Læsetid: 5 min.

Shimon Peres var den ultimative politiske operatør

Den sidste i politikergenerationen, der grundlagde den jødiske stat, og den første, der indså, at en fredsløsning med palæstinenserne var nødvendig
Udland
29. september 2016
Oslo-aftalerne knæsatte Peres’ image som fredsdue, yderligere cementeret med den Nobel-fredspris, han modtog sammen med Rabin og Yassir Arafat i 1994. Realiteten var dog, at Oslo-aftalerne i første omgang blev forhandlet delvis bag ryggen af Peres. Foto: GPO/Polfoto

Oslo-aftalerne knæsatte Peres’ image som fredsdue, yderligere cementeret med den Nobel-fredspris, han modtog sammen med Rabin og Yassir Arafat i 1994. Realiteten var dog, at Oslo-aftalerne i første omgang blev forhandlet delvis bag ryggen af Peres. Foto: GPO/Polfoto

Præsident Barack Obama var uhyre præcis, da han i sine mindeord over Shimon Peres, der døde onsdag morgen 93 år gammel, kaldte afdøde ’essensen af selve Israel’.

Udsagnet var givetvis ment som en både personlig og officiel hyldest til den politiske veteran og længst overlevende i generationen, der satte Israel på det globale landkort i 1948. Og han var med i de centrale beslutninger, der støbte fundamentet til den jødiske stat.

Så Obamas udsagn kan også høres som en konstatering af, at Peres i en 66 år lang politisk karriere, kulminerende med præsidentposten i 2007-14, havde medansvar for den ’essens’, der også – og især – er Israel i dag: En kolonialistisk soldaterstat, der i 1947-48 fordrev den arabiske befolkning fra den del af det britiske mandatområde, Palæstina, der blev til Israel, og som siden 1967 har praktiseret etnisk udrensning i den arabiske del af Jerusalem, erobret i junikrigen samme år.

Peres var som minister for integration af den jødiske indvandring, aliyah, operativ i etablering af de første bosættelser på den besatte Vestbred – de bibelske områder Judæa og Samaria – i 1969, der siden gradvis er blevet befolket med mere end 400.000 jødiske bosættere.

Peres, født i 1923 i Polen som Szymon Perski, indvandrede som 11-årig med sine forældre i Palæstina, hvor han blev medstifter af et zionistisk ungdomsforbund og medlem af Haganah, den militære arm af det israelske arbejderparti, Mapai, ledet af den første premierminister, David Ben-Gurion.

Som 25-årig stod Peres for en våbenimport, der blev vital for krigslykken i 1948-49, og som direktør i det israelske forsvarsministerium i perioden 1953-59 plottede han den britisk-franske-israelske invasion af Egypten i 1956 og forhandlede Frankrigs medvirken ved etableringen af Dimona-atomstationen, hvor Israels kernevåben blev udviklet.

Netværker og alliancebygger

Han blev indvalgt i Knesset, det israelske parlament, i 1959 og var bortset fra få måneder uafbrudt medlem frem til 2007, da han blev valgt til præsident.

Han nåede at blive medlem af fem partier og 12 regeringer, heraf to gange som premierminister – en post, han dog aldrig blev direkte udpeget til af vælgerne.

Peres tabte faktisk de fleste valg til topposter, han gik efter, men flød alligevel ovenpå med sit talent som netværker og alliancebygger.

Hans mest spektakulære nederlag var i 1996, da han som indtrådt premierminister efter mordet på Yitzhak Rabin året før, tabte knebent til Likuds Benyamin Netanyahu, der gik til valg på at sabotere den politiske aftale med PLO, som Peres-Rabin-regeringen havde truffet med Oslo-aftalerne i 1993.

Oslo-aftalerne knæsatte Peres’ image som fredsdue, yderligere cementeret med den Nobel-fredspris, han modtog sammen med Rabin og Yassir Arafat i 1994.

Realiteten var dog, at Oslo-aftalerne i første omgang blev forhandlet delvis bag ryggen af Peres, der var udenrigsminister, da hans politiske protegé, Yossi Beilin, og embedsmanden Ron Pundak (Herbert Pundiks søn) afsøgte mulighederne i PLO-ledelsen i Tunis, der var sat ud på et sidespor i de forhandlinger om en tostatsløsning, der blev indledt i Madrid i 1991 som et resultat af den første Golf-krig, og hvor kun palæstinensere fra de besatte områder deltog.

Da Peres blev informeret om Beilins og Pundaks sonderinger, holdt han i første omgang Rabin uden for processen indtil en næsten færdig aftale kunne forelægges Rabin som fuldbyrdet fait accompli.

Historien om Oslo-aftalerne er betegnende for Peres’ måde at agere politisk på – han var allerede i 1977 rival til Yitzhak Rabin om lederskabet i Arbejderpartiet, og tabte til ham i to forsøg. Hver gang forblev han udadtil loyal, men arbejdede indadtil for at sætte sine egne dagsordener igennem, dagsordener som mange israelere mente tjente Peres’ personlige ambitioner mere end Israels interesser.

Men som i dette tilfælde også var dikteret af  erkendelsen af, at en fredsaftale med PLO og Arafat var nødvendig, hvis Israel skulle undgå en permanent tilstand af usikkerhed og frygt. Problemet var bare, at Oslo-aftalerne fra begyndelsen tilgodeså israelske interesser på bekostning af palæstinenserne. Eksempelvis var der ingen klare aftaler om ophør af bosættelserne, nu som før den største interessekonflikt.

Vel, i adskillige tilfælde faldt Peres' og Israels interesser sammen, og han var først og fremmest en politiker, der ville være med der, hvor magten tog ophold – og i anden ombæring hvor der kunne høstes international personlig prestige.

Og som den ultimative politiske operatør. Trods centrale poster i toppen af israelsk politik på så at sige alle niveauer, er hans resultater, trods alle erklærede intentioner om ’et nyt Mellemøsten’, til at overse i et blik.

Oslo-aftalerne viste sig at blive en fiasko, der efter 23 år, og trods ihærdig international opbakning, er kørt fast i et status quo, der hver dag kan iagttages som israelske byggekraner i Østjerusalem og på Vestbredden.

Fra høg til due

Også derfor forekom det nærmest surrealt da Per Stig Møller (K) onsdag morgen tonede frem på TV 2 News og kaldte Shimon Peres ’fredens mand’ og tilføjede, at dersom Sharon ikke havde fået et slagtilfælde i januar 2006, ville der nu have været fred i Mellemøsten.

Hvor vidste Møller det fra? Jo, det var under fire øjne betroet den daværende danske udenrigsminister, da han talte med Peres efter at denne i november 2005 var brudt ud af det israelske arbejderparti og tilsluttet sig Sharons Kadima-parti.

Som person fremstod han både ydmyg og arrogant, alt efter lejligheden. Som under intifadaen i slutningen af 80’erne, da Anker Jørgensen på besøg i Jerusalem som delegeret i Socialistisk Internationale stillede Peres kritiske spørgsmål til den fortsatte besættelse af Vestbredden, og hvor Peres, dengang medlem af en koalitionsregering under Likud-lederen Yitzhak Shamir, affærdigede sin danske gæst med en bemærkning om, at han »behøvede et kursus i politik i Mellemøsten«.

Da ovenstående signatur stillede samme spørgsmål i 1998 i et interview i anledning af Israels eksistens i 50 år, signalerede han ved at rejse sig, at interviewet var slut.

Nu mindes han som manden, der skiftede ham fra høg til due. Sandheden er snarere, at han skiftede med konjunkturerne, som han læste bedre end de fleste. Og meget bedre end den nuværende israelske leder. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Alle de fine mindeord til trods, så synes jeg snart, at Israel og Palæstina skulle se at få forhandlet en fredsaftale på plads.

Tak til Information - mere på dette niveau udbedes.