Dagligliv i Aleppo: Brødleverandøren

Jeg er 38 år, gift med fire børn, og før revolutionen var jeg fodboldtræner i Politiets Idrætsforening, al-Shorta.

Nu er jeg formand for vores kvarter i kommunalbestyrelsen, og indtil denne uge var jeg også logistikchef for to bagerier. Det ene blev bombet sidste onsdag, så nu må jeg på en eller anden måde forsøge at producere brød nok til det samme antal familier fra blot ét bageri.

Normalt ville jeg stå tidligt op for at deltage i bønnen før daggry, og så drikke kaffe med småkager til, hvis vi har nogen. Derefter plejede jeg at gå hen på bagerierne og se til, at folk er i gang, og hjælpe med at bage brød.

Men sidste onsdag blev jeg vækket klokken tre, da en eller anden bankede på vores dør. Jeg løb ud for at åbne den, og udenfor stod en kollega, forpustet og gispende, og sagde: »Bageriet er ramt.« Jeg klædte mig på i en fart og sprang ind i bilen.

Vi kom til stedet for angrebet omkring en time efter bombens nedslag. Det var et frygtelig sceneri. De Hvide Hjelme og paramedicinere forsøgte at finde overlevende blandt murbrokkerne. Vi er ret sikre på, at de gik efter at ramme bageriet – at det var deres mål. Otte mennesker, deriblandt en af ejerne, blev dræbt på stedet.

Kapacitetsproblem

Kun ejerens kompagnon og bagermesteren overlevede, og den ene af ​​dem har mistet et øje. Det hele var et stort rod. Også den varevogn, de brugte til at levere brød i, var smadret, så jeg måtte bruge min egen bil for at bringe de brød ud, vi kunne bjærge fra det udbombede bageri.

Bageriet leverede til to store distrikter. Næsten 6.000 familier er afhængige af det brød, de kan få fra os. Nu er jeg nødt til at finde ud af, om vores mindre bageri, der allerede bespiser 4.000 familier, kan udvide sin kapacitet til næsten det dobbelte.

Om eftermiddagen bruger jeg som regel min tid på de udfordringer, vi står med i kommunalbestyrelsen. Vi forsøger at gøre, hvad vi kan for folk. Vi forsøger at genetablere ødelagte vandforsynings- og elnet og sikre uddeling af hjælp til udsatte mennesker og andre ting. Vi gør vores bedste hver dag, selv i denne tid med belejring, konstante bombeangreb og beskydning.

På et eller andet tidspunkt mellem kl. 17 og 19 tager jeg hjem og spiser middag sammen med min kone og mine børn. De venter med maden. Lige nu overlever vi på linser, bulgur, ris og lidt auberginer fra nogle små marker i nærheden, hvor man kan finde auberginer, mynte og persille.

Brændselsknaphed

Vi bruger et petroleumskomfur og nogle gange optændingsbrænde til madlavning. Gas koster en formue, hvis man skulle være så heldig at finde en cylinder, der er til salg. For at spare på brændslet opvarmer vi ikke mad, der allerede er tilberedt, for vi aner ikke, hvornår belejringen igen vil blive brudt.

Jeg holder meget af de par timer om aftenen, jeg kan bruge på at være sammen og tale med min familie, selv om vi ikke har ret megen strøm og lys i disse dage. Mine børn keder sig rigtig meget for tiden, fordi de er nødt til at blive hjemme hele dagen. Alle skoler holder lukket på grund af bombardementerne.

Når de er gået i seng, leverer jeg nogen gange brændsel og mel til bagerierne, før jeg tager hjem igen og lægger mig til at sove. Det sker også, at jeg får en af mine medhjælpere til at klare det, så jeg kan få mig noget hvile. Men vi har efterhånden fået meget svært ved at skaffe bare de nødvendigste forsyninger.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen