Afstemningen er i sig selv meningsløs, når ungarerne på søndag skal svare ja eller nej til, hvorvidt EU skal kunne beslutte en obligatorisk omfordeling af ikkeungarske borgere uden samtykke fra det ungarske parlament.
Dels kan resultatet af afstemningen ikke ændre EU-lovgivningen. Dels giver det stillede spørgsmål ikke juridisk mening, siger professor i statskundskab Roger Daniel Kelemen fra Rutgers Universitet i New Jersey.
»Det er derimod en øvelse i at forme den offentlige opinionsdannelse og styrke præsident Orbáns profil hos de andre medlemslande for at afskrække EU fra at gå længere med kvotefordeling af flygtninge,« siger Kelemen.
Han har brugt det meste af sin akademiske karriere på at forske i EU’s integrationsproces og udvikling og har skrevet flere bøger om europæiske forhold.
Og så har han flere gange advaret om »Europas ungarske problem«. Han er enig med Ungarns præsident Orbán i, at der skal være kontrol med EU’s ydre grænser, hvis man skal opretholde den fri bevægelighed inden for unionen.
Der har Orbán på sin vis vundet debatten. Men han har ikke leveret reelle løsninger, og taberen er EU’s demokratiske værdigrundlag, mener professoren.
Afhængig af EU
Ifølge en måling i Hungary Today forbinder størstedelen af det flertal af ungarerne, der har tænkt sig at stemme nej, afstemningen med suverænitet.
Mere konkret handler den om sidste års EU-beslutning om en kvotefordeling af i første omgang 120.000 flygtninge, hvoraf langt de fleste fortsat er strandet i Grækenland og Italien.
Oprindeligt skulle både Grækenland, Italien og Ungarn aflastes, og 54.000 af de flygtninge, der opholdt sig i Ungarn, omfordeles inden for EU.
Men det nægtede Orbán af frygt for at skulle afgive suverænitet på området og risikere en permanent omfordeling fremover.
Et andet forslag, som endnu ikke er taget af bordet, går på, at lande, der ikke vil modtage deres andel flygtninge, skal kunne idømmes bøder.
Læs også: Det autoritære segment
»Orbán er rædselsslagen for, at EU-Kommissionen får held til at håndhæve flygtningekvoter med økonomiske bøder. Ungarn er fuldstændig afhængig af økonomisk støtte fra EU, så det er Orbáns mål at ændre og delegitimisere hele debatten, før EU smider fløjlshandskerne,« siger Kelemen.
Ud over flygtningespørgsmålet er problemet med Ungarn, at landet er i færd med rulle demokratiet tilbage og udvikle sig henimod et autokrati med mindre uafhængige domstole og øget kontrol med medierne, mener Kelemen.
Hans bekymring på Europas vegne er, at Orbáns modstand mod fælles løsninger og kvotefordelinger inspirerer andre lande i unionen.
»Det spreder sig hurtigt. EU har en kamp med Polen, hvor de facto-lederen Kaczynski har gjort det klart, at han vil følge Orbáns model. Når EU har fejlet i at gøre noget ved Orbán-regimets optrævling af demokratiet, sender EU signaler til andre om, at de kan slippe af sted med det.«
Ungarn inspirerer
Ifølge Kelemen kom flygtningekrisen som en redning for Orbán, fordi hans Fidesz-partis popularitet var nedadgående efter flere skandaler og strejker fra offentligt ansatte.
Ved at stå fast over for flygtningene fik Orbán popularitetskurven vendt, og flere lande bakker op om Ungarns linje. Faktisk så meget, at Kelemen frygter, at »han kommer til at vinde den her kamp«.
»Vi ser det allerede. For et år siden aftalte EU-landene at fordele 160.000 flygtninge, men selv om kun få lande som Ungarn og Polen totalt afviser det, er de fleste andre modvillige og har kun fordelt få tusinde. Fordelingen er et totalt flop.«
EU’s problem er, at Ungarn i sin behandling af asylansøgere direkte bryder med EU’s lovgivning, hvilket underminerer EU’s position over for andre illiberale udviklinger i lande som Slovakiet og Polen, mener Kelemen.
Læs også: Europa: Orban i korruptionsskandale
Det er særligt skidt, at Ungarn har gjort det direkte kriminelt at søge asyl, hvis man har krydset grænsen ved hegnet, som Ungarn har opført ved landets grænse mod syd.
»Det bryder fuldstændig med EU’s regler for behandlingen af asylansøgere,« siger han.
Selv om flere lande har fulgt Ungarns eksempel og opført hegn og øget grænsekontrollen, giver det i Kelemens optik slet ikke mening for EU at følge det ungarske spor.
For mens Fidesz-regeringen gerne ser øget kontrol ved de ydre grænser, sætter de sig totalt imod en fælles asylpolitik.
De vil ligesom flere andre lande adskille de to ting, men det fungerer ikke, mener Kelemen.
»Det er ikke nok at sige, at Ungarn tager sin tørn ved at kontrollere de ydre grænser, når de ikke lever op til EU’s behandling af asylansøgere. For så finder de jo bare et andet sted at tage hen, og så har vi det, vi ser nu selv i lande som Danmark: et ræs mod bunden. Det er bare ikke sammenhængende politik.«
Ja, Orbán har vundet og vil vinde igen indtil EU får fuld kontrol over de ydre grænser. EU kan ikke indføre sanktioner mod Ungarn, så længe EU ikke har opfyldt sine forpligtelser, at have fuld kontrol over de ydre grænser.
Danmark har vist vejen - i 1992
Siden Holger med konen sagde nej til unionen og fik indført nogle danske 'undtagelser' fra den almindelige solidaritet mellem EU-landene, har eksemplet smittet. Folkeafstemninger er kommet på mode og har stort set den samme mobiliserende effekt som en lille rask krig. Den almindelige rationalitet, der kalder på argumenter og forhandling, går fløjten til fordel for oppiskede stemninger i folkedybet.
EU står og falder med, at fællesskabet respekteres, og at de indgåede aftaler holdes. Sker det ikke, falder det hele fra hinanden.
Derfor er der god logik i, at UK meldte sig ud (selv om det skete på baggrund af en demagogisk og løgnagtig kampagne); UK ville ikke respektere hele pakken, men kun have fordelene ved et medlemskab, ikke pligterne. Ungarn forsøger samme model: Fortsat økonomisk tilskud fra EU, men ingen respekt for EU's modkrav. Danmark er såmænd også med på vognen, når DF og EL fortsat forsøger at bilde danskerne ind, at man kan få europol i en særlig dansk udgave.
Rousseau, der hyldede det nære demokrati med direkte valg, vidste godt, at det ikke kunne fungere i samfund over en vis størrelse. Det direkte demokrati var muligt i den græske bystat og måske også senere i mindre republikker (à la de schweiziske kantoner), men ikke i moderne nationalstater - og slet ikke i unioner af stater. Han så helst, at vi kunne bevare de små stater, der giver mulighed for direkte demokrati, men skrev faktisk også om de forholdsregler, der måtte tages i brug ved større. Kant fulgte senere op på dem i sit skrift om "Den evige fred". Man kan ikke opretholde større sammenslutninger uden afgivelse af suverænitet.
I vore dage er de fælles problemer, som staterne står over for - økonomisk, teknologisk, økologisk, demografisk, kulturelt etc. - så omfattende, at de ikke lader sig forhandle på et direkte demokratis - herunder folkeafstemningers - niveau. Så ville der aldrig komme nogen fælles beslutning, som er holdbar.
EU kan naturligvis ikke sende krigsflygtninge med krav på beskyttelse til f.eks. Ungarn, hvor myndighederne har opsat NATO hegn, verdens farligste pigtråd skarpt som barberblade, foruden myndighederne har givet millitæret tilladelse til, at skyde med gummibetrukne stål projektiler fra højhastigheds rifler, efter alle flygtninge, spædbørn, kvinder, handikappede, millitæret har henrettet mindst en flygtning.
Fra link: Independent.
"Refugee crisis: Hungary shuts its border as young Afghan becomes first refugee shot dead at EU border."
"Shooting of as-yet unnamed 25-year-old is a grim landmark as the EU hardens its heart against refugees."
Link: http://www.independent.co.uk/news/world/europe/refugee-crisis-afghans-sh...
Dødsfaldet Independent artiklen beskriver skete i Bulgarien Philip.
Jeg må tilstå det var en fejl, det beklager jeg, der er skudt på flygtninge ved grænsen, men det link var ikke om Ungarn, men her er et nyt link og bortset fra det, er budskabet rigtigt.
"Hungary calls in the Army: Soldiers given shock powers to use rubber bullets on migrants"
Link: http://www.express.co.uk/news/world/604332/Hungary-army-powers-to-SHOOT-...
"Syrian refugee shot by border guards trying to enter Slovakia from Hungary."
Link: http://www.independent.co.uk/news/world/europe/syrian-refugee-shot-by-bo...
Mihail Larsen
28. september, 2016 - 15:29
Du misforstår.
Det, Danmarks befolkning stemte nej til i 1992, var Maastricht-traktaten. Dermed var den bortfaldet, da den kun kunne vedtages i enstemmighed.
Så den vej, Danmark viste i 1992, var nej til unionsudviklingen.
Den vej Holger K. og andre modstandere herefter viste, var at forhandle et Nationalt Kompromis, der muliggjorde forhandlinger i Edinburgh med de andre EU-lande, der muliggjorde en ny dansk folkeafstemning i 1993, der muliggjorde, at Maastricht alligevel kunne vedtages (med alle de ulykker, det førte med sig - fælles mønt, eu-hær, overstatsligt politi, osv), mod at Danmark blev holdt udenfor de 4 nærmere definerede overstatslige samarbejdsområder.
Danmark var altså på en måde fødselshjælper for Maastricht ved at tage de 4 forbehold.
Jeg misforstår ingen ting. Danmark indledte den praksis: at tage individuelle forbehold. Når andre følger op på dét eksempel, ender det med, at fællesskabet går i opløsning.
Ikke nødvendigvis. Fællesskabet kunne blive inspireret og stoppe den uhæmmede unions-udvikling.
Så ville euroen ikke være etableret, Grækenland ikke være havnet i krise, udvidelsen ikke have haft det urimelige tempo, og Brexit næppe være kommet på tale,
Et fællesskab, hvor alle medlemmer kun vil være med til at nyde de individuelle fordele, men ikke til at bære de fælles omkostninger, kan ikke overleve i længden. Det behøver man ikke at være kollektivist fra 1970'erne for at forstå.
Sagen er, at nogle af de 'fælles omkostninger' er obligatoriske og grænseoverskridende. "I vore dage er de fælles problemer, som staterne står over for - økonomisk, teknologisk, økologisk, demografisk, kulturelt etc. - så omfattende, at de ikke lader sig forhandle på et direkte demokratis - herunder folkeafstemningers - niveau. Så ville der aldrig komme nogen fælles beslutning, som er holdbar," for nu at citere mig selv.
'Flygtninge- og migrantproblemet' er et eksempel. Tilfældigvis havner de fleste af den slags i Grækenland, Italien og Spanien. Hvis man ved folkeafstemninger spørger de øvrige europæiske landes befolkninger, om de vil være med til at løse problemet - enten ved et fælles grænseværn eller ved en fælles fordeling - så bliver svaret med garanti: NEJ. Og så er vi lige vidt. Det er den slags, der giver anledning til krige.
Problemet er jo, Mihail Larsen, at fællesskabet skal være jævnbyrdigt for at kunne fungere. Og sådan har det ikke udviklet sig i EU. Allerede fordi kapitalen er herre, og dernæst fordi systemerne vil gøre kapitalen kunsten efter. Folkene mister interessen for fællesskabet, når fællesskabet kun er programmeret til at tjene kapitalens vel.
Men i øvrigt:
Fællesskabet må for min skyld gerne gå i opløsning.
Bortforklaring
Tror du virkelig, Kongstad, at kapitalen forsvinder ved, at EU går i opløsning? Tror du, at det bliver lettere for Europas borgere at bekæmpe kapitalismen, når kampen føres nationalstatsligt?
Kapitalen ER allerede organiseret internationalt og grænseoverskridende. Hvis den skal bekæmpes, må det ske på samme niveau. EU har potentielt musklerne til at begrænse kapitalens magt - gennem milieu- og skatteregulering f.eks., men også ved finansiel stabilisering og løsning af den slags problemer, som migrationen fører med sig.
Jeg skriver 'potentielt', for det er klart, at EU i høj grad har været og er skævvredet økonomisk. Der mangler en social, politisk og kulturel dimension. Men en væsentlig årsag til denne mangel er nationalstaternes uvilje mod at udbygge EU på disse områder. Det er næppe en uvilje, der forsvinder, hvis EU går i opløsning - tværtimod. Så falder Europa tilbage i det morads, der har ført til et utal af blodige konflikter og hele to verdenskrige. Men kapitalen skal nok klare sig, som den altid har gjort ved nationalstatslige konflikter; den flytter bare rundt på sine investeringer og spiller den ene part ud mod den anden. Det var frem for alt andet det scenarium, oprettelsen af EU (og dets umiddelbare forgængere) skulle hindre.
Man har altid talt om et EU i to hastigheder. Det har man for alvor fået nu.
Man har altid talt om et EU i to hastigheder. Det har man for alvor fået nu.
@Mihail Larsen 28.9 kl. 21:20
Spot on.