De to store viser vejen

Beslutningen lørdag fra Kina og USA, verdens to største udledere af drivhusgasser, om at ratificere den skelsættende Parisaftale om klimaændringer indvarsler en ny æra for globalt samarbejde om reduktion af emissioner.

For blot er par år siden ville indgåelse af så klar en forpligtelse have været en ønskedrøm for de fleste. Med verdens to mest magtfulde nationer som aftalepartnere kan FN fejre en bemærkelsesværdig sejr for sin over 20 år lange indsats for at få styr på klimaforandringernes trusler.

Præsident Obamas engagement er også ved sin timing bemærkelsesværdigt. Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har lovet at trække USA ud af Parisaftalen, hvis han bliver valgt, men hvis den allerede er trådt i kraft, inden han eventuelt kommer til magten, vil dette kunne blive meget vanskeligt – hvis ikke ligefrem umuligt ifølge amerikansk lovgivning og politiske konventioner.

Læs også: Kinas kamp for eftermælet

Men uanset hvor afgørende den amerikansk-kinesiske opbakning er, skal der mere til, før Parisaftalen kan træde effektivt i kraft. Aftalen vil desuden skulle suppleres med opfølgende skridt, hvis det skal lykkes at bremse skadevirkningerne fra menneskelige aktiviteter på klimaet. Der forestår således stadig en kolossal indsats fra verdenssamfundets side.

For det første er der brug for at få endnu flere lande til at ratificere. USA og Kina tegner sig for omkring 39 procent af de globale emissioner.

Men i henhold til FN’s rammekonvention om klimaændringer fra 1992, skal mindst 55 lande ratificere, før aftalen kan træde i kraft. Samtidig skal lande, der til sammen tegner sig for mindst 55 procent af de globale drivhusgasemissioner være repræsenteret.

EU er en lang proces

Efter at Kina, USA og en række mindre lande har ratificeret, mangler endnu den tredjestørste udleder, EU, der har deltaget i aftaleforhandlingerne som samlet blok. EU’s ratifikation er næppe nært forstående, fordi det er så langvarig en proces at få en juridisk forpligtelse behandlet færdig til godkendelse i samtlige 28 medlemslande.

Det er dog muligt at omgå denne institutionelle omvej. Nicholas Stern, formand for Grantham Institute on Climate Change og forfatter til den skelsættende rapport fra 2006 om de økonomiske konsekvenser af klimaændringerne, opfordrer således EU-landene og Storbritannien til at ratificere aftalen individuelt gennem deres nationale parlamenter for at fremskynde processen.

EU-medlemmer er juridiske aftaledeltagere på såvel nationalt niveau som på unionsniveau. Så hvis tilstrækkeligt mange EU-lande, især de større af dem, går denne vej, kan det være nok til at bringe aftalens ikrafttræden ud over denne sidste forhindring.

»Det er en fantastisk mulighed,« siger Stern til The Guardian. »Det er meget vigtigt for processens troværdighed (i forhold til at få en global aftale om klimaindsatsen gennem FN, red.) at få traktaten ratificeret i år. EU-landene kan og bør ratificere snarest.«

For det andet er det vigtigt at forstå, at aftalen – den første, der både er juridisk bindende og sandsynligvis vil komme til at omfatte alle verdens lande – kun er en begyndelse.

Dokumentet, der blev vedtaget ved en historisk konference i Paris i december sidste år efter 20 års snørklede forhandlingsrunder, forpligter landene til at holde den globale opvarmning på højst to grader celcius over det førindustrielle niveau, hvilket klimaforskere betragter som den øvre sikkerhedstærskel, hvis overskridelse sandsynligvis vil medføre klimaforandringer med katastrofale og uoprettelige følgevirkninger.

Ikke nok

Ej heller udspecificerer aftalen, hvilke konkrete handlinger de enkelte lande skal foretage. Næsten alle underskrivere har fastsat mål for at mindske deres fremtidige udledning af drivhusgasser efter 2020, når de nuværende tilsagn udløber.

Men de reduktioner i kuldioxidemissioner, som disse mål implicerer, vil ikke være nok til at holde den globale opvarmning under tærsklen på to grader celcius og slet ikke under den tærskel på halvanden grad, som indgår i aftalen som en ’aspiration’ og er en forudsætning for at kunne redde klodens mest lavtliggende områder.

Hertil kommer, at selvom rammerne er juridisk bindende, er tilsagnene om emissioner det ikke. De nationale regeringer må selv påtage sig at konkretisere deres mål gennem politikker, der vil være omstridte og kostbare på kort sigt, først og fremmest gennem udbygning med mere vedvarende energi og beslutninger om at efterlade fossile brændstofressourcer uudnyttet. For mange er den proces kun lige begyndt.

Grønne aktivister opfordrer de nationale regeringer til at handle hurtigt, både for at opfylde de juridiske løfter, som er afstukket i Parisaftalen og de moralske løfter til deres befolkninger om at standse de farlige klimaændringer.

Læs også: Kina vil være verdens problemknuser

Li Shuo, ledende politiske rådgiver om Østasien for Greenpeace, siger: »De politiske ambitioner må kunne holde trit med den stigende vandstand, som sårbare samfund står over for. At udråbe Parisaftalen til en triumf og samtidig uddele penge til den fossile brændstofsindustri er ganske enkelt ikke foreneligt med Parisaftalen. Regeringerne må holde deres kul, olie og gas i jorden og hurtigst muligt fokusere på en retfærdig omstilling til bæredygtig, vedvarende energi. G20-mødet må være den anledning, hvor verdens ledere enes om en plan om at fjerne støtten til fossilt brændsel – en praksis, som efter Parisaftalen fremstår som stadig mere hyklerisk.«

Mike Childs, politisk chefstrateg ved ngo’en Friends of the Earth, tilføjer: »Landene må forpligte sig til endnu større nedskæringer end de lovede i Paris og er nødt til at vedtage politikker, der kan omsætte de smukke ord til meningsfuld handling.«

Velkomment signal

En hurtig ratifikation vil kunne anspore regeringerne til at udvikle nye politikker, der begrænser brug af kulstof, og sende virksomheder et klart signal om, at de bliver nødt til at investere mere i at reducere deres indvirkning på klimaet, siger Nick Mabey, administrerende direktør for tænketanken E3G.

»USA’s og Kinas ratifikation sender et stærkt signal til investorer og virksomheder om, at de bør foretage deres fremtidige investeringer ud fra det scenarie, at Parisaftalen kommer til at træde i kraft,« siger han til The Guardian. »I en tid med stigende geopolitisk turbulens sender det velkomment signal om, at samarbejdet om kampen mod klimaændringer kan holde stand, selv over for forværrede relationer mellem verdens supermagter.«

Jake Schmidt, direktør i det amerikanske Natural Resources Defense Council, tilføjer, at andre regeringer må tage til efterretning, at »USA og Kina sender et stærkt signal til andre lande om, at tiden for handling er nu«, sagde han.

»Det her viser lande og investorer, at verdens to største økonomier og største forurenere står klar til at påtage sig en konstruktiv rolle med at lede overgangen til en kulstoffattig økonomi. Det er kun få år siden, at begge lande forsøgte at trække de globale klimaforhandlinger i langdrag, og nu er begge blandt de første til at tilslutte sig en den nye aftale. Det er et vigtigt skift, som afspejler en forandret virkelighed, hvor flere og flere lande forstår, at indsatsen mod klimaændringer er i deres egen bedste interesse, og at intet er vundet ved at udskyde de nødvendige skridt.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen