Læsetid: 6 min.

Berlusconi realiserede det postfaktuelle demokrati

Ytringsfrihed er kun et gode på baggrund af respekt for faktuelle kendsgerninger. Italien kæmper stadig med følgerne af offentlige usandheder i industrielle mængder
design, fiera di milano, Furniture, innovations, milan fair, salone del mobile, Silvio Berlusconi

Med sin manglende respekt for kendsgerninger indskriver Trump sig i en tradition for systematisk brug af usandhed som overtalelsesmiddel. En succesfuld, men desværre hurtigt glemt og ofte banaliseret, repræsentant for denne tradition er Italiens tidligere ministerpræsident, Silvio Berlusconi

Piero Oliosi

26. september 2016

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Hitlers Tyskland. Det er en afgørende kendsgerning for såvel landets som denne lille modstandsavis’ selvforståelse.

Men hvis Anden Verdenskrig havde fået et andet udfald end befrielsen den 5. maj 1945, kunne det være endt som en kontroversiel og livsfarlig sandhed:

»Resultatet af en konsekvent og total udskiftning af faktuelle sandheder med løgne er ikke, at løgnene så vil blive accepteret som sandheder, og at sandheden vil blive bagvasket som løgn, men at de sanser, vi bruger til at orientere os i virkeligheden – og kategorien sandhed/usandhed er blandt de mentale redskaber til det formål – bliver ødelagt. Det findes der ingen kur imod,« skriver filosoffen Hannah Arendt i essayet Truth and Politics fra 1967.

»Det hører simpelthen med til den faktiske virkeligheds foruroligende tilfældighed. Eftersom alt, hvad der faktisk er sket i de menneskelige anliggenders sfære, lige så godt kunne være sket på en anden måde, er mulighederne for at lyve ubegrænsede, hvilket kan føre til selvødelæggelse.«

Ifølge Arendt, der som tysk jøde måtte flygte til USA, befinder demokratier sig på en totalitær glidebane, når »beskedne, faktuelle sandheder«, kan fremstilles som holdninger eller sågar ondsindede løgne.

Det var tilfældet i forbindelse med det berømte billede af den nøgne vietnamesisk pige under et amerikansk napalmangreb i 1972, som Facebook forleden kom for skade at censurere.

Indtil offentliggørelsen af det billede troede et flertal i USA, at napalmangrebene var en kommunistisk propagandaløgn.

»Kendsgerninger har brug for vidner for at blive husket og for troværdige vidner for at kunne vinde indpas,« skriver Arendt i Lying in Politics fra 1972, som var foranlediget af massebedraget omkring Vietnam-krigen: »Løgne er ofte meget mere plausible, mere indbydende for fornuften, fordi løgneren på forhånd nyder den fordel at vide, hvad publikum ønsker eller forventer at høre.«

Bedrag og selvbedrag

Debatten om det postfaktuelle demokrati handler om forudsætningen for, at borgerne virkelig kan nyde demokratiske goder som tanke- og ytringsfrihed.

Selv om alle borgere i et demokrati har ret og egentlig også pligt til at danne deres egen mening – tænke selv – så har ingen ret til at vælge sine helt egne kendsgerninger.

Og selv om de nye informationsteknologier giver almindelige mennesker bedre muligheder for at informere og ytre sig, øger de også mulighederne for organiseret løgn.

Når faktuelle kendsgerninger kan reduceres til holdninger, får løgnen let spil.

Arendts refleksioner over, hvordan bedraget omkring Vietnam-krigens midler medførte et selvbedrag blandt magthaverne i Washington omkring krigens mål, kan også anvendes på spørgsmålet om, hvordan løgnen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben har bidraget til den nuværende situation i Irak.

»Resultatet var,« skriver hun, »at mens fjenden, som var fattig, mishandlet og lidende, blev stærkere, så blev ’verdens mægtigste land’ svagere år for år.«

Frizone for løgnere

Med sin manglende respekt for kendsgerninger, sine løgne om sin holdning til Irak-krigen og mange andre ting indskriver Trump sig i en tradition for systematisk brug af usandhed som overtalelsesmiddel.

En succesfuld, men desværre hurtigt glemt og ofte banaliseret, repræsentant for denne tradition er Italiens tidligere ministerpræsident, Silvio Berlusconi.

Da han i 1994 stiftede partiet Forza Italia og kort efter vandt sit første valg, vidste de færreste, at han gennem flere år i 1970’erne havde haft et medlem af den sicilianske mafia ansat.

Denne veldokumenterede kendsgerning, som rejser alvorlige spørgsmål om Berlusconis formue, bagland og autonomi, blev først bredere kendt to måneder inden parlamentsvalget i 2001, som Forza Italia ikke desto mindre vandt stort.

For på dette tidspunkt var den faktuelle sandhed om forbindelserne til Cosa Nostra blevet så svækket, at den nemt kunne reduceres til en afvigende holdning.

Samtidig beskyldte Berlusconis medier den italienske dommerstand, som i begyndelsen af 1990’erne havde afsløret omfattende politisk korruption og nu var begyndt at interessere sig for hans fortid, for at undergrave demokratiet.

»Foruden den hidtil usete dannelse af en mediekoncern, der systematisk sender nye forfalskninger på markedet med det formål at lyve i fuld bevidsthed om at lyve, har denne industrielle produktion af usandhed skabt tilvænning og dårlige vaner i andre mediekoncerner.

Eftersom de ikke kan følge med i og dementere alle løgnene, ender de med at forsømme deres pligt til at genetablere sandheden,« skriver journalisten Marco Travaglio i bogen La scomparsa dei fatti (Kendsgerningernes forsvinden) fra 2006.

»Således er grænsen mellem sandt og usandt lidt efter lidt blevet opløst. Og der er opstået en stor frizone for løgnere.«

20 års hjernevask

Prisen for Berlusconis indædte kamp mod kompromitterende kendsgerninger bliver især betalt af almindelige italienske skatteydere.

Mens korruptionens omkostninger steg, og renteudgifterne på statsgælden begyndte at forhindre enhver mulighed for vækst, havde Berlusconi travlt med andet.

I oktober 2010 blev det offentligt kendt, at han nogle måneder forinden havde ringet til politiet i Milano for at få løsladt en mindreårig prostitueret ved at sige, at hun var Egyptens daværende præsident, Hosni Mubaraks niece, og at anholdelsen derfor kunne skade italienske interesser.

Men selv ikke det væltede ham, tværtimod stemte et flertal i parlamentet i april 2011 for en resolution om, at han havde handlet i god tro og for at beskytte nationen.

Et halvt år senere var den italienske virkelighedsflugt dog blevet så truende for eurosamarbejdet, at EU-partnerne trak tæppet væk under Berlusconi.

Flere år inden var det kommet frem, at Berlusconi brugte efterretningstjenesten til gennem overvågning og intimidering at »disartikulere« journalister og intellektuelle, der insisterede på at formidle ubekvemme kendsgerninger (Her kan man lige overveje følgerne, hvis Trump får kontrol med det amerikanske sikkerhedsapparat, NSA and all).

Langtidseffekten af de faktuelle sandheders forsvinden fra det offentlige rum i Italien er dramatiske. Statsgælden bliver ved med at stige, og efter mere end 20 års kollektiv hjernevask er det urealistisk at forestille sig, at der kan skabes politisk konsensus for de reformer – især retspolitiske – som ville kunne vende udviklingen.

Et stort antal parlamentarikere har forladt Forza Italia for at støtte Matteo Renzis koalitionsregering.

Men hvem kan med sikkerhed sige, at Berlusconi ikke har fundet på en smart måde at være i opposition og sidde i regering samtidig?

Og hvad skal man i øvrigt mene om Renzis regering, der hævder at have skabt en halv million nye jobs, men medregner praktikpladser med en timeløn på 20 kr. til aktivering af 50-årige?

Borgeren som fjende

Selv om den italienske økonomis tilstand stod i grel modsætning til den historie om succes, som Berlusconi inkarnerede og iscenesatte, blev kendsgerningerne fortrængt af konformisme.

Faktuelle sandheders reduktion til holdninger i et pluralistisk samfund kan ifølge filosoffen Paolo Flores d’Arcais udslette »kendsgerningernes resistens i forhold til magthavernes totalitaristiske impulser«.

Længere nede ad den totalitære glidebane finder vi Vladimir Putins Rusland. Putin er Berlusconis nære ven, og ligesom Trump er de eksempler på det senkapitalistiske samfunds udvikling i retning af oligarki.

Putin, der jo har en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste, er også den moderne statsmand, som vi kender færrest kendsgerninger om.

»Kun respekten for faktuelle kendsgerninger gør det muligt at nyde ytringsfriheden. Det er ikke noget tilfælde, at totalitarismen udgør nulpunktet for begge dele,« skriver Flores d’Arcais og tilføjer:

»I et demokrati behandler den politiker (eller tjenstvillige journalist), der lyver i det offentlige rum, borgeren som en potentiel fjende. Derfor det heller ikke noget tilfælde, når denne opførsel, som er i modstrid med demokratiets natur, videreføres med fysiske attentater.«

Arendt minder om, at det i Det Tredje Rige var meget farligere at udbrede kendsgerninger om koncentrationslejrene end at udtrykke antinazistiske holdninger.

I det lange løb medfører kendsgerningernes forsvinding »en besynderlig form for kynisme«, som er kendtegnet ved afvisning af enhver sandhed, mener hun. 

I blødere udgaver af postfaktuelle samfund kommer mange næsten ubevidst til at skjule kendsgerningerne, »fordi det virker pænere,« påpeger Travaglio:

»Man fremstår som antikonformist, bliver citeret og skaber ’debat’.«

Serie

Det postfaktuelle samfund?

Lever vi i en ny epoke, hvor sandheden drukner i virale nyheder og politisk spin? Eller er vi vidne til en ny form for demokrati, hvor folket endelig kan komme til orde? I denne serie sætter Information tænderne i et begreb, som stadig flere bruger i flæng: Det postfaktuelle samfund.

Vi undersøger, om USA’s konservative medier selv har skabt ’the Donald’, og vi taler med den amerikanske politolog, Francis Fukuyama, om demokrati og folkelige frustrationer. Senere spørger vi: Er det postfaktuelle samfund bare elitens måde til at lukke munden på underklassen? Og har memes og Facebookaktivister ødelagt den politiske debat? Velbekomme.

Seneste artikler

  • Det er forestillingen om fakta, der er i krise

    8. oktober 2016
    Påstanden om, at vi lever i ’det postfaktuelle samfund’, er måske 2016’s mest omsiggribende samtidsdiagnose. Måske udtrykker den en fundamental ’krise’ for de samfundsteoretiske grundantagelser, der har hersket i de vestlige demokratier siden Murens fald
  • Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

    19. september 2016
    I 50 år har den politiske samtale i Vesten været tøjret til folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier. De indrammede den politiske samtale. Nu sejler det hele. Sandheden flyder rundt. Og det er forfærdeligt, mener den berømte politolog, Francis Fukuyama
  • ’Sumpen vokser hurtigere, end vi kan nå at dræne den’

    16. september 2016
    Snopes hedder en tjeneste, der har sat sig for at korrigere de falske rygter, vandrehistorier, fordrejelser og propagandaspin, der breder sig på internettet – det er der god brug for i en tid, hvor selv præsidentkandidater skamløst dyrker løgnen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Henrik Olesen
  • David Zennaro
  • lars søgaard-jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • steen nielsen
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Bill Atkins
  • Maj-Britt Kent Hansen
Mikael Velschow-Rasmussen, Henrik Olesen, David Zennaro, lars søgaard-jensen, Poul Anker Sørensen, steen nielsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Bill Atkins og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det virker bare underligt, at skulle høre om den italienske mafia, når vi nu bor i Danmark, men det er globalt.

Den globaliserede verden er en åben og gennemsigtige verden, hvor valid information gennem sociale medier, gør det tydeligt og gennemskueligt for alle hvad der foregår, samt de bagved liggende årsager og det faktum, at enhver med en mobiltelefon og det fra en lerhytte på savannen i Afrika til Kbh. kan gennemskue den kapitalistiske undertrykkelse er afgørende for udviklingen, af kravet om demokrati og mindre ulighed.

Hvis politikere ikke forstår de nye vilkår, er de ubrugelige og skader demokratiet, politikere må handle på udfordringerne.

î pil op. En af de bedste artikler i lang tid i Information.

Philip B. Johnsen, pengestrømmene - den rygende pistol - går under radaren...

Henrik Olesen, steen nielsen, Anne Eriksen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Quid quid recepitur ad modem recipientis recipitur.” - Thomas Aquinas

På dansk: Hvad der opfattes, opfattes i forhold til den bevidsthed, der opfatter. Så det er et meget gammelt problem, vi her taler om - det nye er, at det ikke længere kun er filosofferne, der taler om det.

Lad os håbe en kollektiv opmærksomhed på fænomenet vil føre til øget kritik og især selvkritik, så vi uden forstillelse kan bestræbe os på at tilnærme os en fælles Sandhed med stort S, selv om vi nok aldrig når den fuldt ud, endsige bliver helt enige om dens præcise formulering.

Usandhed er nemt nok at afsløre, det er sandhed, der er svær at præcisere, og blot at forlade sig på autoriteternes udlægning har historisk vist sig at være uholdbart, hvorfor "kendsgerninger" ikke har den betydning, som de burde have - for hvis mine kendsgerninger konstitueres af min bevidsthed, og dine kendsgerninger af din, skal vi jo ifølge Aquinas have identiske bevidstheder for overhovedet at forstå hinanden, endsige blive enige.

"Kendsgerningerne" falder også for Poppers mere moderne ragekniv, for man kan ikke verificere, kun falsificere, hvorfor selv de mest nagelfaste kendsgerninger altid kun vil have foreløbig karakter.

"I det lange løb medfører kendsgerningernes forsvinding »en besynderlig form for kynisme«, som er kendtegnet ved afvisning af enhver sandhed...", som der står i artiklen.

Men måske, hvis vi taler om og forsøger at fastlægge fælles, foreløbige normer for, hvad vi kan godkende som kendsgerninger, kan vi undgå denne omsiggribende kynisme fra oven, og omdanne den til en kynisme fra neden. At vi faktisk handler ud fra, hvad vi mener er kendsgerninger, er en kendsgerning. Det vi mangler, er normer - og normer er ikke kendsgerninger, men konkrete udtryk for i sidste ende moralske værdier.

Lad os give dem værdikamp til stregen.

Tak til Mads Frese for en virkelig god artikel.

Philip B. Johnsen

En 100% beskrivelse, af alle elementer i store komplekse problemstillinger, er uinteressant for de fleste og er ikke afgørende, for handling på globale akut handlingskrævende udfordringer, der kan godt findes global opbakning, til helt ekstensielle handlingskrævende udfordringer uden.

Det sker bare ikke i dag, meget tyder på, for ikke at sige, at alt tyder på politisk beskyttede privat økonomiske interesser, er den eneste forhindring.

Politikere mister deres legitimitet og politikere undergraver demokratiet.

Ja, når der kommer til stykket, så har hvert land deres Berlusconier, bestemt også Danmark (skal ikke nævne navne)
Nævnte politikere og i særdeleshed Trump, sociale netværk og medier er med til at forøge forvirringen og det fortsætter.

Måske er der behov for oplyst demokrati - hvis begrebet skal overleve med æren i behold?
Endnu engang må man beundre Hannah Arendt for hendes evner. Vi har potentialet for ødelæggelse på alle planer.

Philip B. Johnsen

Man kan godt bruge Silvio Berlusconi som eksempel, men det giver ikke rigtig mening i syntes jeg.

Mafia er en anti-stat klan tradition, med tydelig og ikke særlig skjult tilknytning til borgernes daglige hverdagsliv, italienere er helt beviste om, at Silvio Berlusconi er tilknyttet mafia, hvor vi i Danmark har et skjult økonomisk anti-demokratisk klan system.

Resultatet er det samme, at der ikke handles på handlingskrævende problemstillinger af hendsyn til privatøkonomiske interesser.

Et stort Tak til Mads Frese for endnu en tænksom og skarp analyse af anti-demokratiske kræfter i det politisk-økonomiske krydsfelt.