Det er stadig uklart, hvem Labour kæmper imod

»Det er os imod dem – så grelt er det.«

Det unge venstrefløjsikon Owen Jones efterlader ikke nogen tvivl om, at han mener, at landet befinder sig i en kritisk situation med udsigten til Brexit, der vil ramme samfundets svageste hårdest, og en ny premierminister, som han kalder »et ryk mod højre sammenlignet med den tidligere regering«.

Efter tre dages Labour-kongres i Liverpool står det imidlertid ikke klart, hvem ’os’ og ’dem’ er. Trods appeller fra alle sider i partiet om forsoning i kølvandet på sommerens formandsvalg, viste årets kongres, at sprækkerne stadig er der, og at mange medlemmer hellere vil bekæmpe hinanden end den konservative regering.

Læs også: ’Jeg mener ikke, at der er noget som helst ekstremt eller radikalt ved Corbyns ideer’

Det var bl.a. tydeligt under næstformand Tom Watsons tale, hvor han indirekte kritiserede partiformand Jeremy Corbyn ved at rose New Labours bedrifter til skyerne. Corbyn stemte imod Blair-regeringen over 428 gange i løbet af de 13 år, Labour var ved magten.

»Jeg ved ikke, hvorfor vi har fokuseret på, hvad der var galt med Blair- og Brown-regeringerne i de seneste seks år, men at kritisere vores egne resultater er ikke den rigtige måde at styrke vores brand på,« sagde han til begejstrede klapsalver fra hovedparten af salen, der også hujede, da han tilføjede: »Kapitalisme er ikke fjenden, penge er ikke problemet, erhvervslivet er ikke slemt.«

»Den virkelige verden er mere kompliceret end som så, hvilket ethvert fagforeningsmedlem kan fortælle dig,« fortsatte næstformanden, hvilket dog blev for meget for et kvindeligt partimedlem, der råbte skældsord efter ham.

»Jeremy, jeg tror ikke, at hun fik forsoningsmemoet,« jokede Watson henvendt til formanden, der sad udtryksløs ved talerpanelet på scenen og demonstrativt ikke klappede efter centrale passager i talen.

Nye og gamle ideer

Denne søgen tilbage til New Labour-årene går igen ved flere af debatterne på partiets højrefløj. En af disse debatter finder sted i et mindre mødelokale i Liverpools enorme Internationale Kongrescenter, hvor årets partikongres finder sted, og hvor Labourtænketanken IPPR har inviteret til en diskussion under emnet: ’Hvad skal der til, for at Labour kan vinde et parlamentsvalg?’

Lisa Nandy, en ung MP fra Nordengland, der i sommer trådte tilbage fra Corbyns ordførerhold i protest mod hans ledelsesstil og var med til at organisere Owen Smiths formandskampagne, giver på mødet Tom Watson ret.

»Vi vinder ikke næste valg, hvis vi bruger de næste fire år på at smadre alt det, den sidste Labour-regering gjorde,« siger hun.

Ifølge Mandy har partiet ikke befundet sig så langt fra magten siden 1930’erne.

»Vi har brug for at vinde 106 mandater ved næste valg ud over dem, vi allerede har, for at få et flertal på én. Det er et større sving, end det Tony Blair sikrede i 1997 – og fire ud af fem af de nye mandater, skal vindes fra de konservative,« siger hun – en påmindelse om, at det bliver svært at vinde dem over fra den yderste venstrefløj.

Ryan Shorthouse, direktør for Bright Blue – en progressiv, konservativ tænketank – sætter virkeligheden yderligere i perspektiv for de partimedlemmer, der er mødt op for at høre højrefløjens ideer til fornyelse.

Læs også: Demokratiet sejrede! Taber demokratiet?

»På det fundamentale, økonomien, lederskab og sikkerhed, stoler vælgerne mere på de konservative end på Labour i øjeblikket. For at vinde skal Labour føre på alle de områder,« vurderer Shorthouse.

Det bliver imidlertid svært, fordi »dele af corbynismen er motiveret af at besejre blairismen, hvilket har resulteret i, at ingen ønsker at købe varen«, tilføjer han over for et pakket mødelokale med stole til knap 100 personer, men hvor også mellemgangene er fyldt til randen med siddende og stående.

Mange udtrykker enighed med Shorthouse, da han siger, at »Corbyn tilbyder radikalisme, hvor det, de fleste vælgere ønsker, er ansvarlighed«.

»De fleste briter er ret tilfredse med deres liv. De vil bare gerne klare sig lidt bedre, men de ønsker ikke et fuldstændig nyt Storbritannien, hvilket er det, Corbyn tilbyder,« siger han og påpeger, at målinger viser, at befolkningen ikke anser Theresa May for at være »mere højreorienteret«.

»Hun er søgt ind på Blue Labour-territoriet; ind på fællesskabsterritoriet,« siger han med henvisning til en Labour-gruppering, der advokerer for en mere social konservativ politik.

»I bør blive mere fællesskabsorienterede. Der er midten i britisk politik lige nu, og Theresa May er i færd med at parkere sine kampvogne på det.«

Lisa Nandy påpeger, at det er vigtigt, at Labour ikke kun kritiserer, men også ved, hvad det selv vil – og at det ikke mindst har en optimistisk vision.

»Når vi ser et problem med Uber – at de skaber et kapløb mod bunden – så bør vi i stedet for at sige: ’Stop, vi vil af’ vende det om og spørge: ’Hvordan kan vi få det til at fungere?’ Det kan være, at vi skal sige til dem, at hvis I vil arbejde her, så må I hæve jeres standarder,« siger hun og udpeger Brexit som et af de vigtigste slagsmål, »hvor vi må se at komme ud af starthullerne og definere, hvad vi ønsker«.

»Vi kan ikke tillade regeringens ’Brexiterer’ at sidde bag lukkede døre og flikke en aftale sammen. Hvis vi troede, at TTIP var slem, så er dette TTIP på steroider,« advarer hun.

Økonomisk modangreb

Afstanden fra denne type debat til partiets venstrefløj var ikke kun stor politisk set, men også fysisk, eftersom støttegruppen Momentum havde etableret en parallelkonference andetsteds i Liverpool. Nogle af medlemmerne – bl.a. Owen Jones – vovede sig dog over i konferencens formelle rammer til diskussioner om ulighed og valgbarhed.

Owen var især begejstret over finansordfører John McDonnells kongrestale, der bl.a. bød på et løfte om en markant stigning i mindstelønnen, etableringen af nationale investeringsbanker og flere penge til bekæmpelse af skatteunddragelse, hvis Labour kommer til magten.

»En af hovedårsagerne til, at vi tabte det sidste valg, var, at vi overgav os til (de konservatives, red.) påstand om, at årsagen til det nuværende rod skyldes, at der blev brugt penge på skoler og hospitaler,« forklarer Jones.

Læs også: Den socialdemokratiske Jesus-figur

»Nu er vi endelig begyndt at tale om en anderledes økonomisk model baseret på investeringer, som vil stimulere økonomien. Er det nok? Nej. Men det er en god start og meget bedre end den fuldstændige mangel på et sammenhængende økonomisk alternativ, vi har haft i meget lang tid,« fortsætter han.

Frances O’Grady, forkvinde for fagforeningssammenslutningen TUC, mener også, at der er plads til et andet økonomisk narrativ i lyset af Brexit-afstemningen. Og hun vurderer, at der er en god grund til, at Theresa May har valgt at slække på den forrige regerings nedskæringsmål.

»De ved, at det var de sociale boligområder, der rejste sig og vandt Brexit-afstemningen for dem, og det bekymrer dem. I Europa ligger vi kun foran Grækenland og Island i forhold til investeringer,« siger hun i samme debat.

Forsoning påkrævet

Hvad både højre- og venstrefløjen i partiet udmærket ved, er, at ingen af de velmenende løfter kan realiseres, hvis ikke Labour vinder næste valg. Og de ved, at de ikke vil kunne vinde, hvis partiet er splittet. Alligevel har begge fløje fremprovokeret konflikter under kongressen.

Corbyns hold fjernede bl.a. et afsnit om partiets opbakning til fornyelse af landets atomforsvar uden ordførerens vidende, og Corbyn selv blev på sidstedagen kritiseret for at udtale, at han ikke anser antallet af migranter som et problem – noget cirka 25 procent af partiets vælgere synes uenige i. Omvendt er hans støtter rasende over bl.a. Tom Watsons tale.

»Det, der er absolut kritisk nu, er, at vi som parti fokuserer på at skabe et optimistisk, inspirerende alternativ i stedet for på vores egen splittelse, for hvis vi fejler, som vi har gjort i år, vil vi efterlade et vakuum. Og det vakuum vil blive fyldt med ting, som vi ikke ønsker, at det bliver fyldt med,« påpeger Owen Jones.

Lisa Nandy – der har afvist at vende tilbage til skyggekabinettet efter Corbyns genvalg – erklærer sig enig, men tøver, da hun skal svare på spørgsmålet om, hvorvidt hun forlader kongressen forhåbningsfuld og med en tro på, at partiet kan vinde næste valg.

»Det vil kræve mere end håb og mere end et samlet parti. Men jeg tror, at vi kan gøre det,« siger hun.