Interview
Læsetid: 6 min.

Det bliver umuligt at skille de gode fra de onde i Syrien

USA og Rusland skal allerede i næste uge blive enige om, hvem det er i orden at bombe i Syrien. Men kan det overhovedet lade sig gøre at skille de syriske oprørere af i »terrorister« og »moderate«? Danske og udenlandske eksperter siger nej og spår, at det nye militære samarbejde mellem stormagterne vil koste den skrøbelige våbenhvile livet
Borgerkrigen i Syrien er et yderst kompliceret og sammenvævet kludetæppe af militsgrupper, hvor USA og Rusland nu vil forsøge at skille de gode fra de onde, så det bliver muligt at afgøre, hvem det er i orden, at bl.a. de danske F-16-fly kaster bomber i hovedet på

Borgerkrigen i Syrien er et yderst kompliceret og sammenvævet kludetæppe af militsgrupper, hvor USA og Rusland nu vil forsøge at skille de gode fra de onde, så det bliver muligt at afgøre, hvem det er i orden, at bl.a. de danske F-16-fly kaster bomber i hovedet på

Foto: Virginie Nguyen Huang/AP/Polfoto

Udland
16. september 2016

Hvem er terrorist i dagens Syrien, og hvem er ikke?

Det bliver det helt store spørgsmål, som USA og Rusland skal finde svar på, når de i næste uge skal til at koordinere krigen mod de militante islamistiske grupper i Syrien.

Ifølge den nye våbenhvileaftale skal de to stormagter begynde at koordinere deres angreb, når våbenhvilen har varet syv dage. Og det har den på mandag.

Problemet er bare, at Moskva og Washington er alt andet en enige om, hvilke grupper der er legitime bombemål.

Islamisk Stat er selvskreven til terrormærkatet, og det samme er den tidligere Nusra Front, der indtil juli var officielt allierede med al-Qaeda. Eller er den? For gruppen lægger nu afstand til al-Qaeda og har taget navneforandring til Jabhat Fateh al-Sham, Syriens Erobringsfront.

Man skal i det hele taget ikke ret langt ned ad den ideologiske islamist-stige, før det bliver endda meget uklart, om der er tale om en jihadist-gruppe eller mere moderate oprørere.

Er den islamistiske gruppe Ahrar al-Sham, der samarbejder med Jahbat Fateh al-Sham f.eks. en terrorgruppe? Og hvad med Den Frie Syriske Hær, som støttes af USA, men både omfatter sekulære demokrater og islamister, der kæmper for en islamisk stat?

Umulig opgave

Borgerkrigen i Syrien er et yderst kompliceret og sammenvævet kludetæppe af militsgrupper, hvor USA og Rusland nu vil forsøge at skille de gode fra de onde, så det bliver muligt at afgøre, hvem det er i orden, at bl.a. de danske F-16-fly kaster bomber i hovedet på.

Ifølge våbenhvileaftalen skal de såkaldt moderate oprørsgrupper som FSA trække sig fysisk tilbage fra de områder, som de fornylig har erobret sammen med både Jabhat og Ahrar, bl.a. omkring storbyen Aleppo.

Men det er en nærmest umulig opgave, lyder dommen fra danske og internationale eksperter.

De forudser, at USA og Rusland med stor sandsynlighed kommer til at bombe de forkerte og dermed torpedere den historiske og overraskende effektive våbenhvile, de netop selv har fået gennemført.

»Det bliver umuligt at skille de gode fra de onde,« siger seniorforsker Jonathan Stevenson fra International Institute of Strategic Studies, der er en af verdens førende sikkerhedspolitiske eksperter med speciale i Mellemøsten og politisk islam.

»Der er meget stor risiko for, at de kommer til at bombe de forkerte,« mener han. Planen om at få de moderate oppositonsgrupper til at trække sig fra alliancen med de islamistiske grupper, mener han heller ikke vil fungere i virkeligheden.

»Det bliver meget svært at få de moderate oprørsgrupper til at trække sig fra fronten. Det har kostet dem dyrt at bryde belejringen af Aleppo, så det er meget usandsynligt, at de bare trækker sig tilbage,« siger han.

Den  sikkerhedspolitiske forsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier,  mener også, at det bliver en stor udfordring at skille oprørsgrupperne ad, sådan som den amerikanske udenrigsminister John Kerry og hans russiske kollega Sergej Lavrov er blevet enige om.

»Det vil være rigtig vanskeligt at få til at fungere i praksis. Der er stor risiko for, at de ender med at bombe bredere end aftalt,« siger han.

»Det er meget sandsynligt, at de militante islamistiske grupper vil blande sig med de andre oprørsgrupper for at undgå at blive bombet. Og så vil Rusland og USA blive fristet til at bombe alligevel. Hvad sker der f.eks, hvis russerne bomber nogle af de grupper, som USA støtter? Kan samarbejdet holde til det,« spørger han.

Fælles front

I praksis er det uklart, om USA og Rusland opretter et  fysisk koordinationscenter eller blot et virtuelt, men både USA og Rusland lægger stor vægt på muligheden for at skabe en fælles front mod især Islamisk Stat, der ifølge begge stormagter udgør en alvorlig sikkerhedstrussel, både i Mellemøsten og på verdensplan.

»Det har længe været et hedt ønske i Moskva at få dannet en fælles front mod IS og andre militante islamister,« siger Jonathan Stevenson. Moskva mener, at islamisterne skal fjernes, før det kan lade sig gøre at løse den syriske borgerkrig.

Ifølge Flemming Splidsboel, der er Ruslands-specialist og tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste er samarbejdet også vigtigt af andre grunde.

»Rusland ønsker at blive anderkendt som en ligeværdig partner på den internationale scene, og det har de opnået med både våbenhvileaftalen og det nye, militære samarbejde.«

I det hele taget bruger Rusland sin indblanding i Syrien til netop at vise, at landet igen er betydelig international spiller, understreger han.

Hjælp til de moderate

Når USA er parat til at indlede et direkte militært samarbejde med Rusland, er det ifølge Stevenson også, fordi den amerikanske regering kan se en fordel i at gøre fælles front mod IS og andre islamistgrupper. Men det er kun en del af forklaringen.

»USA har to mål med sit nye samarbejde med Rusland. Den amerikanske regering ønsker dels at bekæmpe IS, dels at lette presset på de moderate oppositionsgrupper,« siger han.

Siden Rusland i september sidste år gik med i krigen for at redde præsident Bashar al-Assads regime, der var ved at tabe krigen, har de russiske kampfly hovedsagelig bombet de såkaldt moderate oprørere og i langt mindre grad Islamisk Stat.

I forbindelse med våbenhvilen har USA imidlertid fået Rusland til at stoppe angrebene på oprørerne og udelukkende bombe IS.

»Hidtil har USA’s to mål i Syrien ikke stemt særlig godt overens, fordi Assad samtidig er et bolværk mod IS, men med våbenhvilen mener USA at have opnået begge dele,« forklarer Stevenson.

Derudover giver våbenhvilen mulighed for at få nødhjælp frem til en del af de mange hundrede tusinde syrere, der lever under belejring i bl.a. Aleppo og en lang række andre byer og områder, bl.a. uden for Damaskus.

»Obama er på vej ud af Det Hvide Hus, og det her er et forsøg på at få et bedre eftermæle med hensyn til Syrien,« mener Flemming Splidsboel. »Som det ser ud nu, vil Obamas måde at tackle borgerkrigen i Syrien og forholdet til Rusland ikke se godt ud i historiebøgerne. Men lykkes det at få våbnene til at tie og en forhandlingsproces i gang, ser det straks bedre ud«.

Forspil til fredsaftale

I det hele taget mener de to sikkerhedseksperter, at våbenhvilen kan være forspillet til en politisk aftale om Syriens fremtid mellem de to stormagter.

Stevenson mener, at USA’s og Ruslands evne til at få parterne til at overholde våbenhvilen giver grund til »forsigtig optimisme«, mens Splidsboel mener, at USA og Rusland er ved at nærme sig hinanden med hensyn til en mulig forhandlingsløsning.

»Spørgsmålet er, om der er allerede er indgået en politisk studehandel. Det er en mulighed« siger han og mener, at konturerne af en løsning på den seks år lange krig er ved at tegne sig.

»Det er muligt, at USA har sagt, vi er villige til at samarbejde i krigen mod islamisterne, hvis Rusland til gengæld er villige til at lade Assad gå,« siger han. 

»Den løsning, der ligger i kortene, er, at Assad trækker sig tilbage og et nyt russisk-venligt styre tager over. Det vil tilfredsstille både USA, der vil have Assad væk – og Rusland, der vil bevare Syrien som en nær allieret.«

Jonathan Stevenson er mere pessimistisk.

Det kan kun lykkes at forvandle våbenhvilen til fredsforhandlinger, hvis Rusland skifter holdning og accepterer, at Assad må træde tilbage. Eller hvis Assad selv erkender det,« siger han.   

»Indtil videre kan jeg ikke se, at det er ved at ske. Assad opfører sig, som om Rusland støtter ham, uanset hvad han finder på. Og Rusland opfører sig stadig, som om det er tilfældet.« 

Hvem er hvem?

Jabhat Fateh al-Sham (Syriens Erobrings Front). Tidligere kendt som Jabhat al-Nusra, Nusra-fronten. Indtil for nylig allieret med terrororganisationen Al-Qaeda.

Speciale: selvmordsbomber

Anslået styrke: 5.000-10.000

Leder: Abu Mohammed al-Joulani

Ideologi: Sunni-islamistisk

Støtter: –

Mål: At vælte Assad og etablere et islamisk kalifat

Ahrar esh-Sham (Syriens Frie). Islamistisk oprørsgruppe, som samarbejder med FSA.

Anslået styrke: 20.000 (2015)

Leder: Abu Yahia al-Hamawi

Ideologi: sunni-islamistisk

Støtter: Tyrkiet, Saudi-Arabien

Mål: at vælte Assad og etablere en global islamisk stat

Free Syrian Army, FSA. Paraplyorganisation af hovedsagelig sekulære oprørsstyrker, består bl.a. af afhoppere fra de syriske væbnede styrker.

Anslået styrke: 7.000

Leder: Abdullah-Ilah al-Bashir

Ideologi: sekulær, demokratisk, moderat islamistisk, kurdiske nationalister

Støtter: USA, Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet, Frankrig, Storbritannien

Mål: at fjerne Assad, demokrati eller en islamisk stat

YPG (Folkelige Beskyttelses Styrker). Den militære arm af det syrisk-kurdiske Democratic Union Party, kontrollerer omkring 18 procent af Syrien. Hovedsagelig kurdisk milits, der er allieret med Kurdistans Arbejderparti PKK. Bombes af Tyrkiet.

Anslået styrke: 50.000-65.000

Leder: Sipna Hemo

Ideologi: kurdisk nationalisme, anti-islamistisk

Støtter: USA

Mål: Kurdisk autonomi

Islamisk Stat. Terrorgruppe, baseret i dele af Irak, Syrien og Libyen, kontrollerer omkring 35 procent af Syrien.

Anslået styrke: 20.000-32.000 (2015)

Metoder: ekstrem vold, undertrykkelse og terror

Ideologi: sunni-islamistisk

Støtter: rigmænd i Qatar, Saudi-Arabien

Mål: et globalt islamisk kalifat

Kilder: Clarion Project, Reuters, BBC, Al-Jazeerah m.fl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er ikke muligt at skille god fra ond, nogle steder - heller ikke i Syrien.
Det er selvfølgelig fordi at god og ond er en tåbelig religiøs dikotomi der udelukkende giver mening(hvis det da kan kaldes mening) i religiøse tekster og blandt børn.
Denne primitive terminologi tjener primært to funktioner.
1. At hjælpe idioterne(og børnene) med at overskue en eksistens der langt overgår deres forstand og giver dem kronisk hovedpine.
2. At hjælpe os andre til at genkende idioterne på tilpas afstand, så vi selv kan undgå hovedpine.

I Syrien findes oprørere vi kan lide. Dem kalder vi frihedskæmpere og lignende.
Og der findes oprørere vi ikke kan lide. Dem kalder vi terrorister og islamister.
De er hverken gode eller onde - de er alle mennesker!

Leif Høybye, Vladan Cukvas, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen, Hans Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lars Jørgensen

Det er jo ikke fordi de involverede parter ikke selv ved, hvem der er hvem. Det er bare befolkningerne, der af hensyn til gedulgte interesser, blandt andet til våbenindustrien og de mørkere dele af efterretningstjenesterne, holdes hen i forvirring, løgne og propagandistisk tågesnak.

Vi skal huske på, at det er medierne, der efter påkrav fra deres kontakter i efterretningstjenesterne, i mange år konsekvent har omtalt de forskellige islamistiske grupperinger som "moderate". Nu lyder betegnelsen så oftere "såkaldt moderate". Man mangler stadig at delagtiggøre befolkningerne i, at de grupperinger som CIA og andre støtter med våben og kamptræning i det store hel bekender sig til de samme islamistiske ideologier, som dem vi kender fra IS. Støtten til disse "oprørere" er naturligvis ikke et led i bekæmpelsen af IS, nærmest tværtimod, de benyttes som proxy-krigere til at vælte Assad, da hans afgang jo som bekendt er hele forsættet for interventionen.

Peter Bækgaard

Lars Jørgensen, hvis det er så simpelt så kan du måske afsløre for os andre hvem der er de gode og hvem der er de onde? ISIS of hvad nu Al-Nusra kalder sig i dag er der vist konsensus om, men resten står hen i det uvisse.
Assad er ven med Rusland og ikke ligefrem ven med USa... er han så good guy eller bad guy?

Russerne bomber vist stadig (har jeg hørt). Denne teknik med at bombe én gang, og så vende tilbage når redningsholdet ankommer.
Hvem havde også lige regnet med samarbejde mellem USA og Rusland?
På den anden side, kunne man jo være naiv og håbe på en snarlig fred i Syrien. Assad? - skulle på en rejse til de højere luftlag!

Jakob Trägårdh

Krig og ustabilitet fra Pakistan til Tunesien, hele vejen henover—hvordan er det kommet dertil? Det bliver man nødt til at spørge sig for om, før man ud fra den tilsyneladende virkelighed, som pressen f.eks. herhjemme for det meste beskriver, fælder sin dom. Vesten tyndslidte paroler om frihed og demokrati holder ingen vegne, hvis man samtidig under dække af disse og lignende instigerer den ene kunstige borgerkrig efter den anden i et forsøg på at dominere den ganske verden—det bliver aldrig vejen frem, hvilket bedst bevises ved at konstatere alle de lidelser og døde, som den politik har medført. Kan vi snart få fred for den ekspansionistiske aggressive politik i verden—vi har andre vigtige ting at tage os til i verdenssamfundet.

Lars Jørgensen

Peter Bækgaard

Det står ikke helt klart for mig, hvor du vil hen.

Jeg har ikke skrevet, at det er simpelt. Det er tværtimod noget uoverskueligt rod med alle de mange forskelligrettede og gedulgte interesser i konflikten.

Min pointe er, at de involverede parter rimeligvis godt selv ved, hvem der er hvem, herunder hvilken ideologi de forskellige (og virkelig mange) grupper sværger til.

Problemet er bare, at mange af disse grupper agerer som proxy-hære for andre, nationer som efterretningstjenester. Derfor pågår der et diplomatisk spil om, hvordan flere af disse grupper skal håndteres i våbenhvileaftalen.

Peter Bækgaard

Danmark er involveret men aner vi noget som helst om hvem vi reelt set støtter på Jorden.
Der er bred enighed blandt USA og dets allierede at Kurderne er vores venner. tyrkerne er lodret uenige. tyrkiet har leget med IS i adskillige år lige foran os.
I konfliktens spæde start havde vi chancen for at støtte FSA der dengang var erklæret sekulær og dengang var en reel magtfaktor der kunne have taget kampen op mod Assad. Vi tøvede og nu står vi i lort til halsen. Vores tøven skyldes dels befolkningernes modvilje mod endnu en krig, og dels politiske partiers vægelsind.
Muligheden løb os af hånde, millioner af flygtninge var bla. en af konsekvenserne... jo vi har igen formået at gøre en lokal konflikt til en international konflikt.
Vores Russiske "venner" har 2 dagsordner. 1, at sikre sine baser og militære interesser i Syrien. 2, at sikre sine handelsrelationer. Det skal man bruge Assad til.
Igen ser vi at økonomi og strategiske hensyn vejer tungere end menneskeliv. det kan vi takke den politiske venstrefløj og den politiske højrefløj for endnu en gang.

Børge Rahbech Jensen

Charlotte Aagaard glemmer den vigtigste grund til, enighed mellem USA og Rusland er nødvendig: En direkte konfrontation mellem de to lande må undgås. Med andre ord er det afgørende ikke, om de forkerte bombes, men om de to lande angriber hinandens fly.

Borgerkrigen i Syrien er misinformeret fra starten af. Vesten lovede Assads sammebrud på få måneder i 2012. I januar 2016 sad Assad stadig på magten og 250.000 var dræbt. Igen en gigantisk efterretningsbrøler?

Selvfølgelig skelnes der mellem de gode og de onde af hensyn til publikum herhjemme, som fra starten var målet for al den krigspropaganda der blev affyret siden konflikten startede. For de 250.000 døde har det ikke nogen stor betydning, heller ikke for dem som stadigvæk kæmper eller dem som stadigvæk bliver holdt som krigens gidsler.

Unødvendig at sige, at de gode er dem der tjener USAs, Saudi Arabiens og Tyrkiets interesser, hvem de så end måtte være.De onde er stort set resten. I Moskva skelner man sikkert på en anden måde.
En måde at afgøre det på vil være, at finde ud af, hvem af krigerne er syriske statsborgere eller har boet der inden krigen, og så at fordrive de udefra kommende. Men så skal man ifølge dette princip trække sig tilbage, da hverken saudierne, tyrkerne, amerikanerne eller ruserne hører til denne kategori.
Det er dog bemærkelsesværdig, at man konsekvent i de danske mediere, ligesom i denne artikel, går udenom spørgsmålet om den internationale ret, suverænitets ukrænkelighed osv.

Sven Christensen

Vi Danskere kunne jo starte med at overholde international ret, de konventioner vi selv har underskrevet og FN´s charter, eller bare NATO´s eget charter. Vi er et lille bitte land, der af geografiske årsager altid vil være i klemme mellem øst og vest, så længe denne øst vest konflikt varer. Det er ikke og har aldrig været i vores interesse at eskalere denne konflikt, tværtimod er vi bedst stillet ved at arbejde for overholdelse af international ret.

Det gjorde vi ret konsekvent indtil en Dansk statsminister ønskede sig en karriere i den vestlige våbenindustri. Siden da har vi deltaget i adskillige ulovlige aktioner, og vores folketing taler mere og mere om flere ulovligheder !!

Vores udsendte militær og luftvåben kommer gang på gang i klemme i konflikter vi ikke kan overskue, og danske soldater er blevet dræbt eller lemlæstet fysisk og mentalt i fuldstændigt meningsløse krige, i direkte strid med FN´s charter. Når befolkningen og ikke mindst vores soldater, ønsker en undersøgelse af baggrunden for ulovlighederne, skal vores politikere ikke have noget klinket, og slår undersøgelserne ned.

Nu har vores luftvåben lige bombet Syriske regeringsstyrker efter koordinater angivet af vores Amerikanske allierede. Hvad nu hvis russerne havde skudt dem ned? Det havde de faktisk været i deres gode internationale ret til. Jeg tror gerne at piloterne ikke vidste hvem de bombede, men at Amerikanerne ikke vidste det, lyder fuldstændigt usandsynligt, og er helt ude af trit med alle påstande om "kirurgiske angreb" osv..

Hvilket spil er det lige vores piloter bliver brugt til? og hvorfor?
Er det ikke på tide at trække dem hjem? De skal beskytte Danmark, ikke forøge vores risici, og ikke sætte livet på spil til ingen verdens nytte.