Læsetid: 8 min.

Altruistiske rugemødre giver håb, men kun for de få

Australske Jessie Thomas er altruistisk rugemor. En af de få. I Danmark og de fleste andre vestlige lande er rugemoderskab nemlig ulovligt. Men hvorfor betaler vi i dyre domme for fertilitetsbehandling, uanset sandsynligheden for at det lykkes, mens f.eks. kvinder uden livmoder ikke må få hjælp til at få et barn?
Australske Jessie Thomas er altruistisk rugemor. En af de få. I Danmark og de fleste andre vestlige lande er rugemoderskab nemlig ulovligt. Men hvorfor betaler vi i dyre domme for fertilitetsbehandling, uanset sandsynligheden for at det lykkes, mens f.eks. kvinder uden livmoder ikke må få hjælp til at få et barn?

Nilas Røpke Driessen

22. september 2016

Det ville ikke være forkert at hævde, at Jessie og Marty Thomas er mere givende, end mennesker er flest. De er aktive og engagerede i deres børns sportsklubber og kontaktforældre i deres skole.

De hjælper i almindelighed, hvor de kan, og tager del i lokalsamfundets liv i Rockhampton, Queensland, Australien.

I begyndelsen af 2015 så Jessie et tv-indslag, der gjorde stort indtryk på hende. Det handlede om rugemødre, og hun følte sig på stedet selv kaldet til at melde sig til en af de mest uselviske former for opofrelse, man kan tænke sig.

»Jeg husker, jeg så Marty ind i øjnene og sagde: ’Jeg kan også gøre det her’,« siger hun til Guardian. »Og når først jeg har hjertet med i de ting, jeg sætter mig for at gøre, får jeg dem også gjort«.

Jessie Thomas valgte frivilligt og helt uegennyttigt at tilbyde sig selv som rugemor for et par – endda to vildtfremmede mennesker, Emma Wood og Michael Fiddian.

»Vi er så heldige selv at være velsignet med to raske børn. Og vi har selv kunnet beslutte os for, hvor mange børn vi ville have,« fortæller Jessie Thomas.

»Men nogle mennesker har ikke samme valgfrihed. Vores børn er vores liv. Vi lever for dem. Men hvordan ville jeg have det, hvis jeg ikke kunne få en komplet familie og stod helt magtesløs. At hjælpe andre mennesker med at virkeliggøre deres drøm, ville være en god følelse, tænkte jeg.«

Stigende behov

At der er et behov, viser også erfaringer fra Danmark. Ifølge Politiken er der hvert år et stigende antal par, der rejser til udlandet for at få et barn ved hjælp af en rugemor. I Danmark er rugemoderskab ikke lovligt, men reglerne kan omgås ved at rejse til lande, hvor det er tilladt en kvinde at bære en andens barn.

»Det er blevet udbredt på en måde, som vi ikke før har set i en dansk sammenhæng«, sagde Michael Nebeling Petersen, der er forsker i fertilitetsturisme og rugemoderskab ved Syddansk Universitet, til Politiken i januar: »Flere og flere danskere bruger muligheden, som opfattes som en reproduktiv teknologi blandt mange. For mange er det nu blevet en del af paletten, så at sige.«

Der findes ikke præcise tal for, hvor mange det drejer sig om, men Magasinet Zetland foretog i fjor en rundspørge, der viste, at mindst 222 danske børn er kommet til verden på denne måde gennem de sidste 20 år.

Magasinet havde spurgt 12 tilfældigt udvalgte surrogatklinikker, ud af hundredvis alene i USA, om antallet af danske kunder.

Læs også: Mexicanske rugemødre er retsløse

Kommercielt rugemoderskab er også ulovligt i de australske delstater, bortset fra Northern Territory. Så Jessie måtte acceptere, at hun ikke fik penge for at hjælpe Emma og Michael til at blive forældre, ud over dækning af omkostningerne.

I delstaten Queensland må man ikke udbyde eller efterspørge rugemodertjenester. Derfor er mange henvist til onlinefora. Det var da også på nettet, at JessieThomas og Emma Wood fandt hinanden.

Emma Wood føler sig meget heldig over, at hun fandt JessieThomas som altruistisk rugemor. Jessie Thomas blev kontaktet online af flere par, der efterspurgte en rugemor, men størst sympati fattede hun for Emma Wood og Michael Fiddian.

De to par mødte hinanden for et år siden for første gang, og de har besøgt hinanden flere gange siden.

»Hun bor i Rockhampton. Jeg bor i Canberra. Vi har ingen fælles venner. Vores liv ligner ikke hinanden. Hun er 33 og jeg er 40. Hun er hjælpelærer i en kommuneskole. Jeg er gymnasielærer og dramatiker,« siger Emma Wood. »Men vi har udviklet et fantastisk venskab. For os vil Jessie altid være tummy mummy. Vi vil altid se hende som en del af familien«.

Sidste udvej

At søge rugemoderskab er for de fleste par den sidste udvej, pointerer Emma Wood. Og ofte vælges den først efter en årelang periode med trængsler og hjertesorg.

Emma Wood og Michael Fiddian fik deres første barn, Edward, for ni år siden, men det tog dem to år at blive gravide med ham.

En måned efter nedkomsten med Edvard blev Emma Wood gravid igen til parrets enorme glæde. Emma Wood og Michael Fiddian troede, at nu var alting går i orden, og at de nu kunne realisere deres ønske om flere børn.

Efterfølgende er Emma blevet gravid tre gange, men graviditeterne måtte enten afbrydes eller også aborterede Emma spontant.

»Det var forfærdeligt,« siger Emma Wood om den periode. »Vi var fortvivlede. Jeg var 36 og Michael var 39.«

'En frelsende engel'

Efter et sidste mislykket forsøg i 2015 fik parret kontakt med Jessie Thomas. Hun var den frelsende engel, der hindrede os i at blive vanvittige. Hun er virkelig noget helt særligt.«

Imidlertid har heller ikke rugemoderprocessen været uden vanskeligheder: Den første overførsel af embryoner til Jessie Thomas, i januar, endte med abort omkring syv uger inde hendes graviditet.

»Det var første gang, jeg har oplevet noget lignende og var meget hårdt for os alle,« siger Jessie Thomas.

Men til Emma Woods og Michael Fiddians lettelse var Jessie Thomas klar til at prøve igen.

»Vi var heldige: Den næste overførsel har været en succes,« siger Jessie Thomas. »I begyndelsen var det svært for mig at slappe af, men som tiden er gået, og alt ser ud til gå godt, har jeg lært at slappe af. Jeg nyder graviditeten mere og mere, for hver dag der går.«

Hun er nu 25 uger henne.

Kun for dem, der har råd

Rugemoderskab er ofte kun tilgængeligt for dem, der selv har råd.

Emma Wood fortæller, at hun holdt op med at holde styr på de medicinske og juridiske omkostninger, da de nåede op over 50.000 dollars. Dette er dog stadig billigere end det er for dem, der rejser til udlandet for at finde en kommerciel rugemoder.

Ifølge en undersøgelse bragt for nylig i Medical Journal of Australia er gennemsnitsomkostningerne for par, der rejser til Indien 69,212 dollar, mens det beløber sig til 172,347 dollar for dem, der rejser til USA.

Formanden for pressionsgruppen Surrogacy Australia, Robert Reith, siger, at hans organisation ønsker at indføre rabat for par, der har brug for rugemoderskab for at kunne stifte en familie samt at afkriminalisere kommercielt rugemoderskab.

Læs også: Indiens rugemoderindustri omsætter for milliarder

»Der findes en række forhold, som må berettige adgang til rugemodeskab, herunder infertilitet, manglende evne til at bære et barn under hele graviditeten som følge af sygdom eller kræft; forældre af samme køn; eller Mayer-Rokitansky-Küster-Hausers syndrom [en lidelse, der opstår hos kvinder og hovedsagelig påvirker hende reproduktive system, (red.)],« siger han.

»De fleste rugemoderskabsgraviditeter forløber meget positivt. Efter 10 års hjertesorg er min kone og jeg omsider gravide – vi er 17 uger henne. Min svigerinde er vores rugemor. Fordi hele spørgsmålet er så følelsesladet, foretrækker de fleste at være private omkring det. Det gør, at det er svært at få folk til at gå ud i offentligheden og aktionere.«

Tilskud bør målrettes

Dr. Karin Hammarberg, der forsker i kvinders sundhed ved Jean Hailes-forskningsenheden på australske Monash Universitys Institut for Folkesundhed og Forebyggende Medicin, siger, at tilskud til IVF-behandling i højere grad bør målrettes mod dem, der står til at få mest gavn af det.

»Vi er parate til at finansiere IVF, uanset sandsynlighed for, at det lykkes. Men selv om alle mulige gode menneskelige grunde taler for det, er der ingen penge til den unge kvinde, som har haft kræft i livmoderen, f.eks., og som har en søster, der står klar til at hjælpe hende få et barn via rugemor,« siger hun. » Men på grund af de høje omkostninger er rugemoderskab kun en mulighed for de få udvalgte«, siger hun.

En førende australsk fortaler for rugemoderskab, Stephen Side, siger, at det er almindeligt for hans klienter at have været igennem »mange, mange runder« mislykkede IVF-behandlinger, før de vælger rugemoderskab.

»Det betaler vi for som skatteydere,« siger han. »Hvis rugemoderskab var lettere tilgængeligt, kunne vi spare mange af disse runder, for så ville mange vælge dette langt tidligere i forløbet.«

Han støtter en omhyggeligt reguleret og nationalt harmoniseret model for kommercielt rugemoderskab, som omfatter intensiv rådgivning for alle parter og udelukker økonomisk ustabile eller førstegangsforældre fra at blive rugemødre.

»Den typiske rugemoder er 25 eller derover. De er som regel modne kvinder, der har fået deres egne børn«, siger han.

»Det er generelt en god idé, fordi de så ved, hvad de går ind til og er mere opmærksomme på eventuelle komplikationer. Når de desuden har fået børn selv, er risikoen mindre for, at de pludselig kunne finde på at besluttesig til, at de ikke vil af med rugebarnet.«

Hjælpe en person i nød

Jessie Thomas siger, at selv om hun ved at stille sig til rådighed som rugemor alene havde til hensigt at hjælpe en person i nød, mener hun, at der bør være plads til kommercialisering for at gøre rugemoderskab lettere tilgængeligt.

Hun vil dog også anbefale andre at melde sig som altruistiske rugemødre. Men det afgørende i den forbindelse, siger hun, er at skabe et godt forhold til de kommende forældre og få alle de juridiske bestemmelser afklaret først.

»Jeg mener heller ikke, det er noget, man bør hoppe ude i, hvis ikke man har fuld opbakning fra sin egen familie,« tilføjer hun.

Jessie Thomas siger også, at det ansvar, hun føler ved at bære på andens barn er enormt. Hun fortæller, at hun slet ikke var nær så nervøs, da hun bar på sine egne børn, Imea, i dag 13, og Bamali, nu 11, selvom hun nu slapper mere af end i graviditetens start.

»Om jeg vil gøre det igen? Det er lidt svært at svare på lige nu«, siger hun. »Jeg ville være glad for at hjælpe andre igen, men det er ikke sikkert, at næste gang kan leve op til den her gang. Jeg har hørt om flere skrækhistorier, og det er gået op for mig, at det ikke er alle par, der har deres rugebarns bedste interesse for øje.«

»Jeg ville være på vagt over for, at det kunne ske for mig og for at gøre alt for at sikre, hvad der bør være en god oplevelse hele vejen rundt. Jeg føler mig meget heldig over at have fundet Emma Wood og Michael Fiddian, og over at vi sammen har skabt et givende fælles forhold, selv om vi er meget forskellige mennesker.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu