Læsetid: 6 min.

Tysklands skæve bagside

Selv om Tyskland kører med massive overskud i de offentlige kasser, er landet også europamester i ulighed, hvor fire ud af 10 tyskere ingen formue har og knapt kan leve af deres løn. Landet forsømmer sin egen befolkning og skal investere langt mere i uddannelse, lyder advarslen fra en topøkonom
Tysklands lavtlønnede del af befolkningen er vokset enormt siden år 2000. Ofte er forskellene så voldsomme, at allerede fra femårsalderen er børns videre vej i livet lagt i solen eller på skyggesiden.

Stefan Boness

2. august 2016

Tyskland er et delt land, hvor skellet ikke længere går mellem øst og vest, men mellem top og bund. Det er de unge og gamle kontra den forgyldte mellemgeneration.

Det tyske samfund er i særklasse dét land i Europa, hvor gabet mellem de velhavende og dem med få penge er størst, og hvor afstanden samtidig bliver stadig større.

Landet er ikke den snurrende velstandsmotor, der hiver de socialt svage opad i samfundet, men i høj grad en fattigdomsmaskine, der stedse forhindrer, at underklassen, der tæller 30-40 procent af befolkningen, kan få et bedre liv.

Sådan lyder den korte pointe i en tysk bog, Verteilungskampf – Fordelingskamp, der udkom i foråret, og som har dokumenteret, hvilke konsekvenser uligheden skaber.

»Det handler ikke så meget om, at de rige har meget, men at de mange på bunden slet intet har,« siger Marcel Fratzscher, da han tager imod Information i sit mahognibeklædte kontor midt i Berlin.

Fratzscher er chef for den største uafhængige økonomiske tænketank, DIW, i Berlin, har været analysechef hos Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt og er en af de mest respekterede cheføkonomer i landet.

Bogen har ramt et ømt punkt i Tyskland, der ellers bryster sig af de gode økonomiske resultater. Efter Fratzschers mening har det i alt for høj grad været på underklassens bekostning.

Børn hægtes tidligt af

Udgangspunktet for Marcel Fratzscher er Lena og Paul, der er lige godt begavede. Akademikersønnen Paul har en barndom med masser af adspredelse og fritidsbeskæftigelser.

Han kommer på gymnasiet, får sig en god uddannelse, et velbetalt job og gennem arveforskud også en stadig stigende formue, så hans børn får de samme muligheder som ham selv.

Mens Paul går fra den ene succes til den næste, kommer arbejderpigen Lena ikke i børnehave, og forældrene har ikke har råd til at sende hende til spejder eller på musikskole.

Lenas familie bor et sted uden særlige fritidstilbud, hun kommer ikke på gymnasiet, selv om hun har evnerne til det, og får sig i stedet en kontorassistentuddannelse.

Da hun som 25-årig får sit første barn, mister hun mulighederne for at avancere, hendes løn står stille, og hun har svært ved at få det til løbe rundt. Hun får aldrig en formue, som hun kan trække på, hun bliver oftere syg, og i sidste ende dør Lena før Paul. En arbejderkvinde dør otte år tidligere end én, der er mere velstående.

Allerede fra Lena og Paul er fem år gamle, er der stor forskel på deres situation. For det har stor betydning, at kun hver tredje tyske barn kommer i vuggestue eller børnehave og i stedet oftest passes af deres mor eller bedsteforældre.

Fra femårsalderen sker skellet

»Ofte er det allerede som femårig for sent, fordi forskellene på det tidspunkt er meget voldsomme. Tilbud om vuggestue og børnehave når slet ikke ud til dem, der har brug for det, men ikke har råd til det,« lyder det fra Marcel Fratzscher.

Dernæst peger han på, at det tyske uddannelsessystem, hvor man allerede efter fjerde klasse afgør, om et barn skal på gymnasiet eller på realskolen, reelt er med til at cementere opdelingen i klasser. Mønsterbrydere hører af disse grunde til sjældenhederne i Tyskland, og landet har Europas ringeste sociale mobilitet.

Uligheden har delt befolkningen op i to store grupper, siger Marcel Fratzscher.

»For de øverste 40-50 procent af borgerne har det seneste årti været fremragende med stigende lønninger og en stort set stillestående skat. Men for de nederste 30-40 procent har årtiet været elendigt,« siger Marcel Fratzscher om den kamp, der foregår i Tyskland mellem de 20 procent rigeste tyskere, der ejer fire femtedele af alle værdier, mens dem på bunden oftest bruger alt, hvad de har, for at få deres liv til at hænge sammen.

»Vi ser, at lønforskellene vokser og vokser, og siden år 2000 er reallønnen ikke steget, men derimod faldet for mange af dem med små indkomster. Uligheden stiger, og millioner af mennesker hægtes simpelthen af samfundet, fordi de ikke har mulighed for at præge deres eget liv,« siger Marcel Fratzscher om det land, der går for at være det rigeste i Europa.

Trods finanskrisen kom Tyskland hurtigt tilbage på vækstsporet. I år er overskuddet på de offentlige kasser 150 milliarder kroner; investorer står klar til at låne landet friske penge; arbejdsløsheden er faldende og ligger nu på 5,9 procent.

Tyskland er i regeringens egen optik fortællingen om den ene økonomiske succes efter den anden. Med til historien hører også, at virksomhedernes overskud er steget langt kraftigere, end den løn de udbetaler.

Det er især den omstridte lavtlønssektor i Tyskland, der i de seneste 10 år har vokset sig stor. For år tilbage fik chauffører, frisører og rengøringsfolk en gennemsnitlig timeløn på omkring 50 kroner i timen. Men siden mindstelønnen blev indført sidste år, er gennemsnittet steget til 63,75 kroner i timen.

Det er blevet set som en massiv velstandsforbedring, at der nu er lagt en bund under de lave lønninger. Men mange mennesker kan stadig ikke leve af en løn på godt 10.000 kroner om måneden.

Hver fjerde på lav løn

Udviklingen hænger sammen med, at Tyskland i starten af 00’erne var et land i krise, hvor arbejdsløsheden konstant steg.

Da regeringen i 2005 sammenlagde socialsystemet og arbejdsløshedskasserne, talte tallene deres tydelige sprog om en krise, der var vokset politikerne ud af hænderne. Arbejdsløsheden var på 11,7 procent, og over fem millioner mennesker stod uden for arbejdsmarkedet.

Noget måtte gøres, og daværende kansler Schröder fik med Agenda-2010-politikken åbnet op for helt nye ansættelsesformer. Minijob gav typisk deltidsbeskæftigelse, men man måtte ikke tjene mere end 3.000 kroner pr måned. Til gengæld slap man for at betale sociale bidrag.

Arbejdsløse kom i jobtræningsforløb og tjente én euro pr. time oven i socialhjælpen. Endelig blev lavtlønssektoren en mulighed for at få arbejde, uden at fagforeningerne for alvor protesterede.

I løbet af syv år kom over otte millioner arbejdstagere på mindstelønnen, en fjerdedel af arbejdsmarkedet, selv om mange har uddannelse. Var den tyske arbejdsmarkedspolitik så forfejlet, spørger Information Marcel Fratzscher?

»Det var som udgangspunkt rigtigt for at få folk i arbejde, men så skal man se på, hvilket arbejde de har. Nogle af dem på mindsteløn er aldrig blevet færdige med grundskolen. Dem bliver der stadig flere af. De har brug for basal uddannelse og voksenuddannelse. Målet skal ikke være at give folk et eller andet arbejde, men et godt arbejde, som de kan leve af.«

Marcel Fratzscher peger på, at skolesystemet i høj grad mangler at tage udgangspunkt i barnet selv. Dér kan Tyskland lære meget af de skandinaviske lande.

»Vi har alt for få heldagsskoler, fordi de børn kommer fra familier, der ikke selv har megen uddannelse. Vi har også brug for mere tålmodighed, for der bliver meget tidligt truffet store beslutninger om børns fremtid, hvor dørene lukkes, selv om et barn har evnerne, men udvikler sig langsommere. Et barn som Lena, som jeg har brugt som eksempel i min bog, kunne få meget ud af at gå i børnehaven i to-tre år, hvor hun kan lære sprog, basale færdigheder og social omgang. Det ville give hende flere muligheder senere hen.«

Marcel Fratzscher peger på, at staten gør noget så irrationelt som at betale forældrene for at holde deres børn væk daginstitutioner. Loven er blevet kendt ugyldig af forfatningsdomstolen, men en delstat som Bayern går med planer om selv at indføre reglen.

– Hvordan har politikerne taget imod bogen?

»Når jeg taler med politikere, er alle med på, at der er store udfordringer foran os. Men de dukker sig også, for når de i dag bevilger flere penge til uddannelse, så ser de først resultaterne om 10-15 år, og til den tid er mange af dem for længst ude af politik. Allerede nu ser vi, at valgkampen 2017 går i gang, hvor vælgerne får lovet noget, der giver en umiddelbar gevinst. Den halter med den politiske vilje til at omsætte langsigtede planer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Gode økonomiske resultater er en pest, kan man se overalt, der udsletter leveværd, deler befolkninger og værst af alt: fører til et helt forkert fokus for menneskers liv. Det er ikke uden grund, at religionerne advarer imod grådighed og begærlighed, som er tomme værdier, mens fordeling af det fælles udbytte med relativt lille forskel fører til menneskelig trivsel og frihed.

Philip B. Johnsen

Hvis nogen stadigvæk skulle være forblændet af EU, så er artiklen et vink med en vognstang, en god grund til at sige farvel til EU og stof til eftertanke, der bør få danske politikere til at begynde på at pleje og varetage danskernes interesser og stoppe det modbydelige samarbejdet, med en illegitim politisk understøttet økonomisk elite.

Søren Rehhoff

@ Mihail Larsen

"Free at last ...

Nu kan kontinentaleuropa begynde at udvikle og implementere den politiske og sociale dimension"

Det skal blive interessant at se hvordan man vil koordinere det med de forhandlinger der foregår om TIPP. TIPP vil jo et eller andet sted betyde at det skal afstemmmes med amerikanske handelspartnere. Også hvis du læser den her artikel om forholdende i Tyskland så er f.eks. den tyske mindsteløn på 63,75 kroner, er det der barren skal sættes i den her nye politiske
og sociale dimension du drømmer om?

https://www.information.dk/udland/2016/08/tysklands-skaeve-bagside

Henrik Okkels

Kære Lasse Soll Sunde.
I dit indledende afsnit til 'Tysklands skæve bagside' skriver du i dag, at 'det tyske samfund er i særklasse' det mest ulige land i Europa.

Hvor har du det fra? Hvilket belæg har du for din påstand? Hvilken beregningsmetode bruger dine kilder?

Så vidt jeg ved, er du fuldstændig galt afmarcheret. Blot en hurtig søgning giver et helt andet billede: Polen, Luxembourg, Irland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Estland, Grækenland og (værst) Storbritannien er fx mere ulige end Tyskland, uanset Hartz III's dybt problematiske virkninger.

Listen (2015-tal) kan du finde mange steder - fx her: http://nyheder.tv2.dk/2015-06-10-nummer-et-i-verden-danmark-er-det-mest-... ... selv om kilden ikke er primær.

mvh
Henrik Okkels