Læsetid: 8 min.

’Brexit-afstemningen var uundgåelig’

Kampen om David Camerons eftermæle begyndte i det minut, han trådte tilbage som britisk premierminister efter Brexit-nederlaget i juni. Hans gamle spindoktor tager os i ny bog med i inderkredsen op til og under afstemningen. Information har mødt Craig Oliver til en snak om, hvad der gik galt
Det var uundgåeligt for David Cameron at afholde den afstemning om Brexit, der endte med betyde den tidligere britiske premierministers fald. Sådan lyder det fra hans daværende spindoktor.

Det var uundgåeligt for David Cameron at afholde den afstemning om Brexit, der endte med betyde den tidligere britiske premierministers fald. Sådan lyder det fra hans daværende spindoktor.

Geert Vanden Wijngaert

15. oktober 2016

Måske er det, fordi pundet igen i dag er faldet til et nyt lavpunkt.

Eller måske har det hele tiden været formålet med at skrive ’Unleashing Demons – The inside Story of Brexit’.

I hvert fald er bogaktuelle Craig Oliver – David Camerons spindoktor gennem seks år – ivrig efter at slå fast, at hans chef ikke havde andet valg end at udskrive den EU-folkeafstemning, hvis foruroligende konsekvenser dag for dag bliver tydeligere.

»Folk taler, som om David Cameron pludselig vågnede en morgen og tænkte: ’Lad os afholde en folkeafstemning om Europa’. Og virkeligheden er selvfølgelig meget mere kompleks.

Faktisk mener jeg, at det var uundgåeligt,« siger den 47-årige tidligere BBC-redaktør, som Informations udsendte møder på forlagets hjørnekontor med udsigt til Themsen og en stak af hans lynproducerede bog. 

Egentlig lød spørgsmålet:

– Hvad mener du, når du i bogen skriver ’Vi risikerede alt med for mange forhold imod os’.

Men ud over en sætning om, at »vi naturligvis risikerede David Camerons og regeringens fremtid«, kaster Oliver sig ud i en forklaring om nødvendigheden af at give folket en stemme om EU-medlemskab.

»Vi var i en situation, hvor masser af konservative parlamentarikere gjorde oprør imod alt, der havde med Europa at gøre,« fortsætter han.

Truslen fra UKIP skabte op til parlamentsvalget i 2015 uro blandt konservative parlamentarikere, der frygtede for deres job, og landets politiske iagttagere var dengang ikke i tvivl om, at Camerons løfte om en EU-afstemning var et forsøg på at neutralisere denne trussel.

– Du skriver, at Cameron måtte udskrive folkeafstemningen, fordi ’ellers ville det konservative parti blive uregerligt, og dermed ville landet blive uregerligt’. Men hvis det konservative parti fortsatte med at slås internt om Europa, ville et andet parti måske have vundet og regeret landet. Det er vel mere et partipolitisk problem end et spørgsmål om nødvendighed?

Craig Oliver virker tydeligt irriteret over, at jeg ikke forstod det første gang. Han tager en dyb indånding og prøver igen.

»Du lytter ikke til, hvad jeg siger. Det er ikke kun et konservativt partipolitisk problem. UKIP vandt europaparlamentsvalget i 2014. Labour er meget, meget bekymret over, hvad der sker oppe nordpå, hvor de kan se, at UKIP gør indhug i deres vælgerbase. Selv hvis det kun var et konservativt problem – hvilket det ikke er – så vandt partiet valget i 2015 med et flertal på et løfte om en EU-folkeafstemning,« siger Oliver Craig med den overbevistes utålmodige stemmeføring.

– Men du ved ikke, om det var årsagen til, at de konservative vandt. Meningsmålingerne viste før valget, at Europa ikke engang var det emne, der bekymrede UKIP’s vælgere mest.

»Men immigration var nummer et,« svarer han rapt. Han kan også sine meningsmålinger.

– Men immigration er ikke kun EU.

»Nej, men fri bevægelighed fra EU er en kæmpe problemstilling,« svarer Oliver og tilføjer, at når han taler med »europæiske medier, så kommer de fleste spørgsmål fra en tankegang om, at du må være gal, hvis du ikke synes, at EU er en fantastisk institution«.

I årevis har dog også britiske akademikere, oppositionspolitikere og den halvdel af medierne og befolkningen, der har et afslappet forhold til EU, beklaget David Camerons håndtering af EU-problematikken og siden beslutningen om at sætte medlemskabet på spil for at lukke munden på et mindretal blandt sine egne parlamentarikere.

The Independent skrev dagen efter folkeafstemningen, at Cameron »ikke behøvede at udskrive en folkeafstemning. Det var en øvelse i konservativ partihåndtering – og i at holde UKIP på afstand ved sidste års parlamentsvalg – snarere end et krav i offentligheden om en folkeafstemning«.

Selv Craig Olivers tidligere kollega – og efter sigende ven – BBC-værten Nick Robinson tweetede efter Camerons afgang, at »det var en kamp, Cameron valgte, på en bane og på en dag han valgte. Der var ingen grund til at have en folkeafstemning. Det er årsagen til, at han gik«.

Spindoktoren giver sig imidlertid ikke.

»Der var en enorm valgdeltagelse,« minder han om, »og folk stemte for at forlade EU.«

I bogen skriver du, at folk ’puttede, hvad end der bekymrede dem, på stemmesedlen’ den dag. Men nu siger du alligevel, at folk rent faktisk stemte om EU?

»Jeg tror, at de stemte om alle mulige emner. I virkeligheden er det faren ved folkeafstemninger. Men blev EU set som en repræsentant for et etablissement i en globaliseret verden, som folk følte ikke fungerede for dem? Utvivlsomt,« svarer han.

Bekræftende afsløringer

Selve bogen er baseret på Olivers dagbogsoptegnelser og gennemgår minut for minut nogle af diskussionerne under genforhandlingen med EU, forsøget med at holde snor i de EU-skeptiske medlemmer i regeringen og siden frustrationerne under debatten op til afstemningen.

Det er fascinerende læsning, men der er ikke mange overraskelser og slet ingen saftig illoyalitet over for Cameron. 

Men bogen bekræfter, hvad vi vidste om Camerons ikke særlig vellidte forhandlingsstil i EU. I de sidste dage op til den endelige aftale med EU rasede Cameron over, at den belgiske premierminister strittede imod at give briterne indflydelse på eurosamarbejdet.

»Det er eksistentielt for mig. Ikke for ham. Det må nogen fortælle ham,« citeres Cameron for uden at tage hensyn til de reelle bekymringer for at give et ikkeeuroland indflydelse på valutasamarbejdet.

Bogen bekræfter også, at Cameron ikke anede, hvor hans nærmeste kolleger og venner stod, særligt Leave-profilerne Michael Gove og Boris Johnson samt Camerons efterfølger Theresa May.

Endelig bekræfter bogen, at Cameron og Remain-siden undervurderede befolkningens vrede og oprørstrang samt Leave-sidens nådesløse kampagne.

– Du virker lidt overrasket over, at Leave-kampagnen løj og bedrog og fordrejede fakta.

»Jeg tror ikke, at man nødvendigvis forventer, at folk er helt så uvederhæftige.«

– Burde du ikke have vidst, at UKIP’s Nigel Farage ville bruge den slags argumenter, som han har gjort så mange gange før, og som mange vælgere køber?

»Jo, vi vidste, at det ville være tilfældet,« siger Oliver med et utålmodigt suk. »Vi satsede alt på ideen om, at den økonomiske risiko ved at forlade EU var så stor, at det ville trumfe alle andre argumenter. Og det gjorde den ikke. Folk sagde bare: ’Vi tror ikke på jer’.«

»I stedet blev indvandring hovedemnet, og folk var så vrede over indvandring. Vi havde ikke rigtig et svar, for i sidste ende anbefalede vi medlemskab af en international institution, som insisterer på ubegrænset fri bevægelighed,« siger han.

– Det virker i bogen, som om du blev overrasket over folks vrede?

»Jeg var overrasket over, at folk ikke ville lytte til Nobelpris-tagende økonomer eller internationale erhvervsledere, som var ansvarlige for jobskabelse i landet, men jeg var ikke overrasket over, hvor kraftige deres følelser var. Du antyder, at vi burde have indset det, og som resultat, at vi skulle have droppet det.«

Europas skyld

Antydede jeg det? Spindoktoren vender i hvert fald tilbage til det med nødvendigheden.

»Vi blev nødt til at konfrontere problemet. Så ja, vi bør stille os selv spørgsmålet, om vi fremstillede en god nok sag. Men fremstiller Europa en god nok sag i øjeblikket? Når du ser Alternative für Deutschland, Geert Wilders, Marine Le Pen eller Nigel Farage – utilfredsheden er ret mainstream. EU’s andenstørste økonomi har bogstavelig talt stemt for at forlade unionen.«

Argumentet er, at EU ikke har gjort nok for at imødegå utilfredsheden i Europa. Cameron og Oliver finder det ikke rimeligt, at EU fastholdt princippet om fri bevægelighed.

Den nødbremse, Cameron fik, viste sig ikke at være nok til at overbevise fjendtlige medier eller offentligheden. EU har dermed et vist ansvar for valgresultatet, antydes det i bogen.

– Men ud over at undervurdere vreden over indvandring, har David Cameron så selv begået nogen strategiske fejl i den måde, han håndterede sit eget parti på, i sin forhandling med EU, og ved at love sin befolkning begrænsninger af den fri bevægelighed?

Oliver nikker, men svaret handler mere om EU end Cameron.

»Jeg tror, han håbede, at der var nogle i Europa, der kunne se, at Europas andenstørste økonomi var på randen til at forlade EU, og at hovedårsagen var, at der ikke var nogen begrænsning af antallet, der kom til landet. Men det kunne de ikke se.«

Nok en gang Europas skyld. Jeg prøver igen.

– Har Cameron selv begået nogle strategiske fejl?

»Ja,« kommer det så, »han satte forventningerne for højt i forhold til, hvad vi kunne levere fra genforhandlingen.«

Men Craig Oliver giver ikke mere, ingen detaljer. Kun en vag indrømmelse af, at de stolede på meningsmålingseksperterne, der viste sig igen at have taget fejl.

– Du anerkender i bogen, at spørgsmålet var for stort. Emnet var for komplekst, og at det blev et problem i valgkampen.

»Vi vidste, at der var en fare, når vi bad folk stemme for et EU, de ikke elskede, og indvandring de ikke ønskede. Og det var et problem for os. Men jeg har gennemgået hvorfor, jeg mener, at det var uundgåeligt at have folkeafstemningen, og jeg mener også, at der er noget bekymrende ved dem, som siger: ’Vi bør ikke stole på folk. Vi bør ikke have demokrati på disse områder’.«

– Men du anerkender, at det blev et problem under kampagnen?

»Ja bestemt, men demokrati er en svær, foruroligende størrelse, og enten går du ind for det, eller også gør du ikke. Jeg går ind for det. David Cameron kunne have ignoreret problemet, men virkeligheden er, at det konservative parti ville have sagt: ’Hvis du ikke vil give os en folkeafstemning, så finder vi én, der vil,' og partiet ville sandsynligvis have udskiftet ham.«

Sådan endte det så alligevel for David Cameron. Bortset fra at han skiftede sig selv ud. Nu er der kun tilbage at skrive hans politiske nekrolog.

– Din sidste sætning om Cameron er: »’I hope history will be kind to you’. Tror du, at den vil det?

»Det tror jeg. I øjeblikket er alle fokuseret på Brexit, fordi det er denne store ting foran os, men jeg tror, at som tiden går, vil folk se A) folkeafstemningen som uundgåelig, og B) han blev nødt til at tackle problemet. Det gik ikke, som han havde håbet, men ved at gøre det, viste han lederskab.«

I undergrundstoget på vej hjem slår jeg op på titelbladet i bogen. Oliver har signeret den til mig:

»Kære Mette. Det var uundgåeligt =) Craig«

'Unleashing Demons – The Inside Story of Brexit' af Craig Oliver udkom 4. oktober 2016. Hodder & Stoughton, £20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spot on

"... uro blandt konservative parlamentarikere, der frygtede for deres job ..."

I disse 'populisme'-tider er dette vel et klokkeklart eksempel på, at politikere meler deres egen, private kage i stedet for at stå fast på ideer, de selv tror på.

Den nye premierminister, May, kæmper med næb og klør for at undgå en egentlig debat og afstemning i parlamentet om Brexit, for hun ved godt, at det endnu engang vil udstille en stor del af hendes egne partikammerater som levebrødspolitikere, der klamrer sig til taburetter (og privilegier).

Jeg kan sige dette med den særlige troværdighed, der ligger i, at jeg hele tiden offentligt har støttet en Brexit-afgørelse - af hensyn til EU. På bundlinien er jeg således tilfreds med resultatet, men det forhindrer mig ikke i at få kvalme over den løgnagtige måde, nej'et blev en realitet på, og over de usle, konservative parlamentsmedlemmer, der ikke har skam i livet.

Tæppefald

"Endelig bekræfter bogen, at Cameron og Remain-siden undervurderede befolkningens vrede og oprørstrang samt Leave-sidens nådesløse kampagne.

– Du virker lidt overrasket over, at Leave-kampagnen løj og bedrog og fordrejede fakta.

»Jeg tror ikke, at man nødvendigvis forventer, at folk er helt så uvederhæftige.«

– Burde du ikke have vidst, at UKIP’s Nigel Farage ville bruge den slags argumenter, som han har gjort så mange gange før, og som mange vælgere køber?

»Jo, vi vidste, at det ville være tilfældet,« siger Oliver med et utålmodigt suk. »Vi satsede alt på ideen om, at den økonomiske risiko ved at forlade EU var så stor, at det ville trumfe alle andre argumenter. Og det gjorde den ikke. Folk sagde bare: ’Vi tror ikke på jer’.«"

En politisk sump, der i sig selv bidrager til politikerlede. Det interessante er, at spindoktoren øjensynlig slet ikke er klar over, hvor træffende han udleverer en klasse af politikere, der er en skændsel for et demokrati. Den selvfølgelighed, hvormed han omtaler vælgerbedraget, er netop et af disse træk, der adskiller common law og civil law (hvilket fejrer 'stjernestunder' i den igangværende, amerikanske præsidentvalgkampagne). Godt, at vi slipper af med dem.

Det vanskelige demokrati

… om nødvendigheden af at give folket en stemme om EU-medlemskab. - ja, det er en farlig ting for deres top-down-pseudodemokrati, folket kunne jo finde på at gøre brug af deres stemmeret og hvor bringer det os så hen …

Og understår folket sig i at stemme imod ud fra deres negative erfaringer med Moloch EU så falder hammeren og en progromstemning lader sig nemt mobilisere blandt alle disse empatiløse aficionados med totalitære tankegange helt i tråd med dette udemokratiske uvæsen, som i øjeblikket rider Europa som en mare …

Man gør folk fortræd – så godt vi slipper af med dem – men, hvad så, EU? …

Peter Bækgaard

Mihail Larsen, uagtet resultatet af afstemningen så er den almindelige englænder blevet ført bag lyset. De kunne lige så godt have holdt en afstemning om fri bevægelse, for det er egentlige omdrejningspunktet.
Der er flere millioner fremmedarbejdere i UK, de varetager jobs som andre englændere ikke vil tage, ganske som i Danmark.
Jeg har drevet forretning med UK adskillige år, og de seneste 6 år i min egen virksomhed, hvor UK udgør ca. 1/3 af vores totale omsætning.
Jeg rejser en del i UK, og møder både indkøbere, direktører, sælgere, og sågar ganske almindelige folk på diverse hoteller jeg benytter.
Fælles for dem ALLE ( jeg rejste hjem den torsdag der var Brexit afstemningen blev afholdt), var at ikke en eneste troede det ville blive et nej, men mange af dem jeg talte med pegede på at den frie bevægelighed var et problematisk tema. UK vil gerne have styr på hvem der er i deres land og hvorfor.
Nu blev det et nej, og nej-sidens argument var at sndhedsvæsnet skulle have tilført flere penge.... det trak man tilbage i samme uge som afstemningen blev gennemført!
Dernæst havde man ikke forholdt sig til UKs afhængighed af EU-handel. Ydermere har de en finanssektor der beskæftiger millioner og som er dybt afhængig af EU. Så er der bilproduktionen - også EU afhængig.
Der var ikke nogen plan for udtrædelsen, og Theresa May har de største nosser på de britiske øer hvis hun aktiverer artikel 50.
Unge mennesker brokkede sig over en stjålen fremtid, men kun 30 % af de unge gad at stemme. Who is to blame now? Wi har allerede nu undført et tillæg på alle handler med UK på 3 % og det er jo langt fra nok i forhold til de ca. 12 % som pundet er faldet.
Vi har tabt ca. 500.000 i salg til UK ( uagtet kursudsvinget) siden afstemningen - det kommer til at koste arbejdspladser i min lille virksomhed - og jeg kan garantere for at det ikke bliver mig der stopper...
Konsekvenserne af det her er ekstremt vidtrækkende, og det er de færreste englændere som var klar over dette op til den nationalistiske afstemning.
EU bærer en stor del af skylden, fordi det er gået fra at være et handelsfællesskab til at være overformynderisk. Der er alt for meget diktatur i EU og det vil englænderne ikke finde sig i, men hvad sker der når jobsene forsvinder, og endnu flere englændere melder sig som jobsøgende?
Vi i Danmark skal nok komme til at mærke til englands exit - de første jobs er allerede forsvundet.

Forresten så står UK også overfor ekstremt massive investeringer i energisektoren - de har ikke strøm nok i landet, og dertil skal en del atomkraftværker lukkes ned. Det er også dyrt.

Den engelske økonomi vil skrumpe og det vil være med tal langt større end det eksperterne går og siger.
Politikerne ved det, men de tør ikke sige " let us vote again!. Jeg garanterer dig at de overhovedet ikke behøver at ændre på noget kampagnemateriale - de kan bare afholde endnu en afstemning og mit bud er at ca. 70-75 procent af de afgivne stemmer vil gå til stay-siden.

Michael Kongstad Nielsen

Rigtig god artikel af Mette Rodgers.
Craig Oliver siger mange rigtige ting. Bl. a. på Mettes spørgsmål:
"– I bogen skriver du, at folk ’puttede, hvad end der bekymrede dem, på stemmesedlen’ den dag. Men nu siger du alligevel, at folk rent faktisk stemte om EU?

»Jeg tror, at de stemte om alle mulige emner. I virkeligheden er det faren ved folkeafstemninger. Men blev EU set som en repræsentant for et etablissement i en globaliseret verden, som folk følte ikke fungerede for dem? Utvivlsomt,«

Ja, jeg vil nu ikke kalde det 'faren' ved folkeafstemninger, 'vilkåret' er nok et bedre ord, men ingen tvivl om, at folk lagde mange forskellige følelser og fornemmelser ind i afgørelsen, uden at tabe det overordnede emne af sigte. De mange 'leave' stemmer oppe nordpå og i Wales kan meget vel skyldes utilfredshed med den store ulighed internt i Storbritannien, hvilket ikke umiddelbart bliver påvirket af at stemme 'leave'. Men det kan være en protest, som den ny-genvalgte labour ledelse kan samle op.

Peder Bækgaard

Enig med dig i det meste. Jeg opholdt mig i London i umiddelbart efter afstemningen og fik det samme indtryk. Mange havde undladt at stemme, fordi de troede resultatet - en forbliven i EU - var 'hjemme'. Det er den slags, der kommer ud af folkeafstemninger. Nu må Theresa May gennemføre en politik, der reelt er flertal imod - men bordet fanger. Og de unge, der skal leve med konsekvenserne, har kun sig selv at takke for deres demokratiske umodenhed.

Michael Kongstad Nielsen

Marlene Wind propaganderer. Hun undlader behændigt at fortælle, at langt de fleste forhold i EU afgøres med kvalificeret flertal, hvorfor mange fuldgyldige medlemmer må acceptere afgørelser, der er dem imod. Dermed er de stillet ligesom Norge, der som EØS-medlem også må acceptere afgørelser, de er imod.

Forhandlingerne med UK om udtræden vil dog ikke sigte mod en norsk model, men helt eksplicit britisk model, der forhandles på plads, og derefter ikke ændres i takt med EU´s udvikling, sådan som Norges automatisk gør. Brixit-aftalen efter artikel 50 vil kun kunne ændres, hvis det hele åbnes igen.

Endvidere viser Marlene Winds demagogiske propagandaevner sig igen i den lidet underbyggede påstand om, at Norge havde mere selvstændighed og suverænitet under 400-års natten med Danmark (1380 - 1814), end det har nu i EØS samarbejdet med EU.

I så fald EU kunne udstationere statholdere og embedsmænd fra Bruxelles til styre den norske forvaltning, tildele købstadsrettigheder og stå for forsvaret, afgive områder som Jämtland og Härgedalen til Sverige, beslutte at norsk skriftssprog skal være bokmål osv.

Ja, det kan vist ikke være helt rigtigt.

Michael Kongstad Nielsen

“Everybody was trying to make up their minds about whether or not to leave the European Union and it is perfectly true that back in February I was wrestling with it, like I think a lot of people in this country, and I wrote a long piece which came down overwhelmingly in favour of leaving,” he told Sky News.

Og hvad så? Mange var i tvivl, også Johnson, og hvad så? Det er vel ikke så underligt. Det underlige er, at den ikke-publicerede artikel har fundet vej til medierne.