Læsetid: 6 min.

USA’s rustne arv i Grønland

Hverken USA eller Danmark vil tage ansvar for forureningen efter amerikanske militære installationer i det grønlandske miljø. En amerikansk fotograf vil vække opinionen med billeder og underskrifter
Nogle af tønderne indeholder stadig flybrændstof fra krigens tid, siger fotograf Ken Bower, der har dokumenteret den efterladte base i Østgrønland. USA har afvist at ville have noget med oprydningsarbejdet at gøre.

Ken Bower

16. august 2016

Det tog Ken Bower tre forsøg over seks dage i en spinkel glasfiberbåd at nå frem gennem labyrinten af is til den flade slette blandt sneklædte bjerge ved Ikateq Fjord, 50 km nordøst for Tasiilaq, Østgrønlands største by – engang bedre kendt som Ammassalik.

Landskabet, der mødte den amerikanske fotograf, var som en scene taget ud af en dystopisk undergangsfilm: Tusindvis af rustne olietønder strøet langs kysten. En håndfuld, lige så rustrøde, lastbilvrag, nedsunkne i gruset.

En forvitret kran som en fortidsøgle stivnet i bevægelsen. Et kaos af krøllede jerndragere der engang udgjorde den bærende konstruktion i en flyhangar. Resterne af et strandet bæltekøretøj, langsomt på vej til at blive overvokset.

Det hele henkastet i et øde landskab som et tavst minde om dramatiske begivenheder for meget længe siden.

Det, Ken Bower fandt og fotograferede, er efterladenskaber efter Bluie East 2, en luftbase som amerikanerne etablerede og drev i årene 1942-47. ’Property Air Force US Army’ står der præget i nogle af de rustne jernstrukturer.

Ken Bower

Med Danmark besat af tyskerne overtog USA fra 1941 forsvaret af Grønland og anlagde i alt 14 Bluie-stationer rundt langs Grønlands øst- og vestkyst, med landingsbaner, radio- og vejrstationer.

Bluie East 2 var af mindre betydning og blev kun afsæt for et enkelt – angiveligt mislykket – angreb på en tysk vejrstation længere mod nord. Efter krigen mistede basen helt sin relevans, og i 1947 lukkede og slukkede amerikanerne.

»Alt blev efterladt, militære køretøjer, strukturer og over 10.000 tønder til flybrændstof,« fortæller Ken Bower.

Fotografen siger, at nogle af tønderne stadig indeholdt flybrændstof, da han sidste år besøgte stedet. Han fortæller, at der også er asbest tilbage i nogle af de kollapsede bygninger ved Ikateq Fjord. Andre rejsende har formidlet vidnesbyrd fra lokale om, at der tidligere har været udsivning af olie til det arktiske miljø, til skade for jagt og fangst.

’Amerikanske blomster’ kalder grønlænderne de rustne efterladenskaber.

Ken Bower

Kortlægningen

Sådan har amerikansk militær efterladt sig fingeraftryk adskillige steder i det grønlandske landskab. I 2003 foretog Miljøstyrelsen en kortlægning af diverse typer anlæg i Grønland, hvor der var sandsynlighed for efterladt affald, miljøfremmede stoffer, olie eller andre forureninger – på listen optræder 30-35 sådanne installationer af amerikansk militær oprindelse, heriblandt Bluie East 2 samt Camp Century, basen i indlandsisen i det nordvestlige Grønland, som klimaforskere nu advarer om langsigtet risiko for udsivning fra, hvis issmeltningen fortsætter.

Medregnet i fortegnelsen fra 2003 er ikke Thulebasen med dens betydelige forureningsudfordringer samt de nærliggende lossepladser på Dundas-halvøen, eftersom Danmark påtog sig det miljømæssige ansvar, da området blev leveret tilbage fra USA i 2003.

Tilbage står spørgsmålet, hvem der har ansvaret for affald, forurening og trusler mod miljøet fra baser som Bluie East 2 og Camp Century. Hvem er ansvarlig for, at der 70 år efter amerikanernes rømning af basen ved Ikateq Fjord stadig henligger tusindvis af tønder, rustne lastbiler, maskindele, bygningsruiner etc., som Ken Bowers fotografier dokumenterer?

Det grønlandske landsstyre har længe haft det »udgangspunkt, at det bør være den aktør, der har foranlediget forureningen, som skal betale for forureningen«, som det blev formuleret i 2006 i et svar fra landsstyremedlemmet for miljø, Asii Chemnitz Narup, til landstingsmedlem Anthon Frederiksen.

I 2012 var Anthon Frederiksen selv blevet landsstyremedlem for miljø – Grønlands miljøminister – og han indgik en miljøaftale med den daværende danske forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), om »håndtering af miljøforhold vedr. forsvarets tilstedeværelse i Grønland«.

Aftalen på blot 25 linjer siger imidlertid ikke et ord om ansvaret for amerikanske efterladenskaber som Bluie East 2 og Camp Century. Under forhandlingerne sagde Nick Hækkerup (S) om dette spørgsmål til Ingeniøren:

»Ansvaret for, hvad andre parter måtte have forvoldt, må rejses over for de andre parter.« På dansk: det må grønlænderne selv finde ud af med amerikanerne.

Så sent som i sidste uge gjorde landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, i forbindelse med Camp Century-sagen opmærksom på, at Grønlands landsstyre siden 2014 har »forsøgt at få svar fra den danske regering om, hvorvidt det er Danmark eller USA, som har ansvaret for at undersøge omfanget af forureningen (ved Camp Century) og at forestå eventuel oprydning af den forurening, som er foregået i perioden op til 1970’erne«.

Ken Bower

Vil ikke skabe præcedens

Når de rustne olietønder får lov at ligge ved Ikateq Fjord, er det, fordi USA har tilkendegivet, at man ikke vil have noget med oprydningsansvaret at gøre.

En aftale om de militære anlægs skæbne, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) indgik med amerikanerne i 1991, giver ellers et andet indtryk. Heri hed det, at USA, når man trækker sig fra militære anlæg, »skal fjerne eller på anden måde uskadeliggøre alle kendte farlige stoffer, herunder spildolie, kemiske opløsningsmidler, asbest, som kan smuldre, og PCB«.

Siden har amerikanernes tolkning af aftalen imidlertid ændret sig. Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) oplyste således i et folketingssvar i 2003, »at USA på dette område havde foretaget en væsentlig ændring af sin politik i midten af 90’erne, hvorefter der på de oversøiske baser kun vil blive foretaget miljøoprydning, hvis der var tale om ’imminent and substantial danger to human health’«. Altså ’overhængende og betydelig fare for menneskers sundhed’.

Svend Auken (S), der var miljøminister, da forhandlingerne med USA om tilbagelevering af Dundas-halvøen blev indledt, forklarede i Christian Science Monitor, at »de sagde, at hvis de skulle rydde op efter sig selv i Thule, så ville de møde tilsvarende krav i Filippinerne, Japan og andre steder i verden. Den præcedens ville de ikke skabe.«

Og en talsmand for Pentagon forklarede i samme avis, at der var tale om en byrdefordeling: USA havde med sine militære anlæg ydet et forsvar for den fri verden – så måtte andre yde deres ved at tage oprydningen.

Resterne af en amerikansk luftbase under Anden Verdenskrig kan stadig ses med rustne tønder spredt på et stort område i Grønland. Ingen har endnu påtaget sig ansvaret for at rydde op.

Ken Bower

Ansvaret blæser i vinden

Det grønlandske landsstyre har med mellemrum signaleret, at Danmark må påtage sig ansvaret for oprydningen, når nu amerikanerne ikke vil. Andre gange har grønlandske politikere fremført, at forureneren – USA – bør betale. Selvstyret bebudede i forlængelse af affaldskortlægningen i 2003 sin egen opfølgende plan for »håndtering af efterladenskaberne i det åbne land«.

Planen var lovet klar i 2006, men 10 år senere er den fortsat ikke færdig – man har valgt at bruge ressourcerne på noget andet.

Således blæser ansvaret i vinden. Det er juridiske fagfolks klare vurdering, at der ikke eksisterer noget retligt aftalegrundlag, der giver mulighed for at gøre et erstatnings- eller oprydningskrav gældende over for USA eller Danmark for gamle anlæg som Bluie East 2 og Camp Century. Skaden er sket, og ingen kan gøres formelt ansvarlig.

Om de rustne tønder skal blive liggende ved Ikateq Fjord som en slags museum for krigsindsatsen, eller om der skal ryddes op, og hvem der i givet fald skal gøre det, er alene et spørgsmål om politik og moral. Og vil Grønland lægge politisk pres på USA, skal det ske via den danske regering, der på rigsfællesskabets vegne stadig har myndigheden i udenrigsanliggender.

Intet tyder på, at den danske regering har behov for en sådan ny konflikt med USA.

Den amerikanske fotograf Ken Bower har set, hvordan der ser ud ved Ikateq Fjord og finder det utåleligt, at USA ikke vil tage ansvar for oprydningen.

Derfor har han nu indledt en underskriftindsamling på nettet.

»Jeg har søsat indsamlingen sammen med mit fotoprojekt for at skabe mere opmærksomhed om sagen og om en mulig oprydning. Det ser ud, som om det kan blive svært at nå de 100.000 underskrifter, der kan udløse et officielt svar fra Det Hvide Hus,« siger han.

I går var der 356 underskrifter på listen. Ikateq og Bluie East 2 er langt væk.

Ken Bower

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Jens Wolff
  • Jørgen Wassmann
  • Torben Jørgensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Torben Skov
  • Kurt Nielsen
Niels-Simon Larsen, Jens Wolff, Jørgen Wassmann, Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist, Torben Skov og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Typisk amerikansk. Det er det samme med nedlagte fabrikker over there. Så går man bare og efterlader rodet til tidens gang.

Benjamin Bach, Jørgen Wassmann og Kim Strøh anbefalede denne kommentar
Anders Nilsson

Allerede det første afsnit i artiklen siger noget om problemets alvor: Hvis”den rustne arv” ligger så fjernt fra alfarvej, byer og bygder, at fotografen skal bruges tre forsøg over seks dage for at nå frem til stedet, så er problemet på det nærmeste ikke-eksisterende.

Hvis man forestillede sig, at USA og Danmark i fællesskab eller hver for sig gav Grønland alle de penge, der skulle til for at rydde op efter de militære installationer, så ville pengene i stilhed blive brugt til alle mulige andre og meget mere påtrængende opgaver.

I Grønland opfatter man ikke de militære efterladenskaber som noget nævneværdigt problem. Syd for Nuuk ligger der ved Marraq en nedlagt landingsbane. I indenskærsruten kommer man tæt forbi den, men da den ligger oppe bag en skrænt få meter fra stranden, så kan man ikke se noget fra båden.

Jeg kender ikke nogen fra mine mange år i Nuuk, der har ulejliget sig med at ankre op, for at gå op og besigtige efterladenskaberne, selv om det er en gåtur på måske kun 50-100 meter, før man står ved den ene ende af det, der måtte være tilbage af landingsbanen. Det ville have taget den amerikanske fotograf en god times tid i en speedbåd at nå fra Nuuk til Marraq – i første forsøg.

Den i disse dage meget omtalte Camp Century ligger et par hundrede kilometer inde på indlandsisen øst for Thule Air Base. Der er ingen oplysninger om , hvor dybt resterne af anlægget i dag ligger under isen: 10, 20, 50 eller flere meter? Alene det at finde ud af, hvor og hvor dybt under isen resterne befinder sig kan løbe op i millioner af kroner. Og i tid, før området eventuelt bliver isfrit, gættes der på 75 år.
Typisk for retorikken opgøres de efterladte mængder ikke i tons, men i liter, for så ser det tusinde gange så voldsomt ud.

Det værste svineri er efter de miljøreligiøses opfattelse Thule Air Base. Der ophørte man i 1987 med at sejle det ikke-giftige affald (rustne biler, tomme tønder osv.) ud af Grønland. Det blev herefter deponeret på baseområdet. Sådan er det gået for sig i nu 29 år.

Hvorfor er det ikke sag for den amerikanske fotograf?
Thule Air Base kan man nå frem til direkte fra USA med et af deres militærfly, og deponeringen af affald kan beses og fotograferes på en god gammeldags spadseretur. Og så er der - i modsætning til de andre forladte steder i Grønland - tale om affaldsmængder, der bare vokser og vokser, selv her i vores meget miljøbevidste tider.

Hvorfor der ikke bliver gravet i den sag, kan du læse mere om her:
http://www.kamikposten.dk/global/maskinrum/rutine/leksikon.aspx?tag=emne...

Jørn Andersen, Kim Strøh, Brian Jensen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar

I stedet for at spille sorteper kunne Danmark da tage fat fra en ende af - og hen ad vejen finder man såmænd nok en økonomisk brugbar model ?

(Hvis Danmark ikke mener at sagen er så alvorlig, at man for egen (dansk) regning vil gå igang med en oprydning, så vil USA da heller ikke vurdere sagen som et problem. ?)

Anders Nilsson

Robert Kroll: Dette citat fra mit ovenstående indlæg fortæller, hvad der ville ske, hvis man fandt pengene til en oprydning, og gav dem til Grønland:
"Hvis man forestillede sig, at USA og Danmark i fællesskab eller hver for sig gav Grønland alle de penge, der skulle til for at rydde op efter de militære installationer, så ville pengene i stilhed blive brugt til alle mulige andre og meget mere påtrængende opgaver."
På Kamikpostens facebookside har artiklen om "USA's rustne arv i Grønland" resulteret i en livlig debat med mange indsigtsfulde kommentarer: https://www.facebook.com/Kamikposten-459103764137771/

Jeg kommer i tanke om en en historie jeg læste engang i 80'erne i Adventure om to danskere der roede i kajak rundt om Grønland, og en dag de havde slået lejr landede, der et Herkules fly fra det danske luftvåben i nærheden af deres lejr, for lige at orientere sig om hvem de var, og formane dem om, at tage affaldet med sig når de forlod lejren. Måske skulle dansk militær have haft mere mod til at diktere amerikanerne om hvad der forventedes af dem med hensyn til oprydning. Fjeldsvin i de indfødtes land.

Jacob Jensen, Pórto Qisuk, Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist, Kim Strøh, peter fonnesbech, Claus Oreskov, Troels Brøgger og Dina Helbo anbefalede denne kommentar

Hvis det er som du siger Anders. Ville en erstatning vel stadig være på sin plads. Så må selvstyret jo selv bestemme og dermed stå på mål for, hvordan erstatningssummen skal bruges.

Estermarie Mandelquist og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Amerikanerne bør rydde op efter sig, det er det eneste der er at sige til den sag!

Estermarie Mandelquist, Per Jongberg og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Steffen Davidsen

Artiklen fokuserer meget på de isolerede og fjerntliggende baser, hvilket da selvfølgelig bør ryddes op. Der er dog, som Anders Nilsson påpeger andre mere presserende problemer i det grønlandske samfund.

Men lad os nu holde fast i miljøproblemerne:
Der er også andre tidligere amerikanske baser, der ikke blev lukket lige efter krigen hvorfor bygderne ofte stadig findes i dag. En af disse er Kangerlussuaq (tidligere Søndre Strømfjord) som alle der har være i Grønland har befundet sig i, idet Grønlands eneste internationale lufthavn ligger her. Lufthavnen var under amerikansk besiddelse frem til 1992, hvorefter Danmark overtog området.
Undersøgelser i og omkring lufthavnen har vist at der er langt mere forurenet end forventet, og med nogle langt farligere stoffer end hidtil kendt.
Er det derfor ikke højere prioritet at få oprenset de områder, hvor der bor og færdes folk? Det er jo disse mennesker, der betaler prisen for forureningen.

Ud over tidligere amerikanske baser er der en del andre miljøproblemer i dagens Grønland. En ting få danskere er klar over og tager forgivet er spildevandsrensning. I dag findes der ikke rensning af spildevand fra husholdning og toiletter i Grønland, da den teknologi vi anvender i Danmark simpelthen ikke fungerer i Arktis. Mange steder bliver spildevandet udledt i eller nær havnen, hvor jægere og fiskere ofte har sæler eller fisk liggende på på køl i vandet ved deres både. Dette giver en direkte smittevej for sygdomme, men er sjældent anerkendt i de lokale samfund som et problem.
Igen, i et samfund med begrænsede ressourcer, hvad er så vigtigst? At rydde op i et fjernt skrotlager eller forbedre sundheden med basale ting som spildevandsrensning?

Desuden skal vi ikke være for hellige i Danmark, idet vi har et af Europas største giftdepoter liggende i Kærgaard plantage på Jyllands vestkyst (lige syd for Henne strand). Forureningen er dog blevet nedprioriteret utallige gange idet den ikke truer drikkevand eller åer. Til gengæld er udsivningen til havet så omfattende at der er badeforbud på stranden, og der ikke er noget liv på havbunden ud for kysten.

Med en imødekommenhed, der grænser til det servile, påtog skiftende danske regeringer sig i 2011 at rydde op efter den amerikanske hærs forurening af Dundas-halvøen ved Thule.

Frem til midten af 1970´erne husede Dundas-halvøen et raketbatteri, der var en del af USA’s Thulebase. Med aftalen indfrier den danske regering et løfte til Grønland fra 2001 i forbindelse med, at råderetten over Dundashalvøen blev givet tilbage til Grønland. Selvstyret fik en sær-bevilling på 40 mio. kr. til dækning af oprydningen på Dundas-halvøen

Underligt, at ”gæsterne” - den amerikanske hær - blot kan tilsvine omgivelserne, og så få ”’værterne” dvs. grønlænderne og den danske regering til at rydde op.

Det er helt i overensstemmelse med den praksis som amerikanerne følger indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitikken: ”Vi laver det sjove – så kan I (FN, europæerne eller andre) rydde op efter os”. Det er en politik, der er set i Vietnam, Kosovo, Irak, Afghanistan, og som også vil kunne ses i forbindelse med fremtidige felttog.

Et betydeligt oprydningsarbejde efter den forurening, der har fundet sted gennem årtier, også på andre baser. Giftige tungmetaller, metalskrot, kemikalier, alm. dagrenovation osv., og det er så blot den synlige forurening. Værre er det med alt, det der i tidens løb er trængt ud i det yderst sårbare arktiske miljø, hvor det koncentreres i den fødekæde, der begynder med plankton og ender med sæler, hvaler og isbjørne, og som udgør en væsentlig del af grønlændernes eksistensgrundlag.

Pentagon har i årevis arbejdet på at blive fritaget for at skulle rette sig efter de miljølove, der vedrører ren luft, farligt kemikalieaffald, beskyttelse af havpattedyr og truede arter - indtil nu med betydeligt held.

Det havde klædt regeringen, at anmode den amerikanske hær om at rydde op efter sig, men så langt række regeringens aktivistiske udenrigspolitik, og ej heller ønsket om at forureneren betale for sin forurening.

Peter Bækgaard

hvor mon man har gjort af affald fra byer og bygder gennem tiderne på grønland? nå ja det smider man i fjeldene og brænder det af. Det er bare lige for at sætte det i perspektiv, når vi nu skal forarges.

Peter Bækgaard
Grønlænderne efterlader næppe rustne tønder med olie, benzin, kemikalier osv. ude i den natur, de skal leve af? Tror du virkelig selv på det?

Anders Nilsson

Her er dokumentationen, som den fremgår af mit første indlæg:
"Det værste svineri er efter de miljøreligiøses opfattelse Thule Air Base. Der ophørte man i 1987 med at sejle det ikke-giftige affald (rustne biler, tomme tønder osv.) ud af Grønland. Det blev herefter deponeret på baseområdet. Sådan er det gået for sig i nu 29 år.

Hvorfor er det ikke sag for den amerikanske fotograf?
Thule Air Base kan man nå frem til direkte fra USA med et af deres militærfly, og deponeringen af affald kan beses og fotograferes på en god gammeldags spadseretur. Og så er der - i modsætning til de andre forladte steder i Grønland - tale om affaldsmængder, der bare vokser og vokser, selv her i vores meget miljøbevidste tider."

"Aftalt forurening mod et årligt milliontilskud
Den 6. august 1987 blev der mellem The United States Air Force Command, Det Danske Udenrigsministerium og Grønlands Hjemmestyre indgået aftale om at ikke-giftigt affald kan deponeres på baseområdet. Der blev samtidigt indgået aftale om at The United States Air Force Command betaler kr. 1.750.000 årligt til Grønlands Hjemmestyre for den aftalte deponering."

Hvor mange tusinde tons ikke-giftigt affald har amerikanerne med Grønlands tilladelse deponeret på Thule Air Base siden 1987 mod en beskeden betaling på årligt 1.750.000 kr.?

Hvorfor er det et problem, at der ligger tønder og andet metalaffald og ruster ved Ikateq Fjord i Østgrønland, når der med Grønlands accept og mod betaling ophobes mere og mere af samme type affald på Thule Air Base?

Er det noget der bare skal blive liggende til evig tid?

Hvem tror, at man i Grønland fjerne det affald på et tidspunkt?

Hvor i mine kommentarer er der fremsat løgne og misvisende fortællinger?

Min kommentarer er desværre fjernet. Anders Nilsson truede med at boykotte Information. Og det lykkedes for Anders Nilsson at indføre usmageligt censur. Du blander tingene uden sammenhænge. Affald som findes i Østgrønland osv. er fra kolonitiden. Og ansvaret er hos myndighederne i Danmark som på vegne af Grønland har givet tilladelse til at anlægge baser i Grønland. Derfor er oprydningsarbejde dansk og amerikansk anliggende. Amerikanerne og danskerne kan jo starte med at fjerne affaldet. Og man behøver ikke at blande grønlandske myndigheder i forbindelse med oprydningen. Det vigtigste er at svineriet fjernes.

Torben Jørgensen

Facility Management (FM)

Alle af USAs baser over hele verden siden 1950erne er drevet efter principerne om FM. FM er et Amerikanske begreb fra forsvarsministeriet. Det handler om at baserne skal synes ekstreme effektiv. No bullshit. Farverne på gardinerne, vægge, gulve, døre osv skal være billigste. Ingen dekedar. Belysning i alle rum skal være general belysning. Ingen hygge lys. Ingen atmosfere. Alt skal være ultra discount. Affaldssorteing er der ikke noget det heder. Waste skal spares væk. Kloakerne direkte ud i fjordene. Daglig affald dækkes af bulldoser.

Facility Management er Oh so cool i alle kommunerne. Kommunerne skal nu drives som militærbaser fra 1950erne. Fuck miljøet. Fuck arbejdsmiljøet osv. Der skal spares!

Danmark er blevet infilteret af samme jernedød mennskesyn. Det er steder som CBS der avler disse personer. Den minimalistiske stat!