Dagligliv i Aleppo: Hjælpearbejderen

Vågner tidligt. Normalt ville det første og det vigtigste om morgenen være at lave mig en kop kaffe, men på grund af belejringen er der desværre ingen kaffe, hvor jeg bor.

Jeg har en hektisk tidsplan: Jeg arbejder som frivillig hjælpearbejder på to hospitaler, arbejder på deltid for en amerikansk hjælpeorganisation og underviser i historie og geografi på undergrundsskolen Aleppos Pionerer.

Vi har henlagt skolen til en kælder for at beskytte børnene, men de er stadig bange, især i de her dage. En af mine elever spurgte mig forleden:

»Hvorfor ligger vores skole under jorden? Jeg vil ikke blive kvalt under murbrokker, hvis vi bliver ramt.«

Jeg prøver at trøste dem, selv om jeg inderst inde også er bange. Nogle børn kommer ikke i skole mere, fordi deres mødre foretrækker at holde dem hjemme. De vil hele tiden være så tæt, de kan nå deres nærmeste. 

Aktivisme

Jeg er 26 år og født og opvokset i Aleppo. Jeg blev involveret i aktivisme mod regimet i 2012, da jeg tog min bachelorgrad på universitetet her.

Først deltog jeg i fredelige protester, så begyndte jeg at arbejde som frivilig i et felthospital i de østlige kvarterer. Dengang kunne man godt bevæge sig imellem den østlige bydel og de regimekontrollerede områder, så jeg var i stand til at fortsætte min uddannelse, indtil jeg i 2013 blev arresteret på grund af arbejdet.

Jeg blev tortureret og fik en masse psykiske problemer, men efter et år satte de mig på fri fod. Alt havde ændret sig, og mine forældre havde forladt Aleppo. Jeg flyttede ind hos min bror, og gamle venner opfordrede mig til at genoptage mit arbejde.

Nu underviser jeg om formiddagen, og to dage om ugen melder jeg mig hos en velgørenhedsorganisation, hvor jeg fungerer som holdleder for uddeling af hjælpeforsyninger til udsatte mennesker i tre distrikter.

De andre dage arbejder jeg frivilligt på hospitaler, især i kritiske perioder som den nuværende. Jeg har måttet overvære fire amputationer på fire dage – og vi har ikke engang rigtige kirurger.

Jeg spiser kun ét måltid om dagen nu, enten på hospitalet eller hjemme, hvor jeg laver mad til mig selv. Jeg er dog så heldig, at jeg stadig har gas, fordi jeg købte en cylinder for 150 dollar for et par dage siden. Det er dyrt, men jeg kan få den til at holde i lang tid.

Menstruationsbind

Vi mangler også nogle af de ting, som kun kvinder bruger. Forsyningerne er afbrudt på grund af belejringen, og mænd tænker ikke på det.

Om aftenen udnytter jeg de to timer, hvor generatoren er tændt, til at oplade min telefon og computer og batteriet til min internetrouter. Jeg forbereder mig på undervisningen til næste dag og skriver rapporter for min hjælpegruppe. Så surfer jeg på internettet, chatter med min bror og søster i Tyrkiet eller med mine venner. Jeg går først i seng ved totiden.

Jeg besøgte USA og Storbritannien sidste år, deltog i en workshop og overværede premieren på en film om mig og fire andre kvinder, der arbejder her. Jeg overvejede at blive derovre for at gøre min uddannelse færdig, men jeg besluttede alligevel at vende tilbage, for mit land har brug for mig nu.

Jeg er ambitiøs og samvittighedsfuld, så jeg ved, at jeg nok skal få afsluttet mine studier en dag, uanset min alder, og uanset om jeg skulle være blevet gift i mellemtiden. Jeg har drømmen, og jeg skal nok få den til at gå i opfyldelse.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen