Læsetid: 9 min.

CETA-aftalen kæmpet hjem – men til hvilken pris?

Der var store smil i Bruxelles, da lederne fra EU og Canada søndag omsider kunne underskrive den kontroversielle handelsaftale. Men bag smilene lurer spørgsmålet, om man i striden med det lille vallonske regionalparlament har vundet en pyrrhussejr
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, præsenterede søndag CETA-aftalen sammen med EU’s Donald Tusk og Jean-Claude Juncker (th.). Man skal lede længe i EU-Kommissionens rapporter for at finde bud på, hvor meget væksten egentlig kan øges med aftalen.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, præsenterede søndag CETA-aftalen sammen med EU’s Donald Tusk og Jean-Claude Juncker (th.). Man skal lede længe i EU-Kommissionens rapporter for at finde bud på, hvor meget væksten egentlig kan øges med aftalen.

Olivier Matthys

1. november 2016

Billederne siger alt:

En leende canadisk premierminister Justin Trudeau, der vinker til pressekorpset i Bruxelles. EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-rådspræsident Donald Tusk, der falder hinanden om halsen. De tre med armene om hinanden, Trudeau med tandsmil i midten, Juncker og Tusk mere reserverede.

Efter et aflyst europæisk-canadisk topmøde i torsdags og et canadisk fly, der lørdag måtte vende om og returnere til Ottawa på grund af en teknisk fejl, lykkedes det søndag omsider de tre herrer at samles i Bruxelles og ved et såkaldt topmøde, der blot varede to timer, underskrive den 1.500 sider store CETA-handelsaftale. Angiveligt den største aftale om liberalisering af handlen, EU nogensinde har indgået.

Justin Trudeau udstråler på billederne stor lettelse, fordi det i sidste øjeblik lykkedes de besværlige partnere i EU at få styr på sig selv og afværge det enorme politiske prestigetab, det ville have været at kassere resultatet af syv års byrdefulde forhandlinger. Juncker og Tusk ser mere tvivlrådige ud, fordi de ved, at sejren over det lille vallonske regionalparlament i Belgien har kostet på EU-sammenholdet og kan vise sig dyrekøbt.

Ikke at de afslørede nogen fortrydelse i deres taler efter underskrivelsen.

»Aftalen, som vi underskriver, er den bedste og mest progressive, EU nogensinde har forhandlet, og den definerer vort ambitionsniveau for de øvrige handelsaftaler,« sagde Juncker med sigte på bl.a. den europæisk-amerikanske TTIP-aftale, som forhandles på fjerde år.

»Vi besidder stadig tilstrækkelig styrke og beslutsomhed – i hvert fald nogle af os – til at imødegå den fatalistiske forestilling om forfald i vor politiske verden,« sagde en lidt mere aggressiv Donald Tusk og talte om den »postfaktuelle« virkelighed og politik, som beslutningstagerne på begge sider af Atlanten er oppe imod i form af folkelig afstandtagen fra globaliseringen.

»Alternativet til fri handel er isolationisme og protektionisme, en tilbagevenden til national egoisme og – som resultat heraf – truslen om voldelig konflikt,« advarede præsidenten for Det Europæiske Råd.

EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, gav søndag sin egen udlægning i en blog på Kommissionens hjemmeside:

»Vi har to muligheder. Vi kan tage den nemme vej og foregive, at vi kan vende globaliseringens flodbølge og lukke vore døre mod verden. Eller vi kan vælge den vanskeligere vej og forsøge at forme globaliseringen efter vor vision.«

»Ved underskrivelsen af dagens handelsaftale har EU og Canada valgt den sidstnævnte, og det er jeg stolt af,« betonede kommissæren.

Strammer love og regler

Den globaliseringsvision, som CETA- og den mulige TTIP-aftale afspejler, er, at man ved at fjerne toldbarrierer og tekniske handelshindringer kan nedbringe erhvervslivets omkostninger, lette den frie strøm af varer og tjenesteydelser over Atlanten, skærpe konkurrencen mellem virksomhederne og derigennem skabe ny vækst og flere arbejdspladser.

Efter underskrivelsen er status, at CETA i begyndelsen af det nye år træder delvist og foreløbigt i kraft – dette forudsat, at også Europa-Parlamentet inden for de kommende uger siger god for aftalen – således at man straks begynder at fjerne 99 procent af dagens toldbarrierer mellem EU og Canada.

»Den første dag efter implementeringen vil Canada fjerne told til en værdi af 400 millioner euro på varer, der kommer fra EU,« oplyser således EU-Kommissionen.

Samtidig vil de dele af aftalen, som alene berører EU-politikområder – dvs. ikke er medlemslandenes nationale kompetence – blive rullet ud. Det handler om at åbne for at byde på hinandens offentlige indkøb, at give en øget adgang for eksport af landbrugsprodukter og fødevarer mellem EU og Canada, at åbne servicemarkedet og lette arbejdskraftens bevægelighed hen over Atlanten, at anerkende hinandens kontrol af produkter frem for selv at kontrollere alt, at samarbejde om fremtidig regulering via et Regulatory Cooperation Forum m.m.

Visse elementer af CETA-aftalen træder først i kraft, når – eller hvis – samtlige EU-landes parlamenter siger god for aftalen. En ratifikationsproces, der kan vare op til et par år.

F.eks. venter man til efter ratifikationen med at søsætte de nye voldgiftstribunaler, der tidligere under navnet ISDS og nu kaldet ICS, Investment Court System, giver f.eks. canadiske investorer og virksomheder mulighed for at rejse erstatningssager mod EU-lande, der strammer love og regler, ved voldgifter, som opererer uden om og over de nationale domstole. Dette er den stærkest kritiserede del af CETA-aftalen og kan risikere at blive dét, der får et eller flere EU-lande til at afvise ratifikation og dermed får hele korthuset til at brase sammen om et til to år – sådan som vallonerne frem til weekenden var tæt på at gøre.

Folk tror ikke på det

I sin søndagsblog konstaterer Cecilia Malmström, at »det har altid været krisen, der har fostret fremskridt i vores europæiske union«.

Problemet, som en række kommentatorer har påpeget under de sidste ugers CETA-krise, er, at EU-toppen næsten synes at have vænnet sig til krisen som en forudsætning for fremdrift ad den vej, man tror på. At banke de obstruerende valloner på plads er en del af den øvelse, der handler om at få fastslået, hvem der bestemmer, og hvad der er den rette kurs for EU’s økonomi og de europæiske folk.

Vanskeligheden er – som Donald Tusk meget tydeligt sagde i sin tale søndag – at kun »få mennesker tror på det«, altså på at fortsat økonomisk globalisering er vejen frem. Det er derfor EU-toppens opgave »at overbevise vore borgere om, at frihandel er i deres interesse«.

Man ved således, hvad der er bedst for borgerne – opgaven er at få dem til at forstå det.

»Sommetider er vi nødt til først at gøre tingene lidt komplicerede for at gøre dem bedre til slut,« anfører Malmström i sin blog med henvisning til balladen med vallonerne.

Og når det så lykkes – som i Bruxelles i søndags – sker det med smil, flag og fanfarer. Hvad EU-toppen ikke kan se – eller ikke er villige til at italesætte – er, at der meget vel kan være tale om en pyrrhussejr. At netop manøvren med at presse det vallonske mindretal ind i folden giver bagslag og næring til en endnu stærkere mistillid i dele af den europæiske offentlighed til den økonomiske globaliserings vogtere i Bruxelles.

»EU og Canada vinder et handelsslag – men ikke krigen,« lød overskriften i EU-mediet Politico efter underskrivelsen.

Troværdighedstabet

»Det forbavser mig, at designerne bag CETA og andre frihandelsaftaler – såsom TTIP – tilsyneladende ikke begriber, hvor ringe troværdighed de har,« skrev Steven Hill, analytiker ved American Academy i Berlin, på hjemmesiden Social Europe i går.

Han, der ikke er protektionist, advarer om, at en offentlighed, der oplever sine politiske ledere mere optaget af at bane vejen for store virksomheder end af at beskytte sine borgere, »hurtigt vil finde sig selv belejret af deres egne befolkninger, anført af populistiske demagoger«.

Den politiske chef for European Environmental Bureau, Pieter de Pous, advarede søndag med lignende formuleringer.

»Den virkelige risiko ved CETA er, at dens støtter på tværs af det politiske spektrum vil opleve dette (mulige CETA-)sammenbrud som et protektionistisk tilbageslag og trække sig tilbage til deres skyttegrave i forsvaret for frihandel, argumenterende for, at den er nødvendig for åbne samfund, økonomier og civilisationen som sådan. Det er yderst farligt, fordi det spiller bolden lige i hænderne på de stærkt højreorienterede grupper, der er i fremgang i det meste af Europa med deres giftige løfter om nationale identitetspolitikker,« skriver Pieter de Pous på Euractiv.com.

En tredje advarende stemme er Samuel Earle, politisk teoretiker fra London School of Economics, der på platformen Open Democracy skriver om, hvordan det politiske establishment ufrivilligt presser dele af den europæiske offentlighed i retning af et »nostalgisk« verdensbillede.

»Konfronteret med en neoliberal, globaliseret fremtid, der præsenterer sig selv som ikke-til-forhandling, synes vor eneste strategi at være at vende os mod fortiden.«

Samuel Earle mener, at venstrefløjen savner at levere alternative svar til den neoliberale globaliseringsdagsorden, som har større overbevisningskraft end højrepopulisternes.

Både Steven Hill og Pieter de Pous peger på, at sådanne alternative strategier for økonomisk og handelsmæssigt samarbejde må tage afsæt i et etisk kodeks og sigte på at fremme større lighed – ved bl.a. at gå efter skattely frem for yderligere investorbegunstigelser – samt omstiling til cirkulær og bæredygtig økonomi etc.

Det er åbenlyst, at det ikke er muligt både at redde EU og redde EU’s nuværende handelspolitik, mener Pieter de Pous.

Slæbegear

Rationalet bag CETA, TTIP og andre potentielle handelsaftaler mellem EU og eksterne partnere er at hjælpe den vækst i gang, som har været hensygnende i efterhånden mange år. Genoplivningen af tidligere tiders vækstrater er forudsætningen for at skabe job og velstand, ræsonnerer man.

Ironien er, at selv hvis det lykkes at kæmpe CETA og TTIP igennem, vil gevinsten ifølge de officielle scenarier være begrænset.

Internationale institutioner som Den Internationale Valutafond, IMF, og Verdenshandelsorganisationen, WTO, har de senere år med gentagen beklagelse måttet konstatere en afmatning i den globale handel, ledsaget af en nedskrivning af vækstprognoserne for de kommende år.

Hvor WTO i april forudsagde en vækst i den globale handel på 2,8 procent i 2016, nedjusterede man i september forventningen markant til blot 1,6 procent i år.

Tidligere er den globale handel vokset halvanden gang så meget pr. år som det globale BNP, men i de senere år er forholdet mellem handelsvækst og BNP-vækst skrumpet til 1,1.

»Hvis den nye prognose holder, vil 2016 blive første gang i 15 år, hvor forholdet mellem handelsvækst og globalt BNP falder under én til én,« skriver WTO.

IMF konstaterer i sin seneste analyse, at den globale handel har »tabt dramatisk fart« siden 2012. Man henfører det først og fremmest til generel afmatning i verdensøkonomien, men også til »en stagnation i liberaliseringen af handlen og en nylig stigning i protektionisme«.

Midt i al snakken om liberalisering og mere frihandel er der således ifølge Financial Times i perioden januar-august indført 500 protektionistiske tiltag rundt om i verdens lande mod blot 100 initiativer for at liberalisere den grænseoverskridende handel. Mange handelsbegrænsende tiltag er foretaget af G20-lande for at bremse Kinas eksport.

»At håndtere begrænsningerne på vækst bør være i centrum for den politiske handling. Det vil ikke alene sætte fart på den overordnede globale aktivitet, men også bidrage til at smøre den internationale handels hjul og dermed skabe en god cirkel, i takt med at handel stimulerer yderligere produktivitetsgevinster og vækst på tværs af grænserne,« skriver IMF i World Economic Outlook fra oktober.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget det i virkeligheden batter.

Små BNP-gevinster

CETA og TTIP er EU’s forsøg på sammen med Canada og USA at vende strømmen, og det skorter ikke på forsikringer om gevinsterne for økonomien, hvis aftalerne realiseres. Man må imidlertid grave dybt og lede længe i EU-Kommissionens rapporter for at finde konkrete bud på, hvor meget væksten egentlig kan øges med f.eks. CETA-aftalen.

Et kvantitativt bud skal således findes i en rapport bestilt af Kommissionen tilbage i 2011 hos en international ekspertgruppe ledet af professor Colin Kirkpatrick, University of Manchester. På side 43 i den 468 sider store rapport, Trade 10/B3/B06, viser en tabel, at det mest ambitiøse af fire CETA-scenarier efter en fuld indfasning af aftalen over 10 år vil give EU’s BNP et løft på 0,03 pct.

Rapporten fortæller også, at mens Canadas procentuelle BNP-gevinst vil være 12 gange større end EU’s, så vil tredjeparter såsom USA og gruppen af mindst udviklede lande lide et mindre BNP-tab, når EU og Canada øger deres indbyrdes handel.

Tilsvarende modelstudier om TTIP-aftalen bestilt af EU-Kommissionen hos det britiske Centre for Economic Policy Research fortæller om et engangsløft for EU’s BNP efter en indfasningsperiode på 10 år på knap 0,5 procent – eller som gennemsnit for indfasningsperioden 0,05 procent pr. år.

I lyset af sådanne beskedne gevinster er det nærliggende at spørge, om ikke kampen for CETA’s godkendelse og den fortsatte kamp om TIPP – hvis denne aftale da ikke er død og borte, som Valloniens premierminister, Paul Magnette, forsikrede i weekenden – mere er et drama om økonomiske og politiske verdensanskuelser end om håndgribelige økonomiske resultater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Steen Sohn
  • ingemaje lange
  • Dorte Sørensen
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
John Fredsted, Steen Sohn, ingemaje lange, Dorte Sørensen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

"Rationalet bag CETA, TTIP og andre potentielle handelsaftaler mellem EU og eksterne partnere er at hjælpe den vækst i gang, som har været hensygnende i efterhånden mange år. Genoplivningen af tidligere tiders vækstrater er forudsætningen for at skabe job og velstand, ræsonnerer man."

Hvor patetisk afstumpet og virkelighedsfjern, kan EU blive, før end det går fra at være forkrampet pinligt til at være umiskendeligt afskyvækkende.

Kære naive og forkælede politikere, mod til forandring eller død på kul, olie og gas!

En global økonomisk vækst lektion til politikere og økonomer om 80%-20% energi fordelings problematikken, fra en af mændene bag COP21 slutdokumentet, om de menneskeskabte klimaforandringer.

(Se link)
Going Beyond "Dangerous" Climate Change
Speaker: Professor Kevin Anderson
Chair: Professor Tim Dyson
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

John Hansen, Janus Agerbo, Dorte Sørensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

"Billederne siger alt........ Juncker og Tusk ser mere tvivlrådige ud, fordi de ved, at sejren over det lille vallonske regionalparlament i Belgien har kostet på EU-sammenholdet og kan vise sig dyrekøbt."

Hold da helt op for en gang billedanalyse.....det er en Freud værdig -
eller er det H. C. Andersens eventyr, vi er ude i.

Du har i hvert fald ingen forudsætninger for at vurdere, hvorfor Juncker & Tusk ser tvivlrådige ud - hvis det er det, de gør - eller om de ser tvivlrådige ud af samme grund.

Det er en FRÆKHED uden lige, at vore politikere opstiller det som et enten-eller! Den største fare for tiden er tværtimod, at man overser folkenes krav om, at alle beslutninger skal have et formål. at sikre de rammer, som folkene har opbygget hver især til udfoldelse af et samfundsliv. At lægge al den vægt på virke og velstand er simpelthen ikke ønskværdigt, vi har nået et allerede for højt velstands- og forbrugsniveau, så vi skal holde igen og fordele det, vi har.

John Hansen, Torben Skov, kjeld jensen, Flemming Berger, Janus Agerbo, Torben K L Jensen, Dorte Sørensen, Flemming S. Andersen, Ejvind Larsen, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar

Hvem smiler?

Mr. D. Tusk ligner nu mest én, der har tømt blæren i bukserne med det fromme håb - for håbefulde må herskaberne da være, hvis de tror på et voksende BNP ret meget større end nul komma nul - at kunne beholde varmen lidt endnu, inden det i tidens fylde vil vise sig, at også han er en færdig mand i europæisk politik, hvor hans kammesjuk Juncker er totalt ligeglad, han skal jo alligevel snart på pension …

De eneste, der har grund til igen at godte sig, er de populistiske demagoger, og ikke den økonomiske globaliserings gralsvogtere i Bruxelles, der skulle smage deres egen medicin – arbejdskraftens frie bevægelighed hen over Atlanten …

De har for længst forpasset deres fornemste opgave, at etablere den nødvendige ’politiske primat’ til gavn for den menige EU-europæiske befolkning, men har fra begyndelsen af kun dyrket tesen om, at økonomien skal have forrang over de fleste andre samfundsopgaver – i stedet viser det sig også i denne forbindelse, at herskaberne stadig opprioriterer den ’økonomiske primat’ – den sikre vej til at skabe endnu flere globaliseringsmodstandere og menneskelige ofre

Så denne EU-Moloch er en étbenet haltefanden, en menneskeædende primat og en arbejdsløshedsproducerende bureaukratstyret organisation i magtfuldkommen overstørrelse, der bevæger sig på ét ben, dér hvor pengepungen hænger og dingler, og kun har ét i hovedet, nemlig – økonomi - ovenikøbet en udløbsmodel …

At den omsider, efter at have huseret i et halvt århundrede, også vil kunne udvikle sig til en demokratisk- politisk primat for at tøjle deres egen religion - neoliberalismen, den seneste mutation af den dræbende globale kapitalisme, opleves af flere og flere som en ren illusion, hele tiden forsøgt solgt med myriader af let gennemskuelige løgnehistorier og direkte trusler – nu igen i forbindelse med fænomenet CETA, som næppe nogensinde vil blive ratificeret af alle medlemslandene – med Tyskland i spidsen …

John Hansen, Niels Duus Nielsen, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Flemming S. Andersen, Ejvind Larsen, Philip B. Johnsen, Anne Eriksen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Gevinsten et BNP løft på 0,03 pct.!!? Og noget med for Danmarks vedkommende en øget eksport på hele kr. 400 mio?
Og prisen ? Ja det kan være mange milliarder for at ville føre den forkerte politik - ikke for virksomheder vel at mærke men for skatteyderne. Hvis den aftale er så vigtigt og ikke en trussel mod mulighederne for at forbedre miljøbeskyttelser, folkelig sundhed, arbejdsmarkedsvilkår for lønarbejdere retten til at nationalisere nøgle industrier i nødssituationer, retten til at beholde og udvide f. eks. offentlige virksomheder som børnepasning, skoler og hospitaler, og politisk skåne dem mod privatisering, hvorfor insistere på ISDS delen? Pil den del ud og lad os så genoverveje aftalen. Eller indfør en klausul der gøre det pligtigt for de rige at betale hver gang landene bliver sagsøgt af grådige spekulative korporationer gennem tilsvarende hævelse af top skat. Der kunne sagtens laves en aftale uden udsalg af suverænitet og grundlæggende demokratisk rettigheder. Spørg hvorfor det er så vigtigt med disse ting. Det kan kun være fordi det er på den måde korporationer øjner en ny mulighed for at lave hurtig nemme penge. Uden at disse muligheder er med er de ligeglad med den ekstra 245 tons ahornsirup de ville kunne sælge i EU hvert år. Det er fup og løgne det hele.

Flemming S. Andersen, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Omend det måske ikke er videre overraskende, så finder jeg det beskæmmende og dybt foruroligende, at kun en belgisk delstat, Vallonien, stillede sig (en smule) på bagbenene overfor sådanne liberaliseringer af handel. Hvad skal vi dog med EU, dette markedsmonetære monster? Penge og marked over alt, når det kommer til stykket, tilsyneladende. Klima og miljøbeskyttelse kan rende og hoppe. Vi er fortabte, naturligvis.

Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar