Læsetid: 6 min.

Tugt og utugt i anonymiseringsnetværket TOR

Tor-projektet hjælper millioner af mennesker verden over med at holde sig anonyme på internettet, men i løbet af det seneste år har en anklage om voldtægt og en tidligere CIA-medarbejder bragt organisationen i alvorlige problemer
Tor-projektet hjælper millioner af mennesker verden over med at holde sig anonyme på internettet, men i løbet af det seneste år har en anklage om voldtægt og en tidligere CIA-medarbejder bragt organisationen i alvorlige problemer

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

9. september 2016

»Det er helt sikkert et voksende fællesskab,« sagde George Kadianakis optimistisk på en hackerkonference i New York City i slutningen af juli.

Han er en del af inderkredsen af programmører og it-eksperter, der arbejder med at udvikle Tor-projektet, et slags anonymiseringsnetværk.

Centralt for projektet er et netværk af servere, som gør det muligt for aktivister, journalister og dissidenter i undertrykkende regimer og overvågningsstater at bruge internettet anonymt.

Det fungerer ved at pakke internettrafik ind i flere lag af kryptering og dirigere trafikken gennem flere computere for at maskere den oprindelige afsender.

Rygraden i projektet er de frivillige i særligt Europa og USA, som har sat servere op, brugernes kommunikation kan dirigeres igennem.

Lige nu er der omkring 7.000 af den type servere i netværket, fortalte George Kadianakis på hackerkonferencen. Det er mere end en tredobling på blot få år.

Men selv om fællesskabet er voksende, så har det i det seneste år været ramt af flere yderst kontroversielle sager, som handler om en anklage om voldtægt og en tidligere CIA-medarbejder.

Ikke helt nyt for alle

Sagen om den angivelige voldtægt er en anklage mod den verdenskendte hacker, journalist og internetaktivist Jacob Appelbaum. En amerikaner bosat i Berlin, der er blevet kaldt verdens farligste mand i cyberspace.

Han har været en ivrig fortaler for Wikileaks og støttet whistleblower-organisationen og dens kontroversielle talsmand, Julian Assange.

Jacob Appelbaum har også arbejdet som journalist for det velestimerede tyske magasin Der Spiegel og været med til at offentligøre dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA lækket af whistlebloweren Edward Snowden.

I Danmark har Jacob Appelbaum også gjort sig bemærket. Han var i 2014 indkaldt som ekspertvidne i retssagen, der er blevet kaldt danmarkshistoriens største hackersag.

Den havde som omdrejningspunkt svenskeren Per Gottfrid Svartholm Warg, alias ’anakata’, der på det tidspunkt var tiltalt for at have hacket sig ind i it-firmaet CSC’s systemer.

Jacob Appelbaum opfordrede dengang den danske anklager til at droppe sagen, fordi han ikke mente, at der var bevis for, at det var svenskeren, der stod bag hackerangrebet. Retten på Frederiksberg var imidlertid overbevist og dømte svenskeren, og senere stadfæstede landsretten også dommen.

Indtil for nylig var Jacob Appelbaum en af de få ansatte hos Tor, som i meget høj grad er afhængig af frivillig arbejdskraft. Men i sommers fratrådte han sin stilling.

Læs også: 'Hacking giver de besiddelsesløse evnen til at kæmpe og vinde'

Det skete, efter at ukendte personer havde oprettet en hjemmeside med anonyme fortællinger om alt fra seksuelle tilnærmelser til en decideret voldtægt, som Jacob Appelbaum blev beskyldt for at have begået.

»Denne type af beskyldninger var ikke helt nye for alle hos Tor,« skrev direktøren for Tor-projektet, Shari Steele, i et blogindlæg kort tid efter i juni og fortsatte:

»De var i overensstemmelse med rygter, nogle af os havde hørt i nogen tid. Når det er sagt, er de seneste beskyldninger langt mere alvorlige og konkrete end noget, vi tidligere har hørt«.

Champagne hos NSA

Knap to måneder efter offentliggjorde direktøren så resultatet af en undersøgelse udført af en privat efterforsker, som Tor havde hyret til at komme til bunds i anklagerne.

»Undersøgelsen er nu færdig. Mange mennesker i og uden for Tor-projektet har rapporteret om tilfælde af at blive ydmyget, intimideret, mobbet og skræmt af Jacob, og flere har oplevet uønsket seksuelt aggressiv adfærd fra hans side,« skrev Shari Steele. Hun nævnte dog ikke noget om en egentlig voldtægt. 

Selv har Jacob Appelbaum skrevet, at voldtægtsanklagen er falsk. Han har beskrevet anklagerne som en »ondskabsfuld kampagne«:

»Vage rygter og hetz mod mig er ikke noget nyt. Som en mangeårig offentlig fortaler for ytringsfrihed og et sikkert internet har der været masser af forsøg på at underminere mit arbejde gennem årene,« skrev han i et online indlæg i juni.

For nylig publicerede den tyske avis Die Zeit så en omfattende undersøgelse af anklagerne mod Jacob Appelbaum under overskriften: »Was hat dieser Mann getan?« – hvad har denne mand gjort?

For egen regningen konkluderer avisen, at hackermiljøet minder om et »hormonpumpet amerikansk college fraternity«, men avisen finder ikke nogen afgørende beviser for, at anklagerne mod Jacob Appelbaum er sande. Derimod har avisen fundet en række uregelmæssigheder i fortællingen om voldtægtsanklagen.                        

En anonym medarbejder fra Tor-projektet udtaler til avisen, at champagnepropperne helt sikkert springer hos den amerikanske efterretningstjeneste NSA som følge af sagen. 

»I månedsvis har Tor (-projektet, red.) været optaget af sig selv. Lige nu ødelægger vi hinanden, selv om alle kæmper for den samme sag,« siger Tor-medarbejderen til Die Zeit.

Generalstrejke?

Flere personer i Tor-miljøet er langt fra tilfredse med behandlingen af Jacob Appelbaum. Blandt dem er Marie Gutbut, der tidligere har haft et forhold til hackeren. Hun skrev i midten af august et åbent brev til folkene bag Tor..

Heri gjorde hun det klart, at hun ikke mener, at Jacob Appelbaum er »perfekt«, men hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor en undersøgelse af anklagerne mod ham først blev iværksat, efter at han måtte fratræde sin stilling.

Også en veteran i Tor-miljøet med aliaset Lucky Green har valgt at stoppe med at bidrage økonomisk til projektet og lukket sine Tor-servere. Han beskriver sig selv i en mail som værende en af de første, der drev Tor-servere.

Det er dog uklart, om det direkte har noget at gøre med Jacob Appelbaum-sagen, Lucky Green refererer blot til »de seneste begivenheder«.

Senest har en eller flere anonyme personer i et online indlæg opfordret til en ’generalstrejke’ 1. september, hvor alle, der har Tor-servere, opfordres til at lukke dem for en dag, og hvor alle brugere af Tor-netværket afstår fra at bruge det.

Baggrunden for strejkeopfordringen var blandt andet Tor-projektets håndteringen af sagen om Jacob Appelbaum. Men umiddelbart tydede intet på, at strejken blev en succes i praksis.

Har du slået nogen ihel?

Mens den private undersøgelsen af Jacob Appelbaum foregik, kom en anden særdeles følsom sag om Tor-projektet til offentlighedens kendskab.

Det skete første gang gennem mediet VICE.

Sagen handler om en dengang nyansat medarbejder hos Tor-projektet og er dokumenteret i en timelang lækket chatudveksling, som er fra en novemberaften i 2014.

Her blev den nyansatte medarbejder, David, inviteret ind til en chat med medarbejdere hos Tor-projektet. Anledningen var, at han havde fortalt, at han tidligere havde været ansat hos efterretningstjenesten CIA i USA. Det kom som en overraskelse for en del af deltagerne i chatten, fremgår det.

Flere var meget nervøse for, hvordan det ville kunne skade Tors omdømme og brugernes tillid. Sagen kunne ende katastrofalt, fordi mange brugere netop gør brug af Tor til at undgå efterretningstjenesters overvågning.

»Jeg synes, at det er utroligt egoistisk af dig, at du har valgt at tilslutte dig Tor, når du vidste, at det ville fucke os helt op PR-mæssigt,« skrev en af deltagerne i chatten til David. Samme deltager skrev senere: »(…) omfanget af tillid, du kommer til at ødelægge, er utrolig«.

En anden daværende medarbejder ved navn Runa Sandvik var også særdeles skeptisk: »Jeg er bekymret for, at vi kommer til at miste opbakning fra offentligheden,« skrev hun.

Da Jacob Appelbaum kl. 21:56 den aften skrev sin første besked i samtalen, havde den nyansatte David allerede måtte svare for sig ad flere omgange. Men Jacob Appelbaum eskalerede konflikten væsentligt.

»Det her er en joke, ikke?« skrev han. Det var det ikke. »Nå, men har du så taget nogle dokumenter med, DaveC1?« skrev Jacob Appelbaum med henvisning til tidligere whistleblowere fra efterretningstjenester.

»Jeg havde ikke adgang til noget whistleblower-værdigt,« skrev David tilbage igen.

Hvad lavede du hos CIA, spurgte Jacob Appelbaum. Hvor var du udstationeret? Har du nogensinde slået nogen ihjel?

Har du nogensinde deltaget i tortur eller droneprogrammer? Har du nogensinde arbejdet med at infiltrere grupper?

Men David kunne ikke svare på de fleste af spørgsmålene, fordi han var bundet af tavshedspligt, skrev han.

Kontroversen endte med, at den tidligere CIA-medarbejder fratrådte Tor-projektet kort efter hans ansættelse. Men efterfølgende kom sagen altså til frem i offentligheden flere år efter.

Det har ikke været muligt at få et interview med direktøren for Tor-projektet eller Jacob Appelbaum til denne artikel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

TOR burde være helt unødvendig i demokratier, hvor borgernes rettigheder respekteres politisk, men desværre har amerikanerne ødelagt dette som sædvanlig med deres psykotisk indstilling til omverdenen, og begivet sig ind på mistænkeligheden vej overfor alt og alle, - og samtidig krænket ikke blot den amerikanske forfatning, men også privatlivets fred for mennesker overalt på kloden ved masseindsamling af oplysninger via ethvert elektronisk medie de kunne udnytte.

Ikke engang allierede og i ånden demokratiske stater, deres institutioner eller deres ledere har de holdt sig for gode til at udspionere digitalt globalt.

Når friheden taget fra folk og ikke længere respekteres med og via de love der er vedtaget, så vil der opstå netværk som TOR som modvægt til den digitale overvågning udenfor lovens anerkendte rammer.

Amerika er ansvarlig for det skred der er sket, og som er uopretteligt.

Hans Larsen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar