Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sort røg fra Sikkerhedsrådet

Efter en lang valgkamp er FN tæt på at finde en afløser til den farveløse generalsekretær Ban Ki-moon fra Sydkorea. Men mange landes favoritkandidat, EU-kommissæren Kristalina Georgieva, holder sig i venteposition. Flere FN-kilder siger, hun vil stille op i næste uge
Bulgareren Kristalina Georgieva er viceforkvinde for EU-Kommissionen. Flere FN-diplomater og embedsfolk, som angiveligt har kendskab til Georgievas planer, siger, at hun agter at stille op som kandidat til posten som FN’s næste generalsekretær i næste uge.

Bulgareren Kristalina Georgieva er viceforkvinde for EU-Kommissionen. Flere FN-diplomater og embedsfolk, som angiveligt har kendskab til Georgievas planer, siger, at hun agter at stille op som kandidat til posten som FN’s næste generalsekretær i næste uge.

Sven Torfinn

Udland
10. september 2016

Umiddelbart ser løbet ud til at være kørt.

I går vandt portugiseren António Guterres, tidligere flygtningehøjkommissær, for fjerde gang i træk en ’tendensafstemning’ i FN’s Sikkerhedsråd om, hvem der skal være verdensorganisationens næste leder.

Men lige som konklavet i Vatikanet er udpegelsen af en generalsekretær i Sikkerhedsrådet lidt af et puslespil – omgærdet af mystik og hemmelighedskræmmeri og karakteriseret ved magtkampe og alle mulige usynlige handler landene (kardinalerne) imellem.

Man kender aldrig resultatet, førend den hvide røg kommer op af skorstenen, som Mogens Lykketoft – afgående formand for Generalforsamlingen – ynder at sige til besøgende journalister.

Der er f.eks. tegn i sol og vind på, at en kvalificeret outsiderkandidat vil træde ind på banen i sidste øjeblik.

Det drejer sig om den højtrespekterede viceforkvinde for EU-Kommissionen, bulgareren Kristalina Georgieva, der har ført en skyggekampagne fra kulisserne, mens de ti officielle kandidater har ført kampagner i løbet af foråret og sommeren og deltaget i høringer i Generalforsamlingen arrangeret af formand Lykketoft.

I denne uge sagde flere FN-diplomater og embedsfolk, angiveligt med kendskab til Georgievas planer, at hun agter at stille op i næste uge. Andre kilder nævner, hun vil tage den endelige beslutning i indeværende weekend.

I en kommentar til en henvendelse fra Information siger en talskvinde for EU-Kommissionen:

»Viceforkvinde Georgieva er orienteret om rygterne i medierne, men ønsker ikke at kommentere dem.«

Kvindelig leder ønskes

Georgievas tøven er begrundet af den omstændighed, at Bulgariens officielle kandidat er Irina Bokova, generaldirektøren for UNESCO. Et medlemsland kan kun opstille én kandidat til posten som generalsekretær ad gangen.

»Alle taler om Georgieva, men så længe Bokova bliver som kandidat, er det ikke muligt for Georgieva at stille op som repræsentant for Bulgarien,« siger FN-ekspert Richard Gowan fra European Council on Foreign Relations.

Det er ikke et tilfælde, at søgelyset samler sig om disse to østeuropæiske kvinder. Mange vestlige lande – med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen – har ytret et stærkt ønske om at besætte posten med en kvinde. Hertil skal lægges, at der i FN’s historie har været en uformel tradition for rotation mellem diverse regioner. Denne gang er det den østeuropæiske gruppes tur. Bokova og Georgieva opfylder begge kriterier.

Udfaldet af valget i Sikkerhedsrådet afhænger derfor i sidste instans af Ruslands holdning, der med sin vetoret kan blokere for en uønsket kandidat. Indtil videre har russiske diplomater antydet, at de foretrækker Bokova. Hun er tidligere kommunist, og hendes far var under Den Kolde Krig medlem af det bulgarske kommunistpartis centralkomité.

Merkels foretrukne

Georgieva er derimod kristendemokrat. Hun er endvidere viceformand for en EU-kommission, der støtter EU-landenes økonomiske sanktioner mod Rusland. Hertil skal lægges, at hun i 10 år har været ansat i Verdensbanken i Washington, D.C.

På den anden side kender Georgieva Rusland virkelig godt. Som Verdensbankøkonom havde hun Rusland som sit speciale, og hun boede flere år i Moskva og mødte bl.a. præsident Vladimir Putin.

Diplomatiske kilder i FN kan ydermere berette, at Georgieva har modtaget stærk opbakning fra den jævnaldrende tyske kansler, Angela Merkel, der kommer fra samme baggrund – kristendemokrat og opvokset i et kommunistisk land.

Under G20-mødet i Kina i sidste weekend skal Merkel have talt med Putin om Georgievas mulige kandidatur. Bulgareren mødte præsidenten på tomandshånd under det årlige internationale økonomiske forum i Skt. Petersborg i juni.

Georgieva har endvidere modtaget ros for sit arbejde i en FN-kommission, der skulle fremlægge reformer af organisationens humanitære arbejde og udviklingsbistand.

I et interview med britiske Sunday Times i foråret sagde hun, at FN’s underorganisationer kan spare ca. 1 mia. dollar om året på at sammenlægge nogle af deres funktioner og udbetale kontanter direkte til nødlidende fremfor at benytte omkostningskrævende mellemled.

Flere kvinder i spil

I forbindelse med FN-opgaven var hun to gange på besøg hos Mogens Lykketoft.

»Hun er meget anerkendt og meget sympatisk,« siger den danske formand for Generalforsamlingen, der understreger, at han ikke har nogen favoritkandidat.

Dysten om, hvem der skal efterfølge sydkoreaneren Ban Ki-moon, involverer flere andre anerkendte politikere og diplomater.

Blandt kvinderne er der f.eks. tidligere premierminister i New Zealand Helen Clark, generaldirektør for FN’s udviklingsorganisation UNDP samt costaricaneren Christiana Figueres Olsen, der som leder af FN’s klimagruppe, UNFCCC, bragte klimaftalen i Paris i hus. Herudover den tidlige argentinske udenrigsminister Susanna Malcorra, der åbenlyst støttes af USA.

Men Clark og Figueres endte på en ottende- og niendeplads i gårsdagens afstemning i Sikkerhedsrådet og endda med flere negative end positive stemmer. Malcorra modtog et lige antal positive og negative stemmer. Med så mange negative tilkendegivelser gives disse tre kvinder ingen reel chance for at vinde dysten.

Irina Bokova klarede sig ikke så godt som ved sidste tendensafstemning i august. Hun faldt fra en fjerde- til en femteplads. Det kunne betyde, at hun vælger at trække sig.

Lykketofts procedure

»Vi befinder os i en virkelig forvirrende situation lige nu. Min rygmarvsfornemmelse er, at Bulgarien kun vil trække Bokovas kandidatur tilbage og udpege Georgieva, dersom Washington og Moskva tydeliggør, at Georgieva er en acceptabel person som generalsekretær,« siger FN-ekspert Gowan.

En anden løsning kunne være en enighed mellem de fem vetobærende stormagter om at udpege spidskandidaten António Guterres, tidligere statsminister i Portugal.

Ifølge mange iagttagere i FN klarede han sig strålende under høringen i Generalforsamlingen, hvor medlemslandene havde lejlighed til at stille dybtgående og kritiske spørgsmål om kandidaternes egnethed, erfaring og vision for FN.

Guterres skæbne afhænger i særdeleshed af præsident Putins holdning, mener Richard Gowan.

»Der er snak i de diplomatiske korridorer om, at Rusland muligvis vil pege på Guterres, hvis de kan få ham til at give tilsagn om at udpege Irina Bokova til FN’s vicegeneralsekretær.«

Netop udsigten til stillingen som nummer to i FN’s sekretariat kan måske friste Bokova til at blive i valgkampen, hvilket vil spænde ben for Georgievas chance for at træde ind på banen i sidste øjeblik.

Således er dysten om at blive FN’s næste generalsekretær næsten lige så obskur og uigennemsigtig, som den altid har været. Et lyspunkt er dog, hvad man i FN kalder Lykketoft-proceduren.

I sin egenskab som formand for Generalforsamlingen har danskeren fået vedtaget en ny praksis, der går ud på, at ingen kandidat til lederposten kan blive taget op til afstemning i Sikkerhedsrådet, medmindre vedkommende først har været gennem en høring i Generalforsamlingen.

»Det har utvivlsomt givet større indflydelse til medlemslandene i Generalforsamlingen. Man kan sige, at den nye gennemsigtige valgprocedure sikrer, at en ny generalsekretær i fremtiden vil blive udpeget mellem de to-tre kandidater, der har vundet størst uformel opbakning i Generalforsamlingen,« siger Lykketoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Snup portugiseren.