Læsetid: 2 min.

Syngende lussing til ANC

I millionvis har de sydafrikanske vælgere vendt ryggen til magtens parti, der sandsynligvis har mistet flertallet i Johannesburg, Pretoria og Port Elizabeth
6. august 2016

ANC har oplevet sit første større valgnederlag, siden partiet kom til magten efter afslutningen på apartheid i Sydafrika for mere end to årtier siden.

Frustreret over en stagnerende økonomi, 25 procents arbejdsløshed og utallige beskyldninger om korruption, der har forfulgt præsident Jacob Zuma, har vælgerne til denne uges lokalvalg i millionvis vendt ryggen til det regerende parti, hvilket ser ud til at frarøve partiet dets flertal i tre større byer.

Samlet set vil ANC sandsynligvis have et smalt flertal, når de endelige resultater bliver annonceret, men med mere end 80 pct. af stemmerne optalt ser det ud til at have mistet kontrollen over bl.a. Johannesburg og oplandet til hovedstaden, Pretoria.

Oppositionspartiet Democratic Alliance (DA) har erklæret sig som vinder i Nelson Mandela Bay-området, som omfatter byen Port Elizabeth. DA lover, at selv om de får brug for et støtteparti, vil de ikke danne koalition med ANC.

’Mandat fra Gud’

Tilsammen tæller byerne mere end 8 millioner mennesker og har årlige budgetter på omkring 10 mia. dollar. Valgnederlaget, der kommer midt i faldende samlet støtte til ANC, vil være et stort psykologisk slag til et parti, der er så overbevist om deres ret til at herske, at partiets generalsekretær for nylig erklærede, at det havde mandat fra Gud.

I årtier har ANC haft en urokkelig dominans i sydafrikansk politik og er gået til valg med en forventning om sejr, hvilket ifølge kritikere har bidraget til stagnation og korruption.

Det er første gang, at anti-apartheid-helten Nelson Mandelas parti har fået mindre end 60 pct. af stemmerne siden landets første valg med deltagelse af alle racer i 1994.

Valget sender et klart budskab om, at de år, hvor Sydafrika effektivt kan drives som et etpartisystem, lakker mod enden. Et rekordstort antal vælgere på mere end 26 millioner havde registreret sig til valget, efter oppositionspartier tilsyneladende langt mere effektivt end ANC har mobiliseret tilhængere til at tilmelde sig og stemme.

Resultaterne vil øge presset på Zuma, som kritikere i partiet kalder uigenkaldeligt plettet, og som bliver opfordret til at træde tilbage, før hans embedsperiode udløber om tre år for at bane vejen for en ny leder, der kan stille op til 2019-valget.

DA har udnyttet sit ry for effektiv forvaltning i den by, hvor det allerede har magten, Cape Town, til at lokke vælgere, der håber på vækst i en økonomi, der aldrig helt er kommet sig oven på den globale økonomiske krise i 2008, og som stadig balancerer på randen af recession. Partiet har lovet at liberalisere økonomien, herunder mindske bureaukratiet og gøre det lettere at ansætte og afskedige medarbejdere. Selv beskedne sejre i byerne til DA vil sandsynligvis blive hilst velkommen af markederne og investorerne.

 

© The Guardian og Information. Oversat af Emil Rottbøll

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu