Nyhed
Læsetid: 1 min.

Bulgarsk kvinde vil være FN-chef

EU-kommissær Kristalina Georgieva træder i sidste øjeblik ind på banen, efter at hendes landskvinde Irina Bokova sakker agterud i en afstemning i Sikkerhedsrådet
Udland
1. oktober 2016

Dysten om hvem der skal være Ban Ki-moons efterfølger, blev tilspidset i denne uge, da den bulgarske regering opstillede en kandidat i sidste øjeblik, EU-kommissær Kristalina Georgieva.

Trækket kom ikke som en overraskelse. Indtil for en måned siden blev en anden bulgarer, Irina Bokova, generaldirektør for Unesco, anset for at være en af favoritterne til stillingen som FN’s næste generalsekretær.

Det er ifølge en uskreven regel Østeuropas tur, og mange ønsker desuden en kvinde på posten.

Men Bokova kom dårlig fra start med en ikke særlig overbevisende præstation, da hun blev udspurgt af FN’s medlemsstater i Generalforsamlingen sidste forår.

Herudover anser flere vestlige medlemmer af Sikkerhedsrådet hende for at stå Rusland en kende for nær.

Hun læste i Moskva, i sin ungdom var hun kommunist, og faderen var medlem af partiets centralkomité.

I stedet gjorde FN’s tidligere højkommissær for flygtninge, portugiseren Antonio Guterres, et stort indtryk på Generalforsamlingen. Han har ligget i spidsen i de fem vejledende afstemninger, der har fundet sted i Sikkerhedsrådet i august og september.

I den femte afstemning i mandags holdt Guterres fast i sin lederposition, mens nummer 2 og 3, slovakken Miroslav Lajcak og serberen Vuk Jeremic, scorede dårligere end sidst. Herudover faldt Bokova tilbage i feltet af kandidater. Det gav en åbning til Georgieva.

Den bulgarske EU-kommissær har været nævnt i mere end et år som en troværdig kandidat. Som officiel kandidat skal hun nu stille op og besvare spørgsmål i Generalforsamlingen i en ny procedure fremhjulpet af tidligere formand Mogens Lykketoft. Først herefter vil Sikkerhedsrådet acceptere hende som kandidat.

Næste vejledende afstemning i rådet finder sted allerede mandag. Det er derfor usikkert, hvorvidt Georgieva kommer med. Det bliver første gang, at de fem faste og vetobærende medlemmer skal bekende kulør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her