Læsetid: 5 min.

Dansk nødhjælp uddeles på Assads side af fronten

Den danske nødhjælp til Syrien lander primært i de regeringskontrollerede områder, selv om det ikke er der, nøden er størst. Det erkender Dansk Flygtningehjælp, men både de og Røde Kors i Danmark afviser at afbryde samarbejdet med Assad-regimet
Det er et vilkår for hjælpearbejdet i Syrien, at Bashar al-Assads regime øver indflydelse på, hvor hjælpen deles ud. ’Hver gang der leveres en nødhjælpspakke i de regeringskontrollerede områder, frigør det penge til at føre krig for,’ siger Reinoud Leenders fra Kings College, London.

Det er et vilkår for hjælpearbejdet i Syrien, at Bashar al-Assads regime øver indflydelse på, hvor hjælpen deles ud. ’Hver gang der leveres en nødhjælpspakke i de regeringskontrollerede områder, frigør det penge til at føre krig for,’ siger Reinoud Leenders fra Kings College, London.

Pavel Golovkin

23. september 2016

Når danskerne donerer penge til nødhjælp i Syrien, går hjælpen helt overvejende til befolkningen i de områder, den syriske diktator, præsident Bashar al-Assad, kontrollerer.

Det viser en rundspørge blandt de danske ngo’er, der leverer nødhjælp til de millioner af nødstedte i Syrien. Flere af organisationerne bekræfter, at størstedelen af den danske nødhjælp uddeles i de regeringskontrollerede dele af landet, selv om det ikke er dér, nøden er størst.

»Langt størstedelen af vores nødhjælp bliver uddelt i de regeringskontrollerede områder,« siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Andreas Kamm.

Ifølge flere eksperter er der tale om en skævvridning af den danske og internationale nødhjælp, hvilket i praksis gavner præsident Bashar al-Assads regime.

 »Assad kontrollerer al uddeling af nødhjælp i Syrien,« siger seniorforsker Helle Malmvig fra Dansk Institut for Internationale Studier.  

Resultatet er at  hjælpen »ikke længere kommer dem til gode, der har størst behov. Nu lander den i stedet i de regeringskontrollerede områder og bidrager til at holde Assad ved magten«, siger hun.

Samme vurdering har Mellemøst-specialist Reinoud Leenders fra Kings College, London.

»Den syriske regering mangler penge, så hver gang der leveres en nødhjælpspakke i de regeringskontrollerede områder, frigør det penge til at føre krig for,« siger han.

Assad bestemmer

Både Røde Kors i Danmark og Dansk Flygtningehjælp bekræfter, at den syriske regering bestemmer, hvem der skal have hjælp, og hvem der ikke skal.

»Som alle andre steder, vi arbejder, er vi afhængige af en accept af vores tilstedeværelse – og en dertil hørende registrering,« siger Andres Kamm.

»Men det betyder ikke, at vi går på kompromis med vores humanitære principper. Alle de folk, vi hjælper, er folk, der har brug for hjælp. Og vi har også uddelt nødhjælp i de oprørskontrollerede områder.«

En af spillereglerne i Syrien er, at det er det syriske regime, der afgør, om en dansk ngo må arbejde i landet eller ej. Det er også den syriske regering, der udsteder visa til medarbejderne og tilladelser til, hvor de konkret må uddele nødhjælp.

Til reglerne hører også, at danskerne er forpligtet til at samarbejde med en eller flere af de 120-130 syriske hjælpeorganisationer, som regimet har godkendt. Derudover må de danske organisationer vælge imellem at levere nødhjælp fra Damaskus, hvor regimet kontrollerer alt, hvad de laver, eller levere nødhjælp udefra, primært fra Tyrkiet, hvor den syriske regerings kontrol er væsentlig mindre.

»Det er ikke muligt at arbejde på begge måder,« siger Andreas Kamm.

De arbejder i Syrien

Følgende danske hjælpeorganisationer støtter ofrene for den syriske borgerkrig. De fem første organisationer arbejder fra Damaskus. Deres projekter gennemføres af syriske samarbejdspartnere, som er godkendt og i nogle tilfælde kontrolleret af Assad-regimet. De to sidste organisationer arbejder i Syriens nabolande.

  • Røde Kors i Danmark
  • Dansk Flygtningehjælp
  • Red Barnet
  • ADRA
  • Folkekirkens Nødhjælp
  • Caritas Danmark
  • Mission Øst

Kilde: www.um.dk

Tætte bånd til regimet

Birgitte Bischoff Ebbesen, international chef i Røde Kors i Danmark bekræfter, at samarbejdet med den syriske regering er tæt.

I praksis uddeler Røde Kors i Danmark nødhjælp via søsterorganisationen Syrisk Røde Halvmåne, også kendt som SARC, der har tætte bånd til regimet.

»Det er de nødt til at have for at kunne løse den store opgave med at koordinere hjælpeindsatsen i Syrien,« siger Birgitte Bischoff Ebbesen og fortæller, at de tætte forbindelser mellem regimet og SARC går langt tilbage og var en af grundene til, at den syriske regering, allerede før krigen brød ud, bad SARC om at koordinere den humanitære indsats.

Syrisk Røde Halvmåne er gentagne gange blevet kritiseret for at uddele broderparten af sin nødhjælp i de regeringskontrollerede områder. Men Birgitte Bischoff Ebbesen afviser, at SARC går på kompromis med princippet om upartiskhed.

»Vi er helt klar over kritikken af SARC, men min erfaring er, at SARC er meget vellidt og respekteres af alle krigens parter. De laver aftaler med regeringen, Islamisk Stat, Nusra-fronten, ja, alle, og det kunne de ikke gøre, hvis de ikke var respekterede,« siger hun.

»Jeg ved positivt, at SARC bruger mange kræfter på også at nå befolkningen i de belejrede byer,« siger hun med henvisning til de mere end to millioner syrere, som lever i oprørskontrollerede byer, der er helt eller delvist omringet af regeringsstyrker.

Den mest kendte er storbyen Aleppo, hvor mere end 250.000 civile syrere lever under forfærdelige forhold.

Trods flere anmodninger har Røde Kors i Danmark ikke ønsket at oplyse, præcis hvor stor en del af deres nødhjælp, som lander i de regeringskontrollerede områder.

»En sådan udmelding om procentvise fordelinger kan kompromittere sikkerheden, uanset hvordan det fordeler sig,« lyder svaret fra Røde Kors’ presseafdeling.

Birgitte Bischoff Ebbesen siger dog, at Røde Kors’ princip om, at hjælpen skal ud til alle områder, er »udfordret«.

Fortsætter samarbejdet

Hverken Røde Kors i Danmark eller Dansk Flygtningehjælp overvejer at indstille deres arbejde i Syrien til trods for den massive regeringskontrol af deres arbejde.

»Så længe, der er folk i nød, som vi mener, vi kan hjælpe på en måde, vi kan stå inde for, fortsætter Dansk Flygtningehjælp sit arbejde i Syrien,« siger Andreas Kamm.

»Vi arbejder i stedet konstruktivt på at sikre, at systemet baserer sig på humanitære principper, er inkluderende og transparent.« 

Heller ikke mandagens bombning af en humanitær nødhjælpskonvoj på vej til Aleppo, hvor mindst 12 civile og hjælpearbejdere blev dræbt, gør nogen forskel.

»Vi hjælper de mennesker, der har brug for humanitær hjælp. Hvis det ikke længere kan lade sig gøre, er der en anden situation,« siger Andreas Kamm.

Heller ikke Røde Kors i Danmark har planer om at trække sig ud af Syrien, hverken på grund af kontrollen med nødhjælpen eller senest angrebet på nødhjælpskonvojen.

»Vi trækker os ikke fra Syrien,« siger Birgitte Bischoff Ebbesen. »Lige nu er det vigtigste for os at få etableret kendsgerningerne omkring konvojangrebet, og så er det vigtigt, at vi hurtigtst muligt kan komme i gang igen med at levere nødhjælp til de belejrede områder.«

Som reaktion på bomningen af konvojen, suspenderede FN og Røde Kors fire planlagte konvojer til de belejrede byer, men i går blev arbejdet genoptaget.

Flere af de danske hjælpeorganisationer, Information har talt med, er tydeligvis forsigtige med med at kritiserere arbejdsvilkårene i Damaskus. Trods adskillige henvendelser har flere organisationer afvist at fortælle Information om deres arbejde i Syrien eller kommentere beskyldningerne om skævvridning af indsatsen.

Det gælder bl.a. Red Barnet, der meddeler, at organisationen ikke ønsker at medvirke i en artikel om dette emne.

Trods gentagne henvendelser er det heller ikke lykkedes at få svar fra Folkekirkens Nødhjælp eller Adventist Development and Relief Agency, ADRA Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer