Læsetid: 8 min.

Islamisk Stats informationskrig kan slutte i en landsby ti kilometer fra den tyrkiske grænse

Selv om Islamisk Stat er ved at miste sit såkaldte kalifat, vil krigen mod terror fortsætte, ikke mindst online, vurderer eksperter. Selv uden en fysisk stat vil IS være i stand til at rekruttere folk til at begå terror mange år ud i fremtiden. Medmindre den også mister kontrollen med den sagnomspundne landsby Dabiq i det nordlige Syrien. Hvis det sker, kan hele projektet falde sammen
Islamisk Stat er gode til at få sendt deres propaganda ud – specielt online i form af videoer og billeder af grusomme henrettelser. Senest har de ladet unge drenge, børn, henrette fanger.

Islamisk Stat er gode til at få sendt deres propaganda ud – specielt online i form af videoer og billeder af grusomme henrettelser. Senest har de ladet unge drenge, børn, henrette fanger.

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

10. september 2016

»Gør jeres kister klar, grav jeres grave og afvent samme skæbne som disse mænd.«

Drengen fra Tunesien, der kalder sig Abu al-Baraa, messer med høj stemme en remse, han tydeligvis har lært udenad.

Det glatte ansigt og manglen på skægvækst viser, at han og de fire andre drenge i camouflagetøj, han står sammen med, næppe er mere end 12-13 år.

De er »Kalifatets Hvalpe« eller »Løveunger«, stjernerne i en ny, hårrejsende video fra terrorbevægelsen Islamisk Stat og repræsentanter for en ny generation af hjernevaskende børn, der er vokset op i Raqqa, Dayr al-Zor og Mosul.

De fem drenge stirrer stift mod et ukendt mål i det fjerne og løfter deres pistoler med indstuderet synkronicitet.

Først højt over hovedet, så nedad mod fem orangeklædte, kronragede fanger, der knæler på jorden foran børnene.

På et signal skyder de fangerne i baghovedet, og kameraet skifter til nærbilleder af blodet, der pumper ud af skudhullerne med høje sprøjt.

Nilas Røpke Driessen

Stadig mere ekstreme

I takt med at Islamisk Stat lider stadig flere militære nederlag i Irak og Syrien, tager den stadig mere ekstreme midler i brug for at råbe verden op.

Den omhyggeligt koreograferede video med børnebødlerne er blot det seneste påhit fra terrorbevægelsens velsmurte mediekontor.

Et andet påhit er at lade børn på samme alder gennemføre selvmordsaktioner, som det er sket de seneste uger i bl.a. Irak, Tyrkiet og Kurdistan.

En gruppe danske forskere har kigget Islamisk Stats propaganda i kortene og er ikke i tvivl om, hvorfor gruppen griber til stadig mere ekstreme midler. Og det er ikke, fordi den mangler voksne krigere.

»Islamisk Stats propagandakraft ligger i det spektakulære og grænseoverskridende, derfor er den tvunget til hele tiden at finde på nye og mere ekstreme ting for at fastholde opmærksomheden og fjerne fokus fra de nederlag, den lider på slagsmarken,« siger Simone Molin Friis fra Københavns Universitets Institut for Statskundskab. 

Hun er bl.a. medforfatter til en ny bog med titlen Splittelsen i global Jihad, der handler om Islamisk Stat og al-Qaeda og deres  overlevelsesmuligheder.

Nilas Røpke Driessen

»I starten viste de aldrig de konkrete henrettelser, men gradvist er deres videoer blevet mere og mere ekstreme, og hvad skal de næsten finde på efter at have brændt folk levende, druknet fanger i bure i en swimmingpool og kastet homoseksuelle ud fra toppen af et tårn?« spørger hun.

»Selv den mest ekstreme vold har en grænse, hvor den holder op med at virke.«

Den seneste video med børnebødlerne er af samme grund blevet delt og omtalt væsentlig mindre end tidligere videoer, påpeger hun.

Og det er hendes kollega Tobias Gemmerli fra Dansk Institut for International Studier enig i.

»Det er jo den vildeste overskridelse af normer at lade børn henrette fanger, og det viser meget godt, hvordan IS er nødt til konstant at overskride nye grænser for at fastholde verdens opmærksomhed.« 

Slaget ved Dabiq

Navnet på Islamisk Stats magasin Dabiq refererer til en landsby i det nordlige Syrien, 40 km vest for Aleppo, tæt på grænsen til Tyrkiet.

Ifølge en folketælling fra 2004 har landsbyen 3.364 indbyggere, men hvor mange, der er tilbage i dag, er uvist. Området omkring Dabiq kontrolleres i øjeblikket af Islamisk Stat.

Dabiq er kendt fra et historisk slag, som fandt sted i 1516. Her kæmpede 65.000 soldater fra Det Osmanniske Rige angiveligt mod 80.000 mamlukker med det resultat, at osmannerne vandt og besatte Syrien.

Ifølge Islamisk Stats profeti skal et stort slag mellem muslimerne og Rom stå her, muslimerne vil vinde, og det vil være indledningen på dommedag. Rom er synonym for de kristne, dvs. Vesten.

Midlertidig nydelse

Trods nederlagene på slagmarken er Islamisk Stat stadig en formidabel aktør online, understreger de to forskere, men i takt med at kalifatet taber terræn, skifter propagandaen også karakter.

Tobias Gemmerli har taget de psykoanalytiske briller og bl.a. undersøgt, hvad det er er for virkemidler, Islamisk Stat anvender i sin propaganda, og hvorfor den ekstreme propaganda stadig formår at tiltrække sårbare og frustrerede muslimer fra hele verden.

Og her spiller videoer som den med børnebødlerne en meget væsentlig rolle.

»Det er simpelthen en måde at levere en slags midlertidig ’nydelse’ til bevægelsens tilhængere på,« siger han med henvisning til et nøglebegreb fra psykoanalysen.

»De forsøger at holde begejstringen for kalifatet i live med smagsprøver på den såkaldte højere retfærdighed, som de lover vil indfinde sig i kalifatet,« siger han.

Nilas Røpke Driessen

Men 'smagsprøverne' udgøres ikke kun af gruopvækkende henrettelsesvideoer. De kan også bestå i photoshoppede glansbilleder af den avancerede hospitalsbehandling, ældreforsorg og det socialvæsen, som IS hævder at tilbyde i sit såkaldte kalifat.

Eller det kan være billeder af lykkelige, legende børn, afbrænding af fremmedkrigernes pas eller billeder af den mytiske gulddinar, som bevægelsen lover at indføre i sit tusindsårsrige.

»De sælger samme slags kortvarige lykkefølelse til deres tilhængere, som mange danskere oplevede, da det danske håndboldhold for nylig vandt guld ved OL,« forklarer han og sammenligner med den begejstring, som mange danske idrætsforeninger gav udtryk for oven på de mange, flotte danske resultater.

»Ligesom IS regner idrætslederne med, at den nydelse og eufori, som OL-sejrene gav, vil få flere børn og unge til at melde sig ind i de danske sportsforeninger.«

Fokus på fjenderne

I takt med at det fysiske kalifat skrumper, har Islamisk Stat imidlertid stadig sværere ved at fremstille livet i Raqqa og Mosul som paradisisk.

Og derfor har bevægelsen gradvist skiftet propagandastrategi.

I stedet for at lokke sympatisørerne til at rejse til kalifatet, dyrker bevægelsen nu i langt højere grad de fjendebilleder, som er propagandaens andet ben.

Det fremgår bl.a. af det seneste nummer af Islamisk Stats formfuldt designede, elektroniske magasin Dabiq, hvor især kristne (vesterlændinge, red.), shiamuslimer, jøder og homoseksuelle lægges for had.

Forsiden på den seneste udgave af Islamisk Stats elektroniske magasin, Dabiq, som kan læses her

»Islamisk Stat har stadig sværere ved at sælge myten om det lykkelige liv i kalifatet, og derfor skruer de op for fjendebillederne – eller 'nydelsestyven', som det hedder i psykoanalysen,« siger Tobias Gemmerli. Det er de kræfter, der i Islamisk Stats optik forhindrer virkeliggørelsen af det utopiske kalifat.

»Det har helt klart været et skift, i takt med at IS bliver presset militært,« siger Simone Molin Friis.

»I stedet for at kalde sympatisørerne til kalifatet, bliver de stadig mere aggressive. Hovedbudskabet i dag er: Vi kommer og dræber jer, uanset hvor I befinder jer,« siger hun.

»Formålet er at fjerne tilhængernes fokus fra nederlagene og fremmane et billede af, at Islamisk Stat stadig er en stærk organisation, der kan slå til hvor som helst og når som helst.«

Thomas Elkjer Nissen fra Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer, der også følger Islamisk Stats propaganda tæt, er enig.

»IS griber til stadig mere ekstreme budskaber for at dække over deres nederlag og opretholde opfattelsen af, at de stadig er en organisation med handlekraft,« siger han.

Jihad-medier

Hvis man vil se nærmere på Islamisk Stats og al-Qaedas propaganda, kan man f.eks. finde følgende engelsksprogede blade på nettet. Alle links er til sikre udgaver af de pågældende magasiner.

Dabiq: Månedsmagasin udgivet af Islamisk Stats centrale ledelse, rettet især mod fremmedkrigere og sympatisører i Vesten.

Læs Dabiq her

Inspire: Al-Qaedas ældste magasin. Fortaler for de såkaldte lone woolf-angreb og indeholder ofte praktisk information om, hvordan man kan gennemføre terrorangreb.

Læs Inspire her

Al-Risalah: Et magasin for udenlandske krigere i Syrien. Det har stærke forbindelser til al-Qaedas syriske gren, Jabhat al-Nusra, der for nylig skiftede navn til Jabhat al-Fatah.

Læs Al-Risalah her

Azan: Et Inspire-lignende blad, der produceres af Khorasan-gruppen – al-Qaedas gren i Afghanistan og Pakistan. Udgives muligvis ikke mere.

Læs Azan her

Resurgence: Et mere akademisk magasin med fokus på teoretiske og filosofiske tekster. Udgives af Al-Qaedas centrale ledelse.

Læs Resurgence her

Amaq: Islamisk Stats nyhedsbureau. Kan bl.a. følges på twitter - søg på #amaqagency

Akilleshælen

De tre eksperter er enige om, at Islamisk Stat får et alvorligt propagandamæssigt problem, når bevægelsen på et tidspunkt mister fodfæstet i Irak og Syrien og dermed ikke længere kan lokke med det virkeliggjorte ’kalifat’.

Men den situation er Islamisk Stat til dels forberedt på.

»På et tidspunkt vil de miste deres territorium, men det er allerede en del af deres kernefortælling. Det er nemlig blot optakten til det store mytiske slag, som ifølge deres opfattelse skal finde sted ved landsbyen Dabiq i det nordlige Syrien. Her skal det endelige slag mellem 'islam' og 'Rom' stå,« forklarer han. Rom er i Islamisk Stats retorik et pseudonym for Vesten eller de kristne.

Derfor er det helt afgørende for Islamisk Stat at bevare kontrollen med Dabiq, selv om den lille landsby 10 km fra grænsen til Tyrkiet i sig selv ingen militær betydning har, mener Tobias Gemmerli, der beskriver kontrollen med Dabiq som Islamisk Stats store akilleshæl.

»Hele Islamisk Stats myte bygger på en dommedagsfortælling, der begynder med etableringen af kalifatet og ender med det store slag ved Dabiq, så hvis de mister kontrollen med det nordlige Syrien, risikerer hele deres mytologiske univers at falde sammen,« siger han.  

Ifølge Thomas Elkjer Nissen skal man dog ikke tro, at Islamisk Stat vil forsvinde fuldstændigt.

»På den korte bane er deres bedste salgsargument, at de har et fysisk territorium, de kontrollerer. Men selv om de mister det og måske forsvinder i nogle år, kan det bestemt ikke udelukkes, at de genopstår i en anden form – eller at de skifter deres mål og metoder ud« siger han.

Nilas Røpke Driessen

»De har generelt vist, at de er væsentlig skrappere til at tilpasse sig end tidligere terrorbevægelser.«

Simone Molin Friis og Thomas Gemmerli mener imidlertid, at al-Qaeda, Islamisk Stats hovedrival på den militante scene, vil have lettere ved at fortsætte rekrutteringen på den lange bane. Simpelthen fordi deres mål og budskaber er langt mere abstrakte end Islamisk Stats.

Mens Islamisk Stat lokker med en håndgribelig stat nu og her, har kalifatet altid været et utopisk mål langt ude i fremtiden for al-Qaeda, siger Simone Molin Friis.

»Frem for konkrete ting tilbyder al-Qaeda i højere grad abstrakte mål og ideologisk frelse,« forklarer Tobias Gemmerli.  »Det er mere langtidsholdbart, men til gengæld kan det være sværere at opretholde begejstringen uden de smagsprøver, som IS tilbyder.«

Under alle omstændigheder forudser de tre eksperter, at infokrigen vil fortsætte, længe efter IS har mistet sit fodfæste i Irak og Syrien.

»Det er umuligt at stoppe det fuldstændigt, selv om man fjerner hundredetusindvis af postings på Twitter, YouTube og Facebook eller kriminaliserer udbredelsen, som Søren Pind har bebudet,« siger Simone Molin Friis. Og det er Thomas Elkjer Nissen enig i.

»Det er et spil, du aldrig kan vinde. Der skal en bred vifte af tiltag til for at dæmme op for deres propaganda, og her kan hverken kriminalisering, fjernelse af materiale eller modpropaganda stå alene. Det er en bred vifte af tiltag, som skal tages i brug, hvis det nogensinde skal lykkes at dæmme op for det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu