Læsetid: 5 min.

Skal det være en blød eller en hård Brexit?

Fokus i den britiske debat er skiftet fra henholdsvis eufori og vrede til spørgsmålet om, hvilken type Brexit der er bedst for landet. I går påbegyndte den nye regering debatten, men den er dybt splittet over tempo og prioriteringer. Det kan føre til en skadelig ’hård’ Brexit, advarer iagttagere
Hen over sommeren er det blevet tydeligt, at Theresa Mays ministre langtfra er enige om, hvorvidt regeringen skal arbejde for en blød eller en hård Brexit. I går satte May sig for første gang siden sin tiltrædelse med sine ministre for at diskutere praktikaliteterne i den britiske EU-udmeldelse.

Stefan Rousseau

1. september 2016

Den britiske premierminister, Theresa May, lovede i går at gennemføre en »succesfuld Brexit«, da hun for første gang siden sin tiltrædelse satte sig ned med sine ministre for at diskutere praktikaliteterne i den britiske EU-udmeldelse.

For mens May i går gentog, at »Brexit betyder Brexit« – dvs. »ingen anden folkeafstemning; intet forsøg på at blive i EU ad bagdøren« – så er det stadig yderst uklart, hvordan det britiske udspil kommer til at se ud.

Hvad der derimod er blevet tydeligt hen over sommeren er, at hendes ministre langtfra er enige om, hvad der skal være landets strategi og hovedprioriteringer.

Mens Leave-tilhængerne – særligt Brexit-minister David Davis og minister for international handel Liam Fox – ønsker en ’hård’ Brexit, der betyder, at Storbritannien forlader det indre marked for til gengæld at kunne kontrollere migrationen, siger kilder tæt på regeringen ifølge The Sunday Times, at finansminister og Remain-tilhænger Philip Hammond insisterer på en ’blød’ Brexit, hvor adgang til det indre marked for finansindustrien er hovedprioriteten ligegyldig prisen.

»Hovedudfordringen står – ikke overraskende – mellem dem, der støttede Leave, og som er tilhængere af den hårde tilgang, der afviser nogen form for tilknytning til det indre marked, og dem, der ønsker en form for tilknytning,« siger Susi Dennison, leder af tænketanken European Council on Foreign Relations’ Europa-program.

Hun tror dog ikke, »at der er nogen i regeringen, der ser andre muligheder end at gennemføre det«.

Raoul Ruparel, meddirektør for tænketanken Open Europe, er enig.

»Det står klart, at hovedslagsmålet vil komme til at handle om adgang til det indre marked for de finansielle servicer og kontrol over immigration, men hvorvidt det er muligt at få begge dele må tiden vise,« siger han.

Svær at blive klog på

Med en splittet regering vil premierminister Theresa May selv komme til at spille en central rolle, når de røde linjer skal trækkes. Under valgkampen var hun på Remain-siden, men holdt ekstrem lav profil. At hun endte som Remain-tilhænger var desuden langt fra givet.

»Theresa May var på Remain-siden, men som indenrigsminister anlagde hun en hårdere linje på migrationsområdet end Leave-fløjen, så det handler også om enkeltstående emner,« fortæller Anand Menon, professor i europæisk politik ved King’s College London.

Det er derfor langtfra givet, hvilken type Brexit May i sidste ende vil støtte.

»Theresa Mays position er svær at blive klog på. Vi ved, at hun mener, at det er nødvendigt at begrænse den fri bevægelighed, men det er ikke klart, hvordan hun vil gøre det. Det står i øjeblikket ikke klart, hvordan det hele vil ende,« siger Ruparel.

Hans tidligere kollega, den nu uafhængige EU-ekspert, Pawel Swidlicki, påpeger, at May også »har talt om at bevare adgangen til det indre marked«.

»Hun vil gerne have det bedste af begge verdener,« siger han.

I sidste ende tror Anand Menon dog, at det vil være »politik og den offentlige mening«, der bliver drivkraften for strategien og ikke erhvervslivets behov eller landets finanser.

»Den bløde version er udelukket af politiske årsager. Hvis det bliver en hård Brexit, vil UKIP desuden blive udslettet,« siger han og mener, at May vil »tage temperaturen på det parlamentariske parti og vurdere, hvad der skal til for at holde det sammen«.

Han påpeger også, at mens hovedparten af regeringen var Remain-tilhængere, så er der »ikke mange, der nu vil reklamere med det, eftersom 70 procent i manges valgkredse stemte for Leave«.

»Hos politikerne trumfer politik alt, og jeg kan ikke se, hvordan Theresa May kan komme uden om det. Det er meget svært at se, hvordan hun skal kunne finde en måde at gennemføre en blødere Brexit på.«

Susi Dennison er enig i, at begrænsning af fri bevægelighed vil overtrumfe adgangen til det indre marked på trods af, at May politisk er tættere på finansminister Hammond end de tre Brexit’ere Davis, Fox og udenrigsminister Boris Johnson.

»Vi kender prisen for adgang: budgetindbetalinger og fri bevægelighed. Men en accept af det er meget usandsynlig, for det er i bund og grund politiske røde linjer. Især fordi migration blev så giftigt et emne under valgkampen,« siger hun.

Dennison mener imidlertid, at der er mulighed for et kompromis mellem de to positioner, som kan opbløde Brexit en smule.

»Der er potentielt muligt, at Storbritannien kan tillade en form for fri bevægelighed, som dog skal se meget anderledes ud end i dag. Der tales om en model, der giver frihed til at arbejde for europæere, der allerede har et job i landet, men ikke frihed til at komme og søge arbejde. Der er også mulighed for nogle budgetindbetalinger, der dog skal være mindre end i dag,« vurderer hun, men afviser – på linje med de øvrige iagttagere – at nogle af de eksisterende modeller såsom den norske skulle være acceptabel for briterne.

Mange års forhandling

Hun og de øvrige iagttagere regner med, at det vil ende med en handelsaftale som f.eks. den canadiske, men da en sådan tager mange år at forhandle på plads, kan en midlertidig hård Brexit ikke udelukkes i mellemtiden.

»Min forudsigelse er, at artikel 50 ikke vil blive aktiveret før juni næste år efter det franske valg. Det skulle give Brexit i juni 2019, men forhandlingerne vil ikke være færdige i 2019, så vi vil forlade samarbejdet uden en aftale – med mindre en midlertidig ordning indgås. Uden en sådan vil vi få en hård Brexit, som vil være yderst skadelig for økonomien,« siger Menon.

Raoul Ruparel mener, at det er usandsynligt, at det vil ende med »den hårdest mulige Brexit eller en meget blød Brexit«. Han er enig i, at en overgangsaftale eller en forhåndsaftale om at udvide forhandlingsperioden fra de nuværende to år vil blive nødvendig.

Det samme mener Dennison, som vurderer, at det vil tage 5-10 år, før alle detaljer kan være faldet på plads.

»Mareridtsscenariet vil være, hvis Storbritanniens tilgang til forhandlingerne er for hård, og at der efter to år ikke er sket nok fremskridt, hvorefter de andre landet ikke kan se, at det er i deres interesse at forlænge perioden. Men jeg tror, at Storbritannien vil arbejde hårdt for, at det ikke sker,« siger hun.

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

I Skotland stemte 61 procent for at blive i EU. Det nævnes ikke med et eneste ord. Skotland har meget at vinde ved at træde ud af unionen med England, hvis England træder ud af EU. Mange finansaktiviteter vil blive flyttet til Edinburgh snarere end til Paris, hvis England udtræder af EU.

Henrik Brøndum

Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå med økonomien. Jeg gætter på det vil gå langsomt ned af bakke - og så kan det jo være der kommer et krav om en ny afstemning - fra folket?

Michael Kongstad Nielsen

Mon ikke der opretholdes toldfrihed for varer mellem de 27 og UK,
finansmarkedet i London City forbliver ligeså tilgængeligt som det på Wall Street, og i Frankfurt, og
migration til UK kommer helt under UK´s kontrol,
Keine häxerei, nur behändigkeit.

Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Hvis der kun kommer fri bevægelighed for varer (og måske tjenester) - men ikke personer og kapital - kan der opstå ubalancer. Hvis en UK producent udkonkurrerer en i Italien, der må lukke, vil de italienske arbejdere være forhindret i at rejse til UK og bevare deres job.

Michael Kongstad Nielsen

Men det startede jo kun med varer i sin tid, og det satte gang i økonomien. Den italienske producent i eksemplet må tage konkurrencen op, det må producenten jo også overfor indenlandske konkurrenter.

Torben Lindegaard

@Michael Kongstad Nielsen

"Men det startede jo kun med varer i sin tid"

Nej, det er ikke korrekt.

Allerede i Romtraktaten fra 1957 havde også arbejdskraften fri bevægelighed, sammen med varer, tjenesteydelser og kapital.
http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/arbejdskraftens_fri...ægelighed

Arbejdskraftens frie bevægelighed var et af de største argumenter mod EF i 1972.

Bl. a. Svend Auken talte dystert om de horder af tyrkere, der efter Tyrkiets snarligt forventede tilslutning til EF ville overrende Danmark.

Aksel Larsen svingede sig helt op og talte om danske arbejderes førstefødselsret.

Henrik Plaschke

Torben Lindegaard

Det er ikke helt forkert men alligevel misvisende, hvad du skriver om varer, arbejdskraft osv.

Det er korrekt, at arbejdskraftens frie bevægelighed indgik som et led i Romtraktaten, men der har indtil for nylig ikke været nogen videre faktisk bevægelighed i arbejdskraft mellem de europæiske lande. I de sidste 10-15 år har dette dog ændret sig – som et resultat af østudvidelsen, men i høj grad også som et resultat af de senere års krise og arbejdsløshed.

Henrik Brøndum

Der kan sandelig også opstå ubalancer, hvis der er fri mobilitet for både varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. I en pæn økonomisk model med perfekte markeder, der ikke minder om noget af det, der kan findes i virkeligheden vil det ikke være tilfældet.

Michael Kongstad Nielsen

Efter min historiebog var Romtraktaten en toldunion, der over 12 år skulle afskaffe alle indbyrdes toldsatser og handelshindringer på industrivarer. Endvidere skulle der senest 8 år efter skabes et tilsvarende fælles marked for landbrugsvarer. Unionsudviklingen startede først i 1980'erne med Den Fælles Akt, den Poul Schlüter omtalte som "unionen er stendød", og det indre marked med fri bevægelighed for alt muligt blev først traktatfæstet med Maastricht. Så jo, det startede med varer. Og kommer nok til at ende med varer.

Torben Lindegaard

@Henrik Plaschke

"Det er ikke helt forkert; men alligevel misvisende, hvad du skriver om varer, arbejdskraft osv."

Jeg noterede, at bl. a. arbejdskraftens frie bevægelighed var stadfæstet allerede i Romtraktaten, og det er hverken forkert eller misvisende.

Diskussion herom er derimod inderlig omsonst - enhver interesseret kan google Romtraktaten på internettet og slå op i Afsnit 3, kapitel 1:

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?

Henrik Plaschke

Torben Lindegaard

Du har åbenbart ikke forstået, hvad jeg mener. Måske har jeg ikke udtrykt mig tydeligt nok.

Jeg er naturligvis enig i, at ”arbejdskraftens frie bevægelighed var stadfæstet allerede i Romtraktaten, og det er hverken forkert eller misvisende”. Det er der vist ingen, der bestrider.

Min pointe var blot, at denne formelle frie bevægelighed ikke førte til en reel bevægelighed.

Ser man på EU's faktiske historie siden slutningen af 1950erne, har den faktiske arbejdskraftmobilitet været meget begrænset indtil de senere år. Dette forbehold er der mig bekendt heller ingen, der bestrider. Eller bestrider du det måske???

Det er misvisende, hvis man ud fra et formelt-juridisk kriterium (”arbejdskraftens frie bevægelighed var stadfæstet allerede i Romtraktaten”) konkluderer, at arbejdskraften rent faktisk er mobil indenfor EU. Det er den i et vist omfang i dag, men det har den ikke været indtil for 10-15 år siden. Nutidens stigende mobilitet har ikke meget at gøre med Romtraktaten, men skyldes (som jeg allerede har skrevet det ovenfor) først og fremmest østudvidelsen og ikke mindst de senere års krise og arbejdsløshed.

Torben Lindegaard

@Henrik Plaschke

Nej - jeg bestrider slet ikke den øgede vandring af arbejdskraft i EU.
Det er et faktum - uden at jeg dog har de konkrete tal present.

Jeg fremhæver blot, at retten til fri bevægelighed for arbejdskraft ikke er af ny dato -
det er faktisk en af Rom-traktatens 4 grundpiller, som er videreført i de senere traktater.

Det er vigtig at holde fast i dette, fordi det er utænkeligt, at briterne kan få lov til at beholde de 3 for dem vigtige grundpiller - fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser og kapital - uden også at acceptere den 4. grundpille - fri bevægelighed for arbejdskraft.

Jeg kan sagtens se briternes problem: de ønsker at bevare City of London's dominerende stilling indenfor kapitalformidling - samtidig med, at de ikke vil acceptere de østeuropæiske gæstearbejdere eller indvandrere.

Men det er et forsøg på at løse cirklens kvadratur.