Læsetid: 7 min.

’Jeg mener ikke, at der er noget som helst ekstremt eller radikalt ved Corbyns ideer’

Labours parlamentariske parti udfordrede deres uønskede formand, Jeremy Corbyn, efter Brexit-nederlaget – og ser ud til at tabe spektakulært. ’Vi vidste udfordringen ville komme og var parate,’ forklarer en Corbyn-støtte, der i dag vil se sit idol genvalgt som formand
Sonali Bhattacharyya, teaterskribent og mor til én, meldte sig ind i Labour efter partiets knusende valgnederlag i 2015

Sonali Bhattacharyya, teaterskribent og mor til én, meldte sig ind i Labour efter partiets knusende valgnederlag i 2015

Anders Birger

24. september 2016

De er blevet kaldet for »en virus fra den yderste venstrefløj«, trotskister og et »parti inden for partiet«.

Men Momentum – Labour-formand Jeremy Corbyns græsrodsstøttegruppe – afviser beskrivelserne og siger, at der ikke er noget som helst yderligtgående eller ekstremt ved dem og deres politiske idol, der lørdag – ifølge alle målinger – vil genvinde formandskabet af partiet med en endnu større margin end sidste års overraskende sejr.

»Jeg synes, at Corbyns ideer i virkeligheden er meget rationelle og nuancerede og fornuftige. Det handler om at sætte almindelige menneskers behov forud for virksomhedernes, erhvervsinteresser, aktionærers. Jeg mener ikke, at der er noget som helst ekstremt eller radikalt ved dem. Den radikale idé er faktisk, at vi bør vælge mellem at investere i sundhed og uddannelse eller at redde en bank,« siger 38-årige Sonali Bhattacharyya, teaterskribent og mor til én, der meldte sig ind i Labour efter partiets knusende valgnederlag i 2015.

»Jeg har aldrig følt, at der var et parti for mig. Jeg har stemt på Labour; jeg stemte endda på Tony Blair, men det føltes som at stemme på en, som misbrugte dig, så jeg troede aldrig, at jeg ville melde mig ind i partiet. Det viser, hvor desperat og fortvivlet jeg følte mig efter de konservatives sejr i 2015. Jeg følte, at folk som mig blev nødt til at melde mig ind for at ændre partiet,« fortæller hun på en café i det centrale London.

Hendes første møde i Vestlondon-afdelingen blev dog en skuffelse. 12-15 mennesker mødte op. Alle på nær Sonali Bhattacharyya – der er af bengalsk herkomst – var hvide, hvilket »slet ikke er repræsentativt« for området.

»Da jeg meldte mig ind, fik jeg en e-mail, et brev og mit medlemskort, og så kunne jeg ellers se kontingentet gå ud af kontoen hver måned. Det var dét. Partiet føltes umuligt at komme ind i. Det var ikke et sted, hvor du kunne møde op og gøre en forskel,« forklarer hun om de første måneder som Labour-medlem.

Anders Birger

Valgsejr ændrede alt

Efter Jeremy Corbyns overraskende valgsejr i formandsvalgkampen for et år siden ændrede alt sig imidlertid. Først og fremmest blev støttegruppen Momentum stiftet, og Sonali Bhattacharyya – der kendte Corbyn fra Anti-War Koalitionen – var blandt de flere end 100.000 særligt nye Labour-medlemmer, der meldte sig ind i gruppen.

»Da jeg ankom til mit første Momentum-møde, var omkring 150 personer mødt op – alle folk, som ønskede at være aktive i Labour. Momentum var bare det instrument, der gjorde det muligt. Og det var virkelig spændende. Der var masser af forskellige typer folk med masser af forskellige ideer,« fortæller hun om den første rosenrøde tid i det nye, mere demokratiske Labour, hvor Corbyn lovede græsrødderne indflydelse på partiets linje.

Problemerne

Siden udviklede drømmen om at ændre partiet sig imidlertid til en intern magtkamp mellem Corbyns venstrefløj og den midtersøgende gruppe, som talte langt hovedparten af de folkevalgte parlamentarikere.

De tror – med opbakning i meningsmålingerne – ikke på, at Labour kan vinde et parlamentsvalg fra den yderste venstrefløj. Og de mener ikke, at Corbyn har lederevnerne og visionerne til at række ud til en bred vælgerbase i Storbritannien.

Selv Corbyns mest loyale støtter – bl.a. Guardian-kommentator og forfatter Owen Jones – har erkendt, at Corbyns projekt langtfra går efter planen.

I en blog i sensommeren skrev Jones – selv et Momentum-medlem – at Labour risikerer at blive »udslettet som en politisk magtfaktor« på grund af manglen på en »klar vision« og ikke mindst i mangel af »nogen klar« mediestrategi.

»Det er ingen tvivl om, at Jeremy Corbyn har inspireret og begejstret hundredetusinder af mennesker overalt i Storbritannien. Men Michael Foot (formand fra 1980-83, red.) tiltrak også enorme menneskemængder forud for Labours katastrofevalg i 1983,« fortsatte venstrefløjsikonet, der efter indlægget led samme skæbne som mange andre, der har kritiseret Corbyn; nemlig at blive stemplet som Blair-støtte og forræder.

Udfordringen

Der er ingen tvivl om, at personangreb og trolling på internettet er blevet et problem i partiet i det seneste år. Særligt blev mange af partiets parlamentarikere udsat for både verbal og fysisk chikane efter afstemningen om krigsdeltagelse i Syrien, som dele af partiet støttede.

Mange følte ikke, at Corbyn og hans inderkreds var klare nok i deres afstandstagen, og dette – sammen med de politiske uoverensstemmelser – fik efter EU-afstemningen hele 80 procent af parlamentarikerne til at udtrykke mistillid til formanden, samtidig med at de fleste af hans ordførere trådte tilbage.

Det hele kulminerede i en udfordring af hans formandskab og sommerens valgkamp mellem Corbyn og hans yngre modstander, Owen Smith.

Corbyn fører i meningsmålinger

Ifølge meningsmålingerne står Corbyn imidlertid til at vinde med mere end 60 procent af partimedlemmernes stemmer – anført af de nye medlemmer.

Ifølge Sonali Bhattacharyya er det ikke en overraskelse.

»Årsagen til, at Momentum eksisterer, er, at folk straks efter Corbyns sejr korrekt indså, at der ville komme et modangreb på et tidspunkt og et forsøg på at fjerne ham på trods af hans store demokratiske mandat. Og de konkluderede, at der skulle være Corbyn-støtter på plads og parate til at forsvare ham,« fortæller hun.

»Kupforsøget var fuldstændig forudsigeligt. Det var ikke en overraskelse. Vi vidste, at det ville komme, og vi vidste endda, hvordan de ville gribe det an. Det havde intet med EU-valgkampen at gøre,« tilføjer hun.

I lyset af at hans modstandere i partiet vidste, at hans opbakning ikke var svækket væsentligt, kan det undre, at de overhovedet forsøgte.

Men Dionyssis Dimitrakopoulos – ekspert i Europas socialdemokratier ved Birkbeck College, University of London – mener, at parlamentarikerne »var i en svær situation« i lyset af, at måling efter måling viste, at partiet risikerer at blive endnu mindre end efter det foregående katastrofale valg.

»Hvis ikke de gjorde noget, ville partiet tabe det næste valg, og folk ville kunne sige: ’I vidste det, men hvad gjorde I for at forhindre det?’ Nu hvor de har udfordret Corbyn, risikerer de til gengæld, at partiet bliver splittet,« siger han og mener, at Corbyns succes inden for partiet skyldes, at »han har formået at mobilisere en meget aktiv del af medlemskabet«.

Tilmed kender han Labour-medlemmer, der er ikke mener, at parlamentarikerne gav ham en fair chance, og som derfor støtter ham i denne valgrunde.

Iloyale

Sonali Bhattacharyya er også dybt skuffet over, at parlamentarikerne ikke kan »være loyale«.

Og hun mener ikke, at det er fair at bedømme Corbyn og partiets chancer for at vinde et valg på et tidspunkt, hvor partiet er præget af intern tumult.

»Det er umuligt at vurdere en formands popularitet, når han er leder af et så splittet parti. Folk vil aldrig støtte et splittet parti, fordi det virker rodet og kaotisk, og der er en del af mig, der tror, at det er hele pointen – at drive meningsmålingerne nedad,« siger hun.

»Jeg tror, at der er en kernegruppe, som hellere vil have en konservativ regering ved magten end et Labour-parti under Corbyns ledelse, og det finder jeg virkelig skræmmende.«

Dimitrakopoulos tvivler også på, at alle Corbyns kritikere nu pludselig vil acceptere hans autoritet og bakke ham op. Det er et problem for partiet, men også for landet, idet fortsat splittelse i Labour betyder, at landet ikke har en effektiv opposition.

»Adskillige personer vil nægte at tage en ordførerpost under Corbyns ledelse og vil underminere ham yderligere. Og alene på den baggrund kan de konservative kritisere dem,« siger han og tror derfor ikke på, at Corbyn vil kunne vende meningsmålingerne.

»Hans sejr i formandsvalgkampen vil blive bekræftelsen på en forudseelig katastrofe,« tilføjer han og tror ikke, at Corbyn – som han har gjort før – vil overraske alle og vinde i 2020.

»Corbyns argument er, at han kan mobilisere folk, som ikke normalt stemmer, men jeg tror, at der er en grænse for, hvor meget han kan overraske. Enhver hypotese om, at han vil kunne vinde, er langt ude,« mener Dimitrakopoulos og påpeger, at »mange af hans støtter er ligeglade med om de vinder«.

Ikke umuligt

Det er Sonali Bhattacharyya ikke. Men hun erkender, at det bliver svært.

»Jeg tror på, at det er muligt at vinde parlamentsvalget. Men vi har meget imod os. Jeg tror ikke, at der nogensinde har været en politisk leder, som i den grad er blevet kritiseret af den højreorienterede presse og samtidig forsøgt undermineret af dele af sit eget parti. Men på trods af det, har Labour faktisk vundet hvert eneste suppleringsvalg og flere borgmestervalg under Corbyn, men det bliver afvist, fordi det ikke passer ind i narrativet,« mener Sonali og tilføjer, at det er »utroligt, at vi har set de resultater på trods af alt det, der er sket«.

»Det giver mig håb og viser, at der ikke er nogen forbindelse mellem det, du læser i avisen, og det almindelige mennesker tænker.«

Faktisk er ’den manglende forbindelse’ større end bare Labour, mener hun.

»Hvis jeg føler mig nede over noget, jeg læser, og jeg går til et møde i partiet, så er det som at træde ind i en helt anden verden. For pludselig ser jeg mennesker, som ikke før har været politisk engagerede, og som nu er det. Det er faktisk virkelig spændende, for hele mit liv har der været denne politiske afkobling; folk har ikke kunnet se nogen pointe i at involvere sig eller sågar i at stemme. Det handler ikke kun om at få en ny regering, men om at ændre landet på et kulturelt, politisk plan til gavn for almindelige mennesker,« påpeger hun.

»Jeg tror, det er et fænomen, vi aldrig før har set, og det bringer optimisme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ingemaje lange
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • Kurt Nielsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Mikael Velschow-Rasmussen, ingemaje lange, David Zennaro, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, Kurt Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Igen bruges ordet "kommunisme" om anderledes politisk tænkende, og som havde så stor succes i 1950ernes Amerika med McCarthy, som forblændede retorik imod politiske modstandere.

Sørgeligt vi ikke er kommet videre, ja faktisk er vi blevet ringere, fordi vi netop har optaget denne retorik fra Amerika, i stedet for at skabe vor egen hæderlige debat uden den slags slagord.

Europa er bedre end disse gudløse mennesker i Amerika, der kun kender knægtelse af andre politiske holdninger med disse billige slagord.