Læsetid: 5 min.

30.000 soldater skal angribe Mosul fra tre sider

Offensiven for at generobre Mosul fra Islamisk Stat nærmer sig. Men i modsætning til tidligere generobrede byer er Mosul en millionby. Spørgsmålet er, om en humanitær krise kan undgås
En irakisk soldat står uden for byen Qayyarah, som er blevet en vigtig mellemstation for hæren op til operationen mod Mosul. Mosul var byen, som for alvor placerede Islamisk Stat på landkortet, men nu ser det ud til, at IS snart bliver fordrevet fra den

En irakisk soldat står uden for byen Qayyarah, som er blevet en vigtig mellemstation for hæren op til operationen mod Mosul. Mosul var byen, som for alvor placerede Islamisk Stat på landkortet, men nu ser det ud til, at IS snart bliver fordrevet fra den

Bram Janssen

10. oktober 2016

»I dag er vi tætte på jer, og I er tætte på os, og den endelige sejr nærmer sig,« lød det tirsdag fra premierminister Haider al-Abadi i en meddelelse henvendt til Mosuls indbyggere.

Forberedelserne til det endelige slag om Iraks andenstørste by og Islamisk Stats sidste bastion, Mosul i det nordlige Irak, er på vej ind i deres afsluttende fase.

Mosul var byen, som for alvor placerede Islamisk Stat på landkortet. Det var herfra den selvudråbte kalif Abu Bakr al-Baghdadi erklærede oprettelsen af kalifatet. Det skete kort efter, at jihadisterne i juni 2014 havde sendt den kollapsende irakiske regeringshær på flugt fra byen.

Nu er jihadisterne imidlertid under pres fra mindst tre fronter i den symbolsk vigtige by. En af de officerer, som Information har talt med, mener, at det blot er et spørgsmål om dage, før en endelig tilbageerobring sættes i værk.

»Hæren står klar til at angribe byen fra flere fronter, og lige nu venter vi blot på en ordre fra premierministeren,« siger den irakiske hærofficer Ali Moqdad.

IS er svækket, men stadig farlige

Siden november 2015 har den irakiske regeringshær med hjælp fra militsgrupper generobret samtlige større byer fra Islamisk Stat. Islamisterne står svækket inden slaget om Mosul, lyder vurderingen fra flere analytikere.

»Islamisk Stats ledelse lovede engang sine rekrutter lukrativ løn og service i kalifatet. I dag skærer de på lønninger, de har svært ved at bevare serviceydelserne, og de står over for modstand internt i de besatte områder,« siger Washingtons særlige udsending for den globale koalition som bekæmper IS, Brett McGurk, til det amerikanske udenrigsmagasin Foreign Policy.

Især ledelsen i Islamisk Stat er hårdt ramt, mener den anerkendte terror- og radikaliseringsforsker Hisham al Hashemi. De seneste måneder har bevægelsen mistet tre af sine mest fremtrædende ledere.

Først blev IS’ forsvarsminister Omar al-Shishani dræbt ved byen Shirqat i Irak, og kort efter blev talsmanden og propagandaministeren Abu Mohammad al-Adnani dræbt ved et luftangreb i Aleppo i Syrien. I sidste uge blev Abu Jannat, IS’ Minister for Militære Anliggender dræbt ved et luftangreb nær Mosul.

»Ud af de 43 oprindelige IS-ledere som var med ved kalifatets fødsel (i sommeren 2014, red.), er hele 41 blevet dræbt,« siger Hisham al Hashemi.

Men selv om IS er svækket inden slaget om Mosul, kan bevægelsen stadig skabe problemer for den irakiske hær. Andre står klar til at tage de dræbtes plads, og analytikere anslår, at op mod 5.000 IS-krigere stadig befinder sig i Mosul.

En af de største udfordringer ved Mosul bliver de miner, som jihadisterne har plantet ved byens udkantsområder, siger den lavererangerende officer Ayad Jezani til Information.

»Daesh (IS, red.) har formentlig plantet tusinder af miner ved Mosul for at forhale vores offensiv. Vi har erfaring med disse taktikker fra byerne Tikrit, Ramadi og Fallujah,« siger Ayad Jezani.

Angreb fra syd, øst og vest

Operationen mod Mosul har været undervejs i måneder, men uenigheder om det militære samarbejde mellem landets politiske fraktioner og forskellige sikkerhedsstyrker har forsinket offensiven. En samarbejdsaftale kom dog på plads mellem parterne i september, siger den britiske forsvarsminister Michael Fallon til Financial Times.

»Nu handler det om at omringe byen i løbet af de kommende par uger, og i løbet af de næste par måneder vil byen blive befriet,« tilføjede Michael Fallon i et interview 23. september.

11 irakiske brigader på hver 2.000 mand står klar til at angribe byen, siger sikkerhedsanalytiker Michael Knights fra tænketanken The Washington Institute for Near East Policy til britiske BBC. Disse 11 brigader får støtte af en række sunni-, shia- og kurdiske militser som tilsammen tæller mellem 6.000 og 10.000 mand.

Dertil er 560 amerikanske rådgivere udstationeret til Qayyarah-basen 60 kilometer syd for Mosul, hvor de skal bistå angrebsstyrken under hele offensiven. Rådgiverne skal blandt andet hjælpe med at installere og betjene diverse artillerisystemer på Qayyarah-basen.

»De amerikanske og franske artillerisystemer vil være i stand til at ramme Mosul 20 sekunder efter affyring (fra Qayyarah-basen, red.), og de vil ramme med stor præcision,« siger Michael Knights til BBC.

En af angrebsstyrkerne ventes ifølge sikkerhedsanalytikeren at angribe Mosul fra syd. Planen er, at denne styrke primært vil holde sig langs Tigris-floden.

En anden styrke vil angribe byen fra vest for at sikre, at jihadisterne fra Islamisk Stat hverken kan bringe forsyninger fra Syrien eller flygte dertil. Den tredje og sidste angrebsstyrke vil højst sandsynligt bestå af kurdiske peshmergaer. De skal angiveligt angribe fra øst.

»Vi vil se billeder af irakiske sikkerhedsstyrker køre gennem ørkenen i store konvojer. Disse konvojer vil stoppe op indimellem, fordi de møder mindre modstand på vejen til Mosul. Men luftangrebene fra oven vil rydde vejen ved at neutralisere stædige IS-krigere og dermed sørge for, at konvojerne kan fortsætte. Sådan vil første del af offensiven udspille sig, indtil sikkerhedstyrkerne når frem til byens udkantsområder,« forklarer Michael Knights til BBC.

Humanitær katastrofe lurer

En humanitær katastrofe lurer imidlertid i det nordlige Irak, fortæller nødhjælpsarbejdere. Mosul er i modsætning til andre generobrede irakiske provinsbyer som Tikrit, Ramadi og Fallujah en storby med cirka to millioner indbyggere. I værste fald vil omkring en million irakere flygte fra byen, når offensiven går i gang.

»Det kan gå hen og blive et sandt mareridt. Nødhjælpsorganisationerne i det nordlige Irak er slet ikke gearet til at akkommodere så mange internt fordrevne på så kort tid,« siger en dansk nødhjælpsmedarbejder i Irak, som ikke ønsker sit navn frem af sikkerhedsmæssige årsager.

I forvejen bor 40.000 internt fordrevne under kummerlige forhold i Debaga-flygtningelejren uden for Erbil i Kurdistan-regionen, der kun er bygget til 30.000 mennesker.

»For at huse en million internt fordrevne er FN og andre nødhjælpsorganisationer, som arbejder i Nordirak, nødt til at opbygge 25 flygtningelejre som Debaga-lejren på blot én måned,« skriver det amerikanske magasin The New Yorker på baggrund af samtaler med flere nødhjælpsarbejdere.

Ifølge den danske nødhjælpsarbejder er det ikke et spørgsmål om, der bliver en humanitær katastrofe, men snarere et spørgsmål om omfanget af den humanitære katastrofe.

»Uanset hvor mange, der flygter fra Mosul, kan det gå hen og blive en katastrofe af historiske proportioner. Lige nu holder vi vejret og forbereder os på det værste,« siger den danske nødhjælpsarbejder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu