Læsetid: 4 min.

Hvorfor vil Rusland pludselig forhandle om Nordpolen?

Og hvorfor afviser Danmarks udenrigsminister det? Ruslands råstofminister spiller hovedrollen i det seneste kapitel i den spegede sag
20. september 2016

Diskussionen om, hvem der ejer Nordpolen, har taget endnu en drejning.    

Det begyndte med den russiske miljø- og råstofminister, Sergej Donskoj. På et møde i Vladimir Putins sikkerhedsråd, hvor Putin selv deltog, foreslog Donskoj i forrige uge, at Rusland skulle indlede forhandlinger direkte med Danmark for at få en hurtig afgørelse af, hvor grænserne ved Nordpolen skal gå.

Det var sensationelt. Både Rusland og Danmark/Grønland har stillet vældige krav til FN om retten til havbunden i Det Arktiske Ocean.

De to krav er i strid med hinanden, fordi de overlapper ved selve Nordpolen, og de to regeringer har i årevis forsikret hinanden og resten af verden om, at de vil følge FN’s regler for, hvordan man finder en fredelig løsning på dilemmaet. Den proces kan udmærket tage 10-15 år.

Og så pludselig foreslår den russiske miljø- og råstofminister en kvik, hurtig forhandling direkte med Danmark for at få en løsning lang tid før.

Er han gal på den?

Umiddelbart kunne det lyde, som om Sergej Donskoj var uinformeret om sagens rette sammenhæng, men en russisk minister fremsætter selvsagt ikke uinformerede forslag i præsidentens sikkerhedsråd.

Donskojs forslag afspejler tværtimod det faktum, at Danmark før har indgået foreløbige forhåndsaftaler med andre stater om grænsedragning i Arktis – nemlig med Norge og Island – mens parterne i øvrigt afventer, at FN snøvler sig færdig.

Læs også: Regeringen vil øge overvågningen i Arktis

Aftalerne, der afklarede, hvor parterne ønsker grænserne på havbunden nord for Færøerne, blev indgået med Norge og Island i 2006, så en aftale med Rusland om grænserne ved Nordpolen ville teknisk set ikke være uden for normalen – og ej heller i strid med FN’s procedurer.

I øvrigt er det ikke første gang, at Rusland har luftet tanken om direkte forhandlinger med Danmark, mens man afventer FN’s afgørelser.

Tilbuddet er så vidt vides aldrig fremsat officielt til den danske regering, men russerne har angiveligt antydet muligheden i forbindelse med de faste, årlige forhandlinger mellem diplomater og forskere, hvor Danmark, Rusland, Canada, Norge og USA udveksler seneste nyt om havgrænserne i Arktis.

Hurtig olie?

Vi kan ikke vide, hvilke motiver der ligger til grund for Sergej Donskojs forslag, men vi kan gætte på to:

For det første ville en hurtig aftale med Danmark om grænserne i det relativt lille, omstridte område ved Nordpolen gøre det muligt for Rusland at indlede olie- og gasjagt i hele det enorme havområde, som det russiske krav til FN omfatter.

Hvis først striden med Danmark er afklaret, vil Rusland formentlig kunne begynde efterforskning i hele det område, Rusland kræver, uden at nogen klager – selv om FN’s dom over Ruslands krav ligger år ude i fremtiden.

Sergej Donskoj er råstofminister, og den arktiske olie og gas er helt afgørende for Ruslands økonomi.

Canada-chikane?

Endelig kan forslaget også være diplomatisk drilleri over for Canada, der i Rusland opfattes som en langt stærkere modspiller i Arktis end Danmark.

Canada ventes at indsende sit krav til FN om havbunden ved Nordpolen i 2018. Det vil ligesom det danske overlappe Ruslands. Ved at foreslå forhandling med Danmark – uden Canada – kan Donskoj have ønsket at antyde, at Canadas forventede krav må opfattes som så useriøst, at FN bør afvise det.

Canadas embedsværk præsenterede i 2014 et fikst og færdigt udkast til Canadas krav for Canadas daværende premierminister, Stephen Harper. Udkastet byggede på års dataindsamling i Det Arktiske Ocean. Det var altså videnskabens bedste bud på, hvilke krav Canada realistisk set kan gøre sig håb om, at FN vil godkende.

Ikke desto mindre krævede Stephen Harper yderligere undersøgelser – fordi selve Nordpolen ikke var omfattet af udkastet.

Sergej Donskoj får med sit forslag udstillet, hvordan Canada nok har lysten til at eje Nordpolen, men altså endnu ikke de data, der kan understøtte et krav til FN. Tanken om direkte dansk-russiske forhandlinger uden om Canada må i al fald have virket stærkt pikerende i Ottawa. Del og hersk.

Danmark afviste   

Det vides ikke, hvilken videre skæbne Sergej Donskojs forslag får i Moskva, men i Danmark var udenrigsminister Kristian Jensen aldeles afvisende, da Politiken bad om en reaktion:

»Indtil vi ved, hvilke territorialkrav der er anerkendt, så er der ingen grund til at starte nogen forhandlinger,« sagde han.

Kristian Jensen vil afvente FN’s afgørelse før eventuelle forhandlinger med Rusland – uanset at Danmark altså tidligere har lavet tilsvarende forhåndsaftaler med andre nationer i Arktis.

Læs også: Kan Arktis redde planeten?

Kristian Jensens motiver er lige så uklare som Donskojs. Muligvis sikrer han her den diplomatiske flanke mod Canada. Interessant er det under alle omstændigheder, at hurtige forhandlinger med Rusland formentlig kunne løse i hvert fald ét problem, som længe har skabt bekymring i Kristian Jensens eget ministerium.

Rusland vil nemlig få sit krav i Det Arktiske Ocean behandlet i FN adskillige år, før det bliver Danmarks og Grønlands tur.

Hvis sokkelkommissionen bekræfter, at Nordpolen hænger sammen med Ruslands kontinentalsokkel, sådan som Rusland hævder, vil russerne derfor have en årrække til at vænne sig til ejerskabet til Nordpolen, før FN vurderer det dansk-grønlandske krav.

Selvom FN til den tid skulle afgøre, at også Grønlands sokkel rækker helt op under Nordpolen, og at grænserne derfor skal drages i direkte forhandlinger mellem det danske kongerige og Rusland, kan det blive vanskeligt at vriste Rusland ud af forestillingen om, at Nordpolen er russisk – netop fordi Rusland får sit svar først. Det problem kunne hurtige forhandlinger med Rusland muligvis have løst.       

Martin Breum er journalist og forfatter til bl.a. ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt i Information om Arktis           

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Erik Jensen
Niels Duus Nielsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Danmark/Grønland skal da bare sige til Sergej Donskoj, at vi vil gerne forhandle, under forudsætning af, at Canada kommer med samtidigt.

Klaus Carsten Pedersen

En tredje mulighed er, at russerne tror, at de kan få et bedre resultat nu i en bilateral forhandling med lille Danmark end det resultat, som FNs sokkelkommission til sin tid måtte finde frem til. I øvrigt kan russerne jo bare gå i gang med at lede efter olie og gas i de endnu uudforskede enorme havområder, som indiskutabelt er deres. De har ikke i en overskuelig fremtid brug for at bore i Nordpolen.