Analyse
Læsetid: 2 min.

Kina vil være verdens problemknuser

Kina er søndag vært for statslederne fra verdens 20 største økonomier, der skal diskutere nye modeller for vækst. For Kina er det årets vigtigste diplomatiske begivenhed, der skal vise landet som en stærk og ansvarlig leder
Udland
3. september 2016

I to dage har Kinas præsident Xi Jinping adgang til USA’s Barack Obama, Storbritanniens Theresa May, Tysklands Angela Merkel og Ruslands Vladimir Putin, når de og de øvrige statsledere fra verdens største økonomier rejser til det første G20-topmøde på kinesisk grund i byen Hangzhou i Zhejiang-provinsen.

Sammen skal de »undersøge mere effektive modeller for vækst«, står der på den officielle hjemmeside for G20. Verdensøkonomien skal tilbage på sporet, G20-landene skal blive bedre til at samarbejde og flere skal have en bid af vækstkagen.

Læs også: Med naturen kommer vildskaben til de kinesiske byer

Forud for dette års topmøde har Kina signaleret, at G20 skal gå fra at være et kriseberedskab, der symptombehandler sig ud af den globale økonomiske krise, til at være et langsigtet internationalt samarbejde om at fremme global vækst.

Men for Kina står også andet på spil. Kinesiske statsmedier kalder det »årets vigtigste diplomatiske begivenhed«. For G20-topmødet handler ikke kun om økonomi. Kina ønsker at vise sig som en af verdens centrale problemknusere.

Midt i flygtningekrise, krigen i Syrien, svigtende økonomisk vækst og et svækket Europa vil Kina bygge bro og ønsker at fremstå som en aktør, der samler verden. Det er næppe tilfældigt, at logoet til dette års G20-topmøde illustrerer broen over den Vestlige Sø i Hangzhou.

Klar til globalt ansvar

Kina har givet indbyggerne en uges fri, lukket fabrikker og offentlige forsamlingssteder og beder kinesiske aktivister om at holde mund og lav profil. Resultatet er som ønsket: rene gader, gnidningsfri trafik og ren luft over Hangzhou.

De kinesiske myndigheder har nægtet at offentliggøre omkostningerne for topmødet, men der er blevet spekuleret i beløb på over 160 milliarder kroner – et svimlende beløb sammenlignet med budgettet for de Olympiske Lege i Rio på godt 33 milliarder kroner.

I internationale medier som The Economist, CNN og The Guardian kan man læse, hvordan Kina ligesom ved tidligere vigtige internationale begivenheder går til ekstremer for at rydde vejene og luften for alt, hvad der kan forpurre en succesfuld afholdelse af G20-mødet.

Læs også: Er 'hele verdens fabrik' ved at eksplodere?

Blandt andet har Hangzhou erklæret krig mod skadedyr, som the Guardian beskriver med henvisning til et rødt banner i et boligområde med påskriften: »Bidrag til topmødet ved at udslette de fire skadedyr!«

Ved tidligere værtskaber for internationale begivenheder som OL i 2008, EXPO i 2010 og APEC for to år siden dækkede internationale medier oprydningen på lignende vis.

Men trods løftede pegefingre fra internationale NGO’er og en dækning i internationale medier, der minder om latterliggørelse, har Kina ikke ændret taktik.

Når alt kommer til alt, skal et velorganiseret og fejlfrit topmøde fremstille præsident Xi Jinping som en leder, der har vilje og styr på detaljen. En leder der er klar til at tage globalt ansvar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her