Kommentar
Læsetid: 4 min.

USA’s valgkamp nærmer sig rendestensniveauet

I sin tredje ’frontberetning’ fra præsidentvalgkampen fortæller den amerikanske forfatter George Blecher om politisk mismod og frustrationer over, at ingen af kandidaterne indgyder håb om forandring, og om en valgkamp, der er ved udarte sig til ren mudderkastning
Da Hillary Clinton inddrog historien om Miss Universe i tv-debatten med Donald Trump, tog valgkampen endnu et nøk på vej mod rendestenen.

Da Hillary Clinton inddrog historien om Miss Universe i tv-debatten med Donald Trump, tog valgkampen endnu et nøk på vej mod rendestenen.

Joe Raedle

Udland
1. oktober 2016

Efter den første tv-debat i den amerikanske valgkamp var der i første omgang lettelse at spore i Hillary Clintons lejr. Deres frygt – at en gigantisk troldedemagog skulle have kørt deres kandidat fuldstændig over med overlegen retorik, hvor absurd den end måtte være – viste sig grundløs.

Trump lignede måske nok troldmanden fra Oz, men hans rolle var reduceret til at afbryde sin opponent med irrelevante indfald. Trump gjorde et gnavent og modløst indtryk, hvilket selv hans egen stab efterfølgende måtte medgive.

Men allerede få dage senere er Hillary Clinton-folkenes lettelse drevet over. For vælgerskaren virker labil og uforudsigelig. At Trump ikke overbeviser, betyder ikke, at Hillary begejstrer.

Desillusion

I mit facebookfeed skændes venner så indædt med venner, at jeg ikke husker fortilfælde. Striden drejer sig ikke om Trump vs. Clinton – i min vennekreds ville ingen drømme om at indrømme det, hvis de støttede Trump.

Snarere drejer den sig om, hvorvidt Hillary Clinton nu også vil være mere end marginalt bedre end Donald Trump, og om, hvorvidt der overhovedet er nogen pointe i at stemme ved et sådant valg.

Læs også: Kan Trumps sociale bevægelse forvandle republikanerne til et nationalistisk, hvidt arbejderparti?

På den kaffebar, hvor jeg indtager min morgenmad, betror en pensioneret hotelindehaver mig med sammenbidt mine, at han har tænkt sig at stemme på Trump, fordi Republikanernes mand i det mindste vil prøve at skaffe USA af med de »indvandrere, som bliver ved med at sprænge ting i luften«.

Servitricen i samme kaffebar beklager sig samtidig over, at hendes far er nødt til at have tre job, hendes mand to, at skatterne slår bunden ud af deres økonomi, og at USA aldrig har gjort noget for nogen, hun kender – og at hverken Hillary Clinton eller Donald Trump giver anledning til at tro, at dette på nogen måde skulle blive anderledes.

Underrepræsentation

Enormt mange amerikanere føler sig ikke repræsenteret! Hverken Hillary Clinton eller Donald Trump taler for midterfløjen i deres partier, så det, der førhen gjorde amerikanske valg nogenlunde forudsigelige – partiloyalitetsforhold, der strakte sig generationer tilbage – hører nu en svunden tid til. I vidt omfang er partimedlemskab noget, den unge generation vælger fra.

Ikke dermed sagt, at tredjepartierne har vakt større nogen større entusiasme. Hverken De Grønne eller Libertarianerne formår at samle tilslutning på over ti procent i meningsmålingerne, skønt op mod en tredjedel af de 18-29-årige angiver, at de godt kunne finde på at stemme på dem.

Det skinner igennem, at mange simpelthen ikke vil stemme denne gang. En ung teaterdirektør, servitricen på min kaffebar og en finansiel rådgiver, der tidligere var en trofast støtte af Republikanerne, har alle tilkendegivet, at de ikke vil stemme ved præsidentvalget.

Jeg husker ikke fra tidligere præsidentvalg en så massiv politisk desillusion. Om de når at skifte mening og alligevel stemmer den 8. november, må tiden jo vise.

Politikerlede

Politikerleden blandt vælgerne er til at tage og føle på. Fænomenet kendes også fra andre lande end USA, men det gør det ikke lettere at forklare. Alle går rundt og skumler og er utilfredse over forskellige ting.

Alt afhængigt af, hvem man taler med, beklager de sig over skatter og huslejer, der er for høje, over job, der er stressende, over høflighedsnormer i forfald, robottelefonopkald, politivold, terrorisme, øget ulighed mellem rige og fattige eller tilsætningsstoffer i fødevarer.

Læs også: Trump viste det sammenbrud, der kan gøre ham til præsident

Listen over ting, som folk føler, er hinsides deres kontrol, er meget lang, og slutproduktet af dette er en følelse af frustration og afmagt. Og en oplevelse af, at det ikke er Gud eller naturen, der har indrettet det sådan, men andre mennesker, som er ude på at mele deres egen kage på andres bekostning.

Altså er vi frustrerede, irritable, vrantne og vrede – men overhovedet ikke optaget af at omsætte al denne frustration til politisk handling.

Laveste fællesnævner

I en sådan atmosfære kommer den politiske debat til at handle om at appellere til laveste fællesnævner. Det er dét, som er ved at ske nu.

Ikke overraskende var det øjeblik i tv-debatten, der fik størst offentlig opmærksomhed, Hillary Clintons kommentar til Donald Trumps opførsel over Alicia Machado, vinderen af Miss Universe-konkurrencen i 1996.

Altid optaget af at beskytte sine investeringer havde Trump, en af sponserne til denne skønhedskonkurrence, presset og plaget Miss Machado til at gå på slankekur med det resultat, som hun har berettet om til New York Times, at hun udviklede »spiseforstyrrelser« og »psykiske traumer«.

Hun blev siden en stjerne i spansksprogede soapoperas, repræsenteret af et reklamebureau i Los Angeles og har skabt sin egen parfumeproduktlinje (Feel like a Queen) – hun skriver nu på en bog med titlen Donald Trump and Me.

Det var måske ikke Hillary Clintons smarteste træk at fremdrage denne mindre episode fra Trumps fortid – han har trods alt brugt det meste af sit liv på at fornærme andre, hvilket ingen i forvejen var i tvivl om.

Men i hvert fald blev effekten, at han nu er godt gal i skralden og har svoret at gøre, hvad hans rådgivere har tryglet ham om at undlade at gøre – køre benhårdt på Bill Clintons udenomsægteskabelige affærer og Hillary Clintons reaktion på disse.

Hvis nogen gjorde sig illusioner om, at valgkampen i den afsluttende fase skulle komme til at handle om forskelle på kandidaternes politiske programmer, må disse være bristet nu. Valgkampen bevæger sig nu direkte mod det sted, hvor alle nok regnede med, at den alligevel ville havne til sidst – imod rendestenen.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Blechers frontberetning fra det amerikanske præsidentvalg

Frem mod det amerikanske præsidentvalg den 8. november leverer den amerikanske forfatter George Blecher snapshots fra en valgkamp, der i sjælden grad sætter amerikanerne på prøve

Seneste artikler

  • Hvad sker der, når Trump støder mod virkelighedens mur?

    16. november 2016
    Efter den grimmeste valgkamp i nyere tid står USA’s næste præsident i et dilemma. Han kan enten indrømme, at han har givet løfter, der ikke kan indfris i praksis – og støde sine vælgergrupper fra sig. Eller prøve at gøre det alligevel – og blive kørt over af modstand fra systemet og andre dele af befolkningen
  • Demagogen og systembevareren

    4. november 2016
    Den mest beskidte valgkamp i mands minde lakker mod enden, uden at nogen af kandidaterne har inspireret til ret meget andet end lede
  • Træt og alene

    22. oktober 2016
    Donald Trump er måske nok blevet politiker i løbet af valgkampen, men ikke en særlig vellykket en. Desværre er der heller ikke meget at skrive hjem om hos Demokraterne
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den salgs har det med at smitte af, især i et land som DK, der jo konstant ligger på maven for det af hvad der kommer fra United Bluff. Så mon ikke den næste valgkamp, vil ligne den amerikanske, med masser af beskidte metoder, manipulationer, og slag under bæltestedet.

olivier goulin

Det er ikke et spørgsmål om, hvem der er bedst.
Det er bare et spørgsmål om at udsætte Ragnerok mindst 4 år.

Vi beder blot om 4 år mere at leve i.

/O

Søren Kristensen

Aj hvor ærgerligt, så blev det alligevel mudderkastning. Det begyndte ellers så fint i den første runde, som i det store og hele handlede om politik, hvorfor da også Hillary vandt på point.

Vibeke Rasmussen

Hvorfor dette evindelige behov for 'false equivalence', en falsk sammenligning mellem to præsidentkandidater, som snart ikke kunne være mere forskellige, og som det stort set er umuligt på nogen meningsfuld måde at sammenligne eller sidestille!

Donald Trump har altid i både ord og handling befundet sig på bøllestadiet og ikke sjældent direkte i rendestenen. Hans opførsel i både primærvalg og præsidentvalg ingen undtagelse.

Men at påstå at valgkampen nu er ved at ende med mudderkastning i bemeldte rendesten på grund af, at Hillary Clinton skulle have bevæget sig ned på det plan, er en påstand, der simpelthen intet hold har i virkeligheden. Hun bruger derimod, effektivt, Donald Trumps egne handlinger og egne ord mod ham! Det øjeblik hun skulle finde på inddrage hans privat- og sexliv og hans familie i valgkampen, vil man kunne begynde at tale om, at hun deltager i mudderkastningen. Men det øjeblik er jeg overbevist om, ikke vil indfinde sig!

Og hvad angår forfatternes FB-venner, der aldrig kunne drømme om at stemme på Donald Trump, men samtidig ikke riiigtigt synes, at de kan stemme på Hillary Clinton fordi, Aaarj, så meget bedre end Trump er hun jo nok alligevel heller ikke(!), så er vennerne enten low information voters eller også navlefnuller-pillende elite, der har deres på det tørre, og derfor ikke selv mister det store ved et evt. Trump-præsidentskab. At man med udsigten til Donald Trump, der samtidig med at den ene skandale efter den anden bliver oprullet i medierne, dagligt ufortrødent og skamløst skruer op for vanviddet og tilsviningerne – senest har han lagt op til ikke kun at tale om modkandidatens ægtemands, men også hendes sexliv, og så véd man jo godt, hvor han er på vej hen! – som fremtidig præsident, overhovedet kan være i tvivl om, hvem man skal stemme på, eller at man skal stemme, overgår min fatteevne. De FB-venner burde skamme sig!

Vibeke Rasmussen

I øvrigt har blandt flere andre E.J. Dionne en helt anden opfattelse af debatten, en helt anden vurdering af det "smarte"(!) i at Hillary Clinton drog Alicia Machado ind i den og af Donald Trumps senere reaktion på Twitter – da det omsider gik op for ham, at han ikke havde 'vundet' debatten, hvilket han dog stadig ufortrødent er fortsat med at påberåbe sig – end ovenstående. En langt mere direkte og ubarmhjertig vurdering end blot at kalde Trumps reaktion "godt gal i skralden"(!). Trump's Last Tweet?:

"Donald J. Trump has now driven home, in a way no apologist, enabler or timid analyst can plausibly deny, that he is far too nasty, immature and frighteningly undisciplined to be president.

And thanks to Hillary Clinton for the assist: By using the first debate to bring up the case of a Miss Universe who, Trump decided, had put on too much weight, the Democratic nominee unleashed the ugly inner Donald -- the man whom the candidate and his handlers have been trying to hide.

[…]

If this Trump episode does not lead to a flood of defections among Republican politicians supporting him, they will be on record as putting party loyalty (or fear of Trump's followers in GOP primaries) over the need to protect the nation from a truly unhinged leader. And this should be the end of the pretense, which sometimes drives the media, that whatever might be wrong with Trump, there are things equally wrong with Clinton. Sorry. Clinton may have her problems, but she has never, ever behaved like this.

[…]

Trump is neither normal nor stable. He is manifestly dangerous to our country and erratic in everything except his unrestrained meanness. He should not be given fifth, sixth and seventh chances. He has shown us who he is. We should believe what we see."

Overskriftens spørgsmål besvares dog nok bedst med en let omskrivning af et berømt (berygtet) citat af Charlton Heston:

"I'll stop tweeting when you pry my cell phone from my cold, dead hands." ¯\_(ツ)_/¯