Læsetid: 9 min.

’Euroen kommer aldrig til at fungere i sin nuværende form’

Topøkonom Joseph Stiglitz giver i en ny bog EU’s beslutningstagere et klart valg, hvis de vil redde eurosamarbejdet: mere eller mindre Europa. Og hvis man vil mindre Europa, kan den bedste løsning være, at Tyskland forlader euroen, argumenterer nobelprisvinderen, der netop har besøgt London
Græske pensionister står i kø til banken, hvor de maksimalt kan hæve 120 euro om ugen. Ifølge nobelprisvinderen Joseph Stiglitz kan det være i Grækenlands interesse at melde sig helt ud af euroen.

Græske pensionister står i kø til banken, hvor de maksimalt kan hæve 120 euro om ugen. Ifølge nobelprisvinderen Joseph Stiglitz kan det være i Grækenlands interesse at melde sig helt ud af euroen.

Associated Press

6. september 2016

I årevis har vi hørt om 'strukturelle problemer' i Grækenland, Spanien og de øvrige kriseramte lande i eurozonen – og ikke mindst om behovet for reform.

Men ifølge den nobelprisvindende økonom og forfatter Joseph Stiglitz er det eurozonen i sig selv, der først og fremmest skal reformeres og omstruktureres, hvis det skal ende lykkeligt for ikke kun kriselandene, men for hele eurozonen.

»Det fundamentale problem er ikke politik – nedskæringskravene – det er eurozonens struktur, som var fejlstruktureret fra begyndelsen,« siger den 73-årige Stiglitz på et arrangement på London School of Economics, hvor han er kommet for at debattere sin nye bog The Euro And Its Threat To The Future of Europe foran et propfyldt auditorium.

»Der er en masse snak om strukturproblemer i Grækenland, Spanien, Portugal. Men alle lande har strukturelle problemer – jeg kunne tale længe om USA’s strukturelle problemer. Her resulterer problemerne bare ikke i 50 procents ungdomsarbejdsløshed eller et fald på 25 procent i BNP. De resulterer i en lavere levestandard i landet, men ikke i disse massive makroøkonomiske sammenbrud. Mit argument er, at selv de bedste økonomiske managere ikke kunne have fået euroen til at fungere med de nuværende strukturer.«

Stiglitz pointerer, at eurozonens arkitekter sådan set anerkendte behovet for større konvergens – lighed – mellem medlemslandene, men alligevel har de designet en struktur, der har ført til mindre konvergens.

»De har rent faktisk skabt en økonomisk struktur, som har ført til, at landene har bevæget sig længere væk fra hinanden. Kløften mellem de rige og de fattige både inden for og mellem landene er blevet større. Hvad jeg forsøger at forklare er, at det i bund og grund er indbygget i eurozonens struktur,« forklarer Stiglitz, der i dag er professor på Columbia University efter en karriere i Verdensbanken, OECD og som rådgiver for den amerikanske præsident.

Som eksempel på, hvordan den nuværende eurozonestruktur bidrager til større og større forskellighed, nævner han, hvordan det indre marked og den fri bevægelighed af kapital har gjort det let at flytte og låne penge på tværs af grænser. Og når der ikke eksisterer en fælles indlånsforsikring for hele eurozonen, så vil investorer flytte deres penge fra svage banker til stabile banker, hvilket imidlertid vil svække svage lande yderligere.

»Hvis Spanien har et problem, og du har et valg, vil du naturligvis flytte dine penge ud af de spanske banker og ind i de tyske, og så kan de spanske banker ikke låne så mange penge ud. Så man har skabt et system, som betød, at penge forlod det spanske banksystem, som derefter førte til et fald i udlån til erhvervslivet, som førte til det, jeg kalder for en privat sparepolitik. Det førte til en nedgang i økonomien, som gjorde den spanske økonomi svagere. Den spanske regerings indtægter blev færre, hvorved der var endnu mindre tillid til dens evne til at redde bankerne, og så forlod endnu flere penge landet,« forklarer Stiglitz om processen, han mener har fundet sted i alle de svage eurolande siden 2002, »hvor markederne begyndte at flytte penge«.

»De konstruerede et system, som betød, at hvis du oplevede et negativt chok, så blev du svagere, og pengene flød til de stærkere lande,« tilføjer han.

Amerikanske Joseph Stiglitz, der løbende klummer for blandt andet Project Syndicate, modtog Nobelprisen i økonomi i 2001

Joachim Adrian

Ideologi styrer design

Årsagen til, at eurozonens arkitekter overhovedet designede strukturen, som de gjorde, byggede på en forfejlet ideologi, mener Stiglitz.

»Den store fejl – og en af årsagerne til, at jeg var interesseret i at studere euroen – var, at dette var endnu et eksempel på en neoliberal ideologi – en forsimplet økonomi – indbygget i en organisations design, hvor det, der er behov for, er mere raffinement,« siger han.

»De troede for eksempel, at fri bevægelighed af kapital ville resultere i større effektivitet, og at det ville være en af grundene til, at euroen ville føre til større velstand. Hvad der ikke gik op for dem, var, at bag ethvert banksystem, ethvert finansielt system, er en regering,« siger han og illustrerer sin pointe ved at vise, hvordan pengene efter finanskrisen i 2009 – delvist forårsaget af banksystemerne – alligevel strømmede ind i de amerikanske banker.

»Var det fordi, vores banksystem havde bevist, at det var det bedste banksystem i verden? Nej. Naturligvis var årsagen, at vores regering havde de dybeste lommer, og at vores regering var ejet af Wall Street. Pengene flød til USA, fordi vores regering var villig til at støtte banksystemet og havde ressourcerne,« forklarer Stiglitz med henvisning til, at eurozonen netop ikke havde en fælles redningskasse på dette tidspunkt.

Et andet fejldesign var – ifølge Stiglitz – eurozonens fokus på lave budgetunderskud og inflation, som han mener var inspireret af tidens store krise.

»Den grundlæggende filosofi, da euroen blev konstrueret, var, at hvis regeringerne blot sørgede for, at deres underskud var lave, og hvis regeringerne gennem deres centralbanker sikrede en lav inflation, så ville den private sektor klare sig selv og sikre, at der var fuld beskæftigelse i økonomien. Det var en idé, som var meget stærk efter den latinamerikanske krise, hvor regeringens overforbrug tydeligvis var årsagen,« siger han og påpeger, at euroen kunne have set helt anderledes ud, hvis den var blevet skabt 8-10 år senere under den østasiatiske krise.

»Østasien-krisen skyldtes den private sektor, mens regeringen havde budgetoverskud. Var euroen blevet skabt på det tidspunkt, ville man ikke havde haft den tro på, at hvis blot inflationen og budgetunderskuddene blev holdt lave, så ville alt gå godt,« forklarer han.

Umuligt projekt?

Joseph Stiglitz mener ikke, at det er et umuligt projekt at skabe en velfungerende euro. Han mener blot ikke, at det, eurozonen indtil videre har gjort for at reparere konstruktionsfejlene, er nok.

»Den midtvejsposition, som Europa befinder sig i, er uholdbar: Det er enten nødvendigt med 'mere' eller ’mindre’ Europa; der skal enten være mere økonomisk og politisk integration eller en opløsning af eurozonen i sin nuværende form,« skriver han i sin nye bog.

»Den nuværende strategi, hvor man løser tingene hen ad vejen, er ikke en strategi,« tilføjer han i debatten på London School of Economics. »Det er ikke en strategi, fordi i sidste ende vil en eller anden begivenhed tvinge en regering til at acceptere enten endnu hårdere nedskæringer eller at forlade samarbejdet.«

Mere Europa – Stiglitz' præference – betyder dog ikke nødvendigvis en amerikansk-lignende føderalisme, beroliger han publikum.

»Du behøver ikke at gå så vidt, som vi har gjort i USA. Men du vil blive nødt til at have en fælles indlånsforsikring; du vil skulle have euroobligationer, du vil blive nødt til at have en central håndtering af de store konjunkturbestemte ting såsom arbejdsløshed. Så du bliver nødt til at anerkende krisens natur og erkende, at når lande er nede, så kan de ikke hjælpe sig selv.«

Stiglitz mener desuden, at Europa bør »fokusere mere på subsidiaritetsprincipperne«:

»At du kan have denne type føderalisme og samtidig have mere autonomi på visse områder. Pointen er, at du har brug for stærk regulering, hvor der er grænseoverskridende eksternaliteter – når noget, der sker i ét land, påvirker andre. Hvorvidt definitionen af frisk mælk i Grækenland er fire eller ti dage – et emne, der var med i et af Troikaens programmer – er ikke et væsentligt grænseoverskridende forhold,« siger han og påpeger, at Tysklands overskud på handelsbalancen på næsten 7 procent af dets BNP til gengæld er det.

Læs også: Hvad står i vejen for vækst i verdensøkonomien

»Som en del af eurozonestrukturen bør man beskatte overskudslande. Hvis du har et overskud, er du årsag til, at et andet land har et underskud. En skat på overskud er en idé, som John Maynard Keynes (engelsk økonom, red.) promoverede, og du kan have et krav om, at det relativt stærke land med overskuddet skal øge sin minimumsløn,« siger Stiglitz, der dog ikke har haft held til at overbevise Tyskland om skadevirkningerne af dets store overskud på nabolandene.

»Økonomer er uenige om mange ting, men dette er en ting, de er enige om: at så længe handel med Mars er begrænset, så er summen af overskuddene lig med summen af underskuddene,« forklarer han og beklager, at Tyskland ser »overskud som en dyd«.

»De bliver ved med at sige, at alle skal have overskud, og vi bliver ved med at fortælle dem, at det ikke er muligt. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har formået at forklare dem denne basale logik.«

I bund og grund er problemet politisk; altså ideologisk, mener han.

»Økonomer taler om, hvor vigtig økonomisk konvergens er for at få en fælles valuta til at fungere. Men jeg er blevet stadig mere overbevist om, at der er et andet element: politisk solidaritet og politisk konvergens,« siger han og erklærer dette for Europas »største problem«.

»Du har et problem, der handler om, hvad man skal stille op i kriselandene. Og du har denne dybe kløft, hvor det dominerende synspunkt blandt økonomer er, at nedskæringer ikke fungerer, og du så har en anden gruppe, der siger: ’Vi bliver nødt til at have budgetbalance, for det vil genoprette tilliden’. Det er en kløft, der er for dyb,« mener nobelprisvinderen.

Mindre Europa

For Joseph Stiglitz er ikke videre optimistisk i forhold til at overbevise særligt Tyskland om at gøre det, han mener skal gøres for at få euroen til at fungere. Og det fører ham til hans anden løsning på krisen: mindre Europa.

»Der er mange, der siger, at euroen var en fejl, men nu hvor den er her, kan det ikke gøres om. En af mine pointer i bogen er, at det sandsynligvis er forkert,« siger Stiglitz, der understreger, at en velforberedt separation er at foretrække frem for en kaotisk opløsning som følge af en fremtidig krise.

»Der er måder at gøre det på, som er bedre end andre, men du kan håndtere en separation, hvis du tænker det grundigt igennem på forhånd,« siger han og mener, at den bedste løsning er, hvis Tyskland forlod eurosamarbejdet, idet »det vil gøre det lettere for alle lande at tilbagebetale deres gæld«.

Da dette næppe vil ske, mener han, at det vil være i særligt Grækenlands interesse at melde sig ud.

»Det første, man må anerkende, er, at det nuværende system er meget, meget dyrt – især for lande som Grækenland, Spanien og Portugal. Det er ikke kun det, de mister i dag, men deres fremtid bliver ødelagt,« siger han, men pointerer, at det er altafgørende, at en regering, der vil forlade euroen, laver et grundigt forarbejde, »som grækerne gjorde«.

»De holdt det hemmeligt, men de forberedte sig, velvidende at de kunne blive nødt til at forlade samarbejdet,« siger professoren, der i et ledende spørgsmål bliver bedt om at vurdere, hvorvidt eurozonen kunne have fungeret, hvis dens arkitekter i sin tid havde lyttet til »de gode økonomer«.

»Det er næsten som at spørge, om de kunne have fået euroen til at fungere, hvis de havde lyttet til mig eller mine venner,« svarer han med en klukkende latter. »Og jeg tror, svaret er ja. Men jeg er ikke sikker på, at de ville have brudt sig om, hvad vi havde fortalt dem. Og så var de nok gået tilbage til deres yndlingsøkonomer i sidste ende.«

Spørgsmålet er, om de vil lytte til Stiglitz nu, hvor det er tydeligt, at det ikke er gået helt efter planen med eurosamarbejdet?

»Jeg er lidt pessimistisk,« erkender han, »og årsagen er, at de ikke har lært af deres fejl på den måde, man kunne have håbet på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Ole Meyer
  • Stig Bøg
  • Peder J. Pedersen
Torben K L Jensen, Ole Meyer, Stig Bøg og Peder J. Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder J. Pedersen

Hvad har tyskerne egentligt gang i?

Den britiske professor i politisk økonomi, Simon Wren-Lewis, skrev i The Independent (13.12.2015), at det var en forkert model af krisen, der fik Tyskland til at insistere på en strammere finanspolitik i Eurozonen, som førte til endnu en recession oven på den store finanskrise. Det var også tysk indflydelse på Den Europæiske Centralbank (ECB), der forsinkede bankens indgreb med opkøb af statsobligationer (Quantitative Easing, QE) for at få lidt mere gang i den skrantende økonomi.

Den amerikanske modtager af nobelprisen i økonomi, Paul Krugman, beskrev på sin New York Times blog (27.08.2016) tyskerne som eksisterende i et andet intellektuelt univers end alle andre, når det kommer til makroøkonomi. Situationen har givet tyskernes tvangstanker om finanspolitisk mådehold mere vind i sejlene, end dårlige ideer normalt får.

Grækenlands premierminister, Tsipras, kritiserer ifølge Realnews/Reuters (ekathimerini.com 29.08.2016), tyskerne for at bringe Europa på kanten af opløsning. Tysklands store overskud på betalingsbalancen, de fastfrosne lønninger og lave inflation, sammen med Stabilitets Pagtens stramme finanspolitiske regler, har forøget uligheden mellem EU-landene.

Ifølge den fremtrædende fortaler for Modern Monetary Theory, Bill Mitchell, har ”Tyskland bare ført en politik, der vil sikre, at de er isolerede fra skaderne fra det dysfunktionelle system”, som er kendt under navnet Den Europiske Monetære Union (EMU). EMUen er en fejlkonstruktion, som aldrig kan komme til at fungere efter hensigten, men det er ikke en tysk konstruktion. Det er grundlæggende et stykke fransk design, som tyskerne har forstået at bruge til sin egen fordel.

En Sti(e)glitz er på tysk for øvrigt en sangfugl, carduelis carduelis – eller på dansk en (europæisk) guldfinke – ikke at det kan bruges til noget som helst, men alligevel … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Euroen har altid været et politisk projekt, ikke et sundhedsprojekt. Euroen lå i støbeskeen i 1992. I Maastricht-traktaten, som danskerne sagde nej til. Stiglitz skulle opdage danskernes geniale forbehold, og se, at hele Europa burde have de samme forbehold.