Læsetid: 4 min.

Afrikas moralske flagskib er på afveje

Med præsident Zuma i spidsen kan Sydafrika have startet en afrikansk masseexit fra Den Internationale Straffedomstol. Frihedskæmperikonet Albie Sachs siger, at Sydafrika leder kontinentet i den gale retning
Når det handler om menneskerettigheder, er Albie Sachs en sydafrikansk legende. Med udmeldelsen af ICC går Sydafrika glip af en unik mulighed for at lede kontinentet i den rigtige retning, mener han.

Når det handler om menneskerettigheder, er Albie Sachs en sydafrikansk legende. Med udmeldelsen af ICC går Sydafrika glip af en unik mulighed for at lede kontinentet i den rigtige retning, mener han.

Brendan Smialowski

27. oktober 2016

Først Burundi, så Sydafrika og senest Gambia. Menneskerettighedsforkæmpere mener, der er overhængende risiko for, at adskillige andre lande i regionen vil følge Sydafrikas dårlige eksempel og melde sig ud af den Internationale Straffedomstol, ICC.

»Det her er et kæmpe tilbageslag for international retfærdighed, over for ofre for grusomme forbrydelser, og for Sydafrikas troværdighed og position som regional leder når det kommer til menneskerettigheder og retsforfølgelse,« siger Dewa Mavhinga, Human Rights Watch’s leder fra NGO’ens sydafrikanske afdeling.

Sydafrika har hidtil stået som landet, som mange afrikanske lande følger, når det kommer til etik, moral og politisk lederskab. I sidste uge anmodede Sydafrika så som det kun andet land i verden at forlade ICC.

Anmodningen kom efter, at Burundis præsident Pierre Nkurunziza, der efter planen skulle undersøges af netop ICC, meldte det uroplagede land ud af FN-domstolen. Og tirsdag i denne uge fulgte Gambia trop.

Læs også: Afrika versus ICC

For dem, der har kæmpet for menneskerettigheder i Sydafrika, gør det særligt ondt. Sydafrika var netop en af hovedkræfterne bag Rom-statutten, der dannede juridisk grundlag for den Internationale Straffedomstol. En af drivkræfterne var den tidligere sydafrikanske præsident for Interpol, Jackie Selebi, fortæller det sydafrikanske frihedskæmperikon Albie Sachs.

»Jackie Selebi arbejdede utrætteligt bag scenen og trak voldsomt på Sydafrikas forhandlingsevner og erfaring i jagten på at løse meget komplekse problemer,« siger Albie Sachs.

Albie Sachs er en sydafrikansk legende, når det kommer til menneskerettigheder. Han er tidligere antiapartheidaktivist, sagfører og dommer og var med til at forfatte landets grundlov.

For ham går Sydafrika med udmeldelsen glip af en unik mulighed for at lede kontinentet i den rigtige retning.

»Sydafrika kunne have været en stærk pioner for reformer, der på sigt kunne gøre ICC mere vidtrækkende og effektiv,« mener han. I stedet gør man det modsatte.

Sydafrika stiller sig nu side om side med ICC-kritikere som Ugandas præsident Yoweri Museveni, der har kaldt ICC »et redskab vendt mod Afrika«, ligesom Rwanda og Kenya har slået på samme tema.

Domstolen er ifølge kritikere selv ansvarlig for Sydafrikas exit, da samtlige af de hidtil 39 dømte er afrikanere.

I den officielle begrundelse for udmeldelsen lyder det, at »Sydafrika mener, at dets pligter i forhold til at finde fredelige løsninger på konflikter til tider er uforenelige med den fortolkning, som Den Internationale Straffedomstol har«.

Der hentydes her til immunitet for statsledere og manglen på samme i ICC’s lovgivning. Sidste år besøgte Sudans præsident Omar al-Bashir Sydafrika, og på trods af en arrestordre udstedt af ICC og efterfølgende af en sydafrikansk domstol, forblev han på fri fod. Det blev imidlertid startskuddet til den sydafrikanske udmeldelse.

Til den mørke side

I Sydafrika er udmeldelsen blevet modtaget med skepsis. »Zuma har forkastet en gylden mulighed for at reformere ICC,« lød overskriften i en landets største aviser Mail & Guardian. I en anden stor avis, The Daily Maverick, lød overskriften: »Justitsministeren bekræfter udmeldelsen og forsvarer det uforsvarlige.«

Oppositionspartiet Democratic Alliance kalder udmeldelsen forfatningsstridig og har klaget til forfatningsdomstolen, og i et indlæg i The Daily Maverick kalder formanden for NGO’en Ansvarlighed Nu, Paul Hoffman, udmeldelsen for »et skifte til den mørke side

Juraprofessor ved Wits Universitet i Johannesburg, Bonita Meyersfeld, skriver i en klumme, at »Sydafrika vender ryggen til internationalt juridisk ansvar«.

Lige præcis det internationale ansvar er vigtigt for Albie Sachs.

»Selvfølgelig er der brug for en juridisk kapacitet på det afrikanske kontinent. Retssagen mod Habre er et vigtigt gennembrud,« siger Albie Sachs med henvisning til den tidligere militærleder i Tchad, der blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden ved en domstol i Senegal i maj 2016.

»Men det fjerner ikke nødvendigheden af at have en straffedomstol med universelle beføjelser, der kan tage sig af grusomheder,« siger han og nævner det tidligere Jugoslavien i Europa og Rwanda i Afrika som eksempler.

En flodbølge af udmeldelser

Da Gambia tirsdag fulgte i hælene på Sydafrika, bidrog regeringen til fortællingen om, at ICC kun går efter afrikanske ledere på trods af, at ICC’s chefanklager Fatou Bensouda er tidligere justitsminister i Gambia.

Informationsminister Sheriff Bojang sagde på stats-tv, ifølge den sydafrikanske avis The Daily Maverick, at domstolen er blevet brugt til »forfølgelsen af afrikanere, og især deres ledere«, mens ICC ifølge Bojang har ignoreret forbrydelser begået af Vesten.

Han fremhævede den tidligere britiske statsminister Tony Blair og Storbritanniens involvering i Irak-krigen.

»Der er mange vestlige lande, mindst 30, der har begået modbydelige forbrydelser mod uafhængige suveræne stater og deres befolkning, siden ICC blev dannet, og ikke en eneste vestlig krigsforbryder er blevet sigtet.«

I Kenya, hvor ICC i 2007-2008 anklagede præsident Uhuru Kenyatta for politisk vold, har man allerede vedtaget en udmeldelse i parlamentet, og i Uganda kalder præsident Yoweri Museveni ICC for uduelig og roser Sydafrika og Burundis udmeldelser.

Også David Bosco, Professor ved Indiana universitet i USA, og forfatter til en bog om ICC, Rough Justice, er bekymret.

»Der er en reel chance for, at der nu vil komme storstilede afrikanske udmeldelser,« siger Bosco til New York Times.

Ifølge Bosco var Burundis udmeldelse let at feje af banen som et forsøg på at undgå direkte efterforskning, mens »Sydafrikas udmeldelse er meget mere betydningsfuld«, siger Bosco til avisen.

Han mener, at den Afrikanske Union har været et forum for anti-ICC-kræfter. Til trods for, at 33 af 54 medlemslande har skrevet under på, at deres ledere kan efterforskes offentligt, er flere bekymrede for, om unionen kan leve op til sit eget løfte om at værne om menneskerettigheder. 

»De forfærdelige konsekvenser af Sydafrikas udmeldelse indebærer, at global retfærdighed bliver undermineret, og at immunitet vil få frit spil i Afrika, hvor lokale og regionale retsinstanser enten er for svage eller ikkeeksisterende. ICC’s troværdighed bliver kraftigt undermineret af Sydafrikas ageren,« mener Dewa Mavhinga.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Vestens moralske flagskib er på afveje. Hvis det er et problem at Sydafrika ikke er medlem af den Internationale Straffedomstol, ICC, så er det vel et langt større problem at verdens største og mest aggressive militærmagt USA, aldrig har tilsluttet sig.
Det kunne være at sådanne domstole fik mere legitimitet, hvis vi en dag fik George W. Bush for retten.