Nogle af børnene har vænnet sig til lyden af bomber, men mange skriger, og et par er så bange, at de tisser i bukserne

Vi har fået fire børn mere på børnehjemmet, siden et luftangreb dræbte en af ​​vores medarbejdere og hendes mand i denne uge. Alia Nasser var hendes navn. Hun var 32 år og arbejdede som tjenestepige.

Alt bliver værre, med luftangreb og knaphed på alting som følge af belejringen. En bombe slog ned kun 50 meter væk.

Støvet fyldte luften, så man ikke kunne se noget. Det er det værste angreb, jeg har oplevet, helt uden fortilfælde. Bagefter så jeg, at bombekrateret var fem meter dybt.

Vi er bange for bomber dag og nat. Når flyene kommer, siger jeg til babysittere og børnepassere, at de skal tage børnene ned i bunkeren, men de kan stadig høre, når bomberne rammer.

Nogle af dem har vænnet sig til disse lyde, men mange skriger, og et par er så bange, at de tisser i bukserne.

Hver dag spiser vi samme slags fødevarer til alle måltider – linsesuppe og en slags knækkede bulgur-hvedekerner. Vores lagre er ved at være tømt.

Min største frygt er, at belejringen skal blive ved i lang tid endnu, for vi er nødt til at kunne bespise 50 børn og over 20 medarbejdere.

Jeg er altid bekymret for, hvad morgendagen vil bringe, og tænker konstant på knapheden på alt. Jeg inspicerer altid det hele selv for at sikre mig, at intet mangler.

Indendørsliv

På grund af de ustandselige luftbombardementer, artilleri- og mortérbeskydning bliver jeg bare inde på børnehjemmet eller derhjemme.

Jeg går faktisk kun ud, når det er for at hente noget, jeg brug for, eller hvis jeg skal hente en ny forældreløs ved domstolen og overlade ham eller hende til en værge.

Jeg forlader som regel ikke børnehjemmet før kl. 22.

Før belejringen, da der stadig var et rigtigt marked, plejede jeg at gå på indkøb med min kone, men i dag sidder jeg bare og spiser og taler lidt med de andre under lyset fra LED-pærerne.

Jeg står op igen omkring ni eller ti, drikker en kop kaffe og går så tilbage til børnehjemmet igen for at diskutere den daglige situation med personalet og måske tale om eventuelle problemer med nogle af vores teenagere – eller lege med de mindre børn.

På grund af belejringen og bombardementet tager børnehjemmet al min tid. Jeg har dårlig samvittighed over for min kone, men hun påskønner, at jeg arbejder for de udsatte børn, og støtter mig i, at mit job er min prioritet.

Nogle gange kommer hun med mig til børnehjemmet for at hjælpe mig og for at lege med børnene. Vi forsøger at undgå, at de kommer til at kede sig.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen