Læsetid: 2 min.

Stor opgave til ny regeringschef

Tunesien har mistet en premierminister og sandsynligvis fået en ny. Hans opgave bliver bl.a. at rette op på økonomien og lokke turisterne tilbage
6. august 2016

Det var med et overvældende flertal, at tunesiske parlamentsmedlemmer sidste weekend valgte at afskedige den siddende premierminister Habib Essid, en uafhængig amerikansk-uddannet teknokrat med en fortid som indenrigsminister under eksdiktatoren Ben Ali.

Med 118 stemmer imod sig og kun tre for var det generøst af den afgående regeringsleder at konstatere, at den medfølgende debat »bekræfter vores unge demokrati«, og at Tunesien på trods af dets udfordringer »har ressourcerne til at håndtere dem«.

I denne uge blev en ny premierminister så prikket på skulderen af præsident Beji Caid Essebsi, selv om udnævnelsen endnu ikke er officiel og desuden er omgærdet med kontroverser.

Den nye mand på toppen er den nuværende lokalminister Youssef al-Shaheed. Han kommer fra det samme parti som præsidenten selv, det sekulære Nidaa Tounes, der sammen med det islamistiske parti Ennahda dominerer tunesisk politik.

Shaheed har nogenlunde samme profil som sin forgænger med en fortid i internationale organisationer, bl.a. FN, og en baggrund som agronom, præcis som forgængeren.

Polariseret klima

Valget er allerede blevet kritiseret af en række mindre partier på grund af Shaheeds placering i præsidentens eget parti.

Her har flere partier krævet, at en ny premierminister ingen tilknytning har til hverken Nidaa Tounes eller Ennahda af frygt for en koncentration af magt hos de to store partier – og en frygt for, at diktaturets gamle elite allerede er i gang med at tiltuske sig magten i det unge demokrati (præsident Essebsi har selv en lang fortid i politik forud for revolutionen, og fremkomsten af en ung, ukendt premierminister har også ført til beskyldninger om, at han i virkeligheden kun ønsker en marionet).

For den nye premierminister er det polariserede politiske klima blot en af udfordringerne. Det skaber dårlige arbejdsbetingelser, men først og fremmest er den 41-årige autokrat nødt til at fremvise økonomiske resultater hurtigt.

Tunis’ brede boulevarder og turistresorts kan i dag kun fremvise ganske få turister, ikke mindst på grund af fire markante og blodige terrorangreb i de seneste år, og den økonomiske nedgang går igen i de fleste sektorer af den tunesiske økonomi og internationalt, hvor Tunesiens kreditværdighed er rutsjet ned, mens udlandsgælden er steget, og lån, samhandel og investeringer bliver amputeret af terror, uro og politisk uenighed.

Den nye premierminister kan dog trods alt læne sig op ad et politisk miljø, der er mindre polariseret end mange af nabolandenes, og ikke mindst håbe, at borgfreden med det islamistiske Ennahda, der er svækket af manglende succes og intern splittelse, holder.

Om det er nok til at bringe Tunesien på ret køl igen, vil den kommende tid vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu