Front National-stemmerne med dannelse at gøre.

»Her på egnen hænger det sammen med befolkningssammensætningen. De fleste kommer fra arbejdermiljøer og er ikke særlig veluddannede. Jeg aner ikke, hvor mange der har studentereksamen, men det er ikke særlig mange. Der er 25 pct. arbejdsløshed blandt de unge under 25, og de stemmer Front National.«

Byens fortid spiller selvfølgelig også en rolle:

»Der er jo stadig de gamle, der mistede job, da fabrikkerne lukkede, men aldrig flyttede væk.«

For indvandrersønnen er der dog endnu en faktor, som altid har kendetegnet egnen, og det er en tendens til at lukke sig inde og ikke åbne sig mod verden.

Det er ellers, præcis hvad man er nødt til, forklarer Fournier næsten iltert. Problemet er, at folk tror, de kan vende tilbage til, hvordan tingene var i gamle dage.

»I vore dage har industrien brug for trafikknudepunkter og høj internethastighed, og det har vi ikke. Vi har ganske vist lige skabt en industrizone tæt ved motorvejen, og her er der kommet en genbrugsfabrik, som behandler lysstofrør. Det er der fremtid i. Det er bare ikke nok. Den slags kræver folk, der er uddannede. Virksomheder slår sig ned i de større byer, for dér kan de hente veluddannet personale.«

Og det er her, at børnene kommer ind i billedet.

For Fourniers indsats for byen er af en anden art. Det er børnene, man skal satse på. For det første skal de uddannes. For det andet skal man sørge for, at forældre, der arbejder, ikke har problemer med at få dem passet.

»Jeg har for længst indset, at jeg som borgmester ikke kan være jobskabende her i byen, men jeg kan give børnefamilier gode betingelser. Vi har bygget lejeboliger og især satset på unge forældre, der ikke altid har råd til at købe. Og så tager vi os af pasningen. Der er både vuggestue, børnehaver og skoler i byen og fritidsordninger, så vi kan tage imod tidligt om morgenen og efter skole. Det gør forældrene interesserede i at bo her og arbejde andre steder.«

Sammenlægning og samarbejde

At Aix-en-Othe har særstatus, konstaterer man, når man kører rundt til andre, små byer, som lige så godt kunne være blevet områdets ’storby’. De fleste fremstår fattige.

Over halvdelen af husene er forsømte, et tidligere rigt gadebillede er lukket ned, forretninger er opgivet, og kun sjældent er der café, bager eller restaurant.

Selv Saint Mard-en-Othe, der ellers har bevaret både skole og rådhus med egen administration, har store forladte huse i bymidten.

Ikke desto mindre er et af de projekter, Fournier arbejder på, at få kommuner slået sammen.

»Det går ganske enkelt ikke med flere end 36.000 kommuner i Frankrig. Der findes kommuner heromkring med både borgmester og kommunalråd for kun 50 borgere. Jeg kan godt forstå, folk synes, det er hyggeligt, men det går ikke i længden. En by er jo nødt til at have et vist serviceniveau, det har vi her i Aix-en-Othe, men de andre kommuner drager også nytte af det. Vuggestuer, skoler, de gamles hjem, banker, supermarkeder, alle forretningerne. Det er vi nødt til at betale til alle sammen. I lande som Tyskland og Belgien har de for længst gjort det.«

Det er ved sammenlægninger og fællesprojekter, Fournier søger at få folk med vidt forskellige politiske holdninger til at virke i fællesskab. Ikke mindst de, der fristes af Front National.

»Alle ved, at jeg er agnostiker og socialist og ønsker religion og stat adskilt. I den nye storkommune (på cirka 4.000 borgere, red.), som vi netop har skabt, arbejder jeg sammen med borgmesteren i Villemaure, som er landmand, højreorienteret og katolik. Og så en anden borgmester, der i en vis forstand er endnu længere fra mig: landmand og knyttet til monarkistiske miljøer og traditionalistisk katolicisme. Det kan lade sig gøre, fordi det handler om praktiske ting.«

»Jeg er glad for at kunne arbejde med de andre borgmestre. Jeg er pragmatiker, jeg er agnostiker. Jeg aner ikke, om Gud eksisterer, men jeg siger ikke, at det er sandt, at han ikke gør det. Det er netop forskellen i forhold til at være ateist. Hvis man ikke tror for meget på ’sandheder’, går det bedre i politik. Så kan man arbejde sammen.«

Højreekstremismens rødder

– Så De er ikke bange for Front National?

»Jeg håber, at vi kan forhindre FN i at komme til magten. Vi er nødt til at være intelligente og arbejde sammen, hvis vi skal kunne gøre det. Men det er da klart, at især republikanerne (Les Republicain, LR, det tidligere UMP, red.) er tæt på traditionelle katolske ideer. For dem er kultur Jean d’Arc og katedraler. Jeg synes, kultur skal være levende, den skal skabes hver dag. Musik har da heldigvis udviklet sig siden gregoriansk sang. Men der findes folk, der dyrker fortiden og derfor også tror, man skal være imod Europa. Vidste De, at allerede Victor Hugo i en tale i 1849 sagde, at de europæiske lande burde slå sig sammen?«

Kampen mod højreekstremistiske ideer har Fournier fået ind med modermælken fra sine emigrerende forældre.

»Min far flygtede fra Italien, efter at han i Første Verdenskrig havde kæmpet på den ’forkerte’ side. Under Anden Verdenskrig var han modstandsmand og blev deporteret.«

Selv tror Yves Fournier ikke på konfrontationer.

»Man skal ikke se bort fra, at det ekstreme højre er skrevet ind i Frankrigs gener. I 30’erne var der en meget stærk højrefløj i Frankrig. Under Anden Verdenskrig var landet ikke ligefrem på ’den rigtige side’ med Maréchal Pétain og Vichy-regeringen. Det højreekstremistiske var herefter skjult i mange år, men det er der stadig. Det trækker dels på et vist borgerskab, men lige nu især på den arbejderklasse, der for 20 år siden stemte kommunistisk. Det er proteststemmer.«

Men er der ikke netop protester mod de flygtninge, Fournier nu har accepteret i Aix-en-Othe? Noget af det, man snakker mest om i landsbyerne i øjeblikket, er forargelsen over, at byens ni indvandrere troppede op på en café, men selv havde en flaske whisky med.

Det nægter han pure.

»Jeg har gjort det meget forsigtigt. Vi har hentet dem ud af Calais. Det er unge mænd, der kommer fra Eritrea, hvor de har været tvunget til at kæmpe i en frygtelig hær. Det, de har oplevet, er helvedes forgård. Folk tror, at vi nu skal til at bygge en moské, men syv af dem er katolikker.«

– Men snakken går jo på gaden?

»Den snak skal man aldrig høre på. Hvis jeg havde hørt efter den, havde jeg aldrig fået gennemført noget. Der er nogle, som råber meget højt, og så er der alle de andre, som lever lige så stille.«

Læs også: Foreløbig gemmer flygtningene sig

Fourniers egen metode til at bekæmpe Front National er ifølge ham selv samarbejde.

»Jeg åbner ganske enkelt min liste for folk, der er enige i mine projekter. De behøver ikke være enige med mine socialistiske ideer, bare de er enige i, hvad vi skal have udført. Når man bliver valgt første gang, er det måske held. Men anden gang betyder det, at man er anerkendt. Når man så vælges tredje gang, er det enten, fordi folk er idioter, eller fordi de er tilfredse.«

Et af rygterne, som går ved aperitif-bordene i nabokommunerne, er, at Fournier manipulerer.

Realiteten er i al fald, at man i Aix–en-Othe stemmer Front National til de store valg, mens en socialistisk borgmester nu på 21. år styrer byen mod en fremtid, den ikke helt vil ind i. Næsten som man leder børn den vej, man synes bedst.

– På en måde er De blevet diktator i Aix-en-Othe. Er det sådan, det er?

Borgmesteren griner. Så siger vi farvel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • erik mørk thomsen
  • Randi Christiansen
  • Jørgen Wassmann
  • Kurt Nielsen
Anker Nielsen, erik mørk thomsen, Randi Christiansen, Jørgen Wassmann og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Præcis, kodeordet er samarbejde. Om hvad? Om overlevelsesressourcer naturligvis. Hvis borgeren har, hvad borgeren skal bruge, er der fred. Den neoliberalistiske konkurrencestats løgnagtige trickle down doktrins alles kamp mod alle er den mest hjernedumme måde at undergrave alles eksistensgrundlag på med en åbenbart meget forførende men dog kort periode, hvor de få kan danse om guldkalven. Sodoma og gomorra, roms forfald, alt set før men gentages hvor ofte? Et hus i strid med sig selv er et svagt hus.

Einar Carstensen, Janus Agerbo, charlie white og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Borgmesteren her har ikke ret i, at det er de tidligere kommunistiske vælgere og arbejderhøjborge, der stemmer på Front National, valgkredstal tyder på, at det er mest vælgere, også blandt arbejdere, der også tidligere tidligere har stemt til højre, eller på borgmesterens eget socialistparti (som egentlig er socialdemokrater, og med Hollande, Corydonister).
https://electionsfrance.wordpress.com/category/far-right-fn-etc/