Læsetid: 6 min.

Aleppos frihedsplads: arnested for oprør og mål for bombemassakrer

Midt imellem artilleriangreb, raketbeskydning og luftbombardementer klynger de sidste indbyggere i den oprørsstyrkekontrollerede del af Aleppo sig til minderne om deres første opstand mod Assad
Hjælpegruppen De Hvide Hjelme fjerner et lig fra murbrokkerne efter et luftbombardement den 24. september. 

Hjælpegruppen De Hvide Hjelme fjerner et lig fra murbrokkerne efter et luftbombardement den 24. september. 

Den syriske hjælpegruppe De Hvide Hjelme

3. oktober 2016

Der var snesevis af små, men kraftige brande, der blussede i det dystre daggry på Frihedspladsen, da Mohammed Helwani ankom, tilkaldt over walkie-talkie til nedslagsstederne for Aleppos seneste bombardement.

Det lignede et angreb med hvid fosfor, tænkte han, da han gjorde klar til at hjælpe den håndfuld mennesker, der allerede var gået i gang på med at slukke flammerne med jord og støv indsamlet fra omkringliggende gader.

Så var det, at han hørte lyden af de angribende kampfly, der kom tilbage efter at have kredset over området. 

»Jeg sprang ind i opgangen til en bygning uden at tænke,« fortæller Helwani, en 31-årig syrer med fire børn, der er leder af det lokale revolutionsråd i al-Sha’ar-distriktet. »I næste angrebsbølge ramte de et hospital, nogle få hundrede meter fra pladsen.«

Han er overbevist om, at det tilsigtede mål var enten de lægelige behandlingsfaciliteter for kvinder og børn eller måske en større blodbank på pladsen.

I løbet af sidste uges angreb, der har kostet over 300 civile livet, har missiler gentagne gange ramt hospitaler, eftersøgnings- og redningstjenestecentre og andre centre for hjælp til civile.

Frihedspladsen

Sidste uges luftangreb var blot det seneste i en række af bombardementer med artilleri, raketter, tøndebomber og andet skyts, der har ramt dette kvarter af Aleppo.

Som centrum for protester og folkefester, for blodsudgydelser og for humanitær nødhjælp over de sidste fem år rummer det utallige øjebliksbilleder af lidelser og kaos i en by nedsunket i borgerkrig.

Pladsen, der mest af alt er en støvet korsvej, men med tilstrækkelig bredde til, at større menneskemængder kan forsamle sig, fik sit navn i de tidlige dage for opstanden mod præsident Bashar al-Assads regime, da det blev et populært sted for demonstrationer.

Før krigen var det et upåfaldende sted i al-Sha’ar-distriktet, kaldet Hospitalspladsen efter en af de klinikker, der ligger i nærheden.

Nogle af disse behandlingscentre har overlevet, selv om sygehussektoren for den kvarte millioner mennesker, der sidder fanget i det østlige Aleppo for længst er brudt sammen – kun en nødtørftig tjeneste bemandet af frivillige og en håndfuld overbebyrdede læger er tilbage.

»Pladsen blev valgt som et godt sted at lægge blodbanken, fordi det er tæt på centrum af byen og tæt på flere hospitaler,« fortæller 22-årige Ahmed Abu Murad, en frivillig på centret, som blev oprettet for mindre end et år siden, da hospitalsledelsen besluttede at flytte fra de sønderskudte dele af den gamle by.

Bombemål

Pladsens historie har dog været en konstant påmindelse om, at den kunne stå for tur som bombemål. »Engang var her også et felthospital, men det blev opgivet efter et luftangreb,« fortæller Murat.

Men da ingen steder i den oppositionskontrollerede del af Aleppo er sikre, valgte gruppen alligevel at slå sig ned her og, efter at have foretaget nogle grundlæggende reparationer påbegyndte den sit arbejde.

Frivillige tilbragte to dage om ugen med at indsamle blod til screening og brugte det meste af resten af ​​ugen på at uddele forsyninger og hjælpe lægerne på den belejrede bys stadig færre antal behandlingscentre, i hvilke nu blot 30 tilbageværende læger forsøger at behandle de strømme af tilskadekomne, som de modtager.

Murad var i en ambulance i færd med at hjælpe en ven med at overføre ofre for et andet angreb, da radioen knitrede med meldingen om, at et missil var slået ned i umiddelbar nærhed af deres eget hovedkvarter.

»Vi kørte tilbage så hurtigt, vi kunne, og vi kunne se, hvordan det brændte flere steder, men gudskelov var bomberne landet et stykke fra nogle brændstoftanke,« siger han nøgternt. Murat er så vant til død og ødelæggelse, at angrebet ikke lader til at have gjort større indtryk på ham.

»Jeg sprang ud af bilen og gik i gang med at slukke brandene fra de små bomber med jord. Snart efter kom De Hvide Hjelme (eftersøgnings- og redningsholdet) og hjalp til med slukningen. Kun to mennesker blev såret, og nogle huse i nærheden brændte ned.«

Tøndebomber

Inde i et af ​​de huse, der brød i brand, forekommer bomben noget mere skræmmende.

»Jeg var hjemme, da regimet angreb os,« siger 33-årige Ruba, en hjælpearbejder, der bor lige ved Frihedspladsen.

»Vinduerne blev knust, gardinerne brændte, gaden var et flammehav, og min datter græd. Det var rædselsvækkende.«

Bombardementet vakte også smertefulde minder til live om endnu en dag med blodsudgydelser for to år siden, et af ​​Rubas værste minder fra krigen, da en tøndebombe ramte en kollega på pladsen.

»Det var en søndag i juli. Han var ude at samle hjælp ind til forældreløse,« siger hun. »Det gjorde mig så trist. Han var en af de bedste i sin årgang på universitetet og var blevet adskilt fra sin familie.«

De gemte liget af deres ven og ville ikke begrave ham, før hans forældre fra den regimekontrollerede del af byen fik mulighed for at komme over og tage den sidste afsked.

For Murad rummer pladsen både minder om død og frihed. Sidste sommer kom han til det sted, der senere skulle blive hans arbejdsplads, for at indsamle lig fra ruinerne af et felthospital, der var blevet smadret af to tøndebomber.

»Det var en dårlig dag. Jeg var i forvejen udmattet efter at have transporteret sårede fra andre kvarterer, og da jeg kom, kunne jeg konstatere, at mange biler var smadret, bygninger beskadiget og vores elskede felthospital ødelagt – og med alle mine minder derfra begravet under murbrokker.«

I sidste uge slap beboerne i al-Sha’ar forholdsvis nådigt. Da flammerne var slukket og røgen lettet, var der trods alt kun to sårede ofre og relativt begrænset materiel skade i en by, hvor hele boligblokke er blevet jævnet med jorden,« siger Helwani.

Folkeflugt

Årene med bombninger har gjort indhug på den lokale civilbefolkning i kvarteret – der er i dag kun godt 3.000 tilbage af de 300.000, der boede her, før kampene begyndte.

»Heldigvis var pladsen tom, fordi folk blev hjemme, da de hørte angreb i nærheden. Bagefter vendte cigaretsælgerne tilbage, og roen indfandt sig igen,« siger Helwani, der var aktiv i oppositionen lige fra den syriske revolutions første dage.

Frihedspladsen var stedet, hvor han fejrede oprørernes overtagelse af deres kvarter, men også det første sted, hvor han oplevede et af de blodbad, der nu er en del af hans hverdag.

»Den dag oppositionen overtog magten her, tog jeg en forstærker og nogle højttalere med. Mine venner og jeg pyntede pladsen op med revolutionsflag, og jeg fik skaffet en generator, så vi kunne oplyse stedet,« husker han. »Vi fejrede befrielsen sammen med oprørssoldaterne, selv om vi også sørgede over de 17 af vores venner, der var blevet dræbt af sikkerhedsstyrker under opstanden.«

De 17 skulle kun blive de første dødsfald af mange. Mindre end en uge senere blev pladsen ramt af en bombe, da en menneskemængde var forsamlet her.

»Jeg ringede til mine venner for at fortælle dem, hvad der var sket – de ville ikke tro mig, før jeg sendte dem billedet. Det var første gang, jeg så et så rædselsvækkende blodbad.«

Han valgte at blive på trods af voldsspiralen, giftede sig i Aleppo og er i dag far til fire børn. Og selv om han stadig er fast besluttet på ikke at forlade sin by og er overbevist om, at Frihedspladsen kan bevare sit navn, kan han næsten ikke holde ud, hvad bombardementerne og knapheden på basale fornødenheder gør ved hans børn.

»Før belejringen havde jeg ikke tænkt på at forlade Aleppo,« siger han. »Hvis de får den brudt igen, vil jeg sende min familie ud. Men selv vil jeg helt sikkert blive.«

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Aleppo lever

Meldinger om nye bombardementer og dræbte dominerer nyhederne fra Syriens engang største by. I løbet af den næste uge bringer Information i samarbejde med The Guardian beretninger fra de mennesker, der lever videre under belejringen. Fortællingerne er blevet til over Skype og WhatsApp. 

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Else Marie Arevad

Billedet taler sit alt for tydelige sprog. Et barn er dræbt, sandsynligvis af russiske bomber. Godt, at FNs generalsekretær har kaldt bombeangrebene i Aleppo for krigsforbrydelser, men ikke godt nok, så længe overgrebene får lov at fortsætte. USA og Europa bør i forening gøre det klart for Rusland, at bombardementerne bør stoppe straks.

Peter Bækgaard

Jeg er enig, men mange deler ikke synet. Jeg kunne bare ikke undlade at drage en parallel til konflikten mellem Israel og Hamas, hvor lighederne er mange mht. styrkeforholdet af de to bekrigende parter. I den konflikt udråbes Israel af mange som en reinkarnation af Nazityskland og at de dræber civile uden større bekymring. Jeg synes det en interessant vinkel du har på krigen i Syrien og den "forståelse" i dit indlæg, som skinner igennem overfor Assad og Rusland. Liv koster ikke meget nu om stunder.

Sven Christensen

Det er vist på tide at Information vågner op. Ja Assads regering er autoritær voldelig og på ingen måde demokratisk i vestlig forstand. Snarere en slags etnisk afbalanceret semifeudalt diktatur, hvor magtfordelingen mellem de mange enkelte religiøse og etniske elementer i Syrien var aftalt på forhånd. Assads regering slog hårdt ned på enhver separatisme, det være sig politisk, religiøs eller etnisk.

Men det alternativ vi i vesten har givet Syriens befolkning er mange gange værre. Det er beklageligt men desværre sandt, at den liberale Syriske opposition, som deler Vestens værdier, er et lille mindretal, og ikke særligt gode til at slås, og oppositionen fra starten var domineret af stærkt sekteriske religiøse kræfter, med våbenstøtte fra de Salafistiske stater i den Arabiske golf.

For at sætte de nuværende anklager mod Syriens regering og Rusland lidt i perspektiv bør vi alle lige se på, hvem det er vi støtter i Øst Aleppo.

Begge filmklip er fra 20. december 2013, hvor Al-Qaeda tilknyttede mordere angreb og ødelagde Aleppos ældste og største Cancer Hospital kaldet Kindi hospitalet. Hospitalet var fuldstændigt uden militær værdi, og alene bevogtet af et mindre antal sikkerhedsvagter.

Det første filmklip viser 2 store selvmordsbombeangreb på hospitalet, akkompagneret af de fantastiske frihedselskende Salafistiske morderes jubel. Det er her, desværre på Spansk idet Danske og Engelske medier ikke syntes det er interessant:

https://www.youtube.com/watch?v=KrDXpdhCy3g

Det næste klip viser henrettelsen af de overlevende sikkerhedsvagter senere samme dag. Bekalger de brutale billeder, men vi bør gøre os bekendt med dem vi støtter så hjerteligt.

https://www.youtube.com/watch?v=A9jh_cDD184

Begge film er ikke optaget af "Agenter for det morderiske Assad regime" eller "russiske spioner" , det er såmænd vores egne allierede "moderate oprørere" fra Øst Aleppo, der selv har optaget og offentliggjort deres forbrydelser.

Måske kan det hjælpe lidt på forståelsen af, hvorfor det overvejende flertal af den Syriske befolkning, der ikke er flygtet til udlandet har søgt relativ sikkerhed i regeringskontrollerede områder, og hvorfor et hvert valg i Syrien mellem Assads Styre og vores vestligt støttede Salafister vil give et overvældende flertal for Assad, flertallet har allerede stemt med fødderne.