Aleppos frihedsplads: arnested for oprør og mål for bombemassakrer

Der var snesevis af små, men kraftige brande, der blussede i det dystre daggry på Frihedspladsen, da Mohammed Helwani ankom, tilkaldt over walkie-talkie til nedslagsstederne for Aleppos seneste bombardement.

Det lignede et angreb med hvid fosfor, tænkte han, da han gjorde klar til at hjælpe den håndfuld mennesker, der allerede var gået i gang på med at slukke flammerne med jord og støv indsamlet fra omkringliggende gader.

Så var det, at han hørte lyden af de angribende kampfly, der kom tilbage efter at have kredset over området. 

»Jeg sprang ind i opgangen til en bygning uden at tænke,« fortæller Helwani, en 31-årig syrer med fire børn, der er leder af det lokale revolutionsråd i al-Sha’ar-distriktet. »I næste angrebsbølge ramte de et hospital, nogle få hundrede meter fra pladsen.«

Han er overbevist om, at det tilsigtede mål var enten de lægelige behandlingsfaciliteter for kvinder og børn eller måske en større blodbank på pladsen.

I løbet af sidste uges angreb, der har kostet over 300 civile livet, har missiler gentagne gange ramt hospitaler, eftersøgnings- og redningstjenestecentre og andre centre for hjælp til civile.

Frihedspladsen

Sidste uges luftangreb var blot det seneste i en række af bombardementer med artilleri, raketter, tøndebomber og andet skyts, der har ramt dette kvarter af Aleppo.

Som centrum for protester og folkefester, for blodsudgydelser og for humanitær nødhjælp over de sidste fem år rummer det utallige øjebliksbilleder af lidelser og kaos i en by nedsunket i borgerkrig.

Pladsen, der mest af alt er en støvet korsvej, men med tilstrækkelig bredde til, at større menneskemængder kan forsamle sig, fik sit navn i de tidlige dage for opstanden mod præsident Bashar al-Assads regime, da det blev et populært sted for demonstrationer.

Før krigen var det et upåfaldende sted i al-Sha’ar-distriktet, kaldet Hospitalspladsen efter en af de klinikker, der ligger i nærheden.

Nogle af disse behandlingscentre har overlevet, selv om sygehussektoren for den kvarte millioner mennesker, der sidder fanget i det østlige Aleppo for længst er brudt sammen – kun en nødtørftig tjeneste bemandet af frivillige og en håndfuld overbebyrdede læger er tilbage.

»Pladsen blev valgt som et godt sted at lægge blodbanken, fordi det er tæt på centrum af byen og tæt på flere hospitaler,« fortæller 22-årige Ahmed Abu Murad, en frivillig på centret, som blev oprettet for mindre end et år siden, da hospitalsledelsen besluttede at flytte fra de sønderskudte dele af den gamle by.

Bombemål

Pladsens historie har dog været en konstant påmindelse om, at den kunne stå for tur som bombemål. »Engang var her også et felthospital, men det blev opgivet efter et luftangreb,« fortæller Murat.

Men da ingen steder i den oppositionskontrollerede del af Aleppo er sikre, valgte gruppen alligevel at slå sig ned her og, efter at have foretaget nogle grundlæggende reparationer påbegyndte den sit arbejde.

Frivillige tilbragte to dage om ugen med at indsamle blod til screening og brugte det meste af resten af ​​ugen på at uddele forsyninger og hjælpe lægerne på den belejrede bys stadig færre antal behandlingscentre, i hvilke nu blot 30 tilbageværende læger forsøger at behandle de strømme af tilskadekomne, som de modtager.

Murad var i en ambulance i færd med at hjælpe en ven med at overføre ofre for et andet angreb, da radioen knitrede med meldingen om, at et missil var slået ned i umiddelbar nærhed af deres eget hovedkvarter.

»Vi kørte tilbage så hurtigt, vi kunne, og vi kunne se, hvordan det brændte flere steder, men gudskelov var bomberne landet et stykke fra nogle brændstoftanke,« siger han nøgternt. Murat er så vant til død og ødelæggelse, at angrebet ikke lader til at have gjort større indtryk på ham.

»Jeg sprang ud af bilen og gik i gang med at slukke brandene fra de små bomber med jord. Snart efter kom De Hvide Hjelme (eftersøgnings- og redningsholdet) og hjalp til med slukningen. Kun to mennesker blev såret, og nogle huse i nærheden brændte ned.«

Tøndebomber

Inde i et af ​​de huse, der brød i brand, forekommer bomben noget mere skræmmende.

»Jeg var hjemme, da regimet angreb os,« siger 33-årige Ruba, en hjælpearbejder, der bor lige ved Frihedspladsen.

»Vinduerne blev knust, gardinerne brændte, gaden var et flammehav, og min datter græd. Det var rædselsvækkende.«

Bombardementet vakte også smertefulde minder til live om endnu en dag med blodsudgydelser for to år siden, et af ​​Rubas værste minder fra krigen, da en tøndebombe ramte en kollega på pladsen.

»Det var en søndag i juli. Han var ude at samle hjælp ind til forældreløse,« siger hun. »Det gjorde mig så trist. Han var en af de bedste i sin årgang på universitetet og var blevet adskilt fra sin familie.«

De gemte liget af deres ven og ville ikke begrave ham, før hans forældre fra den regimekontrollerede del af byen fik mulighed for at komme over og tage den sidste afsked.

For Murad rummer pladsen både minder om død og frihed. Sidste sommer kom han til det sted, der senere skulle blive hans arbejdsplads, for at indsamle lig fra ruinerne af et felthospital, der var blevet smadret af to tøndebomber.

»Det var en dårlig dag. Jeg var i forvejen udmattet efter at have transporteret sårede fra andre kvarterer, og da jeg kom, kunne jeg konstatere, at mange biler var smadret, bygninger beskadiget og vores elskede felthospital ødelagt – og med alle mine minder derfra begravet under murbrokker.«

I sidste uge slap beboerne i al-Sha’ar forholdsvis nådigt. Da flammerne var slukket og røgen lettet, var der trods alt kun to sårede ofre og relativt begrænset materiel skade i en by, hvor hele boligblokke er blevet jævnet med jorden,« siger Helwani.

Folkeflugt

Årene med bombninger har gjort indhug på den lokale civilbefolkning i kvarteret – der er i dag kun godt 3.000 tilbage af de 300.000, der boede her, før kampene begyndte.

»Heldigvis var pladsen tom, fordi folk blev hjemme, da de hørte angreb i nærheden. Bagefter vendte cigaretsælgerne tilbage, og roen indfandt sig igen,« siger Helwani, der var aktiv i oppositionen lige fra den syriske revolutions første dage.

Frihedspladsen var stedet, hvor han fejrede oprørernes overtagelse af deres kvarter, men også det første sted, hvor han oplevede et af de blodbad, der nu er en del af hans hverdag.

»Den dag oppositionen overtog magten her, tog jeg en forstærker og nogle højttalere med. Mine venner og jeg pyntede pladsen op med revolutionsflag, og jeg fik skaffet en generator, så vi kunne oplyse stedet,« husker han. »Vi fejrede befrielsen sammen med oprørssoldaterne, selv om vi også sørgede over de 17 af vores venner, der var blevet dræbt af sikkerhedsstyrker under opstanden.«

De 17 skulle kun blive de første dødsfald af mange. Mindre end en uge senere blev pladsen ramt af en bombe, da en menneskemængde var forsamlet her.

»Jeg ringede til mine venner for at fortælle dem, hvad der var sket – de ville ikke tro mig, før jeg sendte dem billedet. Det var første gang, jeg så et så rædselsvækkende blodbad.«

Han valgte at blive på trods af voldsspiralen, giftede sig i Aleppo og er i dag far til fire børn. Og selv om han stadig er fast besluttet på ikke at forlade sin by og er overbevist om, at Frihedspladsen kan bevare sit navn, kan han næsten ikke holde ud, hvad bombardementerne og knapheden på basale fornødenheder gør ved hans børn.

»Før belejringen havde jeg ikke tænkt på at forlade Aleppo,« siger han. »Hvis de får den brudt igen, vil jeg sende min familie ud. Men selv vil jeg helt sikkert blive.«

Oversat af Niels Ivar Larsen