CETA-aftalen kæmpet hjem – men til hvilken pris?

Billederne siger alt:

En leende canadisk premierminister Justin Trudeau, der vinker til pressekorpset i Bruxelles. EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-rådspræsident Donald Tusk, der falder hinanden om halsen. De tre med armene om hinanden, Trudeau med tandsmil i midten, Juncker og Tusk mere reserverede.

Efter et aflyst europæisk-canadisk topmøde i torsdags og et canadisk fly, der lørdag måtte vende om og returnere til Ottawa på grund af en teknisk fejl, lykkedes det søndag omsider de tre herrer at samles i Bruxelles og ved et såkaldt topmøde, der blot varede to timer, underskrive den 1.500 sider store CETA-handelsaftale. Angiveligt den største aftale om liberalisering af handlen, EU nogensinde har indgået.

Justin Trudeau udstråler på billederne stor lettelse, fordi det i sidste øjeblik lykkedes de besværlige partnere i EU at få styr på sig selv og afværge det enorme politiske prestigetab, det ville have været at kassere resultatet af syv års byrdefulde forhandlinger. Juncker og Tusk ser mere tvivlrådige ud, fordi de ved, at sejren over det lille vallonske regionalparlament i Belgien har kostet på EU-sammenholdet og kan vise sig dyrekøbt.

Ikke at de afslørede nogen fortrydelse i deres taler efter underskrivelsen.

»Aftalen, som vi underskriver, er den bedste og mest progressive, EU nogensinde har forhandlet, og den definerer vort ambitionsniveau for de øvrige handelsaftaler,« sagde Juncker med sigte på bl.a. den europæisk-amerikanske TTIP-aftale, som forhandles på fjerde år.

»Vi besidder stadig tilstrækkelig styrke og beslutsomhed – i hvert fald nogle af os – til at imødegå den fatalistiske forestilling om forfald i vor politiske verden,« sagde en lidt mere aggressiv Donald Tusk og talte om den »postfaktuelle« virkelighed og politik, som beslutningstagerne på begge sider af Atlanten er oppe imod i form af folkelig afstandtagen fra globaliseringen.

»Alternativet til fri handel er isolationisme og protektionisme, en tilbagevenden til national egoisme og – som resultat heraf – truslen om voldelig konflikt,« advarede præsidenten for Det Europæiske Råd.

EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, gav søndag sin egen udlægning i en blog på Kommissionens hjemmeside:

»Vi har to muligheder. Vi kan tage den nemme vej og foregive, at vi kan vende globaliseringens flodbølge og lukke vore døre mod verden. Eller vi kan vælge den vanskeligere vej og forsøge at forme globaliseringen efter vor vision.«

»Ved underskrivelsen af dagens handelsaftale har EU og Canada valgt den sidstnævnte, og det er jeg stolt af,« betonede kommissæren.

Strammer love og regler

Den globaliseringsvision, som CETA- og den mulige TTIP-aftale afspejler, er, at man ved at fjerne toldbarrierer og tekniske handelshindringer kan nedbringe erhvervslivets omkostninger, lette den frie strøm af varer og tjenesteydelser over Atlanten, skærpe konkurrencen mellem virksomhederne og derigennem skabe ny vækst og flere arbejdspladser.

Efter underskrivelsen er status, at CETA i begyndelsen af det nye år træder delvist og foreløbigt i kraft – dette forudsat, at også Europa-Parlamentet inden for de kommende uger siger god for aftalen – således at man straks begynder at fjerne 99 procent af dagens toldbarrierer mellem EU og Canada.

»Den første dag efter implementeringen vil Canada fjerne told til en værdi af 400 millioner euro på varer, der kommer fra EU,« oplyser således EU-Kommissionen.

Samtidig vil de dele af aftalen, som alene berører EU-politikområder – dvs. ikke er medlemslandenes nationale kompetence – blive rullet ud. Det handler om at åbne for at byde på hinandens offentlige indkøb, at give en øget adgang for eksport af landbrugsprodukter og fødevarer mellem EU og Canada, at åbne servicemarkedet og lette arbejdskraftens bevægelighed hen over Atlanten, at anerkende hinandens kontrol af produkter frem for selv at kontrollere alt, at samarbejde om fremtidig regulering via et Regulatory Cooperation Forum m.m.

Visse elementer af CETA-aftalen træder først i kraft, når – eller hvis – samtlige EU-landes parlamenter siger god for aftalen. En ratifikationsproces, der kan vare op til et par år.

F.eks. venter man til efter ratifikationen med at søsætte de nye voldgiftstribunaler, der tidligere under navnet ISDS og nu kaldet ICS, Investment Court System, giver f.eks. canadiske investorer og virksomheder mulighed for at rejse erstatningssager mod EU-lande, der strammer love og regler, ved voldgifter, som opererer uden om og over de nationale domstole. Dette er den stærkest kritiserede del af CETA-aftalen og kan risikere at blive dét, der får et eller flere EU-lande til at afvise ratifikation og dermed får hele korthuset til at brase sammen om et til to år – sådan som vallonerne frem til weekenden var tæt på at gøre.

Folk tror ikke på det

I sin søndagsblog konstaterer Cecilia Malmström, at »det har altid været krisen, der har fostret fremskridt i vores europæiske union«.

Problemet, som en række kommentatorer har påpeget under de sidste ugers CETA-krise, er, at EU-toppen næsten synes at have vænnet sig til krisen som en forudsætning for fremdrift ad den vej, man tror på. At banke de obstruerende valloner på plads er en del af den øvelse, der handler om at få fastslået, hvem der bestemmer, og hvad der er den rette kurs for EU’s økonomi og de europæiske folk.

Vanskeligheden er – som Donald Tusk meget tydeligt sagde i sin tale søndag – at kun »få mennesker tror på det«, altså på at fortsat økonomisk globalisering er vejen frem. Det er derfor EU-toppens opgave »at overbevise vore borgere om, at frihandel er i deres interesse«.

Man ved således, hvad der er bedst for borgerne – opgaven er at få dem til at forstå det.

»Sommetider er vi nødt til først at gøre tingene lidt komplicerede for at gøre dem bedre til slut,« anfører Malmström i sin blog med henvisning til balladen med vallonerne.

Og når det så lykkes – som i Bruxelles i søndags – sker det med smil, flag og fanfarer. Hvad EU-toppen ikke kan se – eller ikke er villige til at italesætte – er, at der meget vel kan være tale om en pyrrhussejr. At netop manøvren med at presse det vallonske mindretal ind i folden giver bagslag og næring til en endnu stærkere mistillid i dele af den europæiske offentlighed til den økonomiske globaliserings vogtere i Bruxelles.

»EU og Canada vinder et handelsslag – men ikke krigen,« lød overskriften i EU-mediet Politico efter underskrivelsen.

Troværdighedstabet

»Det forbavser mig, at designerne bag CETA og andre frihandelsaftaler – såsom TTIP – tilsyneladende ikke begriber, hvor ringe troværdighed de har,« skrev Steven Hill, analytiker ved American Academy i Berlin, på hjemmesiden Social Europe i går.

Han, der ikke er protektionist, advarer om, at en offentlighed, der oplever sine politiske ledere mere optaget af at bane vejen for store virksomheder end af at beskytte sine borgere, »hurtigt vil finde sig selv belejret af deres egne befolkninger, anført af populistiske demagoger«.

Den politiske chef for European Environmental Bureau, Pieter de Pous, advarede søndag med lignende formuleringer.

»Den virkelige risiko ved CETA er, at dens støtter på tværs af det politiske spektrum vil opleve dette (mulige CETA-)sammenbrud som et protektionistisk tilbageslag og trække sig tilbage til deres skyttegrave i forsvaret for frihandel, argumenterende for, at den er nødvendig for åbne samfund, økonomier og civilisationen som sådan. Det er yderst farligt, fordi det spiller bolden lige i hænderne på de stærkt højreorienterede grupper, der er i fremgang i det meste af Europa med deres giftige løfter om nationale identitetspolitikker,« skriver Pieter de Pous på Euractiv.com.

En tredje advarende stemme er Samuel Earle, politisk teoretiker fra London School of Economics, der på platformen Open Democracy skriver om, hvordan det politiske establishment ufrivilligt presser dele af den europæiske offentlighed i retning af et »nostalgisk« verdensbillede.

»Konfronteret med en neoliberal, globaliseret fremtid, der præsenterer sig selv som ikke-til-forhandling, synes vor eneste strategi at være at vende os mod fortiden.«

Samuel Earle mener, at venstrefløjen savner at levere alternative svar til den neoliberale globaliseringsdagsorden, som har større overbevisningskraft end højrepopulisternes.

Både Steven Hill og Pieter de Pous peger på, at sådanne alternative strategier for økonomisk og handelsmæssigt samarbejde må tage afsæt i et etisk kodeks og sigte på at fremme større lighed – ved bl.a. at gå efter skattely frem for yderligere investorbegunstigelser – samt omstiling til cirkulær og bæredygtig økonomi etc.

Det er åbenlyst, at det ikke er muligt både at redde EU og redde EU’s nuværende handelspolitik, mener Pieter de Pous.

Slæbegear

Rationalet bag CETA, TTIP og andre potentielle handelsaftaler mellem EU og eksterne partnere er at hjælpe den vækst i gang, som har været hensygnende i efterhånden mange år. Genoplivningen af tidligere tiders vækstrater er forudsætningen for at skabe job og velstand, ræsonnerer man.

Ironien er, at selv hvis det lykkes at kæmpe CETA og TTIP igennem, vil gevinsten ifølge de officielle scenarier være begrænset.

Internationale institutioner som Den Internationale Valutafond, IMF, og Verdenshandelsorganisationen, WTO, har de senere år med gentagen beklagelse måttet konstatere en afmatning i den globale handel, ledsaget af en nedskrivning af vækstprognoserne for de kommende år.

Hvor WTO i april forudsagde en vækst i den globale handel på 2,8 procent i 2016, nedjusterede man i september forventningen markant til blot 1,6 procent i år.

Tidligere er den globale handel vokset halvanden gang så meget pr. år som det globale BNP, men i de senere år er forholdet mellem handelsvækst og BNP-vækst skrumpet til 1,1.

»Hvis den nye prognose holder, vil 2016 blive første gang i 15 år, hvor forholdet mellem handelsvækst og globalt BNP falder under én til én,« skriver WTO.

IMF konstaterer i sin seneste analyse, at den globale handel har »tabt dramatisk fart« siden 2012. Man henfører det først og fremmest til generel afmatning i verdensøkonomien, men også til »en stagnation i liberaliseringen af handlen og en nylig stigning i protektionisme«.

Midt i al snakken om liberalisering og mere frihandel er der således ifølge Financial Times i perioden januar-august indført 500 protektionistiske tiltag rundt om i verdens lande mod blot 100 initiativer for at liberalisere den grænseoverskridende handel. Mange handelsbegrænsende tiltag er foretaget af G20-lande for at bremse Kinas eksport.

»At håndtere begrænsningerne på vækst bør være i centrum for den politiske handling. Det vil ikke alene sætte fart på den overordnede globale aktivitet, men også bidrage til at smøre den internationale handels hjul og dermed skabe en god cirkel, i takt med at handel stimulerer yderligere produktivitetsgevinster og vækst på tværs af grænserne,« skriver IMF i World Economic Outlook fra oktober.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det i virkeligheden batter.

Små BNP-gevinster

CETA og TTIP er EU’s forsøg på sammen med Canada og USA at vende strømmen, og det skorter ikke på forsikringer om gevinsterne for økonomien, hvis aftalerne realiseres. Man må imidlertid grave dybt og lede længe i EU-Kommissionens rapporter for at finde konkrete bud på, hvor meget væksten egentlig kan øges med f.eks. CETA-aftalen.

Et kvantitativt bud skal således findes i en rapport bestilt af Kommissionen tilbage i 2011 hos en international ekspertgruppe ledet af professor Colin Kirkpatrick, University of Manchester. På side 43 i den 468 sider store rapport, Trade 10/B3/B06, viser en tabel, at det mest ambitiøse af fire CETA-scenarier efter en fuld indfasning af aftalen over 10 år vil give EU’s BNP et løft på 0,03 pct.

Rapporten fortæller også, at mens Canadas procentuelle BNP-gevinst vil være 12 gange større end EU’s, så vil tredjeparter såsom USA og gruppen af mindst udviklede lande lide et mindre BNP-tab, når EU og Canada øger deres indbyrdes handel.

Tilsvarende modelstudier om TTIP-aftalen bestilt af EU-Kommissionen hos det britiske Centre for Economic Policy Research fortæller om et engangsløft for EU’s BNP efter en indfasningsperiode på 10 år på knap 0,5 procent – eller som gennemsnit for indfasningsperioden 0,05 procent pr. år.

I lyset af sådanne beskedne gevinster er det nærliggende at spørge, om ikke kampen for CETA’s godkendelse og den fortsatte kamp om TIPP – hvis denne aftale da ikke er død og borte, som Valloniens premierminister, Paul Magnette, forsikrede i weekenden – mere er et drama om økonomiske og politiske verdensanskuelser end om håndgribelige økonomiske resultater.