Læsetid: 4 min.

Assad har fuld kontrol med nødhjælpen i Syrien og bruger den som våben

Nødhjælp er blevet et våben i borgerkrigen i Syrien. Når en konvoj med nødhjælp til Aleppo bliver bombet, er det led i Assad-regimets udsultning af den belejrede oprørsby, mener flere eksperter, der kritiserer både FN og Røde Halvmåne for at være nyttige idioter i den syriske diktators plan
21 mennesker blev dræbt i angrebet på en nødhjælpskonvoj på vej mod Aleppo. Billedet af de smadrede køretøjer er tilvejebragt af det regimekritiske nyhedbureau Aleppo 24 news.

21 mennesker blev dræbt i angrebet på en nødhjælpskonvoj på vej mod Aleppo. Billedet af de smadrede køretøjer er tilvejebragt af det regimekritiske nyhedbureau Aleppo 24 news.

Polfoto

21. september 2016

I den syriske hovedstad Damaskus koster et kilo ris ni kroner. En dåse mælkepulver til småbørn det samme. I den belejrede by Daraya koster risen 165 kroner og 400 gram mælkepulver 551 kroner.

Det er i al sin enkelhed, hvad det betyder for en syrisk familie, om FN’s nødhjælp når frem eller ej.

Mandag blev et varehus og en nødhjælpskonvoj bombet, før den nåede frem til den belejrede by Aleppo. 20 civile blev dræbt foruden en chauffør fra Røde Halvmåne, Røde Kors’ muslimske søsterorganisation, der stod for at få de 31 lastbiler med forsyninger frem.

For de 250.000 belejrede indbyggere i Aleppo kan nødhjælp betyde forskellen på liv og død.

For det syriske regime udgør nødhjælpsforsyningerne af mad og medicin et våben, som præsident Bashar al-Assad udnytter efter alle kunstens regler for at overleve det seks år lange oprør mod sit regime.

Det siger danske og udenlandske forskere, Information har talt med. Og den opfattelse deler de over 70 syriske hjælpeorganisationer, som anklager FN for bidrage til at holde Assad-regimet ved magten med nødhjælp for over 20 milliarder kroner om året.

Total kontrol

Ifølge forskerne går op mod 80 procent af FN’s nødhjælp til de regimekontrollerede dele af Syrien. Under to procent af hjælpen når frem til de byer, som det syriske regime har belejret, herunder Aleppo, siger de og henviser til en omfattende rapport, som et netværk af kritiske hjælpeorganisationer udgav i foråret, heriblandt De Hvide Hjelme, som Danmark støtter.

Når det syriske regime i den grad kan kontrollere hvem, der får nødhjælp, og hvem, der ikke får, skyldes det, at regimet har insisteret på, at nødhjælpen skal uddeles fra hovedstaden Damaskus.

I praksis betyder det, at det syriske styre står for at udstede visum til hjælpeorganisationernes ansatte, giver tilladelser til alle nødhjælpsleverancer og garanterer transporternes sikkerhed. Derudover har regimet en liste på 130 regeringskontrollerede såkaldte ngo’er, som de internationale hjælpeorganiationer er forpligtet til at samarbejde med.

En af dem er Røde Halvmåne, hvis konvoj til Aleppo blev skudt i smadder mandag aften.

»Assad kontrollerer al uddeling af nødhjælp i Syrien,« siger seniorforsker og mellemøstspecialist Helle Malmvig fra Dansk Institut for Internationale Studier.

»Det har fuldstændig skævvredet hjælpen, så den ikke længere kommer dem til gode, der har størst behov. Nu lander den i stedet i de regeringskontrollerede områder og bidrager til at holde Assad ved magten.« 

Reinoud Leenders, mellemøsteekspert på Kings Colleges afdeling for krigsstudier i London, er enig i den vurdering.

»Det syriske regime har perfektioneret brugen af nødhjælp som våben,« siger han. »Hvis man sammenligner med andre aggressive værtslandes kontrol og manipulation med nødhjælpen, er Syrien i særklasse.«

Ifølge Reinoud Leenders kontrollerer den syriske regering ikke bare hvem, der skal have nødhjælp, og hvem, der ikke skal.

Assads regime kontrollerer også FN’s indkøb, som bl.a. foretages hos virksomheder, der ejes af Assad-regimet og dets støtter, ligesom Assad øver indflydelse på de nødhjælpsappeller, FN udsender, og har loyale støtter placeret på ledende poster rundt om i nødhjælpssystemet.

I lommen på Assad

Blandt de organisationer, der møder skarpest kritik, er FN og deres vigtigste samarbejdstpartner i Syrien, Røde Halvmåne, hvis ledelse i begge tilfælde beskyldes for at være i lommen på Assad.

»Der findes ingen uafhængige ngo’er i Damaskus. Alle organisationerne er styret af regimet,« siger Helle Malmvig. »De internationale hjælpeorganisationer kan enten vælge at samarbejde med dem eller  opgive at levere nødhjælp i den regeringskontrollerede del af landet.«

Hvis organisationerne insisterer på også at levere nødhjælp til de oprørskontrollerede områder, f.eks. ved at krydse grænsen fra Tyrkiet eller Libanon, mister de typisk deres tilladelser i Damaskus.

Ifølge de to eksperter er det præcis derfor, verdenssamfundet under den seneste uges våbenhvile har været vidne til strandede nødhjælpskonvojer på grænsen til Tyrkiet, hvor de har ventet i dagevis på at få lov at køre ind i Syrien. Trods massivt pres fra USA og FN har de endnu ikke fået tilladelse.

Reinoud Leenders understreger, at også FN er i lommen på Assad.

»Det gik galt helt fra begyndelsen, hvor FN undlod at stille klare kriterier op for uddelingen af nødhjælp. De skulle have insisteret på fri adgang til hele landet, hvis de overhovedet skulle arbejde i Syrien,« siger han.

Krav om undersøgelse

Det er Helle Malmvig enig i. De to forskere mener imidlertid ikke, at det for sent at rette op på situationen. Og de mener, at bombningen af nødhjælpskonvojen til Aleppo kan være anledning til netop det.

»Det er ikke for sent, for det syriske regime er langt mere afhængig af FN’s hjælp i dag, end det var for seks år siden,« siger Reinoud Leenders. »Regeringen mangler penge, og hver gang FN uddeler en nødhjælpspakke i de regeringskontrollerede områder, frigør det penge til at føre krig for,« siger Reinoud Leenders.

Netop kritikken af FN for ikke at agere upartisk i Syrien fik i sidste uge mere end 70 hjælpeorganiationer til at afbryde samarbejdet med FN.

De kræver en uafhængig undersøgelse af FN’s rolle i Syrien, skriver den britiske avis The Guardian, der i en række artikler har afsløret, hvordan FN ud over at acceptere den generelle syriske kontrol med nødhjælpen også har indgået millionkontrakter med organisationer og firmaer, der tilhører bl.a. Assads kone og en af familiens nærmeste støtter.  

Jens Lærke, talsmand for FN’s organisation for koordinering af nødhjælp, OCHA, afviser kritikken.

»Vi mener, kritikken af FN er fuldstænding uberettiget og et udtryk for manglende respekt for de mange heroiske hjælpearbejdere i Syrien. 60 procent af vores nødhjælp går til regeringskontrollerede områder og 40 procent til oprørskontrollerede områder. Kritikken er forældet og forfejlet,« siger han. Sidst på mandagen meddelte FN, at man suspenderer alle yderligere konvojer til de belejrede byer.

Men det mener Jens Lærke ikke er et udtryk for, at FN føjer Assad-regimets ønske om at udsulte oppositionen.

»Vi er nødt til at have sikkerheden på plads, før vi genoptager kørslen,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven Christensen

Det er bemærkelsesværdigt at information først til sidst i artiklen citerer den Dansker som ved mest om nødhjælpsarbejdet i Syrien, og som i øvrigt modsiger artiklens hovedbudskab.

Før borgerkrigen var Syrien nettoeksportør af fødevarer og kunne sagtens forsørge sin befolkning. I dag er landbrugsproduktionen faldet voldsomt, dels fordi store dele af landbefolkningen er flygtet enten til byerne under regeringens kontrol, til udlandet eller til flygtningelejre umiddelbart på grænsen til Tyrkiet eller Jordan, dels fordi store dele af maskinparken og redskaberne er stjålet af diverse oprørsstyrker og solgt i Tyrkiet. Der eksporteres dog stadig landbrugsprodukter fra de oprørskontrollerede områder i nord til Tyrkiet. Det vil ikke undre nogen, hvis disse produkter kommer tilbage til Syrien igen som nødhjælp, betalt af det internationale samfund.

Der er ingen tvivl om, at belejringer betyder, at også mad bruges som våben, og at de tilbageværende beboere mange steder er overladt til sortbørshajer og lokale krigsherrer, der maksimerer udbyttet af de få tilgængelige varer, i stedet for at udføre et rationeringssystem som i de belejrede byer under regeringens kontrol. Der er adsdkillige beretninger om udbredt korruption, også omkring fødevarefordelingen, i flere områder styret af lokale militser allieret med regeringen. Det er en udbredt misforståelse at Assads regering har fuld kontrol med alle områder, der er allieret med regeringens styrker, landets civile ledelse ligger også i ruiner.

Darayya er ikke et godt eksempel, byen er ikke længere belejret, belejringen blev afsluttet for hen ved 4 uger siden, og det viste sig at civilbefolkningen ikke udgjorde de 20.000 som oprørerne hævdede, men "kun" knapt 4000. Hvor mange civile der findes i øst-Aleppo vides ikke, men det store flertal af øst-Aleppos tidligere beboere flygtede til vest-Aleppo allerede, da oprørsstyrkerne overtog deres bydel. I vest-Aleppo er ca. 1,5 millioner stuvet sammen, hvilket er omtrent dobbelt så mange som før krigen.

Billedet er næppe så sort-hvidt som Charlotte Aagaard ønsker at male det. Under en krig hvor "false flag" operationer, og løgnagtig propaganda udføres hele tiden af begge parter, og alle smider bomber og morterer uden nogen hensyn til civile, vil det nok tjene informations læsere, hvis jeres artikler blev skrevet med lidt mere grundig research.

Finn Thøgersen, Sus johnsen, Anne Eriksen, John Andersen, Lars Jørgensen, Vladan Cukvas, Bill Atkins, Hans Aagaard, Preben Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Tak Sven for en godt indlæg. Jeg er især enig med dig i det med at gøre rigtig research, og ikke bare hente oplysninger hos AP og Ritzau, og videregive disse. Jeg siger ikke at Charlotte Ågård har gjort det, thi det har jeg jo ikke beviser for, men det sker desværre for ofte at såkaldte journalister ikke snakker med folk der er direkte involverede med sager de beskriver, og som de derfor ikke ved tilstrækkeligt til at skrive et indlæg, men gør det alligevel. Det har jeg et problem med. Fik CÅ snakket med fx Lars Lærke i FN eller?
Min far holdt Information og jeg blev således introduceret til det lige efter krigen, og har altid holdt det som et "troværdigt blad", jeg håber at jeg stadig kan regne med det, idet jeg ikke ved hvilken anden "avis" jeg skal tro på, da de fleste nå ja de der skriver her ved jo hvad jeg mener.

Våbenhvilen fungerede mere eller mindre i en uge. Den blev opsagt af den ene part, Syrien efter bombning af Syriske stillinger, af et US ledet angreb. Derefter opsagde Assad våbenhvileaftalen. Altså i en uge havde konvojen ventet på tilladelse til at køre forsyninger medens der var en våbenhvile. Få timer senere efter at våbenhvilen er opsagt så køre konvojen. Hvem gav den tilladelsen? Hvem havde kontrollen?

Danmark er mikrofonholder for den ene part. Medierne tror borgerne er dumme, ikke vil høre den anden side af sagen og selv kan(og skal) vurdere Pro og con hos begge parter.