Læsetid: 8 min.

Verdens mest magtfulde finansministre og centralbankchefer har indset, at voksende ulighed kan true den sociale sammenhængskraft

’Inklusiv vækst’ er højt på dagsordenen, når G20-landene mødes på søndag. Er et opgør med neoliberalismen undervejs?
Tyrkisk politi anholder en venstreorienteret demonstrant, der gik på gaden i protest under G20-topmødet i Antalya sidste efterår. Men ifølge Morten Ougaard, der er professor i international politisk økonomi ved Copenhagen Business School, er en tydelig reformdagsorden begyndt at gøre sit indtog blandt verdens mest magtfulde, der i weekenden mødes i Kina.

Emrah Gurel

30. august 2016

Situationen er paradoksal. På den ene side har vi Donald Trumps overraskende succes, en Bernie Sanders, der klarede sig bedre end forventet, Brexit, højrenationalisme og voksende EU-skepsis i store dele af Europa.

Alle fænomener, der ofte og ikke uden grund udlægges som et folkeligt oprør mod den internationale politisk-økonomiske elite og dens globaliseringsprojekt, som i stigende grad tilgodeser de ultrarige på den jævne befolknings bekostning.

På den anden side har der i flere år kunnet spores en tydelig reformdagsorden i en af de vigtigste krumtapper i den internationale politisk-økonomiske elites samarbejde, nemlig G20-samarbejdet.

G20-landenes finansministre og centralbankdirektører udtalte således på deres seneste møde, den 24. juli 2016 i Chengdu, Kina, at frugterne af den økonomiske vækst skal fordeles bredere indenfor og mellem landene.

Og det var ikke en enkeltstående bemærkning – det er snarere den hidtil skarpeste formulering af princippet om en ’stærk, bæredygtig, afbalanceret vækst’, der har været G20-landenes erklærede overordnede fælles målsætning siden 2009.

Denne reformdagsorden er ikke bare en fortsættelse af de foregående års neoliberalisme, men paradokset er, at G20-lederne kan blive enige om den, når de mødes internationalt, mens de i varierende grad og på forskellig vis har problemer med at gennemføre og forfølge den i deres nationale politiske systemer.

På søndag og mandag mødes G20-landenes statsledere til topmøde i Hangzhou i Kina. For at forstå, hvad der er på spil, kræver det først lidt baggrund om, hvad G20 egentlig er for en størrelse.

Ifølge Peter Taksøe-Jensens rapport om dansk udenrigspolitik, som blev offentliggjort i foråret, er der en tendens til, at beslutninger tages i »uformelle fora som G20«, hvor Danmark »ikke har direkte adgang eller indflydelse«, men rapporten gør i øvrigt meget lidt ud af G20-samarbejdet.

Andre ser anderledes på det. For nylig sendte de nordiske fagbevægelser et fælles opråb til deres regeringer med overskriften ’Giv Norden en samlet stemme i G20’ (Politiken, den 11. juli), netop fordi det er så vigtigt et forum.

Helt basalt skyldes det, at G20-landene tilsammen tegner sig for omkring 85 pct. af verdensøkonomien og to tredjedele af verdens befolkning, og at de i 2009 vedtog, at G20 fremover skal være det »fremmeste forum for vores internationale økonomiske samarbejde«.

Ingen traktater

Formelt set er G20 et uformelt forum, som Taksøe-Jensen-rapporten skriver. Der er ingen traktater eller andre bindende tekster, der forpligter landene til at deltage og leve op til beslutningerne. De kan når som helst forlade samarbejdet uden besværlige Brexit-lignende procedurer. Men indtil videre har de alle valgt at blive og deltage i den fortsatte udvikling.

G20 er langt mere end de årlige topmøder for landenes ledere. Finansministre og centralbankchefer (forkortet FMCBG: Finance Ministers and Central Bank Governors) har flere møder, hvor de udvikler dagsordenen, forbereder beslutninger og koordinerer adskillige arbejdsgrupper på lavere niveauer.

Alle arbejdsgrupper har i øvrigt dobbelt formandskab, så der altid er en repræsentant fra de gamle G7-lande – industrilandene – og en fra de nye vækstøkonomier i ledelsen.

Under det kinesiske formandskab er der også møder for beskæftigelsesministre, handelsministre, landbrugsministre og energiministre, hvilket viser, at dagsordenen udvikler sig i bredden.

Dertil kommer, at der i G20-processen systematisk er indarbejdet dialog med ikkestatslige aktører. Det gælder først og fremmest det globale erhvervsliv, der hvert år holder Business-20 (B20) møder i tilknytning til G20-topmøderne.

Virksomhedernes råd søges aktivt af G20. Op til topmødet i Seoul i 2010 deltog således mere end 100 topchefer fra multinationale selskaber i arbejdsgrupper, der leverede anbefalinger til G20, hvor de fik en positiv modtagelse.

Fra Danmark deltog Eivind Kolding fra Maersk i en gruppe om internationale investeringer og Ditlev Engel fra Vestas i en gruppe om at fremme grøn beskæftigelse. I 2015 var Nils Smedegaard Andersen fra Maersk medformand for en arbejdsgruppe om handel.

Den internationale fagbevægelse, ITUC (der har danske LO, FTF og AC som medlemmer) står for L20 (Labour 20), der, om end ikke med samme vægt som erhvervslivet, giver input til G20 og deltager i arbejdsgrupper.

Civilsamfundsorganisationerne – NGO’erne – inviteres også til at holde C20-møder. De har (endnu) ikke opnået samme formelle status som erhvervslivet og fagbevægelsen og deltager ikke i arbejdsgrupper, hvilket de har udtrykt klar utilfredshed med.

For at runde billedet af er der også et W20 om kvinde- og kønsspørgsmål, et Y20 for ungdomsorganisationer og et T20 for tænketanke. G20 er altså meget mere end en ’uformel klub’, der mødes en gang om året.

Fokus på vækst

Dagsordenen er bred og ser ud til at blive bredere. Men ser vi på det økonomiske område, der er det mest udviklede, er grundlaget den »ramme for stærk, bæredygtig og balanceret vækst«, der blev vedtaget i 2009.

I 2010 blev den suppleret med »Seoul konsensus om fælles vækst«, der betonede den gensidige afhængighed mellem u- og i-lande og deres fælles interesse i vækst i u-landene. H

elt overordnet var forklaringen på denne fælles interesse, at vækst i u-landene er nødvendig, hvis fattigdommen skal bekæmpes, og at i-landene har brug for markeder og investeringsmuligheder i såvel vækstøkonomierne som i de mindst udviklede lande.

Topmødeerklæringen i 2011 gjorde ’inklusiv vækst’ til en del af programmet, og i 2013 udtalte man, at der bør gøres noget ved den voksende ulighed.

I 2015 forklarede man hvorfor: Voksende ulighed kan true den sociale sammenhængskraft og borgernes velfærd og kan også påvirke væksten negativt.

Det seneste FMCG-møde i juli 2016 skærpede så formuleringerne yderligere. Det slås fast, at en bredere fordeling af vækstens resultater er nødvendig, og ordet inklusiv er blevet en del af sammenfatningen af målet:

»Vi gentager vores beslutning om at bruge alle politik-instrumenter (..) til at opnå vores mål om stærk, bæredygtig, balanceret og inklusiv vækst.«

Det bliver spændende at se, om statsledernes topmøde i Kina holder fast i disse formuleringer.

Opprioriteringen af den sociale dimension og kampen mod voksende ulighed er en ændring i forhold til neoliberalismen. På andre punkter er der dog tale om kontinuitet.

Frihandel understreges gang på gang som et bærende princip, og der advares mod protektionistiske tendenser, om end det især er tilbagerulninger af den hidtil opnåede liberalisering, der advares imod.

Behovet for strukturreformer understreges også, men mindre håndfast end tidligere. Især har man vendt sig mod troen på ’one size fits all’-løsninger og fremhæver, at reformer altid skal passe til det enkelte lands særlige omstændigheder.

Generelt er der en større accept af politiske indgreb i økonomien, og det påpeges, at alle politiske instrumenter bør bruges for at fremme den ønskede vækst.

Erklæringen siger først, at pengepolitik, der sikrer prisstabilitet, og strukturelle reformer begge fortsat er nødvendige – to af de helt centrale politikinstrumenter under neoliberalismen. Men erklæringen går så videre og siger, at finanspolitik er lige så vigtigt for at fremme de fælles vækstmålsætninger.

Videre siger FMCBG at »vi vil bruge finanspolitik fleksibelt og gøre skattepolitik og offentlige udgifter mere vækstvenlige, herunder ved at prioritere kvalitetsinvesteringer«.

Altså aktiv finanspolitik og offentlige investeringer som middel til at fremme væksten – men så kommer der en eftersætning, der siger, at gælden som andel af BNP skal forblive på et holdbart niveau.

Det tyder på, at der er tale om et kompromis: Lande, der ønsker en mere aktiv brug af de offentlige udgifter, kan støtte sig på første del af teksten, mens de, der ønsker den sparsommelige kurs, kan legitimere sig med eftersætningen.

Nu er det ikke offentligt tilgængeligt, hvem der har sagt hvad på FMCBG-mødet. Men en nærliggende tolkning er, at det især er USA, der taler for aktiv finanspolitik og offentlige investeringer, mens EU er bundet af regler om, hvor stor den offentlige gæld må være i forhold til BNP.

Merkels Tyskland synes at være låst fast på at spare snarere end investere sig ud af krisen. Igen bliver det interessant at se, hvordan topmødet i Hangzhou formulerer sig omkring dette spændingsforhold.

Klimaforandringer

Men finanspolitik er langtfra det eneste emne på dagsordenen. Under paraplyen »stærk, bæredygtig, balanceret og inklusiv vækst« finder vi en række konkrete og mere operationelle initiativer.

Et af dem er kampen mod skatteunddragelse og skattely, hvor G20 lægger betydelig politisk vægt bag de reformbestræbelser, der er undervejs i forskellige fora. På samme vis understreges vigtigheden af, at Paris-aftalen om klimaforandringer træder i kraft hurtigst muligt, og man betoner, at det er vigtigt at fremme grønne investeringer.

Med hensyn til regulering af den finansielle sektor fastholder man ret så detaljeret presset på hinanden og på lande uden for kredsen til at implementere de vedtagne reformer rettidigt og effektivt. Og man fortsætter bestræbelsen på at fremme investeringer i fysisk infrastruktur – et initiativ der skyldes, at manglende infrastrukturinvesteringer er en alvorlig hæmsko for den økonomiske vækst.

Meget af dette kan sammenfattes som en bestræbelse på at kanalisere kapital væk fra kortsigtede og spekulative formål og over i langsigtede, produktive investeringer, og helst grønne af slagsen, der giver øget beskæftigelse i ’kvalitetsjob’ – forstået som job med anstændige løn- og arbejdsvilkår, selvfølgelig under hensyntagen til landenes forskellige forudsætninger.

Den problematiske udførelse

Svagheden ved systemet er, at selv om politikken udformes igennem grundige dialoger mellem landene, og med betydelig ekspertstøtte fra de internationale organisationer, så er iværksættelsen helt overladt til de enkelte medlemmer.

Landene har accepteret en forpligtelse til at rapportere tilbage, hvad de gør for at leve op til erklæringerne, men der er ikke andre sanktionsmuligheder end de andre landes politiske pres.

Og i mange tilfælde har lederne svært ved at følge op på erklæringerne i deres nationale politiske institutioner, hvor programmet mødes af stærke modgående interesser og ideologier.

For eksempel er præsident Obamas intentioner om at øge de offentlige infrastrukturinvesteringer blevet blokeret af republikanerne i Kongressen, hvor også hans klimapolitik har mødt modstand.

EU er med i G20, men nogle EU-lande er modstræbende i klimapolitikken, ligesom nogle er i kampen mod skattely.

Den skrappere regulering af finanssektoren, der er vedtaget internationalt, skal også implementeres på nationalt plan, og her støder den på stærke interesser og ideologier, der forsøger at opbløde reformerne.

Troen på, at man kan spare sig til højere vækst, er også stærk i mange lande, mens der i de store vækstlande Kina, Indien og Brasilien er intern modstand mod nogle af de strukturreformer, som de i G20 anerkender som nødvendige.

Så spørgsmålet er, om programmet for en stærk, bæredygtig, balanceret og inklusiv vækst overhovedet er politisk realistisk.

Den økonomiske verdensorden står i en brydningstid, og rigtig meget kommer til at afhænge af de kommende valg i USA til præsident og til Kongressen, af næste års valg i Tyskland, af hvordan Brexit forløber, og af hvad der kommer ud af den selvransagelse i EU, som Brexit, flygtningekrise og højrenationalisme har udløst.

Verdensøkonomien har før skiftet udviklingsretning, og om det sker igen, eller om det nuværende mønster fortsætter med haltende vækst, finansiel ustabilitet, svigtende investeringer og voksende ulighed, det kommer an på den politiske udvikling i mange lande, ikke mindst USA og EU.

Morten Ougaard er professor i international politisk økonomi ved Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vækst for enhver pris. Vækst til alle. Vi kvæler langsomt jorden i vækst.
Intet kan skabes ud af ingen ting, så når noget vokser, bliver der mindre af noget andet. Det der bliver mindre af, interesserer os ikke før vi mangler det og ikke længere kan få det.
De gode ledere er meget intelligente, men visdom besidder de ikke.
Og så må jeg igen nævne dagens leder, altså et fingerpeg om Infs holdning i samfundsdebatten, hvor løsningen på samfundets problemer er mere forbrug.
Så får vi jo også en vækst i CO2, men hvad gør det?

Dan Johannesson, kjeld jensen, Michael Friis og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

HUSK nu at alle, også 'lederne', 'finansfolk' m.fl. også er en del af folket. Vi står alle i kø hos Netto, vi færdes alle ude i trafikken, vi fødes og vi dør, vi ønsker alle det gode liv, vi møder hianden i utallige sammenhæng, vi er alle folket. Allesammen. Ingen kan eller ønsker at isolere sig fra fællesskabet af andre mennesker og af hele den natur vi også alle er en del af.

Anders Barfod

Peter knap.. Jeg er nu ikke så urolig for CO2 nivået.. Jeg er mere bange for hele ekosystemer som kollapser, monokulturer på marken som er skröbelige for sygdomsangreb og dermed en hungersnöd til fölge som sikkert leder till flere konflikter.
En anden ting jeg er bange for er att USA i desperation, hvis petrodollaren virkelig har sine talte dage, vil starte en evindelig konflikt med rusland og Kina for at holde deres krigsmaskine igang og villede deres eget folk for at de selv (mest centralbanken FED) har bragt dollaren og den amerikanske ökonomi i fare. Euroen er også de senere år blevet "propped" up uden binding til egentlige värdier og en betydelig sväkkelse i USA vil ta ned Euroen med i köbet. Rysland er mindre afhängige af dette system og er vant til at ha det härdt så de skal nok klare en sådan krise bedre end os. Kina tänker langsigtet. Afrika er ikke bare til resurser som mineraler, metal etc, men måske også madforsyning da klimaforandringer i form av törke, oversvämmelser, eller kulde i Kina (jo du läste rigtigt nok), kan ödelägge store höste og en milliard befolkning skal ha mad, hvis ikke så går dynastiet i stykker, som det er sket för i Kina..

Flemming Berger, Kurt Nielsen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Anders barfod. Ja, problemerne står i kø for at komme til og jeg er bange for, at de økonomiske problemer viser sig at være de mindste.

Flemming Berger, kjeld jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Op med renten i de rige vestlige lande og Japan, og ned med QE- programmerne. Det vil korrigere finansmarkederne og mindske uligheden.

Michael Friis

Michael Krogstad Nielsen. Jeg er meget enig i at renten skal op. "Gratis" penge er skadeligt for et samfund, banker og moral. Hvorfor tror du en rentestigning vil mindske uligheden.

Michael Kongstad Nielsen

Michael Friis, det er jeg ærlig talt også usikker på. Men ræsonnementet er noget i retning af, at en rentestigning vil få en del af luften til at gå ud af bolig- og aktiebobler, og da de rige fortrinsvis har bundet deres penge i de to typer af finansgoder, er det de rige, der først mærker en rentestigning. Så ud over at normalisere markedet og gøre det mere sundt, vil en rentestigning øge ligheden. Og skabe en smule inflation, der sætter gang i almindelige økonomiske aktiviteter.

Rasmus Larsen

Michael Kongstad Nielsen:
En rentestigning er ikke inflationær (medmindre man abonnerer på neofisherianske teorier, som er ret kontroversielle). Rentestigninger har den lige omvendte effekt: centralbanker øger de pengepolitiske renter for at dæmpe inflationen.