Læsetid: 7 min.

Den Kolde Krig forsinkede kampen mod klimaforandringer

Amerikanske klimaforskere blev opmærksomme på global opvarmning allerede i 1957, men forsømte at reagere behørigt, mener den amerikanske videnskabshistoriker Naomi Oreskes. Under Den Kolde Krig blev militære projekter nemlig prioriteret højere end klimaspørgsmål, og det har haft store konsekvenser
Historie, Historisk

USA’s præsident Lyndon B. Johnson advarede allerede i 1965 Kongressen om, at ’denne generation har på globalt plan ændret atmosfærens sammensætning gennem brugen af radioaktive materialer og den vedvarende stigning i kuldioxid ved ved brugen af fossile brændstoffer’. Men der var vigtigere trusler at tage sig af på det tidspunkt.

John Rous

26. september 2016

Den Kolde Krig og klimaforandringer nævnes sjældent i sammenhæng med hinanden. Ikke desto mindre går der en lige linje mellem de to historiske kriser, mener professor i videnskabshistorie på Harvard University Naomi Oreskes.

For det første betød tidens internationale spændinger, at den amerikanske stat overvejende støttede naturvidenskabelig forskning, der kunne anvendes til at positionere USA over for Sovjetunionen.

Og det gik ud over klimaforskningen. For det andet førte Den Kolde Krig til en videnskabelig kultur præget af fortrolighed:

»Det videnskabelige miljø mistede vanen med at kommunikere i den brede offentlighed og blev derfor også dårligere til det. Enten fordi de ikke så behov for det, da de allerede var sikret offentlig støtte, eller fordi de simpelthen ikke måtte, eftersom de arbejdede med hemmelige projekter,« siger Naomi Oreskes, da Information møder hende i forbindelse med hendes udnævnelse til æresdoktor på Roskilde Universitet i sidste uge.

Hun er ved at lægge sidste hånd på bogen Science on a Mission: American Oceanography from the Cold War to Climate Change.

Bogen viser – med udgangspunkt i en historisk beskrivelse af det videnskabelige felt oceanografi (studiet af verdenshavene, red.) – hvordan forskning ikke foregår i et vakuum af saglige og faglige hensyn, men påvirkes både implicit og eksplicit af de sociale, økonomiske og politiske rammer, den foretages i.

Forskernes hybris stod i vejen for kommunikationen

Det amerikanske forskningsmiljø var under Den Kolde Krig præget af magtfuldkommenhed og hemmelighedskræmmeri i en grad, Naomi Oreskes beskriver som »videnskabelig hybris«.

»Jeg tror, at Den Kolde Krigs eftermæle af sammensnørede forskergrupper, der kun var vant til at kommunikere med sig selv, frembragte et videnskabeligt miljø, der ikke formåede at kommunikere effektivt med den bredere befolkning,« siger Oreskes.

Den arrogance medførte formidlingsproblemer, vi stadig slås med i dag:

»Jeg har flere gange oplevet, at folk spørger mig: ’Hvad forskel gør det, om planeten bliver to grader varmere?’ Det er et klokkeklart bevis på, at det videnskabelige miljø har fejlet, når mange i dag ikke forstår, hvorfor to grader gør en forskel. Det er en fejl i kommunikation.«

Da Naomi Oreskes blev uddannet i 1980’erne, var det udelukkende med fokus på videnskab for videnskabens skyld.

»Der var ikke tid eller vilje til at lære os at kommunikere vores resultater på effektiv vis. Det er begyndt at ændre sig, og det tror jeg delvist er klimaforskningens fortjeneste. Det videnskabelige fællesskab har indset, at det har alvorlige omkostninger, hvis de ikke formår at kommunikere,« siger hun.

Tidlige advarsler om global opvarmning blev ikke taget alvorligt

Den Kolde Krig påvirkede ikke kun forskningsmiljøets evne og motivation til at kommunikere bredt. En af de centrale årsager til, at det tog det videnskabelige og politiske miljø så lang tid at anerkende og undersøge beretningerne om konsekvenserne af øget koncentration af CO2 i atmosfæren, var, at fundene ikke umiddelbart kunne instrumentaliseres i Den Kolde Krigs storpolitiske magtkamp, hævder Naomi Oreskes.

De internationale spændinger var ikke kun bestemmende for tidens politiske forhold, men påvirkede i høj grad også, hvilke forskningsprojekter der blev tildelt midler og opmærksomhed:

»Amerikanske havforskere, som jeg har beskæftiget mig, fik nærmest udelukkende støtte fra den amerikanske flåde – og endda ofte fra de samme få afdelinger inden for flåden. Man kan derfor tale om en hæmmende forskningsagenda, der rettede sig efter de behov og efterspørgsler, de specifikke afdelinger havde,« fortæller Naomi Oreskes.

Et af de områder, oceanografer var »hæmmede« i forhold til at undersøge nærmere, var potentielle temperaturstigninger på planeten.

Læs også: Camp Century - en iskold gyser om fortidens synder

Netop oceanografer var ellers blandt de første, der kunne konkludere, at den udbredte brug af fossile brændstoffer og dertilhørende udledning af CO2 fører til global opvarmning.

Allerede i 1957 satte lederen af Scripps Institution of Oceanography, Robert Revelle, spørgsmålstegn ved den dengang udbredte forestilling om, at den øgede mængde CO2 i atmosfæren blot blev optaget i verdenshavene uden nævneværdige konsekvenser for klimaet.

Revelles studier viste derimod, at langt størstedelen af den udledte CO2 bliver i atmosfæren meget længe og skaber den nu velkendte drivhuseffekt.

Opdagelsen blev accepteret over en bred kam, både i det videnskabelige og politiske miljø. I 1965 underrettede den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson Kongressen om, at »denne generation har på globalt plan ændret atmosfærens sammensætning gennem brugen af radioaktive materialer og den vedvarende stigning i kuldioxid ved brug af fossile brændstoffer«.

Alligevel blev det ifølge Naomi Oreskes aldrig et højt prioriteret forskningsområde under Den Kolde Krig. Dels var der en udbredt forestilling om, at eventuelle effekter lå meget langt ude i fremtiden, og dels blev feltet totalt overskygget af forskning, der kunne bidrage til kampen mod tidens store trussel: Sovjetunionen.

Det betød, at klimaforandringer forblev et uattraktivt forskningsområde kendetegnet ved lav prestige og sparsom finansiering.

Fokus på truslen fra øst

Naomi Oreskes mener, det er svært at overvurdere Den Kolde Krigs betydning for tidens videnskab. Både på godt og ondt.

»Som følge af først Anden Verdenskrig og senere Den Kolde Krig satte staten langt flere penge af til forskning end tidligere. Der oprettedes en række agenturer som eksempelvis NASA, der begyndte at finansiere forskning langt mere generøst end før. Der var altså flere penge til forskning, og det var overordnet en god ting.«

De nye forskningsmidler tildeltes dog i de fleste tilfælde projekter med et klart militært sigte. I oceanografien fremhæver Oreskes et særligt ambitiøst projekt, hvor havforskerne etablerede et stort net af akustiske sendere og opfangere, der dækkede store dele af verdenshavene, med det formål at lokalisere sovjetiske ubåde via lyd. Projektet var både bekosteligt og banebrydende.

»Det var god forskning, de lavede. Jeg hævder ikke, at de var dårlige forskere, for selve forskningen var fremragende inden for sit felt. Men den var ikke desto mindre hæmmet. I bogen udforsker jeg, hvad de lærte os om naturen, og hvad de undlod at undersøge,« siger hun.

»Større gennemsigtighed ville have åbnet for samtaler, som jeg mener, ville have være gavnlige for offentligheden såvel som for forskerne. Det kunne have tvunget dem til at gennemtænke problematikken fra flere perspektiver«.

Fra militære til kommercielle mæcener

Under Den Kolde Krig gik store offentlige forskningsbevillinger og fortrolighedsklausuler hånd i hånd.

Ifølge Naomi Oreskes betød det, at videnskaben kun skulle forsvare og retfærdiggøre sig over for ganske få magtfulde personer i det offentlige system eller militærkomplekset. Det ændrede sig, efter Sovjetunionen kollapsede.

I dag er forskere nødt til at legitimere sig over for en række interessenter; konkurrerende institutioner, potentielle private finansieringskilder og ikke mindst den offentlige opinion.

Forskning har nemlig altid været dyrt. Og da pengestrømmen fra de militære mæcener begyndte at ebbe ud i løbet 1990’erne og 00’erne, blev det igen nødvendigt for det videnskabelige miljø at appellere til befolkningen og private investorer. Denne omstilling er dog ikke forløbet uden problemer.

Naomi Oreskes mener ikke, at videnskabens mæcener har mindre indflydelse nu end under Den Kolde Krig. Mæcenerne er blot nogle andre.

De senere år har den udbredte tendens til, at private virksomheder finansierer forskning, kastet store skandaler af sig. New York Times kunne i 2015 afsløre, at Coca-Cola betalte for vildledende forskning om årsagerne til fedme.

Tidligere i år blev det amerikanske miljøagentur EPA tvunget til at trække sin rapport om frackings betydning for drikkevandet tilbage på grund af mistanke om, at det var gasindustrien selv, der havde leveret vandprøver til agenturets forskere.

Klimaforskningen er heller ikke gået fri for afsmitning fra private sponsorers intereser. Naomi Oreskes har tidligere beskæftiget sig med klimaskeptikere i bogen Merchants of Doubt fra 2010.

I bogen skildrer Oreskes og medforfatteren Erik Conway, hvordan den samme lille gruppe af forskere med private interesser i ryggen aktivt har forsøgt at så tvivl om uønsket videnskabelig konsensus inden for en række felter, ikke mindst klimaforandringer.

»Omvendt findes der også utallige eksempler på helt legitim kommercielt sponsoreret forskning, der foregår frit og uden restriktioner,« understreger Naomi Oreskes.

’En kakofoni af stemmer’

Naomi Oreskes er ikke meget for at vurdere, om rammerne for videnskab er bedre eller værre i dag end under Den Kolde Krig.

På den ene side er der kommet mere åbenhed om forskningen, der blandt andet har muliggjort afsløringerne af uhensigtsmæssige forhold mellem sponsorer og forskere. Omvendt har videnskaben lidt et alvorligt autoritetstab.

»Jeg mener, at klimaforskere er blevet langt dygtigere til at få deres budskab ud. IPCC havde ikke engang en presseafdeling, da de udgav The Fourth Assesment Report i 2007. Det har de nu. Omvendt er det en hård verden at trænge igennem i. Det er sværere at blive taget alvorligt som videnskabsmand i dag end i 1950’erne, fordi vi har internettet og sociale medier. En hel kakofoni af stemmer. Hvorfor skulle folk i særlig grad tro på videnskaben?«

Naomi Oreskes mener, at mange forskere har tendens til at romantisere efterkrigstiden.

»Mange forskere tænker tilbage på dengang som ’de gode gamle dage’, men det var også en tid præget af stor magtfuldkommenhed. Det er en balancegang. Man må både have transparens og interaktion med civilsamfundet, samtidig med at man bevarer en tilstrækkelig respekt for videnskabens autoritet. Det er en stor udfordring at finde den balance. Det tror jeg ikke, nogen har svaret på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Jan Svenson
  • Carsten Svendsen
Nikolai Beier, Jan Svenson og Carsten Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, det var modstanden mod kernekraft, der har forsinket klimakampen og er skyld i, at den CO2-lette energis andel af energiforsyningen er faldet i de seneste år. Hvis vi havde fortsat udbygningen af kernekraft med samme fart som i 70'erne, så havde verden allerede nået sine 2020-klimamål, uden at gøre nogetsomhelst andet. Der er 2 CO2-lette energikilder af betydning: Biomasse, vandkraft og kernekraft i nævnte rækkefølge. Og så alle dem der giver så lidt, at det dårligt kan måles. Solceller, solvarme, vindkraft, geotermi, jordvarme og bølgekraft.

Det gjorde Lomborg sq osse. Det var jo derfor de borgerlige var så glade for ham. Prøv at slå tilbage og se hvordan Fogh-regeringen - især Fogh og Hans Chr. Schmidt- jo nærmest faldt om halsen på ham.
Rent brüder-verbund.

Atomkraft havde været smart i 70 erne hvor de kunne opføres billigt. I dag er det dødfødt pga totale omkostninger. Selv idiotiske energikilder som vindkraft er vel i dag mere cost effektive.
Vi ser omkostninger både til opførsel og afvikling eksplodere. Det er derfor det er stagneret.
http://www.ucsusa.org/nuclear-power/cost-nuclear-power#.V-lfX2VJGf0
Men der er masser af andre eksempler. Og så taler vi ikke afvikling. De reelle omkostninger går grasat.

Co2 kan billigst håndteres med energibesparelser.
Se fx costcurve på pdf McKArticleonGHGCostCurves.pdf side 38
Bemærk data fra 2007 derfor vindkraft vs atomkraft utilsvarende. Der var ikke mange 10mw møller i 2007 hvor prisen på vindkraft iøvrigt toppede.

Lennart Kampmann

I firserne var det bekymring om atomkrigsvinter, der dominerede...Også syreregn var helt fremme i debatten. Og man gjorde noget ved det - filtre og gipspladeindustri....
Måske er historieløshed bare en kendsgerning og vi må lære at leve med at man vælger sine egne fakta så det passer til ens sag.

Som der siges: Forvir mig ikke med fakta, tak...

med venlig hilsen
Lennart

Christian Nymark

Lennart:
Atomkrigsvinter ville kun udløses, hvis mennesket trykkede på knappen. Det gjorde I åbenbart ikke (dengang - det kan vel nås).

Til gengæld er knappen helt i bund hvad forbrug og CO2-udledninger angår. Måske sammenligningen mellem nukleare vintre og katastrofale klimaforandringer ikke holder helt alligevel, egne fakta til trods?

Både venlig, global samhandel og fjendtlige relationer koster energi og CO2.
Men det starter med dårlige beslutninger taget af griske og magtbegærlige ledere.
De må stilles til ansvar.

Bare lige for at nævne det:
Det var ikke først i 1957, at der først blev gjort opmærksom på en mulig menneskeskabt global opvarmning.
Ca. 60 år forinden havde den svenske kemiker Svante Arrhenius fundet ud af, at afbrænding af fossile brændstoffer nødvendigvis måtte føre til global opvarmning, fordi CO2 absorberer infrarød stråling fra Jordens overflade.

Christian Nymark

Han syntes dog det var interessant med opvarmning, da han som svenskere godt kunne tænke sig et varmere klima. Selv når man vil have det forkerte, kan man jo godt have ret alligevel.. ;-)