I lang tid har Italiens regering fortalt borgerne, hvad de bør stemme ved folkeafstemningen om en reform af landets forfatning.
Nu er datoen også fastsat: Den 4. december, samme dag som omvalget om præsidentposten i nabolandet Østrig.
Oprindelig var planen, at det skulle have været i starten af oktober, men i takt med, at regeringens popularitet er dalet, er beslutningen blevet udskudt. Ministerpræsident Matteo Renzi har dog for længst skudt kampagnen i gang.
»Basta un sì« – det er nok at sige ja – lyder sloganet, som om en ny forfatning kan fås med et impulskøb på internettet.
For at have en chance for at vinde skal regeringen, som består af Renzis centrumvenstreparti PD og et sammenrend af centrumhøjrepartier, nå at overbevise millioner af italienere om reformens kvaliteter, for meningsmålingerne tyder på et forspring til nej-siden.
Den rummer såvel højrefløjen med Silvio Berlusconis Forza Italia og det norditalienske separatistparti Lega Nord som protestpartiet MoVimento 5 Stelle, venstrefløjsintelligentsiaen samt det meste af den juridiske sagkundskab.
Renzi havde til at starte med bedyret, at hans politiske karriere afhang af resultatet, men siger nu, at hans regering fortsætter, hvis vælgerne forkaster reformen.
Datoen skulle også sikre, at næste års finanslov er på plads inden afstemningen, så et nej foruden politisk ustabilitet ikke også risikerer at skabe ødelæggende usikkerhed om Italiens fremtid på finansmarkederne.
Rodet mellemting
Det erklærede formål med den største reform af den republikanske forfatning siden dens indførelse i 1948 er at gøre lovgivningsarbejdet hurtigere og billigere.
Reformen skulle derfor gøre op med det såkaldt perfekte tokammersystem, hvor ethvert lovforslag skal vedtages i identisk form to gange i både Senatet og Deputeretkammeret.
Men ifølge kritikerne er det en sandhed med modifikationer. Senatet bliver ikke afskaffet. Antallet af senatorer bliver dog reduceret fra 315 til 100, som ikke længere vælges direkte, men blandt medlemmerne af landets 20 regionalsamlinger.
De nye senatorer bliver altså deltidsparlamentarikere, men får immunitet og skal bl.a. ratificere internationale traktater og implementere af EU-lovgivning. Senatet får ikke længere indflydelse på regeringsdannelser.
Reformens kritikere hævder, at italienerne i stedet for et to- eller etkammersystem får en uigennemskuelig mellemting.
En anden del af kritikken går på metoden. Den gældende forfatning blev til på baggrund af det bredest mulige (antifascistiske) forlig, mens Renzis reform er et produkt af et flygtigt regeringsflertal. Den nuværende valgperiode, som startede i foråret 2013, blev først forvandlet til en forfatningsgivende forsamling, efter at Renzi var blevet valgt til PD’s formand og i begyndelsen af 2014 væltede partifællen Enrico Lettas regering.
Desuden er den valglov, som det nuværende parlament hviler på, i mellemtiden blevet underkendt af forfatningsdomstolen. Derfor er der også blevet vedtaget en ny valglov, som i kombination med forfatningsreformen skulle sikre stabile regeringer. Italien ville således de facto blive forvandlet fra en parlamentarisk til en semipræsidentiel republik med direkte valg af regeringslederen, hævder kritikerne.
Den nye valglov, som endnu ikke har været i brug, skal dog nu skrives om, har Renzi meddelt. For med to valgrunder og en mandatpræmie til det største parti risikerer den ifølge de fleste meningsmålinger at give MoVimento 5 Stelle absolut flertal – i stedet for PD.
Partisan- og antifascistsammenslutningen ANPI, som udgør en vigtig del af PD’s bagland, fører kampagne mod forfatningsreformen. I en debat med Renzi i Bologna sagde ANPI’s 93-årige formand Carlo Smuraglia:
»Vi spilder tiden på en reform, der er dårligt lavet.«
Det lyder dejligt uforståeligt. Sådan rigtig italiensk operette.
»Basta un sì« – det er nok at sige ja – (og hvis du føler dig taget i røven, så er det helt naturligt).
Jeg tror italienerne siger NEJ i protest.