Læsetid: 2 min.

Cameron får hård kritik for Libyen-intervention

Der var ingen sammenhængende strategi, da Storbritannien i 2011 sammen med Frankrig stod i spidsen for en intervention i Libyen, konkluderer britisk parlamentskomité
En britisk parlamentarisk undersøgelseskomité udtrykker hård kritik af den fransk-britisk-ledede intervention i Libyen i 2011, der førte til Muammar Gaddafis fald, men efterlod landet i kaos.

En britisk parlamentarisk undersøgelseskomité udtrykker hård kritik af den fransk-britisk-ledede intervention i Libyen i 2011, der førte til Muammar Gaddafis fald, men efterlod landet i kaos.

William Daniels

17. september 2016

En britisk parlamentarisk undersøgelseskomité udtrykkerhård kritik af den fransk-britisk-ledede intervention i Libyen i 2011.

Interventionen førte til den mangeårige diktator Muammar Gaddafis afgang og død og – med komiteens ord – »politisk og økonomisk sammenbrud, krig mellem militser og stammer, humanitære kriser og migrationskriser, udbredte brud på menneskerettighederne, udbredelse af Gaddafi-regimets våben i regionen og opkomsten af IS i Nordafrika«.

Komiteen peger direkte fingeren mod tidligere premierminister David Cameron – der tidligere på ugen meddelte, at han forlader britisk politik – som »ultimativt ansvarlig for, at der ikke blev udviklet en sammenhængende Libyen-strategi«.

»Den mulighed, at militante ekstremistiske grupper ville forsøge at udnytte opstanden, burde ikke være kommet som en overraskelse,« konkluderer komiteen, der påpeger, at det var velkendt, at mange libyere havde deltaget i opstanden i Irak og kæmpet med al-Qaeda i Afghanistan.

Den konkluderer også, at det, der startede som en begrænset intervention, der havde til hensigt at beskytte civile i Benghazi, fik lov til at udvikle sig til en »opportunistisk politik«, der handlede om regimeomvæltning med militær magt.

»Denne politik var ikke understøttet af en strategi om at støtte og forme post-Gaddafi Libyen,« skriver den tværpolitiske udenrigskomité.

Storbritanniens strategi byggede desuden på »urigtige antagelser og en ufuldstændig forståelse af beviserne«, og komiteen så »ikke beviser for, at den britiske regering havde gennemført en ordentlig analyse af den libyske opstands karakter«.

Endnu en gang fulgte en britisk premierminister i et andet lands fodspor, skriver komiteen, der konkluderer, at »britisk politik fulgte beslutninger truffet i Frankrig«.

Urigtige antagelser

Det britiske udenrigsministerium afviser kritikken, og en talsmand påpeger, at beslutningen om at intervenere i Libyen var en international beslutning, der blev truffet på »opfordring af den Arabiske Liga og autoriseret af FN’s Sikkerhedsråd«.

»Muammar Gaddafi var uforudsigelig, og han havde midlerne og motivationen til at gennemføre sine trusler. Hans handlinger kunne ikke ignoreres og krævede resolut og kollektiv handling. Hele vejen gennem kampagnen holdt vi os inden for FN’s mandat om at beskytte civile,« tilføjede talsmanden ifølge The Daily Telegraph.

David Cameron selv afviste ifølge samme avis at deltage i undersøgelsen og har endnu ikke kommenteret kritikken. Hans partifælle den konservative parlamentariker Andrew Rosindele, vil nu bede komiteens formand om at indkalde Cameron til en offentlig høring i parlamentet.

»Det er kun rigtigt, at han giver os den fulde forklaring af, hvad der skete. Jeg ville have troet, at Cameron ville ønske at forsvare sig selv i lyset af, hvor alvorlige vores anklager er,« siger Rosindele, der selv er medlem af komiteen, til avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer