Læsetid: 4 min.

Dagsrapport fra en slagmark II: Kunsten at lyve

Løgn og postfaktualitet er blevet et tema i amerikansk valgkamp: Mens Hillary Clinton undviger sandheden og dermed viser, at hun accepterer, den findes, er Trump ganske ligeglad med at blive grebet i skamløs løgn
17. september 2016

Da Hillary Clinton for få dage siden kollapsede, greb hendes kampagnestab først til en række søforklaringer, før de indrømmede, at hun havde pådraget sig lungebetændelse.

Efter raskmeldingen spekulerer flere stadig: Skulle de første undvigende svar dække over en mere alvorlig sygdom?

De fleste amerikanere finder det pinligt og irriterende overhovedet at skulle stille disse spørgsmål, men kan heller ikke stille sig helt tilfreds med de afgivne svar.

I denne fase af præsidentvalgkampen er offentligheden for længst fortrolig med Hillary Clintons ’duk dig og glid af’-teknik. Det er ikke fordi hun decideret lyver.

Snarere kommer hun med udflugter, forstiller sig, bøjer nogle sandheder og udelader andre, skjuler oplysninger og opfører sig i det hele taget på måder, der vækker mistro.

Desværre minder dette alt for mange amerikanere om Bill Clintons særlige talent for frasemageri – »jeg inhalerede ikke«, »det afhænger af, hvad ’er’ er«, »jeg havde ikke sex med den kvinde« – alle klassikere inden for undvigelsesretorikken.

Selvfølgelig er vælgerne også nødt til at forholde sig til, at Donald Trump lyver. I det forløbne år har vi vænnet os til hans ’hug ned og brænd af’-teknik, hvor han krydrer sine taler med et generøst antal løgne, gentager dem til de bliver klicheer og så lejlighedvis indskyder en enkelt sandhed eller frapperende vending, som virker forfriskende alene gennem kontrasteffekten.

Løgn på løgn

I denne periode med nedtælling til den første store tv-debat – 26. september finder den sted – er netop løgn blevet valgkampens helt centrale spørgsmål. I de europæiske medier går der ikke en dag, hvor den ene eller den anden kommentator ikke slynger om sig med begreber som ’postfaktuel tidsalder’ og ’det postfaktuelle samfund’, mens mange amerikanske medier dagligt laver lister over den enkelte kandidats seneste løgne.

New York Times’ klummeskribent Paul Krugman skrev for nylig, at hans redaktører tidligere bad ham om at afholde sig fra at bruge begrebet ’løgn’ – i dag er det kommet til at definere en helt nyt politisk arena.

Hvad der efter min mening ikke har været tilstrækkeligt fokus på, er Hillarys og Trumps kontrasterende stilarter inden for løgnagtig virksomhed. Måske kommer stilforskellen ikke til at have udslagsgivende effekt på valgresultatet, men fremtidige kandidaters retorik kan blive påvirket.

’Præ-post-faktuel’

Den 7. september forsøgte en tv-kanal sig med en simuleret debat kaldet The Commander-in-Chief Forum. I stedet for at invitere kandidaterne til at konfrontere hinanden, talte en debatvært med begge i en halv time og bad derefter publikum om at stille spørgsmål.

Programmet var en fuldkommen fiasko. Debatværten var uduelig. Ingen af kandidaterne spillede efter reglerne, og ingen sagde noget, der var bare på mindste måde interessant.

Men lærerigt var det.

Clintons utålmodige parering af spørgsmål om hendes e-mails og hendes støtte til invasionen af Irak og interventionen i Libyen fik hende til at ligne en træt og trængt forælder. Nu må I forstå, børn, syntes hun at sige, at ingen kan forventes at være perfekt.

Hun undskyldte mange gange: »Ja, jeg har begået fejl«. Hun forklarede og gjorde rede.

Men hun gik uden om det indlysende, at hun foretrak at have sin egen e-mailkonto, fordi dette er hundrede gange mere sikkert end at have en Pentagon-konto. Brysk, nedladende, trættekær i ægte Clinton-stil forekom hun dog oprigtig.

Læs også: Hvorfor er vælgerne ligeglade med politikernes løgne?

Problemet var, at hun var så kedelig. At debatværten måtte afbryde hende flere gange, var et klart symptom på dette.

Man kunne måske sige, at hendes præstation var ’præ-post-faktuel’. I Hillarys verden findes der vitteligt objektive sandheder. Det er muligt, at hun helst tripper udenom. Men netop dette indebærer, at de stadig er der, at det er op til os at kigge hende ud.

Efter vanlig friskfyragtige entré tog Trump straks samtalen under kommando og trådte i karakter i sin yndlingsrolle som den stærke, egenrådige, ja, i pricippet allerede valgte diktator.

I modsætning til Hillary Clinton udtrykte han aldrig den mindste tvivl. Han undskyldte intet, kom ikke med forklaringer på sine handlinger.

Skønt han løj gentagne gange – han påstod, at han aldrig havde støttet Irak-krigen, at han aldrig havde benægtet, at voldtægt i militæret er »et massivt problem« – virkede tv-programmets tidsramme til hans fordel: Hvilken debatvært kunne nå at faktatjekke hans bemærkninger hurtigt nok til at afsløre løgne?

Høflighed

Hertil kommer, at amerikanske tv-værter er yderst høflige sammenlignet med britiske eller aggressive skandinaviske tv-journalister. At grille Trump over gløderne ville kræve overskridelse af en ’anstændighedsgrænse’, hvilket kun få amerikanske tv-journalister vil vove.

Om Hillary Clinton omvendt vil gå til stålet mod Trump, er endnu uvist. Det bliver op til hende at gøre det, for som en vært i en af de kommende tv-debatter er citeret for at sige:

»Jeg mener ikke, at det er op til mig at være sandhedsvogter. Det må være modparten, der skal fange ham på det forkerte ben.«

Tænkeligt er det, at der ikke findes den sandhedsvogter, der kan stoppe Trump. Han gjorde i dette program, hvad alle gode skuespillere gør: spillede på følelser, ikke på ord.

Ved nærmere eftertanke kunne Trump gå lige ind og overtage den rolle, som Peter Finch spillede som Howard Beale – den skøre tv-vært i filmklassikeren fra 1976, Network, der gentager samme replik igen og igen: »We’re mad as hell and we’re not going to take it anymore«.

Mon der virkelig skulle være tilstrækkeligt mange vælgere i USA, der føler sig lige så vrede som Howard Beale – og vrede nok til vælge Donald Trump til præsident?

© George Blecher og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Blechers frontberetning fra det amerikanske præsidentvalg

Frem mod det amerikanske præsidentvalg den 8. november leverer den amerikanske forfatter George Blecher snapshots fra en valgkamp, der i sjælden grad sætter amerikanerne på prøve

Seneste artikler

  • Hvad sker der, når Trump støder mod virkelighedens mur?

    16. november 2016
    Efter den grimmeste valgkamp i nyere tid står USA’s næste præsident i et dilemma. Han kan enten indrømme, at han har givet løfter, der ikke kan indfris i praksis – og støde sine vælgergrupper fra sig. Eller prøve at gøre det alligevel – og blive kørt over af modstand fra systemet og andre dele af befolkningen
  • Demagogen og systembevareren

    4. november 2016
    Den mest beskidte valgkamp i mands minde lakker mod enden, uden at nogen af kandidaterne har inspireret til ret meget andet end lede
  • Træt og alene

    22. oktober 2016
    Donald Trump er måske nok blevet politiker i løbet af valgkampen, men ikke en særlig vellykket en. Desværre er der heller ikke meget at skrive hjem om hos Demokraterne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lyder som noget vi kender her i landet, jvfr. sidste sommers valgkamp, og nej-partiernes kampagne i forb. med afstemningen om retsforbeholdet. De fleste partier er leveringsdygtige i åbenlys løgn, manipulation og tale mod bedre vidende.
Derfor skal vi heller ikke pege fingre ad amerikanerne, for vi kan godt selv.

Dagmar Christiandottir og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Undvigelser er en national sport alle steder - afhængig af evne, stilling og psyke. Og naturligvis emne!

Her til land dyrket specielt af den politiske verden, men efterhånden som samme verdens stramninger, "reformer" og "effektivitet" udbredes også med mere eller mindre ynde dyrket af regioner, kommuner og andre off. steder.
"Det er ikke her" - "jeg henviser til" - "ring til"...

Hillary er typisk kvinde og selvom hun er gift med Bill, ikke en klon eller ansvarlig for "hans omdømme" - Trump er skamløs i sin ulidelige selvglæde og en skændsel som kandidat.
Selvom reality shows er populære i USA, så kan man undre sig over denne popularitet.

Gustav Alexander

Jeg synes Information for tiden kører noget rimelig naivt vrøvl om "postfaktualitet" som om det er en ny markør for en ny politisk tidsalder. Idéen implikerer jo at de etablerede status qvo politikere "en gang" fortalte en eller anden form for sandhed og tilstræbte sig én eller anden form for ærlighed. Det implikerer tilmed at de moderne politiske reaktioner - falsk bevidsthed eller ej - mod kapitalismens udmagrende logik (herunder Trump, Le Pen osv på højrefløjen samt SYRIZA, Podemos, Corbyn og Sanders på venstrefløjen) skulle 'lyve' fordi de er villige til at love deres vælgere mere og være mere kategoriske i deres politik end tidligere tiders vage parlamentarikere, for hvem politik handlede om intern klassesolidaritet hos den politiske elite fra centrum højre til centrum venstre, i stedet for at være en ideologisk klassekamp mellem ideologier, deres partier disse partiers vælgere.

I den forstand synes jeg faktisk at Information ser ud til at melde sig under det etablerede samfunds faner, som en avis der kun i teorien er venstreorienteret, men straks stikker halen mellem benene, så snart det etablerede samfund har brug for hjælp. Lad os dog se Trump vinde, så verden kan brænde og udbytningsforholdet kan eskaleres! det vil om noget tvinge ægte klassebevidsthed frem igen!

Det er forøvrigt stadig svært at tilgive jer den forhenværende leder om hvorledes SU'en "ikke er hellig". Er det virkelig kun Arbejderen man kan stole på i disse dage?

Dagmar Christiandottir og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Donald Trump lyver, skamløst, konstant, uberørt af fakta og tilsyneladende uden hverken vilje eller evne til at trække sine løgne tilbage, hvorfor hans modpart Hillary Clinton derfor, i den såkaldte 'false equivalence's hellige navn, nødvendigvis(?) også må fremstilles som løgnagtig. For 'balancens' skyld.

Så da hun ikke "decideret"(!) lyver og rent faktisk er langt mere sanddruelig end ikke kun Donald Trump men fx også alle de politikere, på nær Obama, som hun her over en periode på 8-9 år bliver målt op imod, så må man i stedet ty til begreber som "søforklaringer", "undvigende svar" og "duk dig og glid af-teknik" for alligevel at kunne fremstille hende som sammenlignelig løgnagtig. Og hvorfor så ikke også lige smide ægtemandens seksuelle eskapader oveni som 'bevis'! Suk!

Gustav Alexander

Vibeke, tilhører du en af de sjældne overbeviste Hillary fans? Mennesket som ikke kan se at hun er dybt reaktionær, i lommen på international finanskapital og fjende af arbejderklassen, er et sjældent menneske i disse dage. Det er i mit perspektiv en naivitet der tilhørte de tidlige 90'erne og de tidlige 00'er, hvor folk stadig bildte sig ind, at det gjorde en forskel om man stemte Republikansk eller Demokratisk.

Det smarte ved det amerikanske system er at uanset hvem man stemmer på, så skal bankerne, Industrien og Wall Street nok vinde. Er det udfra en eller anden misforstået feministisk overvejelse om at Hillary er kvinde og derfor per definition en god og progressiv kandidat?

Den misforståede og misandriske kønssolidaritet er noget af det mest giftige i kapitalismens sene stadier, hvor vi mere end nogensinde har behov for at folket stemmer efter deres objektive klasseinteresser i stedet for falsk bevidsthed, som det kommer til udtryk i henholdsvis ny-feminismens misandri eller eksempelvis Trumps såkaldte patriotisme.