Nyhed
Læsetid: 1 min.

I Indien spilder de blod over vand

Langvarig strid om vand i Karnataka-staten i den sydlige del af Indien er endt i voldelige optøjer med nabostaten Tamil Nadu. Vandmangel er et alvorligt problem i Indiens landbrug
Udland
17. september 2016

Efter en sommer med skuffende monsunregn udfordrer vandknapheden endnu en gang det vandintensive landbrug i det sydlige Indien.

I en langvarig strid om fordelingen af retten til vand fra Kaveri-floden blev Bangalore, der er kendt som Indiens Silicon Valley, i denne uge centrum for voldelige overfald, bilafbrændinger og demonstrationer.

Striden har ført til etnisk motiverede overfald fra begge sider, skriver New York Times. Efter to dødsfald blev paramilitære styrker onsdag sat ind i byen for at skabe stabilitet.

Tidligere på måneden afgjorde Indiens højesteret, at staten Karnataka skal lade 240 kubikmeter vand per sekund flyde fra Kaveri-floden til nabostaten Tamil Nadu frem til den 20. september.

Selv om domsafgørelsen i princippet skulle afgøre sagen om fordelingen af vand, står begge stater fast på, at de er afhængige af vandet fra floden, som primært anvendes til vanding i landbruget, skriver Wall Street Journal.

Vandmangel

Kaveri-flodenhar sit udspring i Karnataka, men passerer gennem Tamil Nadu, før den ender i Den Bengalske Bugt. I mere end hundrede år har floden været omdrejningspunkt for strid mellem de to stater. Ved flere lejligheder har striden taget en voldelig drejning, skriver BBC.

Denne uges uroligheder er så alvorlige, at de vækker minder om de antitamilske optøjer i 1991, da Indiens højesteret afgjorde, at Karnataka skulle fordele mere vand til Tamil Nadu. Dengang døde mere end 18 tamileri oprøret, skriver Reuters.

Vandmangel er et stigende problem i flere områder af Indien. Indien er kendt for sit vandintensive landbrug, der producerer vandkrævende afgrøder som bomuld, sukkerrør og ris.

Overforbrug af vand er en af de vigtigste årsager til Indiens vandknaphed, skrev magasinet The Economist i maj. Flere end 600 millioner indere er afhængige af landbruget.

Selv ikke en strategisk omlægning til mindre vandkrævende afgrøder kan løse vandkrisen i Indien, hvor mere end 130 millioner mennesker lever i områder med alvorligt forurenet grundvand, viser tal fra World Resources Institute.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her