Nyhed
Læsetid: 2 min.

Kinesiske ægtepar bliver skilt for at kunne købe hus nummer to

Mens de kinesiske huspriser fortsætter deres himmelflugt i storbyerne, lader ægtepar sig skille for at kunne købe hus nummer to
Et par står og kigger på det nye finansdistrikt – også kaldet Østens Manhattan – i byen Tianjin.

Et par står og kigger på det nye finansdistrikt – også kaldet Østens Manhattan – i byen Tianjin.

Foto: Qilai Shen/Polfoto

Udland
10. september 2016

Rygter om, at Shanghai vil indføre yderligere restriktioner for køb af bolig nummer to, fik i sidste uge ægtepar til at stå i kø foran skilsmissekontorerne.

Ifølge rygtet bliver det dyrere at købe hus nummer to, hvis et par har været skilt i under et år. Bystyret i Shanghai afviser dog, at de har planer om den type restriktioner, men den risiko vil købelystne par ikke løbe, skriver finansavisen Caixin.

For mens førstegangskøbere i Kinas største handelscentrum, Shanghai, kan nøjes med et indskud på 30 procent, så skal købere af bolig nummer to betale et indskud på 70 procent af boligens værdi, hvis arealet overstiger 140 kvadratmeter eller 50 procent for mindre boliger.

Derudover skal potentielle købere have indbetalt til pension og sundhedssikring i byen i fem år, før de kan en købe en bolig.

Shanghai har de højeste boligpriser i landet. I august lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris på knap 48.000 kroner. Det er en stigning på 12.000 kroner pr. kvadratmeter på to år.

Men for den pris kommer man ikke i nærheden af en lejlighed omkring handelsgaden Nanjing Lu i centrum af Shanghai, hvor kvadratmeterprisen ligger på 96.000 kroner, viser tal fra Kinas største boligagent, Lianjia. Det er mere end det dobbelte af kvadratmeterprisen i Danmarks dyreste kommune, Gentofte.

Skævt boligmarked

Sensommeren og det tidlige efterår er højsæson på det kinesiske boligmarked, men i år er der ekstra gang i salget – i hvert fald i de største byer. For mens ledige kvadratmeter i Beijing, Shanghai, Shenzhen og Guangzhou ryger i hurtige handler, så får nye boligblokke lov til at stå spøgelsestomme i Kinas landområder, hvor byggemastodonters og lokalregeringers investeringsiver overstiger købelysten.

Ifølge Reuters er der omkring 13 millioner ledige boliger i Kina.

For at sætte skub i bolighandlerne uden for de største byer har Kina forsøgt at manipulere med både lånerenter og skattefradrag, og før det kinesiske nytår satte Kinas Central Bank indskuddet ned fra 25 procent til 20 procent af ejendomsprisen, skriver Bloomberg.

De seneste salgstal røber dog, at det fortsat er ejendomsmæglerne i hovedstaden og de største vækstcentre omkring Guangzhou og Shanghai, der har travlt, skriver Forbes Magazine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her