Læsetid: 5 min.

Ballademagere, der vil forandre USA

Det er ikke ved præsidentvalget, men i den daglige organisering, at de virkelige politiske forandringer skal ske i USA. Det er budskabet fra Chicago Troublemakers School, der vil bringe ’bevægelse tilbage i fagbevægelsen’
En demonstrant bliver anholdt under en lærerstrejke i Chicago den 1. april 2016. Lærerne kræver, at politikerne afsætter flere midler til undervisning.

Jim Vondruska

7. september 2016

»Vi ved alle, at den politiske situation ikke kommer til at ændre sig afgørende til november, når vi skal vælge mellem en fascist og en neoliberalist,« siger faglig aktivist Leah Fried.

Hun taler til en veloplagt forsamling fra fagbevægelsen, der er samlet til Troublemakers School, et seminar organiseret af platformen Labor Notes, der siden 1979 har arbejdet for at »bringe bevægelse tilbage i fagbevægelsen«.

Denne lørdag sidst i august på University of Illinois i Chicago er skolelærere, lagerarbejdere, transportarbejdere, husarbejdere, fabriksarbejdere, universitetsarbejdere, dagplejere og politisk aktive pensionister samlet for at diskutere strejke- og organiseringserfaringer, arbejderhistorie, alliancer og strategier, der peger frem imod anstændige job og social og økonomisk lighed i Amerikas Forenede Stater.

Det kommende præsidentvalg bliver nævnt, men fokus ligger et andet sted. På den personlige kontakt med kolleger og naboer. På konkrete alliancer. På de mange små og store kampe, der skal kæmpes hver eneste dag.

»Det, der faktisk vil kunne forandre hele landskabet,« fortsætter Leah Fried, »er de alliancer, der er under opbygning mellem forskellige fagforeninger på tværs af sektorer, mellem fagforeninger og sociale bevægelser.«

Hun fremhæver, hvordan Chicagos lærerforening har deltaget i protester mod politivold sammen med Black Lives Matter. Og at hele lokalområder har engageret sig i Chicago-skolelærernes kamp mod lukninger af de offentlige skoler.

Kamp er besværlig

De sidste par år er omkring 100 af byens offentlige skoler blevet lukket og erstattet af private skoler, drevet af private virksomheder, der trækker penge ud af dem. Udviklingen har gjort Chicago Teachers Union til en af landets mest radikale fagforeninger.

De har besat banker i protest mod den gældsfælde, mange offentlige skoler er fanget i på grund af underfinansiering; marcheret i gaderne sammen med sociale bevægelser fra deres lokalområder; og ind i mellem også lykkedes med at redde et par lokale skoler. Kamp er besværlig, siger en af skolelærerne i panelet. Kamp koster altid energi og sommetider penge og sikkerhed.

»Der er aldrig et praktisk tidspunkt at kæmpe på,« siger hun, inden flere af de jublende deltagere stemmer i: »Men det er altid det rigtige tidspunkt at kæmpe.«

I panelet taler også en telearbejder fra Communication Workers of America, der sidste år fik den multinationale internet- og televirksomhed Verizon til at tage udliciteringsplaner og forringelser af løn-, arbejds- og pensionsvilkår af bordet gennem syv ugers strejke og konstant ballade i gaderne.

»Det var en kamp om amerikanske job, om retten til at gå på pension,« siger han.

»Det var skræmmende at komme hjem om aftenen og se et opslag i avisen, hvor ens eget job blev udbudt.«

Læs også: 'De behandler os som æsler'

Da arbejderne gik i strejke, hentede Verizon skruebrækkere ind fra andre regioner til at løse de lokale opgaver.

Men Communication Workers of America havde allieret sig med hotelarbejdernes fagforening, der gav dem besked, når skruebrækkere blev indlogeret.

Så mødte telearbejderne op om natten med fløjter, megafoner og tågehorn og lavede så meget larm, at hotellerne smed skruebrækkerne ud for ikke at miste deres andre kunder.

Sammen med andre fagforeninger blokerede telearbejderne de ejendomme, hvor arbejdet skulle udføres. Både Bernie Sanders og Hillary Clinton støttede op om kampen, og sagen landede hos arbejdsminister Thomas Perez, der lagde pres på Verizon for at finde en løsning.

Radikaliseret eller deprimeret

Chicago har en lang tradition for arbejdskampe og gadeprotester. Den faglige organisering har dog også haft trange kår de seneste årtier.

Debby Pope har som skolelærer og aktivist i Chicago Teachers Union beskæftiget sig med byens arbejderhistorie. I 1970’erne var organiseringsprocenten på 30 procent, nu er den omkring 10 procent, fortæller hun.

I starten af det 20. århundrede nægtede de amerikanske fagforeninger at organisere både ikkehvide og kvinder, men i dag er det ikke mindst afroamerikanske kvinder, der er fagligt aktive.

»Det var først i 1930’erne, at det begyndte at dæmre for de traditionelle fagforeninger i USA, at de var nødt til at gøre op med racismen i egne rækker. Da begyndte de at forholde sig til boligpolitik, til raceadskillelse, og de begyndte at opbygge alliancer i lokalsamfundene,« siger Debby Pope.

»Det er i vid udstrækning de samme strategier, vi må anlægge i dag. Men også i dag tøver de traditionelle fagforeninger. De tør ikke tage stilling til f.eks. Black Lives Matter.«

Ud til medlemmerne

På en workshop om irregulære ansættelser sidder en dagplejer, en universitetsunderviser, en lagerarbejder og en husarbejder i panelet.

Tilfælles har de, at deres retlige beskyttelse er svag, deres arbejdstider svingende, deres løn lav, deres pensioner og fremtidssikring ikkeeksisterende, og deres faglige infrastruktur må de opfinde fra bunden.

»Den største udfordring er frygt. Frygt for immigrationsmyndighederne, for arbejdsgiveren,« siger husarbejderen Isabel Escobar, der blev aktiv i et såkaldt Workers Center – et alternativ til traditionelle fagforeninger – kaldet Arise Chicago, efter hun i tre år forgæves havde forsøgt at få den løn, hun havde til gode fra en tidligere arbejdsgiver.

»Han var millionær, og jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor han ikke ville betale de 10.000 dollar, han skyldte mig,« siger Escobar.

Efter yderligere to år med juridisk bistand fra Arise Chicago fik hun endelig sine penge, og følte en forpligtelse til at organisere andre husarbejdere i samme situation.

Læs også: 'Jeg er ikke bange for Trump'

»Det vanskeligste er at få folk til at opholde sig samme sted på samme tid. Vi må bringe fagforeningen ud til folk, snakke med folk en til en,« siger Escobar.

Universitetsunderviseren Crystal Bush kæmper også med at nå sine kolleger, som ofte ikke kender hinanden, fordi deres arbejde er fordelt på forskellige institutioner, og de derfor altid er på farten.

»Jeg har lært to vigtige ting om faglig organisering,« siger Crystal Bush. »Man er nødt til at begynde i det små, og man skal ikke tage det personligt, når det ikke går, som man havde planlagt,« siger Crystal Bush.

Hun fortsætter: »Jeg tilhører den såkaldt højtuddannede del af befolkningen, jeg underviser på en prestigefyldt institution, men mine vilkår og min løn er ikke meget anderledes end de andre i panelet. Jeg har kolleger, der er hjemløse i perioder, og som modtager madmærker fra myndighederne. Det er sjældent, vi har lejlighed til at tale på tværs af sektorer, som vi gør i dag. Det giver os mulighed for at se, hvor meget vi har til fælles. Dette her er vigtigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Jørgensen
  • David Zennaro
  • Lars Peter Simonsen
  • curt jensen
  • peter fonnesbech
  • Olav Bo Hessellund
  • Per Jongberg
  • Jens Kofoed
  • Steffen Gliese
  • Torben Bruhn Andersen
  • Søren Veje
  • Erik Karlsen
Torben Jørgensen, David Zennaro, Lars Peter Simonsen, curt jensen, peter fonnesbech, Olav Bo Hessellund, Per Jongberg, Jens Kofoed, Steffen Gliese, Torben Bruhn Andersen, Søren Veje og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Virkelig en spændende artikel. Det er ægerligt at læserne, vanen tro, er mere optagede af at læse og kommentere på elendighederne, end på gode artikler, som denne, der faktisk tilbyder nogle gode ideer til løsninger.

Hvornår den erkendelse mon når frem til Danmark?

Har dog hørt folk tale om at det er nødvendig at koordinere protester, så alle protesterer på samme tid frem for i små fraktioner. Så det er vel ved at dæmre for nogle folk også her i verdens sidste smørhul.