Læsetid: 9 min.

Amerikanske unge: Det er ’turn off’, hvis nogen beder om lov

Harvardprofessor og feminist Janet Halley advarer Danmark mod at indføre samtykkelovgivning i voldtægtssager. Det er en dårlig ide, som vi er ved at gå bort fra, siger hun. Amerikanske unge bruger heller ikke samtykke i seksuel kommunikation
Svømmeren Brock Turner fra Standford University blev dømt for at have voldtaget en bevidstløs kvinde.

Han er netop blevet løsladt efter tre måneders fængsel.

»Vi har et system, hvor mænd, der er blevet dømt for at voldtage en kvinde på en campus, får seks måneder. Den straf sættes med det samme ned med tre måneder. Hvis han havde begået et regulært overfald med berigelse til formål, ville han have været i fængsel i årevis. Men når det drejer sig om voldtægt, er der nogle indbyggede uretfærdigheder,« siger den førende amerikanske maskulinitetsforsker Michael Kimmel, der går ind for at gøre sex uden samtykke strafbart.

Svømmeren Brock Turner fra Standford University blev dømt for at have voldtaget en bevidstløs kvinde.

Han er netop blevet løsladt efter tre måneders fængsel.

»Vi har et system, hvor mænd, der er blevet dømt for at voldtage en kvinde på en campus, får seks måneder. Den straf sættes med det samme ned med tre måneder. Hvis han havde begået et regulært overfald med berigelse til formål, ville han have været i fængsel i årevis. Men når det drejer sig om voldtægt, er der nogle indbyggede uretfærdigheder,« siger den førende amerikanske maskulinitetsforsker Michael Kimmel, der går ind for at gøre sex uden samtykke strafbart.

Dan Honda

8. september 2016

»Det virker ikke særlig klart for mig, hvordan det hænger sammen«, siger den unge mand i hvid T-shirt og kasket, der studerer på New York University, NYU.

Han står og kigger på en tekst, der gengiver universitetets nye samtykkelovgivning, som for fremtiden vil regulere hans egne og medstuderendes handlinger helt ind i det private rum, hvor de har sex.

»Samtykke kan blive givet gennem ord eller handlinger,« læser han op.

»Men så står der også noget om, at samtykke ikke kan foregå i stilhed. Det virker som, der er en lidt af en konflikt mellem de to udsagn,« siger han lettere forvirret til intervieweren i en video på organisationen The Fires hjemmeside.

Her spørger The Fire forskellige studerende, hvordan de opfatter de nye regler i et forsøg på at dokumentere, hvad organisationen opfatter som indskrænkninger af amerikanske frihedsrettigheder.

En lyshåret kvinde supplerer.

»Jeg har prøvet at kysse en fyr, før han sagde, det var o.k. at kysse,« siger hun og fortsætter grinende: »Men når fyre spørger, opfatter jeg det mere som drillende.«

Da staten New York sidste år indførte lovgivning på offentlige universiteter, der skulle sikre, at sex foregår med affirmative consent – på dansk bekræftende samtykke – var det ikke noget, der vakte voldsomt postyr.

Staten var den anden i USA efter Californien, der pålagde uddannelsesinstitutioner at promovere denne type adfærdsreguleringer i forbindelse med deres disciplinære regelsæt. Overtrædelse kan bl.a. føre til bortvisning, men ikke fængselsstraf.

Ifølge organisationen affirmativeconsent.com har mere end 14 stater været på vej til at indføre lignende regler, som også går under betegnelsen Yes means yes – i modsætning til det tidligere gældende No means no. Flere amerikanske uddannelsesinstitutioner har ligeledes indført samtykkereglerne ad frivillig vej.

Der er derfor god grund til, at Danmark kigger over Atlanten, efter at Socialdemokraterne, de Radikale og SF har foreslået at ændre dansk lovgivning, så seksuelle handlinger uden samtykke kan straffes med den begrundelse, at diskussionen om tvang er gammeldags.

Men den opmærksomhed og debat, der for tiden er om seksuelle krænkelser i mange vestlige lande, har ramt en mur i USA.

American Law Institute – en førende uafhængig institution i USA, hvor advokater, dommere og juraprofessorer arbejder med at forbedre og modernisere amerikansk lovgivning og udvikle modeller, der kan implementeres på statsniveau – har med et overvældende flertal netop afvist at indføre bekræftende samtykke i deres anbefalinger til, hvordan seksuelle overgreb skal defineres.

Det sker efter lang tids pres fra fortalere for en mere systematisk implementering af samtykkelovgivningen.

»Det betyder, at mange af de lovforslag, der har været på vej, ikke kommer videre. Det er en idé, der har udlevet sig selv. Så vi mener, at fornuften er vendt tilbage på dette område i USA, og det vil være en skam, hvis andre lande, f.eks. Danmark, indførte en lovgivning efter, at vi har fundet ud af, hvor dårlig en idé det er,« siger juraprofessor på Harvard University, Janet Halley, til Information.

God kriminel sex

Halley, der har beskrevet sig selv som erklæret feminist, sendte sammen med 28 kolleger forrige år en appel til Harvards ledelse om at trække universitetets nye regelsæt for håndtering af seksuelle overgreb og krænkelser, der var blevet til efter pres fra voldtægtsofre og deres advokater, tilbage.

Ifølge Janet Halley er der en lang række grunde til, at samtykkelovgivning kan have yderst alvorlige konsekvenser.

»Lige meget, hvordan du udformer en samtykkelov, vil den inkludere for meget. Forstået på den måde, at den vil kriminalisere helt almindelig god sex. Selvfølgelig vil to partnere i et længerevarende forhold ikke efterspørge samtykke i forbindelse med enhver seksuel berøring. Men forslaget ville gøre det til et seksuelt overgreb f.eks. at røre din partners ryg midt om natten, mens hun eller han sov. For du kan ikke opnå samtykke fra en person, der sover. I praksis vil ingen følge loven, hvilket latterliggør den og skader legitimiteten af love generelt og denne specifikt,« siger juraprofessoren.

Ifølge Halley ville folk også blive i stand til at beskylde deres sexpartnere og få dem dømt, selvom den sex, de havde, var god og fuldstændigt baseret på samtykke på det givne tidspunkt.

»Som familieadvokat har jeg set, hvor mange heftige anklager, der kommer på bordet i forbindelse med en skilsmisse. I yderste konsekvens vil en hævngerrig ekspartner kunne rejse anklage om, at hele hans eller hendes forudgående forhold var en forbrydelse. Og hvis dommeren er formalist, kan man komme i fængsel,« siger Janet Halley, der ligeledes henviser til en række sager på amerikanske universiteter, hvor unge mænd er blevet uretfærdigt behandlet.

»Det drejer sig ikke om, at kvinder lyver, så vidt jeg kan bedømme. Der sker ofte det, at kvinden er meget fuld og har sex, der faktisk overskrider hendes grænser. Og så fortryder hun næste dag, men hun gav oprindeligt sit samtykke. Det sker oftest blandt helt unge, da folk, når de når de sene 20’ere, ikke drikker sig så sanseløst berusede længere. Men med samtykkelovgivning skal en mand positivt bevise, at han har fået samtykke.«

»Det er meget tæt på at pålægge den anklagede at skulle løfte bevisbyrden, hvilket i praksis vil gøre op med, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist. Hvad er det for en form for bevis på samtykke, en mand skal forlade en kvinde med i disse sager, hvor der så godt som aldrig er vidner,« spørger juraprofessoren.

Beskytter også mænd

Michael Kimmel er professor i sociologi ved Stony Brook University, Long Island, New York, hvor han er leder af Center for mande- og maskulinitetsstudier, og en af verdens førende inden for sit felt.

Han har bl.a. skrevet den meget omtalte bog Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era, og han er lodret uenig med Janet Halley, fordi han mener, at samtykkelovgivning beskytter både mænd og kvinder bedre, og at samtykke er mere sexet.

»Samtykke beskytter kvinder, fordi deres usikkerhed, ambivalens og stilhed ikke kan misforstås. Men det beskytter også mænd, som ellers altid skal være bange for at blive udsat for falske anklager om overgreb. F.eks. efter en situation, hvor han troede, at hun virkelig ville, eftersom hun ikke skubbede ham væk. Hvis en mand har hørt en kvinde sige ja, kan de være trygge og fortsætte,« siger Michael Kimmel, der mener, det vigtigste er, at nej er et meget »usexet ord«.

»Ja er derimod et af de mest sexede ord i vores sprog. Jeg vil høre ja så mange gange som muligt. Meg Ryan siger ja en masse gange i den berømte restaurantscene i When Harry Met Sally. Hun siger ikke nej en eneste gang.«

Kimmel afviser, at mænd vil blive mere udsatte og opleve forhøjet risiko for at blive uretfærdigt dømt som følge af samtykkelovgivning. Og han deler heller ikke juraprofessorens frygt for at underminere det juridiske princip, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.

»Før skulle en kvinde bevise, at hun havde sagt nej. Med samtykke vil det være op til en mand at bevise, at hun sagde ja. Det er som om, voldtægt bliver betragtet som noget særligt. Der er voldskriminalitet – uanset om der er vidner eller ej. Og det har altid været ord mod ord i sådanne situationer. Med samtykke skal en mand være absolut sikker på, at hun har sagt ja – uden for enhver misforståelse. Det er sikrere for både mænd og kvinder,« siger Kimmel.

I det intime rum

Mange amerikanske unge har i forbindelse med seksualundervisning allerede stiftet bekendtskab med begrebet samtykke, fordi mange uddannelsesinstitutioner har programmer med henblik på at forbedre den seksuelle sundhed. Men der er ikke meget, der tyder på, at den højtprofilerede samtykkelovgivning og undervisning har nogen betydelig effekt.

Det viser ny kvalitativ forskning, som professor ved San Jose State University Jason Laker har foretaget sammen med sin kollega Erica Boas. De to californiske forskere har fulgt en gruppe unge studerende fra forskellige institutioner siden 2012 for at interviewe dem om, hvordan de faktisk kommunikerer bag lukkede døre om, hvad de vil og ikke vil i det intime, seksuelle rum.

De unge forklarer i interview, at processen sjældent »manifesterer sig i et åbenlyst eller entusiastisk samtykke til trods for universitetsledelsernes forsøg på at tilskynde til denne dynamik«.

Og mens de fleste unge er relativt klare i deres negative respons, er det sjældent, at de bruger samtykke som i ’Ja, jeg vil gerne have sex’. I stedet signalerede de samtykke på andre måder, f.eks. ved at hive lidt i et par joggingbukser og vente på en positiv respons, eller at vende sig imod en partner i stedet for væk for at signalere accept og lyst til sex.

Flere unge fortalte desuden, at de syntes, det var et turn off, hvis nogen bad om lov.

Både Erica Boas og Jason Laker understreger, at de ikke er imod samtykkelovgivning, da Information ringer dem op på en fælles telefonlinje.

»Jeg vil gerne skelne mellem samtykkeundervisning og samtykkelovgivning. Det sidste kan hjælpe advokater, administratorer og efterforskere, efter noget er sket, og der skal indhentes beviser. Men det er ikke noget, der i sig selv forhindrer overgreb eller hjælper mennesker med at kommunikere bedre«, forklarer Jason Laker.

»Samtykke som koncept – og her taler jeg ikke om lovgivning – er åbenlyst en god ting, fordi det reducerer problemet i forhold til, at nogen kan blive overhørt,« siger han og pointerer, at kompleksiteten i seksuel kommunikation netop er, at vi ikke altid ved, hvad vi vil og ikke vil have.

»Men som jeg ser det, har vi ikke indtil nu reformeret seksualundervisningen så hurtigt, som vi har reformeret love.«

Erica Boas og Jason Laker ønsker med deres forskning at samle det, de kalder samtykkehistorier, med henblik på undervisning. Historierne skal medvirke til at lære seksuelt aktive unge og voksne god seksuel kommunikation gennem en række forskellige eksempler, som de kan vælge imellem alt efter f.eks. temperament, eller hvad man tænder på.

»Vi har også forsket i LBGTQ-miljøer og ’kink-fællesskaber’ omkring dominans, sadisme og masochisme, og hvordan deres kommunikation omkring samtykke fungerer. Det er ofte mennesker, der er involveret med partnere, de ikke kender. Og det er tydeligt, at man her er meget mere åbenlyse omkring, hvad man har lyst til. Det er en del af den aftale, man indgår.«

»Det betyder ikke, at man kun er verbal. Det er både-og. Ansvaret og respekten for andres grænser ligger meget mere implicit i denne type relationer,« siger Erica Boas, som på linje med Laker peger på, at disse praksisser kan pege hen mod en mere åben seksuel kommunikation.

Feministers magt

Debatten om samtykke har raset i mange år i USA, også blandt feminister. Og Janet Halley, der i 2006 skrev bogen How and Why to Take a Break From Feminism har advaret mod, at feminister går for langt, fordi de har fået mere indflydelse i samfundet og vundet gehør for kamp for kvinders rettigheder.

»Jeg mener, at samtykkeregler er paternalistiske. Kvinden bliver gjort til den passive part, for det er mænd, der skal opnå samtykke. De skal gøre noget, være handlekraftige og opmærksomme. Det er det victorianske forgyldte bur. Kvinderne er passive, mændene bestemmer, hvordan sex skal være,« siger Janet Halley og pointerer, at det er det diametralt modsatte af den feminisme, hun er vokset op med og har bekendt sig til.

Og i øvrigt hvad unge kvinder i dag faktisk siger, at de ønsker, nemlig at promovere kvinder som selvstændige seksuelle væsner, der har ansvar for deres eget sexliv.

»Det her burde alene handle om sociale forandringer og seksuel bevidsthed via undervisning. Og det bedste ville være, hvis vi kan komme igennem denne fase med intensiveret og berettiget opmærksomhed på seksuelle krænkelser, uden at feminister på et tidspunkt skal se i bakspejlet og sige: Hvad i himlens navn var det dog, vi gjorde. Hvorfor er min betænksomme og venlige søn i fængsel,« siger Janet Halley.

Men det argument giver Michael Kimmel ikke meget for. »Samtykke er jo kønsneutralt,« som han siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Mihail Larsen
ulrik mortensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

...Første skridt på vej til at følelser og seksuel samværd afskaffes. Når sex robotterne kommer i butikkerne og en kunstig livmor erstatter kvinden med føde farme med genetisk topturnede babyer, så er det slut.

...Fremtiden har ikke brug for mennesket, som vi kender det i dag. Naturens evolution går for langsomt og siden den menneskelig genetiske kode blev afkodet i 2003 står alle døre åben for at gribe ind i menneskets evolution - Og det vil sten sikkert blive gjort.

Michael Kimmel er en kønsløs træmand.

Diskussionen er - som meget andet i USA - forrykt. Den helt sikre konsekvens af dette amokløb vil være, at enhver poesi og fortryllelse bliver taget ud af det seksuelle møde med et andet menneske. Allerede ved de indledende trin, hvor de potentielt elskende ser hinanden an, står der bagved opmarcheret en hærskare af advokater. Forelskelse skal i fremtiden - med den slags moralske vogtere - kun kunne finde sted på et kontraktligt grundlag.

Hvorfor finder vi os i, at den slags tørvetrillere tiltager sig en moralsk autoritet? Lad os se dem efter i sømmene. Hvordan er deres eget sexliv? Hvis de altså har noget. Vend kompasset og sæt fokus på deres eget sexliv. Hvor poetisk og morsomt er det egentligt - hvis det overhovedet eksisterer?

Når der kommer så alvorlige tiltag, så skyldes det jo kun, at problemet er overvældende stort, og med de "indvielsesritualer", som efterhånden bliver afdækket i forhold til rusture og campusområder, så vil det vokse sig større.

Der er desværre nogle drenge, unge mænd og voksne mænd, som helt seriøst mener, at det er "deres ret" selv at tage uden at spørge først. At "mand" bare kan lade hånt om evt. protester fra kvindens side - herunder at hvis kvinden er beruset eller sover, så kan "mand" jo bare sige hun ikke protesterede. Anstændige kvinder bliver jo ikke berusede - vel?

Den samme type "mand" mener helt klart - desværre ofte med retsvæsenets og omgivende kulturs velsignelse, at hvis kvinden tidligere har været i seksuel relation til ham, så er banen fri, og så kan der bare kløs på. Ofte ligger der en hævnfølelse og et had mod kvinden og hendes forsmåelse af manden gemt her - der er desværre mænd, som mener, at hvis en kvinde en gang er gået i seng med ham, ja, så "ejer" han hende for tid og evighed. Og på grund af den tidligere relation opgiver mange kvinder at rejse sager - ingen vil alligevel tro på dem.

Man kan undre sig over, at det skal være så svært, men både pornoficeringen, den iboende traditionelle kultur om kvindens egenskyld, retsvæsenets manglende indsigt, samt uddannelsesinstitutioners mangel på at tackle problemerne har gjort, at piger, unge kvinder og voksne kvinder oplever mangel på respekt i relation til deres seksuelle sikkerhed.

Som kvinde må du ikke flirte, eller danse tæt, for så har du med omverdenens øjne "selv bedt om det", hvis du bliver voldtaget. Som kvinde må du ikke have engangsforhold, for så er "banen fri" for så er du jo "løs på tråden". Som kvinde må du ikke vise venlighed - for det bliver misforstået. Som kvinde må du ikke være ude om natten - uanset om du arbejder eller har lyst til at gå i byen - for så indbyder du til voldtægt. Som kvinde skal du have ærbart tøj på, for ellers indbyder du til voldtægt. Etc. etc. Samtidig påvirker den kulørte presse og pornobranchen til et misforstået kvinde og mands ideal og en misforstået seksual kultur.

Mit bedste bud på at ændre kulturen er at man i meget højere grad taler med børn og unge om seksual etik og respekt for individet, og at man i meget højere grad tager de voldtægtsanmeldelser som kommer seriøst.

Piger, unge kvinder og voksne kvinder over hele verden har frygten for voldtægt som fast følgesvend, og voldtægt har gennem tiderne været brugt både som "egen fornøjelse" for mænd, som undertrykkelsesinstrument overfor kvinder, og som hævn og magtdemonstration i sammenhæng med krige.

Man kan grine af "samtykke - problemetikken" - men voldtægt er faktisk en alvorlig sag med store psykologiske eftervirkninger for ofret, og debatten er nødvendig. Vi bliver nødt til at ændre på den eksisterende kultur, hvis kvinder skal kunne bevæge sig frit i samfundet og samtidig have seksuel frihed.

June Pedersen, Torben Jørgensen, Sascha Olinsson, Lina Sørensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar