Chefen for Ruslands anti-korruptionsagentur, Dmitrij Sakhartjenko, er øjensynligt godt økonomisk begavet.
Da politiet anholdt ham i sidste uge, fandt de 120 millioner amerikanske dollar og to millioner euro i kontanter i hans lejlighed.
Nogle dage senere fandt de omkring 300 millioner euro på schweiziske bankkonti i hans fars navn.
Meget tyder på, at pengene ikke var Sakhartjenkos egne, men nogle han var kommet til at tage med hjem fra arbejde.
Men sagen siger noget vigtigt om russisk økonomi på mindst to punkter. For det første at korruptionen også er udbredt i det russiske samfunds øverste lag. For det andet, at det i en tid med så høj inflation er en god idé at holde godt fast i alle de udenlandske kontanter, man kan få fat på.
De seneste to år har Rusland været ramt af recession. Det er anden gang på otte år, og mange havde spået, at den økonomiske krise havde potentiale til at føre til politiske omvæltninger.
I stedet har regeringspartiet Forenet Rusland netop styrket sin magtposition i Dumaen, da det vandt to tredjedele af parlamentspladserne ved valget den 18. september. Og fra og med næste år peger de fleste analyser på, at landet igen vil opleve økonomisk vækst.
Arbejdsløsheden er lav, statsbudgetterne sikret af en kæmpe valutareserve, og det vigtigste: Olieprisen har fundet et stabilt leje.
Selvom olieprisen er under halvdelen af, hvad den var for blot to år siden, er det stadig godt nyt for Rusland, fordi økonomi nu engang er en relativ størrelse. Det betyder, at russisk økonomi i absolutte tal er mindre i 2016 end i 2013. Men relativt set skal der ikke så meget bedring til, før det ser lysere ud, end det har gjort.
Sanktioner forlænget
Uanset hvilken analyse af russisk økonomi, man læser, står der noget om fossile brændsler på første side.
Olie og gas udgør 70 procent af eksportindtægterne, finansierer over halvdelen af statsbudgettet og udgør omkring en fjerdedel af BNP (en anden mindre omtalt fossil-eksport fra Rusland er elfenben: Landet står for en femtedel af verdens elfenbensproduktion takket være mammutter fra den sibiriske tundra).
Olieprisens fald har været hovedårsagen til den russiske recession og efterfølgende genrejsning, men sanktioner har også haft en effekt.
Sanktionerne, både EU’s mod Rusland og Ruslands mod Vesten, bliver fortsat forlænget – men effekten af dem er aftagende. EU’s sanktioner, der primært omhandler begrænsning af kapitalbevægelser, blev forlænget i starten af september, og de russiske, der især omhandler import af fødevarer, løber til næste sommer.
»Og det bliver der nok ikke rykket ved,« siger Anders Svendsen, der er Emerging Market-analytiker hos Nordea. »De eneste, der bliver klemt i den konstellation, er Ukraine, og dem er der tydeligvis ingen, der bekymrer sig om.«
EU’s sanktioner blev indført i forsøg på at svække Ruslands økonomi efter invasionen af Ukraine. Det lykkedes også på kort sigt: Russiske virksomheder blev frataget muligheden for at optage lån i udenlandsk valuta, hvilket gjorde det svært at betale af på landets dollar- og eurogæld.
Men Rusland sad og sidder fortsat på verdens sjettestørste valutareserve, så landets centralbank trådte til og lånte ud af udenlandske valuta til nødlidende russiske virksomheder, så de kunne afdrage på deres gæld. I dag er der fortsat en smule bekymring for de russiske banker, men centralbanken har vist sig kyndig til at træde til på rigtig vis, så bekymringen er aftagende.
»Hvis vi ikke havde været så massivt afhængige af russisk energieksport, havde vi nok smækket sanktioner på der. Det ville have haft en noget større effekt,« siger Anders Svendsen.
Hjemmelavet mad
Som svar indførte Rusland sine egne sanktioner. På kort sigt førte det til mangel på en række produkter i Rusland, demonstreret ved en aktion i august sidste år, da myndighederne destruerede tonsvis af illegalt importerede fødevarer.
Et år senere er det sværere at spore seriøse tegn på knaphed grundet sanktionerne, siger Silvana Malle, der er professor i økonomi ved Universitet i Verona og tidligere har arbejdet et årti i Rusland som researcher for OECD.
»Sanktioner af den slags kan nok skade Iran og Nordkorea, men en kolos som Rusland, der strækker sig over to kontinenter, kan være selvforsynende på de fleste områder,« siger Silvana Malle.
Myndighederne havde subsidier klar til fødevaresektoren, da sanktionerne mod europæisk import blev rullet ud, siger hun.
»Man kan naturligvis ikke nå at fede en ko op til slagtning på så kort tid, men hvad angår for eksempel kyllinger og grøntsager, har man tilegnet sig en form for ekspertise,« siger Malle.
Ifølge Anders Svendsen er det i dag kun regionale europæiske specialiteter, der er svære at finde i de russiske supermarkeder.
Silvana Malle vil ikke gå så langt som at sige, at sanktionerne har været gavnlige for Rusland, men på visse områder har det øget investeringsvolumen og måske på længere sigt skabt indenlandske alternativer til importvarer.
Faldende løn
Men selv uden italienske oste og fransk rødvin er det i dag dyrere at være russer. Det skyldes galoperende inflation og faldende realindkomst.
Hvis det var rubler, Dmitrij Sakhartjenko havde haft liggende i stedet for dollar og euro, var de alene i 2015 falder mere end 15 procent i værdi (og estimeret 7 pct. i 2016). Og når man alene ser på fødevarepriserne, havde han kunnet putte en femtedel mindre i indkøbskurven i 2015.
Ser man bort fra den korrupte anti-korruptionschef, har russerne i snit fået færre penge mellem hænderne. Helt præcist 8,7 procent mindre til rådighed i 2015 og 5,8 procent i 2016. Oversat til praktiske problemer betyder det, at russerne bliver nødt til at bruge over halvdelen af deres disponible indkomst på fødevarer og i det hele taget har færre penge til rådighed.
Indkomsten er det svært at gøre noget ved, men inflationen plejer man at bekæmpe ved at hæve renten, så folk hellere sparer op end forbruger. Men når man står midt i en recession, er det en dårlig idé, fordi en høj rente også hæmmer virksomheders lyst til at bruge penge eller investere, om man vil.
Den russiske rente ligger på 10 procent efter en 0,5 procents sænkning sidste fredag. Og der bliver den liggende året ud, sagde centralbankchef Elvira Nabiullina på et pressemøde ved samme lejlighed. Til sammenligning ligger de europæiske renter som bekendt omkring nul.
Få arbejdsløse
Den faldende indkomst står i kontrast til en meget lav arbejdsløshed på 5,6 procent – 0,1 procent over den strukturelle arbejdsløshed. Så lav arbejdsløshed plejer at presse lønningerne op.
Men i stedet for at fyre folk har flere virksomheder reageret på krisen ved at sænke kompensationen til arbejderne, siger Silvana Malle. På flere store virksomheder får ansatte ikke længere løn, men lov til at blive på arbejdspladsen, hvor de forsynes med mad og sygesikring. De ansatte håber, at de kan blive genansat i bedre tider, og for virksomheden handler det om at undgå at blive udsat for repressalier fra regeringen for at afskedige folk, mener Silvana Malle.
Sådanne historier er overdrevne, siger Konstantin Koristjenko, tidligere bestyrelsesformand i den russiske centralbank og professor ved RANEPA – Russian Presidential Academy of National Economy and Public Administration til Information. Han medgiver, at det finder sted i mindre byer, der er meget afhængige af en enkelt virksomhed, som for eksempel beskæftiger 30-40 procent af arbejdsstyrken i en given by.
Han mener, at det er den russiske middelklasse, der er blevet hårdest ramt af krisen. Middelklassen, der var blevet godt forvænt, har oplevet, at den svage rubel svækker dens købekraft, og de manglende investeringer skader små og mellemstore virksomheder.
Men også på bunden af det russiske samfund oplever man et pres efter to års økonomisk tilbagegang. Officielle russiske statistikker viste i foråret, at andelen af russere under landets officielle fattigdomsgrænse var steget med 20 procent siden 2014.
»En af de mest smertefulde konsekvenser ved den økonomiske krise er den stigende fattigdom,« sagde premierminister Dmitrij Medvedev dengang.
De uløste problemer
Mange ældre har oplevet et fald i indkomsten som konsekvens af, at pensionerne ikke længere følger inflationen. I stedet har præsident Vladimir Putin, hvis støtter især tæller den grånende del af befolkningen, udbetalt et engangsbeløb til pensionisterne. Det ændrer dog ikke på, at Rusland har et problem med de ældre, og det faktum, at der bliver flere af dem.
Siden 2006 er arbejdsstyrken svundet ind med seks millioner mennesker, og den skrumper fortsat. Det er der to veje rundt om: Man kan importere arbejdskraft, hvilket Rusland ikke har haft held med. Eller man kan hæve pensionsalderen, hvilket Vladimir Putin ifølge analytikere meget gerne vil undgå at gøre inden præsidentvalget i 2018.
Stort set alle uafhængige økonomer anbefaler, at man hæver pensionsalderen fra de nuværende 55 og 60 år for henholdsvis kvinder og mænd. Tidligere på året var det direktøren for landets statistikbureau, der – som privatperson, understregede han – anbefalede gradvist at indføre en forhøjelse.
Et andet strukturelt problem er fraværet af investeringer. Rusland har brug for, at vestlige firmaer placerer penge i landet.
»Ikke de hurtige investeringer, men fabrikker der bibringer arbejdspladser og ekspertise,« siger Anders Svendsen.
Investeringer som andel af BNP er begyndt at stige. Et af de større eksempler er et rørledningsprojekt til en værdi af 55 milliarder dollar, der skal forsyne Kina med russisk gas.
Men landets udenrigspolitik spænder i nogen grad ben for Rusland som international økonomi.
»I forhold til tidligere er Rusland endnu mere politisk isoleret. Jeg tror, at de kommer til at skulle klare sig selv,« siger Anders Svendsen.
Konstantin Koristjenko tror på holdbarheden i de underliggende strukturer i russisk økonomi, som valutaen, gældsniveauet og balancerede budgetter. Men problemet er, at Rusland har brug for udlandet til at lægge det afgørende lod på vægten for at få økonomien til at vokse.
»Vi har brug for de internationale markedskræfter,« siger han.
Det bliver svært. Rusland ligger i den tunge ende af de afgørende indekser, som store internationale virksomheder kigger på, når de placerer deres investeringer: Økonomisk frihed, sikkerhed og så altså korruption.
Ruslands største problem er måske bedst beskrevet i en anden af landets store eksportsuccesser, litteraturen:
»Enhver idiot kan håndtere en krise; det er denne dag-til-dag tilværelse, der slider én op,« skrev Anton Tjekhov.
